Vi taler ofte om, at der er en særlig muslimsk krænkelseskultur. Det er noget sludder og vrøvl. Det er jo hele vores samfund, som er ramt af denne moderne sygdom, der spreder sig som en virus. Der er jo også visse feminister, som skriger op om undertrykkelse og diskriminering, hver eneste gang de har chancen. I 2012 blev foreningen TUBA og alle deres medlemmer krænket fordi DR havde lavet en julekalender med en grusgrevinde, der var lidt for glad for portvin(læs her). Jeg synes det var en pinlig historie – ikke for DR, men for TUBA. Og mange homoseksuelle er jo lige så slemme!

Sebastian DorsetLørdag d. 14. februar 2015 blev 2 mænd dræbt og 5 politibetjente blev såret af en terrorist. Efterfølgende skrev du på twitter, at det ville være poetisk hvis 25 bøsser fangede og misbrugt den formodede gerningsmand, inden han blev afleveret til politiet. I følge XQ28 har det medført en masse vrede på de sociale medier(Læs her). Temmelig mange mennesker er vist blevet temmelig krænkede – jeg kan ikke forstå hvorfor. Du har jo ikke skrevet noget om, at bøsser skulle have særlig tendens til at begå voldtægt eller seksuelle overgreb. Du har sådan set heller ikke opfordret til hverken det ene eller det andet. Når folk bliver krænkede og fornærmede, så er det vist fordi de læser noget andet i dit tweet end du rent faktisk har skrevet.

Jeg er 100% bøsse og jeg synes dit tweet er enormt morsomt – men jeg melder pas til at deltage i dit lille tankeeksperiment. Jeg er nemlig ret sikker på, at han ikke lige er min type. Det er selvfølgelig ikke, fordi jeg har lyst til at diskriminere. Jeg tror bare ikke, at jeg tænder så meget på mordere og terrorister ….. ;-)

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at i stedet for at blive krænket og fornærmet, så kunne man måske også reagere på en anden måde. Tænk nu, hvis alle bøsser i Danmark havde sagt nej tak?! Så havde vi måske fået et godt grin ud af det, mens vi forsøgte at sende Sorteper videre. Det havde sgi da også været ret morsomt, hvis nogen havde svaret “do it yourself”, Sebastian Dorset! Personligt synes jeg også, det kunne være temmelig interessant at høre, hvordan du definerer begrebet “poetisk”. Der var rigtig mange muligheder for at give et kækt og morsomt tilbagesvar.

Sebastian Dorset diskuterer sagen i programmet "Kont@kt" på TV Lorry.

Sebastian Dorset diskuterer sagen i programmet “Kont@kt” på TV Lorry.

Hvad er forskellen på Muhammedtegninger, Charlie Hebdo eller dit tweet? Jeg kan faktisk ikke rigtig se nogen forskel. Det er jo bare forskellige former for humor. Og lad os bare tage grusgrevinden Vera Grus med i dette selskab! Der er tydeligvis nogen mennesker, som ikke har så meget humor … okay. Det kan man nok ikke gøre så meget ved. Men jeg forstår stadig ikke, hvordan lidt humor kan gøre så mange mennesker så vrede! Jeg er simpelthen så træt af folk som bliver krænket over alting og ingenting. Milan Kundera skriver i flere essays, at de mennesker som skræmmer ham allermest er agelaster – folk som ikke kan grine, skræmmer ham åbenbart mere end islamister, terrorister m.fl. Jeg forstår godt, hvad han mener!

Du er en fantastisk standup-komiker, Sebastian Dorset – generelt er jeg ret vild med alle mennesker, som får mig til at grine! Folk kan ikke hade, når de griner. Folk kan heller ikke være vrede, når de griner. Folk kan heller ikke slå ihjel, når de griner. Når du får folk til at grine, så er jeg sikker på, at du gør mere for at skabe en bedre og fredeligere verden end de mange mennesker, som konstant bliver krænket over dit og dat. Vi taler ofte om, at ytringsfriheden er truet af radikale islamister. Måske burde vi også tale lidt mere om den trussel, der kommer fra almindelige danskere. Det som du har oplevet i løbet af de sidste par dage er jo – desværre – et klokkeklart og UACCEPTABELT angreb på din ytringsfrihed.

Du har oplevet en masse kritik i løbet af de sidste par dage, men der er også nogen som støtter dig – og jeg er med garanti ikke den eneste! Selv om jeg er 100% bøsse, så er jeg ikke den mindste smule krænket over dit tweet. :)

Med venlig hilsen …

Jeg elsker at have gæster til middag – jo flere, jo bedre. Så skal der gerne være lidt snacks før middagen, der som regel består af tre retter, hvorefter jeg plejer at servere kage og the. Når man laver så meget mad, så er der selvfølgelig altid noget, der ikke bliver helt så vellykket, som man havde tænkt sig. Så bliver jeg så skuffet, at jeg ikke kan lade være med at sige det … desværre er der altid nogen som tror, at jeg sætter mit lys under en skæppe eller fisker efter ekstra ros og anerkendelse. Men det er noget sludder og vrøvl. Hvis jeg siger, at jeg ikke er helt tilfreds med mit mad, så er det fordi jeg ikke er tilfreds med mit mad – og ikke andet.

Til gengæld kan jeg også garantere for, at når jeg selv er tilfreds og synes at mit mad er perfekt, så skal jeg nok sige det – og så siger jeg det mange gange! ;-)

Kartoffelmos med ratatouille, deller og focacciabrød.

Kartoffelmos med ratatouille, deller og focacciabrød.

For nogle dage siden havde jeg besøg af en der hedder Charlotte. Når der kun er én gæst, så laver jeg selvfølgelig ikke så meget mad. Hovedretten var kartoffelmos med ratatouille. Jeg har aldrig været i Frankrig, men så vidt jeg ved, så spiser franskmændene kun brød til deres ratatouille. Det er synd for dem, for kartoffelmos og ratatouille er en genial kombination. Dertil fik vi nogle kikærtedeller – der i virkeligheden bare opskriften på mine burgerbøffer, som jeg har formet på en anden måde. De indeholder sambal Oelek, som er en slags chilipasta, der er forholdsvis stærk, men alligevel ikke for stærk. Det var perfekt til ratatouille og kartoffelmos. Dertil fik vi focacciabrød fra Netto, af den slags som lige skal have 10 minutter i ovnen.

Så kommer det: alting var perfekt og det var verdens bedste vintermiddag. :-D

Vegansk gulerodskage med appelsinfrosting.

Vegansk gulerodskage med appelsinfrosting.

Bagefter fik vi the og verdens bedste gulerodskage, som naturligvis også er vegansk – opskriften er virkelig nem og jeg har lavet denne kage masser af gange. Men jeg tror, at denne gulerodskage er den mest perfekte gulerodskage jeg nogensinde har lavet. Den var virkelig mums!

Som jeg har nævnt før, så er Storebror ved at blive en gammel missekat. Jeg er vist også ved at blive lidt gammel – altså bare en lille smule. Men det har nogle tydelige konsekvenser!

Efter alt det madlavning, rengøring og hygge, så var jeg temmelig smadret dagen efter. Derfor var jeg nødt til at tilbringe en del af dagen på sofaen. Men lige så snart jeg ligger mig under tæppet på sofaen, som kommer Storebror og ligger sig på min maven. Når han ligger på min mave, så går der aldrig ret lang tid før han falder i søvn … og lige så snart han begynder at snorke, så går der ikke mange minutter, før jeg også falder i søvn. Når vi ligger sådan, så sover vi så godt, at vi sagtens kan sove to eller tre timer … :) 

Videoen er optaget, mens jeg ser fjernsyn og Storebror sover. Sådan ligger vi og hygger os hver aften foran fjernsynet!

 

Storebror er efterhånden ved at være en gammel hankat – og det kan man faktisk godt mærke på ham. Han sover mere og spiser mindre. Men nogen gange er han stadigvæk en faaarlig tigermis. Andre gange er han bare en lille missekilling, som tror, at han stadigvæk kan være i en lille papkasse.

Uanset hvor mange gange han vendte og drejede sig både den ene vej og den anden, så måtte han endelig indse, at han ikke kunne ligge i den! :D

Feb2015 053

“Blackwater fyrskib” er ikke noget stort melodrama – hvis det ikke lige var for den hjertevarme tone som præger hele bogen, så kunne man beskrive “Blackwater fyrskib” som et isbjerg: umiddelbart kan denne roman virke lidt uanseelig, men der er meget under overfladens små krusninger.

Handlingen er ret enkel: den foregår i Irland i slutningen af 1990´erne, hvor den unge Declan er ved at dø af AIDS. Han kontakter sin søster Helen, som han ikke har haft kontakt med i flere år, fordi han ønsker at hun skal tage med ham til bedstemorens hus – et tidligere sommerpensionat, som ligger ved kysten. Deres mor Lily flytter også ind og Declans to venner – Paul og Larry – følger også med, for at passe ham. Disse seks personer tilbringer cirka en uge sammen i huset ved kysten, før Declan bliver så syg, at han må tilbage til hospitalet i Dublin – her slutter romanen. Mere sker der ikke!

De første 3-4 gange jeg læste denne roman, var jeg lidt skuffet – det var som om, at historien om Declan ikke blev rigtig forløst. Jeg var nødt til at læse den nogle gange før jeg forstod, at Declan IKKE er romanens hovedperson – han er blot en slags katalysator og den lim, som binder resten af bogen sammen.

Blackwater fyrskibI stedet handler bogen om disse seks personer, der mødes i huset ved havet og tilbringer en uge sammen; de er så forskellige, som man næsten kan forestille sig. Helen er skoleinspektør, gift og har to børn. Hun lever et trygt og typisk middelklasseliv. Så er der Helens og Declans mor Lily – hendes mand og deres far døde for mange år siden og siden har hun kun haft ganske lidt kontakt med børnene. Til gengæld er hun blevet en succesfuld forretningskvinde. Gamle mrs. Devereux bor i huset ved havet – det gamle sommerpensionat er medtaget, forfaldent, koldt, klamt og fugtigt. Mrs. Devereux bor alene med to katte og kæmper en daglig kamp for at håndtere både alderdommen og ensomheden i det gamle hus. Så er der Declans to venner, som begge er homoseksuelle: arkitekten Larry lever for sit arbejde og hans privatliv består af en uendelig række løse forhold. Paul er hans diametrale modsætning – han bor i Bruxelles og er gift med en franskmand, som han har kendt siden de begge var teenagere. Bogen handler om, hvordan disse mennesker møder hinanden og hvordan alle deres fordomme mod hinanden langsomt brydes ned. 

Men det er forholdet mellem de tre kvinder, som giver bogen dynamik og fremdrift. Helen har ikke været på talefod med sin mor og sin bedstemor i mange år. De sidste to mødes også kun når det ikke kan være anderledes og deres forhold er også præget af kulde og gensidig modvilje. Nu tvinges de tre kvinder til at være sammen – deres samvær er domineret af fjendtlighed, sarkasme og spydige bemærkninger. Det er måske lidt forudsigeligt, at deres samarbejde i forbindelse med Declans sygdom medfører en begyndende forsoning – men det gør ikke bogen banal eller irrelevant.

Forlaget skriver på bagsiden, at Declan “er døende”. Der er ingen tvivl om, at Declan er alvorligt syg. Men døende? Bogen udkom på engelsk i 1999. På daværende tidspunkt var kombinationsbehandlingen for længst indført og antallet af folk som døde af AIDS i den vestlige verden styrtdykkede. Hvis historien foregår i begyndelsen af 90erne, så har Declan vist ikke mange chancer for at overleve. Men hvis historien foregår i årene umiddelbart før udgivelsen i 1999, så er der faktisk en temmelig stor chance for at Declan overlever … romanen er fuldstændig åben omkring dette spørgsmål. Derfor synes jeg det er ærgerligt, at forlaget skriver Declan er døende. Det er der reelt set ikke belæg for i romanen.

Den irske forfatter Colm Tóibín født 1955.

Den irske forfatter Colm Tóibín, født 1955.

Og dog …. en dag fortæller Helen og Declans mor Lily, at der en gang var to fyrtårne ud for kysten ved bedstemorens gamle hus. Men det ene fyrtårn blev tager ud af drift: “ … Blackwater fyrskib. Jeg troede det altid ville være der,” sagde Lily. Hvis Declan er den centrale person i bogen, så er det jo nærliggende at konkludere, at historien om fyrskibet forudsiger hans skæbne. Men det samme gælder alle de andre personer i bogen og bedstemorens hus ved havet. Det samme gælder de gentagne henvisninger til Mike Redmonds og Keatings huse, som styrtede ud over klinten for mange år siden. Bogen er på flere måder præget af en meget stærk dødssymbolik – uden at det bliver kunstigt eller teatralsk, så udtrykker forfatteren denne oplevelse på en måde, som rammer lige i hjertet.

“Blackwater fyrskib” er ikke noget stort drama og spændingen er minimal. Det er blot en roman om en håndfuld helt almindelige mennesker som tilbringer en håndfuld dage sammen i et gammelt og forfaldent hus ved havet. Men tonen – man kan næsten sige, at tonen er Herman Bangsk. Colm Tóibín har den samme brilliante evne til at beskrive menneskers psykologiske skæbner og derfor er denne bog så gribende og genial.

Efter min mening er Colm Tóibín tidens største bøsseforfatter. Nogle ville nok nævne Michael Cunningham – men bortset fra “The Hours”, så har han kun skrevet en række middelmådige romaner. De har måske nok en vis charme, men det er bestemt ikke stor litteratur. Andre ville måske nævne Alan Hollinghurst, som modtog “Man Booker-prisen” i 2004 og temmelig sikkert sælger mange flere bøger end Colm Tóibín. Men der er sådan en kold distance i hans bøger, som dertil virker konstruerede og nærmest skabelonagtige. De har bare ikke den levende intensitet, som er styrken i Colm Tóibíns værker. Der er en ægte menneskelighed og en ægte hjertevarme i hans bøger. Jeg tror det er derfor, at jeg har læst C0lm Tóibíns værker igen og igen og igen!

“Blackwater fyrskib” udkom på forlaget “Tiderne skifter” i 2000.

Lige for tiden kan bogen købes på detstorebogudsalg.dk til kun 47,20.

Har jeg lyst til at skrive mere om Unotel? Svaret er klart og tydeligt nej! Jeg vil meget hellere skrive om bøger, klassisk musik, opera og den slags emner. Men jeg har allerede skrevet tre indlæg om mine problemer med Unotel. Så kan jeg naturligvis ikke stoppet på en måde, hvor afslutningen ikke er i overensstemmelse med virkeligheden – det ville være useriøst. Derfor er jeg desværre nødt til at skrive endnu et indlæg.

Kort opsummering:

Selv om jeg har været kunde hos Unotel i mange år, så besluttede jeg i september at flytte mit mobilabonnement til YouSee. Men Yousee levede hverken op til deres egne løfter eller mine forventninger. Derfor besluttede jeg at flytte tilbage … jeg talte med en medarbejder som hedder Rasmus og vi aftalte, at jeg skulle have et abonnement som kostede 99 kr. om måneden og det skulle træde i kraft d. 31. oktober 2014.

Men Unotel trak 149 kr allerede d. 1. oktober, som betaling for oktober måned – jeg skulle altså betale 149 kr. for et abonnement som jeg ikke havde valgt, som jeg ikke havde ønsket og som jeg ikke kunne bruge til noget som helst, da jeg stadig var kunde hos YouSee og mit telefon nummer først blev flyttet d. 31. oktober. Trods to samtaler med Unotels kundeservice, så var svaret klart og tydeligt: du skal bare betale!

Efter at jeg havde skrevet et blogindlæg om sagen, så fik jeg en telefonopringning fra en af Unotels medarbejdere som hedder Martin – han fandt fejlen i løbet af 2 minutter: da Rasmus hjalp med at flytte mit abonnement tilbage til Unotel genaktiverede han min gamle konto – uden at vide det, så genaktiverede han desværre også mit gamle abonnement. Shit happens, som man siger. Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg synes ikke det er et alvorligt problem – det bliver først alvorligt, da Unotels medarbejdere ikke viser den mindste smule interesse for at finde problemet, men blot insisterer på, at jeg skal betale!

Martin fandt fejlen i løbet af to minutter og forsikrede mig om, at jeg naturligvis ikke skulle betale, da jeg ikke havde ikke bestilt dette abonnement og ikke kunne bruge det til noget som helst, da jeg først fik et nyt simkort til Unotel adskillige uger senere – præcis som jeg havde forsøgt at forklare de andre medarbejdere!

Det sidste svigt:

Så burde sagen jo være slut, men det er den desværre ikke; jeg valgte at få et nyt telefonnummer hos et helt andet firma i stedet for at lade dem flytte det gamle telefonnummer – på den måde håbede jeg, at undgå flere forviklinger. Samtidig sendte jeg en opsigelse til Unotel.

Da Unotel gør min konto op modtager jeg 67,61 kr.

Martin havde forsikret mig om, at jeg ikke skulle betale for oktober måned – lad mig gentage endnu en gang: fordi jeg ikke selv har valgt abonnementet til 149 kr og ikke kan bruge det, da jeg på daværende tidspunkt IKKE har noget simkort til Unotel. Martin fandt fejlen og forsikrede mig om, at jeg ikke skulle betale – derfor havde jeg naturligvis også forventet at få 149 kr tilbage.

Jeg skrev til Unotel og bad dem om at få at vide, hvordan de var kommet frem til at jeg kun skulle have 67,61 kr tilbage. D. 15. november 2014 modtog jeg en mail fra Louise H. som forklarede:

Du betaler 149 kr for abonnement den 1/10, kort efter tanker du 22 kroner på din mobilsaldo.
Herefter er din saldo på 0,00 kr.

Da din mobil er opsagt den 3/10 får du 92,61 kr tilbage i abonnementsrefundering.
Efter 25 kroner i gebyr for opgørelse er trukket fra, lyder din saldo på 67,61 kroner.
Det er dem der er kommet til udbetaling.

Martin forsikrede mig, at jeg ikke skulle betale for oktober – alligevel fremgår det klar og tydeligt, at jeg har betalt abonnement for de tre første dage af oktober og det har jeg cirka betalt 55 kr. for.

Jeg har absolut IKKE lyst til at tale med Unotel igen – absolut ikke! Men jeg var straks klar over, at jeg var nødt til at skrive endnu et indlæg om sagen – og jeg synes ikke, at jeg kan tillade mig at skrive et indlæg, hvor jeg beskylder Unotel for at snyde mig, uden at jeg først giver dem en mulighed for at rette fejlen.

Derfor ringede jeg til Unotels kundeservice tirsdag d. 18. november, hvor jeg talte med en medarbejder som hedder Sarah. Jeg forklarede hende sagen. Hun svarede, at det kunne hun ikke tage stilling til. Derfor var hun nødt til at sende sagen til administrationen, som ville svare mig i løbet af et par dage ….. nu er det tirsdag d. 6. januar 2015 og jeg har stadigvæk ikke hørt noget som helst.

Unotel – kundeservice er en by i Rusland

Hvis jeg skal udtrykke min ærlige mening om Unotel og deres kundeservice, så ville jeg være nødt til at bruge nogle af de værste gloser i det danske sprog. Martin lovede mig, at jeg ikke skulle betale abonnement for oktober måned – alligevel kom jeg altså til at betale 55 kr. Det er naturligvis ikke nogen formue …. men det er bare endnu et led i en lang, lang række af fejl og svigt fra Unotel. Man har vist lov til at spørge sig selv, om der slet ikke er noget som helst der fungerer hos Unotel?!

Jeg er dybt, dybt skuffet. Bortset fra Martin og Rasmus, så har jeg ikke oplevet megen kundeservice eller hjælpsomhed fra Unotels medarbejdere – men hvad kan man forvente fra medarbejderne, når administrationen ikke en gang gider at besvare deres kundehenvendelser?! Jeg synes det er ekstremt useriøst …. jeg har aldrig nogensinde fået så dårlig en behandling i noget firma. Aldrig nogensinde! Jeg er både vred og forarget – de lover og lover! Og hver eneste gang, så ender det med, at de svigter deres egne løfter!

Opdatering d. 19. januar 2014: For nogle dage siden fik jeg en besked fra Unotel, hvor de skrev: “Selvfølgelig skal du ikke betale for Oktober når Martin har lovet dig det.” Er jeg så glad og tilfreds? Næh – egentlig ikke. Jeg har jo ikke lyst til at få pengene tilbage, fordi “Martin har lovet …..” Jeg synes det havde været mere passende, hvis Unotel havde skrevet: Vi erkender, at vi har lavet en fejl og derfor skal du selvfølgelig have pengene tilbage. Men jeg er i hvert fald glad for, at sagen endelig er helt slut. Jeg har fået alle pengene tilbage, undtagen de 25 kroner som Unotel opkræver i forbindelse med opgørelse af konto og det er helt fair. Sagen er slut og det er en stor lettelse!

Der er cirka tre uger til det er jul – men først skal vi igennem en pokkers masse julefrokoster, julefester, juleshows og alle mulige andre julearrangementer.

I Literaturhaus på Nørrebro kan man opleve “The Sexy Christmas Cabaret”. Mads Elung-Jensen og Dirk Rave har flere gange optrådt i Literaturhaus med stor succes. Denne gang medbringer de også den skønne miss Bambi - og så bliver det vist ikke mere sexy! Miss Bambi er en vaskeægte sexbombe!

Men hvad sker der? Hvad handler deres cabaret om? Jeg må nok indrømme, at de tre entertainere har været tavse som graven og de har ikke afsløret noget som helst. Men hvis man har oplevet nogle af deres tidligere arrangementer i Literaturhaus, så ved man, at det bliver i hvert fald noget med en masse sang og musik. Og forhåbentlig bliver det lige så sexy som de har lovet – men det kan man kun finde ud af, hvis man kommer til deres Christmas Cabaret i Literaturhaus. Selv om jeg ikke ved hvad de skal lave, så forventer jeg, at det bliver en meget underholdende og en meget morsom aften!

Det anbefales, at man bestiller billet enten pr mail eller telefon – der er nærmere oplysning på plakaten. Så betaler man billetterne ved indgangen. Hvis man hører til de spontane, så kan man selvfølgelig også bare møde op … men så er der bare ingen garanti for, at man kommer ind. Det kan jo være, at arrangementet bliver udsolgt.

DenmarkFlyerlight

I går var sidste dag i årets DSQ Festival. Afslutningskoncerten var en stor og uforglemmelig oplevelse.

Sangere fra Ars Nova og DR Vokalensemblet.

Sangere fra Ars Nova og DR Vokalensemblet.

Koncertens første værk var et korstykke af den italienske komponist Carlo Gesualdo(1560-1613). Fyrst Gesualdo var en både dygtig og ivrig komponist, som i følge musikeksperterne var langt forud for sin egen tid. Derudover bliver fyrst Gesualdo også husket fordi han myrde sin første kone og hendes elsker. Det var ikke pænt gjort … mærkeligt nok, så lykkedes det ham faktisk at blive gift igen et par år senere. Det meste af livet tilbragte han i Gesualdo slottet, hvor han fordybede sig i sine kompositioner. Han levede et tilbagetrukket liv, men havde sit eget ensemble af sangere og musikere, som opførte hans kompositioner – jeg synes egentlig, at det lyder som et temmelig udmærket liv!

Fem sangere stod på en balkon badet i et blåt lys, mens de sang Gesulados “O Vos Omnes” – det var et smukt værk, som skabte en fuldstændig magisk stemning i hele salen. Det var en virkelig smuk og fantastisk måde at begynde koncerten på. 

Den unge pianist Christian Ihle Hadland.

Den unge pianist Christian Ihle Hadland.

Det næste værk var Shostakovitjs klavertrio nr. 2, som jeg er rigtig vild med. Første sats begynder med en masse hjerteskærende toner fra celloen og violinen – det lyder nærmest som om, at tonerne vrider sig i angst og smerte. Her falder klaveret ind med et fast og kontant anslag – både tempoet og intensiteten stiger. I anden sats svinger musikken mellem at være manisk eller desperat. Jeg er vild med det! Værket slutter med en sats, hvor musikken bliver både sprudlende og sprælsk – man kan vist godt tillade sig at kalde det for en groteske.

Den unge violinist Eugene Tzikindelean.

Den unge violinist Eugene Tzikindelean.

Det er kun nogle måneder siden jeg hørte dette værk i Tivolis koncertsal, hvor det var Trio Vitruvi der spillede. Deres version var meget anderledes – mere kraftfuld, dramatisk og eksplosiv. Det var fuldstændig berusende! Lørdag aften havde de tre unge musikere valgt en anden fortolkning – selv om Christian Ihle Hadland havde et kraftfuldt og dramatisk anslag på klaveret, som jeg var vild med, så havde de alligevel valgt en mere blid og poetisk fortolkning af Shostakivitjs klavertrio. Men det er jo netop et af de aspekter, som gør klassisk musik så spændende – der er aldrig to musikere eller to ensembler, som spiller et værk på samme måde. Jeg synes det er enormt spændende at opleve, hvor forskelligt sådan et værk kan spilles.

Cellist Henrik Dam Thomsen.

Cellist Henrik Dam Thomsen.

Efter en kort pause blev scenen indtaget af Den danske strygekvartet, som har arrangeret hele denne festival. Asbjørn Nørgaard præsenterede koncertens sidste værk, som var skrevet af den engelske komponist Thomas Adés(f. 1971). Værket “Arcadiana” refererer til Arkadien, et landområde i Grækenland. Lige som grækerne helt konkret forestillede sig, at guderne levede på toppen af Grækenlands højeste bjerg Olympen, så forestillede de sig også, at Pan levede i dette idylliske skov-og bjergområde sammen med nymfer og satyrer. Allerede i det gamle Grækenland bliver Arkadien derfor synonymt med idyl og uskyld. Efterhånden kom Arkadien nærmest til at betegne et paradisisk lykkeland. Denne forestilling bredte sig ud i resten i Europa, hvor både renæssancens og rokokoens hyrdedigte ofte var hensat til Arkadien. Et latinsk ordsprog hedder ligefrem “Et in Arcadia ego”, hvilket ordret betyder “Også jeg var/er i Arkadien”. Eller sagt på almindeligt dansk: også jeg har været lykkelig! 

Fredrik Schøyen Sjölin og Asbjørn Nørgaard.

Fredrik Schøyen Sjölin og Asbjørn Nørgaard.

Thomas Adés værk “Arcadia” begyndte med et musikalsk kaos og en mængde disharmonier, der nærmest kæmper med hinanden. Der er ingen tvivl om, at der sker en hel masse … men hvad? Er det en musikalsk beskrivelse af universets udvikling fra kaos til kosmos? Eller handler værket om at leve i en moderne, kaostisk, forvirrende og uforståelig verden, hvor alting pludselig falder på plads og giver mening når vi bliver forelskede og møder kærligheden? Jeg aner ikke, hvad der er Thomas Adés hensigt med dette værk, men jeg kan godt lide denne tanke.

Rune Tonsgaard Sørensen og Frederik Øland.

Rune Tonsgaard Sørensen og Frederik Øland.

Værket begynder med forvirring og musikalsk kaos – men langsomt forvandles musikken til fred og idyllisk salighed. Det er nærmest som en slags æterisk lykkeverden, hvor tonerne driver rundt mellem hinanden. Det er uendelig smukt og meget gribende. Jeg tror ikke, at jeg var den eneste der oplevede musikken på denne måde, for der var en meget intens stilhed i hele salen, mens Den danske strygekvartet spillede dette værk.

Koncerten sluttede med et stort bifald til alle aftenens medvirkende musikere og alle de frivillige som har hjulpet med praktisk opgaver i forbindelse med festivallen.

Koncerten sluttede med et stort bifald til alle aftenens medvirkende musikere og alle de frivillige som har hjulpet med praktisk opgaver i forbindelse med festivallen.

Den danske Strygekvartet har skabt et utrolig flot og spændende program til årets DSQ Festival. Jeg er virkelig imponeret – jeg vil ikke udelukke, at det til deles skyldes, at jeg ikke aner, hvordan man laver sådan noget. Til gengæld har jeg spekuleret meget over det. Finder de først alle de musikere, som de gerne vil spille sammen med, hvorefter de skaber programmet i fællesskab? Eller bruger de fire musikere fra Den danske strygekvartet denne festival til at dele deres eget yndlingsmusik og deres egne favoritkomponister med publikum? Uanset hvordan de har gjort og hvordan de har valgt de forskellige komponister og værker, så var der en fantastisk bevægelse i musikken lørdag aften: den begyndte med Gesualdos komplekse korværk, fortsatte med Shostakovitjs klavertrio og sluttede i Thomas Adés lykkelige Arkadien. De tre værker klædte hinanden og virkede som en stærk og velfungerende helhedsoplevelse! 

5 stjerner

Den danske strygekvartet spiller til deres egen DSQ Festival 2014.

Den danske strygekvartet spiller til deres egen DSQ Festival 2014.

Bygningskulturens hus i Nyboder.

Bygningskulturens hus i Nyboder.

Nu er der igen DSQ Festival i København – DSQ står for the Danish String Quartet og det vil sige Rune Tonsgaard Sørensen, Frederik Øland, Fredrik Schøyen Sjölin og Asbjørn Nørgaard. Lige som sidste år – og formodentlig også de år hvor jeg ikke har deltaget – er man nødt til at vælge mellem en masse spændende musikere og en masse skønne komponister. Mit første valg var dog ikke særlig svært. Jeg var jo nødt til at vælge Schuberts Winterreise, selv om jeg allerede har hørt dette værk en del gange – men jeg elsker lieder!

Den unge danske baryton Simon Duus sang og Søren Rastogi sad ved klaveret.

Den flotte sal i Bygningskulturens hus før koncerten.

Den flotte sal i Bygningskulturens hus før koncerten.

Teksten til “Winterreise” er skrevet af den tyske digter Wilhelm Müller(1794-1827) og musikken er skrevet af Schubert i 1827. Historien handler om en ung vandringsmand, der kommer til en fremmed by i maj måned og bliver forelsket. Men hun svigter den fattige vandringsmand, for at blive en rig brud. Trods vinter, sne og kulde, så må han atter drage videre: “jeg ser kun sneen knejse / på mørkets vintervej. / En måneskygge følger / som rejsefælle mig / på sneens hvide bølger.

Frederik Øland præsenterede aftenens koncert.

Frederik Øland præsenterede aftenens koncert.

Hele teksten er præget af et eksalerende vanvid: “Det brænder under mine fødder / skønt dog på is og sne jeg går.” Der er denne dobbelthed hele vejen gennem værket, hvor den unge mand går og drømme om sin kæreste, mens han bliver mere og mere kold og forfrossen. I sidste vers møder han den gådefulde og skæbnesvangre lirekassemand: “Ovre bag ved byen / står en spillemand / som med stive fingre / spiller som han kan. // Barfodet på isen / flakker manden om, / skålen ved hans fødder, / den er stadig tom. // Ingen gider høre, ingen ser ham an. / Sultne hunde knurrer / af den gamle mand. // Og han la´r det hænde / sådan som det vil, / drejer, og hans lire / standser ej sit spil. // Underlige gamling, / skal jeg gå med dig? / Vil du dreje liren / til min sang for mig — ?” Når man har forstået, at teksten er allegorisk, så er der selvfølgelig ingen tvivl om, at den underlige lirekassemand er et billede på døden: livet er en lang og ensom vandring gennem kulde, sne og is. Kærlighed er bare en fjern forårsdrøm og døden venter os alle. Ak ja. Det er bestemt ikke nogen munter historie! 

Den danske baryton Simon Duus.

Den danske baryton Simon Duus.

Simon Duus har en vidunderlig stemme – mørk og dyb, stærk og kraftfuld. Men den er også varm og inderlig og meget klangfuld. Der er dog også en lille bitte smule kritik – Simon Duus har en meget stor og stærk stemme og der var lige et par steder, hvor jeg synes det blev en lille bitte smule voldsomt.

Jeg synes, at lieder er den allermest fascinerende kunstform der findes. Det må aldrig blive vulgært – det må aldrig blive teatralsk eller melodramatisk. Det er primært stemmen, som skal bære dramaet. Det vil sige, at sangeren kun må benytte sig af de allermest diskrete virkemidler, for at formidle sangens handling og følelser. Men det må selvfølgelig heller ikke blive kedeligt. Derfor er liedgenren sådan en ekstrem svær kunstform, som kun de allerfærreste sangere mestrer. Men Simon Duus gjorde det så utrolig forrygende – jeg har efterhånden hørt “Winterreise” nogle gange, men dette var uden nogen tvivl den bedste … det var sublimt og jeg var fuldstændig overvældet.

Søren Rastogi.

Søren Rastogi.

Men en liedsanger er jo ikke alene – klaverets rolle er lige så vigtig som sangeren. Søren Rastogi spillede fantastisk. Jeg ved godt, at jeg gætter – men det er mit indtryk, at Søren Rastogi og Simon Duus havde et helt exceptionelt samspil, hvor de både skiftedes til at presse hinanden og straks efter at holde hinanden tilbage. På mig virkede det i hvert fald som om, at de havde et samarbejde der var lige så dynamisk og kongenialt som fx Ian Bostridge og Julius Drake – et andet par der har haft et årelangt og meget succesfuldt samarbejde.

Simon Duus.

Simon Duus.

Efter denne oplevelse var jeg slet ikke i tvivl om, at de skulle have seks stjerner. Det kunne slet ikke være anderledes. Og så spillede de Schuberts “An die Musik” som ekstranummer – min absolutte yndlingslied! Jeg har den på CD og jeg elsker den. Men det er første gang jeg har hørt den i virkeligheden. Sikken en fantastisk hjertegribende oplevelse!

Og sikken en koncert. Det var svært da jeg skulle vælge, hvilke koncerter jeg skulle bestille billetter til. Der skulle være endnu en koncert efter Schuberts “Winterreise” og jeg havde overvejet at bestille til dem begge. Men så tænkte jeg, at det var en dum ide, for det ville jo nok blive for meget. Men de sidste par dage gik jeg alligevel og overvejede om jeg skulle forsøge at tigge mig til en ekstrabillet, når jeg kom derind. Men efter denne fantastiske koncert, så var der slet ingen tvivl om, at jeg var mæt og skulle hjem for at nyde de mange indtryk – og i dag går jeg stadigvæk rundt med et stort, lykkeligt smil. Det var en fantastisk koncert og en rigtig dejlig oplevelse, som stadigvæk sidder i hele kroppen!

6stjerner

Winterreise 2014 079

Simon Duus og Søren Rastogi – de spillede Schuberts Winterreise og gav “An die Musik” som ekstranummer!

Jeg elsker Jeff Dunham – Peanut er helt klart min favorit. Disse billeder er fra Jeff Dunhams Halloweenshow, hvor Achmed the dead terrorist er klædt ud som en kvinde. 

Peanut, Jeff Dunham og José on a stick.

Peanut, Jeff Dunham og José on a stick.

Jeff Dunham 2

Jeff Dunham 3

Jeff Dunham 4

Det er altså sandt, når jeg siger, at jeg er flyttet ud på landet … alle billeder i dette indlæg er taget på dagens lille gåtur. Jeg var kun hjemmefra i 55 minutter, så det var bestemt ikke nogen lang tur. Men jeg skal kun gå 5-10 minutter, så er jeg ude hvor der både er skov og åbne marker. Der er selvfølgelig nogen som vil indvende, at det ikke er rigtig ude på landet … ikke sådan rigtig.

Jeg er opvokset helt derude på landet, at der var 100 meter til nærmeste nabo til den ene side og 500 meter til nærmeste nabo til den anden side. Vi havde både heste og køer. Det havde alle de andre også. Skulle man købe ind, så var der 2½ km til den nærmeste lille, halvdøde landsby. Derfor kan jeg selvfølgelig godt se, at der er forskel på at bo i Nordsjælland og at bo rigtig ude på landet.

Men efter at jeg har tilbragt 25 år midt i København, så synes jeg alligevel, at jeg er kommet temmelig langt ud på landet. Jeg har 5 minutters cykeltur til en af Danmarks bedste badestrande. Der er kun 5 eller 10 minutters gåtur til skov og åbne marker. Og samtidig tager det kun en halv time at komme til København med toget – jeg synes det er ret fantastisk!

Dette billede minder temmelig meget om der hvor jeg voksede op.

Dette billede minder temmelig meget om det sted, hvor jeg voksede op.

Nye venner - ja, selvfølgelig var jeg da inde i indhegningen for at snakke med dem!

Nye venner – ja, selvfølgelig var jeg da inde i indhegningen for at snakke med dem!

Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg for vild - jeg følte mig en smule eventyrlysten og drejede ned af en skovsti som jeg ikke kendte. Og så fandt jeg dette shelter; her bliver jeg altså nødt til at arrangere noget med snobrød og pølser på et eller andet tidspunkt! :D

Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg for vild – jeg følte mig en smule eventyrlysten og drejede ned af en skovsti som jeg ikke kendte. Og så fandt jeg dette shelter; her bliver jeg altså nødt til at arrangere noget med snobrød og pølser på et eller andet tidspunkt! :D

Jeg glæder mig til at se skoven om et par uger, når alle træerne er klædt i efterårsfarver - og så føler jeg mig virkelig privilegeret, at jeg har så meget natur lige uden for døren!

Jeg glæder mig til at se skoven om et par uger, når alle træerne er klædt i efterårsfarver – jeg føler mig virkelig privilegeret, fordi jeg har så meget natur lige uden for døren!

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 117, der følger denne blog

%d bloggers like this: