Lørdag aften var jeg til koncert med Det Sjællandske Underholdningsorkester. Koncerten begyndte med “Eingesendet”, som er en lystig og festlig polka af Josef Strauss – dette værk satte standarden for resten af koncerten. Man blev straks i godt humør og det holdt hele aftenen.

Johann Strauss d. y. (1825-1899).

Johann Strauss d. y. (1825-1899).

Det Sjællandske Underholdningsorkester har specialiseret sig i den lette underholdningsmusik og programmet var domineret af kendte komponister som Josef Strauss, Johann Strauss d. y., H.C. Lumbye, George Gershwin og Andrew Lloyd Webber. Der var masser af polka, march og valsemusik, der var opera, operette og musicals. Man kan slet ikke undgå at blive i godt humør af den slags musik. Lige bag mig sad en ældre mand – jeg vil gætte på, at han var omkring 75 år. Hver eneste gang orkestret afsluttede et nummer, udbrød han skiftevis “bravo” og “wow”. En enkelt gang hørte jeg oven i købet et dybt og inderligt “wroough”, der lød fuldstændig lige som Kim Schumacher i 80erne.

Det Sjællandske Underholdningsorkester levede på alle måder op til sit navn – det var en glad og festlig aften, og der var underholdning for alle pengene.

Hans Christian Lumbye(1810-1874) var den første dirigent for det som vi i dag kender som Tivolis Symfoniorkester. Det var også Lumbye som komponerede Champagne galoppen, der er blevet en slags kendingsmelodi for Tivoli.

Hans Christian Lumbye(1810-1874) var den første dirigent for det som vi i dag kender som Tivolis Symfoniorkester. Det var også Lumbye som komponerede Champagne galoppen, der er blevet en slags kendingsmelodi for Tivoli.

Den kendte sopran Anne Margrethe Dahl medvirkede som solist. Hun sang “Heia in den Bergen” fra Czardasfyrstinden, “Klänge der Heimat” fra Flagermusen, Summertime fra Porgy and Bess og endelig gav hun “Climb every Mountain” fra The Sound of Music, som ekstra nummer. Anne Margrethe Dahl har snart været en fast sanger på de danske operascener i næsten 25 år. Hun har en flot stemme, hun ser godt ud og hun har en stærk udstråling, når hun står på en scene. Hun er en meget populær sanger og hun var selvfølgelig også en stor succes i Tivolis Koncertsal lørdag aften.

Mellem værkerne fortalte dirigent Jørgen Fuglebæk levende og medrivende om musikken og komponisterne. Det var både spændende og lærerigt. Da disse små indslag også var tilsat en passende mængde jovial humor, blev de ledsaget af megen latter fra salen. Jørgen Fuglebæk fortalte blandt andet om baggrunden for H. C. Lumbyes “Pepita Polka”. Pepita var en spansk danserinde, som blev kendt i hele Europa i 1850erne – hun blev kendt for sin fyrige og eksotiske dans. I 1858 optrådte hun i København – trods Pepitas store berømmelse, så var hendes eksotiske dans en udfordring for det københavnske borgerskab, som var vant til Bournonvilles klassiske og elegante balletter. August Bournonville var selv til stede, da Pepita optrådte i Københvan. “Lad mig komme ud,” udbrød den forfærdede balletmester.

Jørgen Fuglebæk trakterede publikum med en masse af disse små sjove anekdoter i samme stil og de bidrog lige så meget til den gode stemning i salen, som selve musikken.

Carl Nielsen(

Carl Nielsen(1865-1931).

Der var også en enkelt fællessang i programmet. Det var “Som en rejselysten flåde” med tekst af Helge Rode og musik af Carl Nielsen. Man kan vist godt kalde “Som en rejselysten flåde” for en klassisk fædrelandssang, men Helge Rode er ikke en Adam Oehlenschläger(Der er et yndigt land). Den er bestemt heller ikke på niveau med “Den danske sang”, som har melodi af Carl Nielsen og tekst af Kai Hoffmann. Men der er ingen tvivl om, at folk elskede det og derfor skal det bestemt ikke trække ned, at jeg ikke er så vild med fællessang. Jeg er også enig med Jørgen Fuglebæk i, at det er vigtigt, at vi ikke glemmer vores gamle danske traditioner, som fx fællessang.

Jørgen Fuglebæk talte om den lette underholdningsmusik, som Tivolis sjæl – derfor var det naturligvis også uundgåeligt, at koncerten sluttede med H. C. Lumbyes skønne og festlige Champagne galop.

Det var på alle måder en god, vellykket, hyggelig og festlig aften med Det Sjællandske Underholdningsorkester i Tivolis Koncertsal og derfor giver jeg fem stjerner. Kan man give fem stjerner til et orkester af fritidsmusikere? Jeg hørte ingen som spillede falsk og der var heller ingen som havde problemer med at holde takten. Der var et par gange hvor jeg tænkte, at der godt kunne have været lidt mere tempo og energi – men det er sikkert bare en smagssag. Til gengæld var musikken fyldt med fest og farver og sprudlende godt humør. Derfor synes jeg, at Det Sjællandske Underholdningsorkester, Jørgen Fuglebæk og Anne Margrethe Dahl har fortjent fem stjerner for denne skønne aften!

5 stjerner

Tivolis koncertsal - august 2015.

Tivolis koncertsal – august 2015.

Sidste år gav Trio Vitruvi en rigtig god koncert i Tivolis Koncertsal og jeg havde glædet mig til at opleve dem igen. Derfor tog jeg til København tirsdag aften. Så står man endnu en gang inde i Tivoli og tænker: hvor er alle de andre? … og endnu en gang må man indse, at der er ikke andre og der kommer heller ikke nogen, for nu har man igen taget fejl af dagene. Dagen efter tager man til København endnu en gang – denne gang er det den rigtige dag, men nu har Trio Vitruvi aflyst og de er blevet erstattet af Trio Gemini.

Tivoli - august 2015.

Tivoli – august 2015.

Jeg kan ikke lade være med at nævne, at Tivoli kan heller ikke rigtig finde ud det med dagene – ved indgangen fik man udleveret et program, hvor der stod, at det var torsdag d. 19. august, men det var faktisk onsdag d. 19. august. Jeg synes det var helt vildt morsomt – efter mine egne forvekslinger, så var det ligesom prikken over i´et.

Men morskaben slutter slet ikke her: i følge Tivolis sæsonkatalog, så skulle Trio Vitruvi spille Schuberts klavertrio nr. 2. I det reviderede program var det ændret til, at Trio Gemini skulle spille Schuberts klavertrio nr. 1 – men nogen havde glemt at ændre overskrifterne for alle satserne.

Dette er et virkelig godt eksempel på, hvor galt det kan gå, når alting bare kikser … det er sådan noget, som godt kan få mig til at grine. Det er jo ikke noget, der får jorden til at gå under. Men der er bare så mange små kiks, at det ender med at blive morsomt! 

Og selve koncerten? Ja, det endte med at blive en af de bedste koncerter i denne sæson!

Trio Armon

Første værk var Jean Sibelius “Suite for strygetrio”. Det var et smukt værk – særlig 2. sats var rigtig lækker. Musikken blev så poetisk, at den næsten fik et drømmeagtigt og svævende strejf af magi. Selv om det var smukt, så var det også lidt uinteressant. Det var måske fordi jeg ikke kendte værket i forvejen og havde forventet noget der var en smule mere udfordrende. Men det kan man jo ikke bebrejde de unge musikere! 

Det næste værk var “Serenade for strygetrio” af Ludwig van Beethoven. Lige fra de allerførste toner var musikken munter, glad, frejdig og stærkt opløftende – til min egen overraskelsen syntes jeg, at dette værk var meget mere spændende end Sibelius.

Ludwig van Beethoven(1770-1827)

Ludwig van Beethoven(1770-1827)

Anden sats er en formidabel adagio – det er så smukt, at man er helt tryllebundet, mens tonerne slynger sig om hinanden, som kunstfærdige arabesker. Der er kun tre instrumenter og en utrolig enkelhed i musikken – men samtidig er der også en stor kompleksitet. Det lyder selvfølgelig både selvmodsigende og gådefuldt, men det er netop denne dobbelthed, som skaber dynamikken og spændingen i værket. 

Højdepunktet er den femte sats – allegretto alla Polacca, hvilket betyder en lidt hurtig polonæse og i følge wikipedia minder musikken til en polonæse om en svensk polka. Jeg vil beskrive denne sats som lystig og festlig dansemusik. Det var pragtfuldt. Jeg sad med et meget stort smil under hele denne sats. På et tidspunkt var jeg lige ved at grine – det var slet ikke fordi det var morsomt. Man blev bare så jublende glad af denne skønne musik … og jeg var åbenbart ikke den eneste som blev en smule eksalteret, for – selv om det var midt i værket – så brød hele salen ud i spontane klapsalver efter denne sats. 

De tre musikere i Trio Armon (Morten Lyngs, Jákup Lützen og Lea Brøndal Pedersen) spillede med masser af fyrig energi og der er ingen tvivl om, at publikum elskede dem. Jeg har fundet en temmelig god video på Youtube, hvor man kan høre hele Beethovens Serenade for strygetrio(tryk her).

Trio Gemini

Franz Schubert(1797-1828)

Franz Schubert(1797-1828)

Koncerten begyndte med en strygetrio og efter pausen var næste ensemble en klavertrio. Jeg synes det var et fint lille tvist, som gav en god variation. Næste ensemble var Trio Gemini – jeg elsker det navn. Trio betyder tre og Gemini betyder tvillinger, som per definition er to! Det vil sige, at navnet er faktisk noget vrøvl – men det er jo også netop derfor at mange tænker over navnet, morer sig over det og husker det – og dérfor er det et genialt navn! Den helt ufilosofiske forklaring er, at Karen Johanne Pedersen(på violin) og Kirstine Elise Pedersen(på cello) er tvillinger. Sidste mand i gruppen er Jakob Alsgaard Bahr på klaver. 

Trio Gemini spillede Schuberts klavertrio nr. 1 og allerede fra starten var musikken kraftfuld, energisk og fyrig. Jeg var fuldstændig tryllebundet fra start til slut. Jeg har selv dette værk i en indspilning med de tre franske musikere Frank Braley, Renaud Capucon og Gautier Capucon. Der er vist mange mennesker, som regner disse musikere for at være nogle af verdens bedste – men Trio Gemini var altså hundrede gange bedre! 

Det er måske relevant at nævne, at jeg har et temmelig udmærket anlæg fra Marantz. Men så kunne man jo indvende, at uanset hvor godt eller udmærket et anlæg lyder, så vil den levende musik altid have en stærkere og rigere lyd. Man kunne også tilføje, at der er altid et andet nærvær og en anden intensitet i en koncertsal. Men alle disse forhold kan ikke forklare hvorfor Trio Gemini spillede bedre end tre verdensberømte musikere. Der er kun én forklaring – de tre unge musikere i Trio Gemini er virkelig, virkelig dygtige. De er fænomenalt dygtige og det var en fantastisk oplevelse at høre dem i Tivolis Koncertsal.

Efter et stormende bifald sluttede aftenen med, at Trio Gemini gav et lille ekstra nummer.

Selv om det første værk af Sibelius var en lille bitte smule kedeligt, så fejede Trio Armon benene væk under publikum, så de klappede midt i værket, og bagefter – man tror næsten ikke det er muligt – så blev de alligevel overgået af Trio Gemini. Så er man vist nødt til at give seks stjerner!

6stjerner

Tivoli 006

Jeg synes der var ekstremt mange mennesker, som opførte sig meget barnligt efter valget – de opførte sig jo som om, at jorden var ved at gå under bare fordi blå blok vandt valget 2015. Men her i Danmark har magten jo altid svinget mellem højre og venstre side i folketingssalen – derfor burde resultatet ikke komme som nogen overraskelse og derfor synes jeg, at den opførsel er både barnlig og hysterisk – og det er jo lige så slemt, når det er rød blok som vinder. Det er fuldstændig det samme!

SF i Copenhagen Pride 2015.

SF i Copenhagen Pride 2015.

Jeg synes det er en fordel, at magten skifter på den måde. Når rød blok sidder på magten, så rykker de det danske samfund en lille smule i den ene retning og når blå blok sidder på magten rykker de det danske samfund en lille smule i den anden retning – på den lange bane bliver resultatet et samfund, der er bygget på et kompromis mellem de to vælgergrupper og på den måde kommer vi tættest på et samfund, som flest mennesker kan leve med. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det er et stort problem for de mennesker, som ikke accepterer at der er andre mennesker, som har andre holdninger end dem selv. Men så ønsker man jo ikke et demokratisk samfund – så ønsker man et diktatur, hvor det enten er den ene eller den anden fløj, som sidder på magten. Eller måske ligefrem et ét-parti-system som i Kina eller Nordkorea.

Tonen i valgkampen

Der var mange som klagede over, at valgkampen var for brutal og tonen var for hård – det er mit indtryk, at det er et argument der primært bliver brugt, når modstandernes fløj siger noget skarpt, som man ikke bryder sig om, mens man meget bekvemt overser, at den fløj man selv støtter er lige så grov. Derfor har jeg meget svært ved at tage det der klynkeri alvorligt. Derudover er det jo også et udtryk for visse menneskers manglende hukommelse – valgkampen i 2015 var på ingen måde mere hård eller brutal end tidligere – hvilket heldigvis blev pointeret af flere af de ældre politiske journalister og kommentatorer. Sidst – men ikke mindst! – så handler det sandelig også om folks eget perspektiv: nogle mennesker er mere negative end andre mennesker. Det påvirker også deres synsvinkel. Der er nogle mennesker, som udelukkende fokuserer på det negative. De kan aldrig se noget positivt i noget som helst.

Enhedslisten i Copenhagen Pride 2015.

Enhedslisten i Copenhagen Pride 2015.

Jeg oplevede en meget venskabelig, forsonlig og imødekommende valgkamp: SF og Dansk Folkeparti indgik en aftale om at ændre dagpengene. Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti lavede en aftale om at sikre flere folkeafstemninger om EU. Jeg har aldrig oplevet, at så mange partier indgik så mange aftaler på tværs af de traditionellem partiskel. Uanset om disse aftaler holder eller ej, så er de i hvert fald udtryk for en vilje til at skabe dialog og samarbejde, som jeg synes er både vigtig og værdifuld.

Politikerne i valgkampen

Jeg synes, at jeg lærte mange af politikerne bedre at kende og det er endnu en grund til, at jeg synes det var en rigtig god valgkamp. Men det betyder selvfølgelig også, at jeg ændrede holdning til mange politikere!

Jeg syntes(datid!), at Søren Pape var en meget sympatisk politiker – men jeg har da aldrig oplevet en politiker sige så meget sludder i en valgkamp. Da han medvirkede i programmet “Mød partierne” på DR, kunne han dårligt åbne munden uden at modsige sig selv. Det var ekstremt pinligt og jeg mistede enhver sympati for Søren Pape.

Venstre i Copenhagen Pride 2015.

Venstre i Copenhagen Pride 2015.

Før valgkampen syntes jeg, at Morten Østergaard var en intelligent politiker, der var lidt kedelig, anonym og tilbageholdende. Men i løbet af valgkampen blev det jo helt tydeligt, at Morten Østergaard er en virkelig skøn og sympatisk mand med en god og jovial humor. Uanset hvilket program Morten Østergaard deltog i, så formåede han altid at tilføre debatten lidt humor og en smule godt humør. Jeg blev så vild med Morten Østergaard, at jeg så de fleste af de udsendelser, som han medvirkede i. Jeg har svært ved at se de Radikale som Danmarks største parti og det er egentlig lidt ærgerligt, for jeg tror Morten Østergaard kunne blive Danmarks bedste statsminister nogensinde! 

Og så opdagede jeg endelig hvorfor jeg ikke kan holde at høre på Simon Emil Ammitzbøll – det er jo fordi han aldrig taler. Nej, Simon Emil Ammitzbøll lyder altid som en arrig puddelhund der gør og har lyst til at bide en eller anden.

Lars Løkke Rasmussen og blå blok vandt valget 2015

Lars Løkke Rasmussen og den blå blok vandt valget – og det er et resultat, som jeg er glad og tilfreds med. For det første ved vi, at magten altid skifter, så det var jo kun et spørgsmål om tid. For det andet, så har jeg aldrig været særlig vild med Helle Thorning-Schmidt. Socialdemokratiet var nødt til at tabe valget – det var den eneste mulighed for at slippe af med Helle Thorning-Schmidt.

Når jeg kritiserer Helle Thorning-Schmidt, så får jeg altid at vide, at det er jo bare fordi hun er en kvinde, der ser godt ud – og det kan jeg ikke tåle, fordi jeg er en mand. Jeg er en mand og derfor gælder min holdning ikke. Jeg er en mand og derfor har jeg slet ikke lov til at have en holdning til landets statsminister. Jeg er en mand … og derfor mistede jeg lige min ytringsfrihed? … eller hvad? Sikken en tolerance!

Liberal Alliance i Copenhagen Pride 2015.

Liberal Alliance i Copenhagen Pride 2015.

Helle tabte valget. Helle forlod posten som formand for Socialdemokratiet – og Mette Frederiksen blev ny formand. Derfor er valget 2015 det bedste valg nogensinde og jeg var jublende lykkelig. Jeg kunne – og kan – slet ikke forestille mig et bedre resultat.

Mette Frederiksen blev min personlige favorit under valgkampen i 2005. Jeg syntes hun virkede meget intelligent, velformuleret, dynamisk og dødhamrende skarp. Derfor blev hun straks en af mine favoritter blandt de danske politikere. Mogens Lykketoft tabte valget i 2005 og valgte efterfølgende at forlade posten som formand for Socialdemokratiet. I den forbindelse blev Mette Frederiksen opfordret til at stille op, men det ville hun ikke. Hun svarede, at hun ville ikke kandidere til formandsposten i Socialdemokratiet, før hun havde en vis ministererfaring. Jeg var meget skuffet over, at hun ikke ville stille op og samtidig dybt imponeret over den meget kloge og meget intelligente begrundelse. Det betød selvfølgelig, at jeg blev endnu mere vild med Mette Frederiksen!

Mette Frederiksen og rød blok vinder næste gang

Mette Frederiksen vidste, at hun ikke havde de fornødne kompetencer til at være formand for Socialdemokratiet – og forhåbentlig statsminister – uden ministererfaring. Gid Helle Thorning-Schmidt havde haft lige så meget selverkendelse. Jeg synes slet ikke, at hun førte socialdemokratisk politik – Ritt Bjerregaard udtrykte mere eller mindre den samme holdning, da hun startede “Den røde skole” og Mette Frederiksen fulgte trop med de “10 teser” om socialdemokratiske kerneværdier. Endnu en gang måtte jeg klappe i mine små hænder af glæde og begejstring!  

Socialdemokraterne i Copenhagen Pride 2015.

Socialdemokraterne i Copenhagen Pride 2015.

Da Mette Frederiksen overtog formandsposten udtalte hun klart og tydeligt, at hun ønsker at fortsætte partiets nuværende politiske linje – men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det skal hun jo sige. Men mener hun det? Jeg tror ikke på det. Jeg er overbevidst om, at der vil komme markante ændringer. Da Mette Frederiksen var minister lavede hun selvfølgelig også nogle ting, som jeg ikke brød mig om … der er naturligvis ingen mennesker, som er fuldstændig enige om alting. Dernæst skal man også huske, at en minister er ikke en enevældig diktator. En minister er bundet af en masse love og regler. Men en minister er også nødt til at indgå en masse kompromisser for at gennemføre noget som helst i Folketinget – det gælder både kompromisser i sin egen blok, men til tider også hos oppositionen.

Jeg tror, at Mette Frederiksen bliver en god og stærk leder for Socialdemokratiet. Derfor er jeg også helt sikker på, at Mette Frederiksen, Socialdemokratiet og den røde blok vinder valget næste gang. Og jeg er overbevidst om, at Mette Frederiksen bliver en formidabel statsminister! 

ALTERNATIVET og Josephine Fock

Helle Thorning-Schmidt blev væltet og Mette Frederiksen blev ny formand for Socialdemokratiet. Men det er – efter min mening – ikke det eneste positive der skete ved valget 2015. Jeg er også glad for, at Alternativet fik så mange stemmer, at de kom ind i Folketinget.

Alle som følger bare en lille smule med i den offentlige debat ved, at Uffe Elbæk er en visionær mand med store tanker. Men der er langt fra at være politisk kandestøber til at være politiker – og jeg synes, at Uffe Elbæk var en temmelig skuffende kulturminister. Som kulturminister gik hans overordnede strategi vist ud på, at alle gamle kunstformer – som fx opera og klassisk musik – skulle skrottes til fordel for alt det som var nyt, alternativt og amatøragtigt. På den måde mener jeg lige frem, at Uffe Elbæk fik gravet en kløft mellem det der var “finkulturelt” og det som var “underground” … og hvad blev der så ud af alle Uffe Elbæks store tanker? Ikke ret meget. Heldigvis!

Da Uffe Elbæk forlod kulturministeriet gik der ikke lang tid, før han også forlod de Radikale – og pludselig lancerede han så Alternativet. Jeg indrømmer, at jeg ikke troede på det. Jeg tænkte, at det er jo ikke andet end varm luft – som sædvanligt. Jeg kunne da godt høre, at der var mange gode ideer. Til gengæld syntes jeg, at der var meget lidt realisme.

ALTERNATIVET i Copenhagen Pride 2015.

ALTERNATIVET i Copenhagen Pride 2015.

Et af de markante forslag fra Alternativet er nedsættelse af arbejdstiden. Kritikerne siger, at det er umuligt. Det kan ikke lade sig gøre, da det vil blive alt for dyrt for samfundet. Hold nu op! Alt kan lade sig gøre! Hvis man vil! Der var en gang, da alle arbejdede om lørdagen. Men det blev ændret. Så kan man selvfølgelig også sætte arbejdstiden ned i 2015. De kritikere som forsøger at overbevise folk om, at det er umuligt, det er jo først og fremmest de erhvervsledere som lever af andre menneskers arbejdskraft. Men jeg tror godt det kan lade sig gøre og jeg tror også – lige som Alternativet – at det vil være en fordel for samfundet. Erfaringerne viser jo klart og tydeligt, at folk er mere effektive, når de får kortere arbejdstid. Det vil også medføre mindre stress og sygdom – mange vil sikkert også have lyst til at blive længere tid på arbejdsmarkedet i stedet for at gå på pension.

Samtidig er forslaget jo også et klart budskab om, at Alternativet sætter menneskelig sundhed og velfærd højere end økonomisk vækst. Det er bestemt også en tankegang, som jeg bifalder.

Kort sagt – jeg synes der er masser af fornuft, masser af gode tanker og gode ideer i Alternativets program. Men jeg synes, at der mangler jordforbindelse og realisme. Alternativet ønsker nogle næsten revolutionerende ændringer i vores samfund og det virker som om, at Uffe Elbæk tror man kan opnå disse ændringer ved at sidde i rundkreds og snakke om tingene – hvilket jeg finder meget naivt!

Josephine Fock fra Alternativet til Copenhagen Pride 2015.

Josephine Fock fra Alternativet til Copenhagen Pride 2015.

Men, men, men … Uffe Elbæk har et trumfkort og hun hedder Josephine Fock. Hun virker som en enormt klog, charmerende og sympatisk kvinde, der virkelig har en dyb forståelse for samfundets menneskelige, økonomiske og politiske strukturer. Jeg oplever Josephine Fock som dybt troværdig og jeg er ret vild med hende. Jeg oplever også, at hun er exceptionelt god til kommunikation – hun er god både til at lytte og til efterfølgende at give et svar, som faktisk har en vis relevans i forhold til spørgsmålet – og det er jo lige præcis dén evne, som mange danske politikere mangler! Når journalisterne spørger i øst, så svarer politikerne i vest! Men sådan gjorde Josephine Fock aldrig – derfor oplevede jeg, at Josephine Fock var langt mere seriøs og langt mere troværdig end de fleste danske politikere!

Josephine Fock er en af mine nye politiske favoritter og på grund af hende, så er jeg også begyndt at tro på Alternativet. Jeg har lyst til at skrive – og nu gør jeg det! – at Alternativet er som “Fornuft og følelse” af Jane Austen. Uffe Elbæk er følelse og Josephine Fock er fornuft. Det er lige som yin og yang – og jeg tror, at et stærkt parti har brug for begge dele. Der er brug for en person, som kan tænke store tanker – men der er også brug for en person, som kan holde hovedet koldt og bevare jordforbindelsen.

Mens vi ventede på paraden, stod jeg ved siden af fire unge bøsser, som var rørende enige om, at Copenhagen Pride er et stort freakshow – og det har de da lov til at mene. Jeg vil dog gerne argumentere for, at de tager temmelig meget fejl. Der er masser af underlige mennesker, skæve eksistenser, flotte og festlige kostumer til Copenhagen Pride.

Alligevel vil jeg gætte på, at 95% af deltagerne er lige så almindelige og kedelige som alle de mennesker man normalt møder på gaden en lørdag eftermiddag. Hvorfor er der så alligevel så mange mennesker, som mener at Copenhagen Pride er et freakshow? Det er jo fordi, at det er alle de sjove, flotte og spændende mennesker man bemærker. Det er dem man kigger efter. Det er dem man fotograferer.

Alligevel synes jeg det er meget misvisende, at kalde Copenhagen Pride for et freakshow. Det har folk bestemt lov til at mene – det er bare vigtigt for at mig at give udtryk for, at jeg ikke er enig. Denne holdning skyldes primært ens eget perspektiv – mange mennesker tænker slet ikke over hvor mange helt almindelige og kedelige mennesker der deltager i paraden. Mange mennesker ville sikkert også blive forbavsede over at få at vide, at halvdelen af deltagerne er heteroseksuelle(i følge TV2 News). Nogle deltager for at støtte det homoseksuelle miljø. Andre deltager fordi de selv tilhører en eller anden seksuel minoritet, som fx de polyamourøse eller sm-miljøet. 

Når jeg ser Copenhagen Pride, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at priden viser et meget repræsentativt udsnit af den danske befolkning – bortset fra, at det er naturligvis ikke halvdelen af den danske befolkning som tilhører LGBT-miljøet. Men 90-95% er helt almindelige mennesker. Så er der nogen som kan lide at udstille deres seksualitet. Nogen kan bare lide at klæde sig passende på til en stor fest – og så er der alle dem som ville ønske, at de selv var med!

Jeg indrømmer frivilligt, at jeg er alt for kedelig til at deltage i Copenhagen pride – jeg nøjes med at kigge på. Og tage en masse billeder!

Jeg tog cirka 500 billeder til Copenhagen Pride 2015 – de fleste er selvfølgelig ret ligegyldige. Der er selvfølgelig også en del som er rystede eller slørede. Men jeg har lavet et slideshow med mine bedste billeder.

Enjoy … :-D

Der var cirka 23.000 deltagere i Copenhagen Pride 2015 – der er selvfølgelig langt op til de cirka 100.000 deltagere i Stockholm Pride. Ikke desto mindre så er det ny rekord for Copenhagen Pride.

Der var masser af humor i Copenhagen Pride 2015 - jeg synes dog, at Spies vinder!

Der var masser af humor i Copenhagen Pride 2015 – jeg synes dog, at Spies vinder!

Der var 34 vogne – mod 26 vogne i 2014. Det gav en længde på i alt 1,4 km. Første vogn forlod Frederiksberg rådhusplads kl. 13 og sidste vogn skulle ankomme til Københavns rådhusplads kl. 16 – hvilket man ramte forbavsende præcist. Jeg synes det er temmelig imponerende. Første vogn nåede frem til Vesterbros Torv cirka kl. 14,30 og den sidste vogn passerede kl. 15,40!

Han var imponerende til at jonglere med regnbueflaget.

Han var imponerende til at jonglere med regnbueflaget.

Copenhagen Pride er en fest – der er masser af musik fra de mange vogne. Folk danser i gaderne og alle er glade. Man kan slet ikke undgå, at blive grebet af stemningen. Alle hudfarver, alle religioner og alle former for seksuel orientering er repræsenteret i paraden – og det samme gælder vist blandt de mange, mange mennesker som står i gaderne og ser på. Der er danskere – også mange danskere med anden etnisk baggrund. Der er masser af turister. Der er homoseksuelle og heteroseksuelle og alle varianter der imellem. Men alle har det sjovt og alle er glade – derfor er det sådan en god oplevelse, at være til Copenhagen Pride. 

Efterfølgende er der fest på Rådhuspladsen. Festen åbnes med en række taler – det er altid dødhamrende kedeligt og der er vist ingen som særlig interesseret. Formanden for Copenhagen Pride – Martin Henriksen – fik stormende bifald, da han talte om tolerance og mangfoldighed. Den næste taler var – traditionen tro Københavns Kultur – og fritidsborgmester, som for tiden er Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti – og så var det slut med alt det der med tolerance. Der var en hel byge af kasteskyts mod scenen, da Carl Christian Ebbesen gik på talerstolen – der var en øredøvende larm af folk der råbte og buhede. Jeg stod lige ved siden af en flok lesbiske, som blev meget aggressive og ubehagelige.

Den amerikanske ambassadør Rufus Gifford og hans partner Steven DeVincent.

Den amerikanske ambassadør Rufus Gifford og hans partner Steven DeVincent.

Det er sådan en pøbeladfærd, som jeg ikke bryder mig om og jeg synes, at den gode stemning blev ødelagt. Jeg tror, at det havde været mere hensigtsmæssigt at ignorere ham – eller man kunne måske benytte sig af lejlighed til at vise, at man faktisk mener det der med tolerance! Det var jo præcis derfor jeg stemte på Özlem Cekic for nogle år siden – vi har brug for flere tolerante og åbentsindede mennesker, som Özlem Cekic, der søger dialog i stedet for krig og konflikt. Men det kan man jo kun, hvis man er villig til at acceptere, at der er nogle mennesker, som har andre meninger end en selv.

Næste taler var den amerikanske ambassadør Rufus Gifford – jeg valgte at gå. Selv om der altid er dødhamrende kedeligt på Rådhuspladsen, så havde jeg lovet mig selv, at jeg skulle blive mindst en time, for at skrive om hvor kedeligt det var … men på grund af den meget aggressive stemning, så valgte jeg alligevel at gå.

Og der er jo også meget sjovere ude i Københavns gader, hvor mange barer og værtshuse, har arrangeret musik og udendørsservering – når der er Copenhagen Pride, så er der fest i hele byen!

Copenhagen Pride 2015 - rejsefirmaet Spies.

Copenhagen Pride 2015 – rejsefirmaet Spies.

Lørdag var der Copenhagen Pride i København. Paraden startede fra Frederiksberg rådhus kl. 13, hvorefter den bevægede sig ad Allégade, Pile allé og Vesterbrogade. Klokken var cirka 14,30 da paraden nåede til Vesterbros Torv. På det tidspunkt har folk ventet længe – meget længe. Nogle har ventet i et par timer. Det er jo ikke fordi, at man ikke kan se noget, hvis man kommer i sidste øjeblik – så brede er de københavnske gader jo ikke. Det betyder, at man risikerer aldrig, at der står mere end et par stykker foran.

Vesterbrogade er fuld af mennesker, som venter på paraden.

Vesterbrogade er fuld af mennesker, som venter på paraden.

De fleste taler godt nok om, at de skal ind og have en god plads … men hvis man tænker sig lidt om, så vil de fleste straks indse, at det er noget sludder. Det er bare sådan noget man siger. I virkeligheden handler det bare om at man glæder – det er sjovt at være til Copenhagen pride og der er en fantastisk stemning i gaderne. Ventetiden er simpelthen en del af oplevelsen! Samtidig tror jeg også, at ventetiden er med til at forøge spændingen – jo længere tid man har ventet, jo mere glæder man sig til at se paraden.

I følge færdselsloven er det forbudt at bryde igennem et optog – det er både et spørgsmål om respekt(fx for et begravelsesoptog), men også et spørgsmål om sikkerhed for eventuelle tilskuere. Ikke desto mindre har der de foregående år været store problemer med billister, som kører igennem paraden. Jeg må skisme indrømme, at jeg plejer at skælde billisterne ud. Jeg har hørt rygter om, at den slags episoder flere gange har udviklet sig til tumult og slagsmål.

Det gav billisterne visse udfordringer, da politiet stoppede trafikken på Vesterbrogade.

Det gav billisterne visse udfordringer, da politiet stoppede trafikken på Vesterbrogade.

Den slags så jeg slet ikke i år og det synes jeg, at både politiet og hjemmeværnet fortjener stor ros for. Alligevel synes jeg ikke, at det var helt godt nok … da politiet besluttede sig for at stoppe trafikken ved Vesterbros torv, da fik alle billisterne på Vesterbrogade besked på at lave en U-vendig. Sikken et kaos der var! Jeg synes, at der er to problemer i forhold til politiets beslutning: for det første var der stadig 20 minutter til paraden kom. Disse billister kunne sagtens have fortsat af Gasværksvej. Dernæst synes jeg det havde været hensigtsmæssigt, om man havde stoppet trafikken ved hovedbanegården … det gjorde de selvfølgelig bagefter. Men det virker ikke særlig logisk, at man først lader billisterne køre helt ned til Vesterbros torv og bagefter fortæller dem, at de skal køre tilbage igen.

Første vogn i paraden.

Første vogn i paraden.

Som allerede nævnt, så hverken så eller hørte jeg om billister, som kørte igennem paraden eller tilskuerne – og så har jeg ingen grund til at klage over noget som helst. Men hvad med billisterne? Dem skal man da også tage hensyn til. Jeg så rigtig mange biler, som kørte ind i de små sidegader, hvorefter de opdagede, at Vesterbrogade var spærret. Det vil sige, at disse billister bliver nærmest fanget i de små sidegader … i den sammenhæng skal man huske, at paraden er ikke overstået på 10 minutter. Næh nej, gaden er faktisk spærret i et par timer. I Stenosgade så jeg, at der var mange biler som forsøgte at bakke tilbage eller at lave en U-vending. Så kan jeg ikke lade være med at tænke, at det have måske været en god ide, at afspærre sidegaderne … eller i hvert fald sætte nogle advarselsskilte op, så bilisterne var advaret. Det ville selvfølgelig kræve nogle flere ressourcer – men jeg synes, at man burde gøre det alligevel.

Både politiet og Hjemmeværnet gjorde en god indsats i forbindelse med Copenhagen pride 2015.

Både politiet og Hjemmeværnet gjorde en god indsats i forbindelse med Copenhagen pride 2015.

Desværre bliver jeg også nødt til at kritisere tilskuerne til paraden: det er forbudt for billister, at køre igennem en parade eller et optog. Det står i færdselsloven. Jeg er sikker på, at der også står noget om, at man ikke må blokere for trafikken. Ikke desto mindre, så var publikum meget lidt villige til at lade billister og cyklister slippe igennem. Allerede en time før paraden kom – det vil sige laaang tid før politiet stoppede trafikken – da havde publikum nærmest blokeret alle sidegaderne. Det gælder fx ved Viktoriagade, hvor jeg fx så en far med en lille pige i barnesædet – selv om han stod af cyklen, så var det næsten umuligt for at ham at komme igennem, for folk var ikke villige til at flytte sig den mindste smule. Den lille pige så faktisk ud som om, at hun blev bange …

Jeg synes, at alle burde vise lidt mere hensyn – tolerance og respekt skal gå begge veje!

Første vogn i paraden ankom med røg og damp, samt masser af vejende flag.

Første vogn i paraden ankom med røg og damp, samt masser af vejende flag.

Kære læser – for at undgå misforståelser vil jeg gerne have lov til at fortælle dig, hvad man kan se på billederne i dette indlæg. Midt i billedet ser man et lille halvmåneformet græsplane. Der står tre banke langs plænens ene bue. Midt på konvekse yderkant står et gammelt træ. Derudover er der to brede grusbelagte stier – en på hver side af den lille plæne. Endelig kan man se Tivolis koncertsal bagest i billedet. 

Tivoli - august 2015.

Tivoli – august 2015.

Når der er koncert i Tivolis Koncertsal, så er der som regel en temmelig lang kø – ofte starter køen nogenlunde på det samme sted som jeg stod, da jeg tog det nederste billede i dette indlæg. Hver evige eneste gang går køen direkte over den lille græsplæne – køen går ikke ad grusstien på højre side af den lille græsplæne. Køen går heller ikke på venstre side af den lille græsplæne. Nixen bixen – køen går altid lige tværs over. Altid. Og det drejer sig ikke bare om nogle få mennesker, nej, bortset fra de første 70 eller 80 personer i køen, så spadserer resten af publikum tværs over denne græsplæne, hver eneste gang der er en af de såkaldte abonnementskoncerter i koncertsalen. Når der er betalingskoncert bruger man en anden indgang.

Jeg kan ikke forstå det – I don´t get it. Hvorfor skal man absolut vade hen over den stakkels græsplæne, hver eneste gang der er koncert, når der er to brede, grusbelagte stier som ville være oplagte at bruge i stedet for? Sidste år forsøgte jeg to gange at foreslå de andre i køen, at man kunne træde et par skridt enten til den ene eller den anden side … mit forslag blev mødt med kold tavshed.

Tirsdag aften var jeg til koncert med the Norwegian National Youth Orchestra – som sædvanlig begyndte køen præcis det sted, hvor jeg stod, da jeg tog billedet nederst i dette indlæg. For én gangs skyld fulgte køen faktisk grusstien på venstre side af græsset. Men kun til køen nåede forbi træet – så gik køen tværs over græsset og ind mellem bænkene, hvorefter køen fortsatte ad stien på højre side af græsset. Jeg synes det er helt vildt mærkeligt. Og det kan da ikke passe, at jeg er den eneste der undrer sig?! Er det mon fordi folk står og sover? Eller er det måske fordi folk slet ikke ser hvor de går? Eller er de bare ligeglade?

Der er sikkert nogle læsere, som gerne ville se billeder af dette besynderlige fænomen – og det kan jeg da godt forstå. Men der er måske nogen som ville blive krænket, hvis de opdagede, at de selv var med på et billede som blev brugt til at illustrere et eksempel på irrationel og uhensigtsmæssig adfærd. Derfor har jeg besluttet, at jeg ikke vil tage billeder af køen. 

Tivoli - i baggrunden kan man se Tivolis Koncertsal.

Tivoli – i baggrunden kan man se Tivolis Koncertsal.

Tirsdag aften var jeg til koncert i Tivolis koncertsal med Ungdomssymfonikerne – eller Norwegian National Youth Orchestra, som de hedder når de optræder i udlandet. Orkestret består selvfølgelig af unge musikere, men det er ikke bare nogle tilfældige unge musikere – det er nogle temmelig dygtige unge musikere, som alle er på vej mod en karriere som professionelle musikere.

Knut Vaage – Tjat

Selv om det har været en temmelig middelmådig sommer, så var der masser af godt humør og sommerstemning i Tivoli i går.

Selv om det har været en temmelig middelmådig sommer, så var der masser af godt humør og sommerstemning i Tivoli i går.

Aftenens første værk er skrevet i 2005 af den norske komponist Knut Vaage – når man taler om klassisk musik, så kan et årstal som 2005 give en del mennesker nervøse trækninger. Disse nervøse trækninger bliver ikke mindre, når man får at vide, at værket hedder “Tjat” – oversat til dansk betyder det “chatter”. Jeg har kun været i et chatroom nogle få gange; enten er der så få mennesker, at der ikke sker noget som helst og det er dødhamrende kedeligt – ellers er der så mange mennesker, der alle sammen skriver samtidig, at det hele er et stort kaos. Man kan slet ikke finde ud hvem der skriver hvad til hvem. Og hvis man selv forsøger at skrive et eller andet, så når man ikke at læse hvad de andre skriver. Jeg kunne i hvert fald ikke finde ud af det. Jeg synes det var ganske forfærdeligt!

Knut Vaages komposition var en meget præcis gengivelse af mine oplevelser med at chatte – musikken begyndte temmelig skingert. Så blev det larmende og buldrende. Derefter blev musikken blid og melodiøs. Og så eksploderede det hele igen i et ophidset, larmende og eksalteret inferno.

Det var ikke så ekstremt eller kakofonisk, som man kunne have frygtet. I stedet var det en meget morsom og underfundig musikalsk definition på begrebet “Tjat”. Det var meget sjovt at høre dette værk, men jeg tror ikke, at jeg har behov for at høre det igen. 

Til gengæld har jeg en fornemmelse af, at unge mennesker måske vil elske det – jeg tror, at de straks ville genkende de forskellige elementer i musikken og dermed kunne dette værk måske også fungere som en form for indgang til den klassiske musiks verden.

Jean Sibelius – violinkoncert

Jean Sibelius

Jean Sibelius(1865-1957)

Næste værk var Sibelius violinkoncert, som begynder med et kor af blide og spæde violiner – men der går ikke mange sekunder, før solisten overtager hovedrollen med en hjerteskærende og næsten grædefærdig solo. Det føltes som om, at violinen formidlede en helt enorm og ubærlig smerte – det var dén grundstemning som dominerede hele værket. Det var ikke tristhed – det udtryk er alt for mildt. Violinen var snarere som en martret sjæl, der græd og vånede sig gennem hele værket.

Gang på gang eksploderer denne klagesang i et ophidset og eksalteret melodrama – så gik det over stok og sten i et helt vildt tempo. Det var meget voldsomt og meget kraftfuldt. Det må kræve et utroligt niveau både af solisten – Henning Kraggerud – og alle de unge musikere i orkestret.

Tredje sats begyndte med en munter dansemelodi – men allerede efter nogle få toner, virkede denne munterhed både forceret og forstilt. Smerten og lidelsen lurede stadig lige under overfladen. Denne stemning blev understreget og forstærket af basserne og celloerne, som slog buerne mod strengene – det lød både uhyggeligt og skæbnesvangert. Jeg har læst, at dette skulle være en polonaise. Jeg synes, at det lyder som en dance macabre!

Der var bragende klapsalver til både Henning Kraggerud og orkestret efter Sibelius violinkonert. Henning Kraggerud kvitterede med et lille ekstranummer, hvor tempoet var endnu hurtigere og endnu vildere. Jeg tror han havde valgt dette nummer for at demonstrere sine suveræne og ekstraordinære evner som violinist – sådan en blærerøv! Jaja, man kan godt more sig en smule. Men samtidig føles det også som et stort privilegium at opleve sådan en ekvilibrist.

Gustav Mahler – Symfoni nr. 1

Det sidste værk var Mahlers 1. symfoni – et fantastisk værk, som kræver at scenen er fyldt til allersidste plads. Jeg talte 9 kontrabasser og 2 harpister – det er dobbelt så mange som normalt, hvilket siger noget om niveauet for Mahlers værk. Det er stort! Det er mastodontisk!

Første sats er fyldt med forårsstemning – man kan høre hvordan alting spirer og pibler op af jorden. Fuglene synger og gøgen kukker. Musikken er munter og legesyg. Der er eventyr og magi i luften.

Anden sats er som en collage af stumper og stykker af glad og munter dansemusik. Mellem dansemusikken er der korte intervaller, hvor musikken forekommer træt og udmattet – det er ikke svært at genkende den der særlige mathed, som man kan opleve klokken fire eller fem om morgenen efter en rigtig god fest. Denne sats er tydeligvis et resumé af en temmelig festlig ungdomstid.

Tredje sats begynder med tre slag på paukerne – så spiller en af kontrabasserne den kendte børnesang: “mester Jakob, mester Jakob, sover du? sover du? hører du ej klokken? hører du ej klokken? bim – bam – bum – bim – bam – bum.” Dernæst blev det samme gentaget af en enkelt fagot. Paukernes slag passede præcis med “bim – bam – bum“. Disse rytmiske og monotone paukeslag virkede både skæbnesvangre og ildevarslende.

Gustav Mahler(1860-1911)

Gustav Mahler(1860-1911)

Mester Jakob er vist nok kendt over det meste af verden. På fransk hedder sangen “Frère Jacques” – jeg tror det var Mahlers hensigt, at man skulle tage teksten helt alvorligt. Tiden går og klokken slår – bogstaveligt talt. Tredje sats er et alvorligt wake up-call. Med mellemrum hører man stadig reminiscenser af dansemusikken fra anden sats. Selv om den stadig har en vis fristende eller dragende kraft, så har den også fået en vaklende og forvrænget karakter, som om den minder om noget der er fordærvet.

Mahlers første symfoni minder om en klassisk dannelsesroman. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Dantes guddommelige komedie, hvor helten befinder sig midtvejs på sin vandring gennem livet, da han erkender at han er faret vild fra den vej, som han burde følger … herfra må helten kæmpe sig igennem helvede, skærsilden og himlen, for at finde sig selv. Det er ikke helt usammenligneligt med det der sker i Mahlers første symfoni.  

I følge det lille hæfte som følger med min indspilning af dette værk, så har Gustav Mahler selv afsløret, at den fjerde sats handler om et forlist kærlighedsforhold. Oprindeligt havde denne sats undertitlen “Fra helvede til himlen” – dermed følger denne sats den samme bevægelse som “Den guddommelige komedie”. Kan man forestille sig, at værket handler om en person der indser, at han er på vildveje, hvorefter han forsøger at etablere sig i en klassisk, borgerlig kernefamilie? Fjerde sats er præget af flere infernalske højdepunkter, som afveksler med en lidt tvivlsom idyl. Jeg synes denne idyl er ret kedelig – man kunne sige, at idyller var måske ikke en af Mahlers spidskompetencer. Eller måske var det netop Mahlers hensigt, at denne idyl skulle være mat og kedelig. Schopenhauers filosofi var jo netop baseret på den kongstanke, at mennesket er som et pendul, der bestandigt svinger frem og tilbage mellem elendighed og kedsomhed. Det kærlighedsforhold som Mahler beskriver svinger åbenbart mellem voldsomme skænderier og kedsomhed, indtil forholder kuldsejler og helten endelig kan erobre himlen.

Gustav Mahler havde døbt sin første symfoni “Titanen” – tydeligvis et udtryk for ungdommeligt storhedsvanvid. Efter den idylliske barndom, efter en udsvævende ungdom og efter et forlist kærlighedsforhold, da har titanen endelig fået styrke og kraft til at storme Olympen. Ledsaget at pauker og trompetfanfarer slutter Mahlers første symfoni med at himlen åbner sig og modtager den unge Titan. Hvis ikke det er en rigtig roman, så ved jeg ikke hvad det er!

En fantastisk aften

Sikken en fantastisk aften i Tivolis koncertsal. Det var et flot og spændende program. Knut Vaages nykomposition “Tjat” var et perfekt supplement til de to klassiske storværker. Orkestret spillede med masser af energi og kraftfuld styrke – og det var en stor oplevelse at høre Henning Kraggerud.

Efter endnu et stormende og bragende bifald gav orkestret et ekstranummer, som blev fremført i et rasende og fyrigt tempo. Jeg synes ikke, at jeg overdriver når jeg kalder dette ekstranummer for et musikalsk festfyrværkeri.

5 stjerner

Tivolis koncertsal - august 2015.

Tivolis koncertsal – august 2015.

Det sker med jævne mellemrum, at jeg finder mine billeder rundt omkring på internettet. Hvad gør man så? Jeg plejer at trække på skuldrene og tænke, at det var da irriterende – men det er jo bare fordi folk ikke kender reglerne. De gør det ikke for at krænke eller genere mig. Men jeg plejer også at tænke, at på et eller andet tidspunkt … før eller senere … så er der en eller anden som overskrider min grænser. Og det skete så i dag! 

Tyveri af hele blogindlæg

Det er ikke kun billeder, som folk stjæler. To gange har jeg fundet mennesker, som har kopieret et helt blogindlæg.

Første gang var det en ældre dame, som var ny blogger. Hun skrev: “Læs hvad Jens Drejer har skrevet om denne bog” – hvorefter hun havde kopieret hele mit blogindlæg. Jeg burde nok have skrevet til hende og forklaret hende, at det var ulovligt. I stedet nøjedes jeg med at tænke, at vedkommende var tydeligvis i god tro. Ikke desto mindre så er det naturligvis en ærgerlig oplevelse – det tager nemlig lang tid at skrive en god boganmeldelse. Først skal man læse bogen. Ofte læser jeg også andre bøger, som er relevante i forhold til den bog som jeg vil anmelde. Dernæst skal jeg skrive boganmeldelsen.

Det første tyveri opdagede jeg vist nok, fordi jeg googlede mig selv.

Det andet tyveri opdagede jeg, fordi jeg generelt godt kan lide at læse blogs med vegetariske eller veganske opskrifter. På et tidspunkt faldt jeg over en ny blog. Mens jeg kiggede de forskellige opskrifter igennem, så faldt jeg pludselig over en af mine egne opskrifter – der var ikke ændret så meget som et eneste ord! Selvfølgelig blev jeg gal – jeg synes det er helt utrolig uforskammet. Det var en ung kvinde – det vil sige, at hun burde jo være ung nok til at forstå, hvordan internettet fungerer og samtidig var hun så gammel, at hun burde have hørt om copyright.

Endnu en gang gjorde jeg ikke noget ved det. Jeg tænkte, at for det første så er mine opskrifter jo heller ikke særlig originale. De er jo baseret på andre opskrifter på nettet, som jeg giver et twist og ændrer en lille smule, så de bliver mine egne. Men det vigtigste er, at jeg har skrevet teksten selv. Det er – så vidt jeg ved – det afgørende i forhold til reglerne om copyright. For det andet så lægger jeg jo mine veganske opskrifter ud på nettet, fordi jeg gerne vil dele dem med andre. Men denne blogger har naturligvis overskredet grænsen, når hun ligefrem kopiere hele mit blogindlæg og udgiver det som sit eget.

Endnu en gang må jeg pointere, at det er jo noget jeg har brugt meget tid på. Selv om mine opskrifter som regel er baseret på andre opskrifter som jeg har fundet på internettet, så laver jeg ofte retterne mange gange, mens jeg ændrer dem eller retter dem til, så de bliver lige præcis sådan som jeg ønsker at de skal være. Det vil sige, at jeg både har brugt meget tid og en hel del penge på disse opskrifter.

Grov krænkelse af min ophavsret!

I dag modtog jeg en mail fra Netto. De var blevet opmærksom på en person som har brugt et af mine billeder i en konkurrence som hedder Vejrguderne. Derfor ville de lige spørge mig om vedkommende havde fået tilladelse til at bruge mit billede? Svaret er klart og tydeligt NEJ! Jeg synes det er en særdeles grov krænkelse af min ophavsret og jeg er RASENDE!

Som jeg allerede har beskrevet, så er jeg ikke smålig, når jeg opdager, at nogen har brugt mine billeder og krænket min ophavsret. Men i denne sag har vedkommende offentliggjort billedet som sit eget – det har jeg da aldrig oplevet før. Billedet blev taget en sommerdag, hvor Dansk Vegetarforening havde arrangeret en grillaften i Fælledparken. Ikke desto mindre, så skriver vedkommende under billedet: “den bedste grille dag sammen med familien i fælledparken.” Tryk HER for at se mit indlæg.

Men det værste er selvfølgelig, at hun forsøger at vinde en konkurrence med mit billede – det er en klokkeklar overtrædelse af reglerne om ophavsret, men det er naturligvis også i strid med Nettos konkurrenceregler.

Jeg ved ikke, hvordan Netto opdagede at denne person har brugt mit billede, som om det er hendes eget. De har formentlig brugt Google Image Search. Man kunne godt ønske sig, at andre virksomheder var lige så grundige, for jeg har nemlig opdaget, at det ikke første gang denne person bruger mit billede, når hun forsøger at vinde en konkurrence! Hvis man tjekker hendes profil på Instagram, så ser det ud til, at hun også har brugt mit billede til konkurrencer arrangeret af Kiwi og TDC. Hun har oven i købet brugt mit billede til en konkurrence arrangeret af “Bøf & Band“, som er en virksomhed der er ejet af Danish Crown. Det er næsten lidt morsomt, for alt maden på billedet er 100% vegansk! 

Hvad gør jeg nu?

Mit billede er fjernet fra Nettos konkurrence og hun er udelukket fra at deltage i konkurrencen igen!

Så er der problemet med Instagram, hvor hun har uploadet mit billede. Jeg har ikke en profil på Instagram – derfor kan jeg ikke skrive til hende. Så har jeg i stedet forsøgt at finde en email-adresse til Instagram, for at få dem til at fjerne mine billeder fra hendes profil. Men det er heller ikke lykkedes endnu. Jeg er da helt sikker på, at Instagram har en email-adresse, men de har sørme gemt den godt.

Så er der også spørgsmålet om jeg skal sende en faktura til hende eller ej …. jeg har talt med to venner, som er helt enige om, at jeg skal sende en faktura til hende. Der er vist ingen tvivl om, at de har ret. Det burde jeg selvfølgelig gøre!  

Jeg har aldrig brokket mig, når nogen har brugt mine billeder. Jeg vil gerne være fleksibel og det gælder også i fremtiden. Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg vil give hvem som helst lov til at bruge mine billeder til hvad som helst. Derfor er det altid en god ide at spørge først!

Jeg har heller aldrig brokket mig, når nogen har misbrugt mine tekster – men det vil jeg helt klart gøre i fremtiden, for det er absolut IKKE okay. Næste gang jeg opdager nogen som har stjålet en af mine tekster, så vil jeg skrive en venlig mail og bede vedkommende om at fjerne min tekst. Hvis vedkommende ikke følger min opfordring … jamen, så bliver jeg vel nødt til at sende vedkommende en faktura. 

Men i denne sag er der ligefrem tale om en person som forsøger at tjene/vinde penge med MIT billede. Så synes jeg vi er ude i en kategori, som hedder groft misbrug! Selvfølgelig har vedkommende fortjent at få en faktura med det samme. Jeg er virkelig VRED – jeg ved bare ikke rigtig, hvad jeg skal gøre ved det og hvordan jeg skal gribe det an.

Læs mere om copyright!

Jeg har fundet et par gode artikler om copyright, som jeg gerne vil dele. Troels Kjems, Halfdan Timm og Lars Holmgaard har skrevet nogle grundige artikler i et klart og tydeligt sprog, som alle kan forstå. 

Men der er et par punkter, som jeg gerne vil fremhæve.

1) Man SKAL ikke skrive copyright – der er ophavsret på alle tekster og alle billeder uanset om der står “copyright” eller ej! Copyright gælder i alle tilfælde, med mindre at der klart og tydeligt står det modsatte! 

2) Uanset om man har fundet et billede på en blog, på Google eller Facebook, så er der ALTID copyright! Altid, altid, altid! Med mindre vedkommende som ejer ophavsretten klart og tydeligt har skrevet det modsatt!

http://www.onlineeffekt.dk/copyright-regler-for-brug-af-billeder

http://www.juf.dk/kopieret-tekst-billeder-saadan-goer-du/

Under det første indlæg er der en læser som har skrevet en kommentar. Han skriver: “Så længe man opfører sig ordentlig og har gode intentioner, så kan man overtræde loven rigtig mange gange, uden at det for alvorlige konsekvenser.

Han har fuldstændig ret og jeg er ret sikker på, at vi alle har overtrådt disse regler på den ene eller den anden måde. Men det er jo netop det der med at opføre sig ordentligt og have gode intentioner, som er problemet i sagen om mit billede …. når en anden person forsøge at tjene/vinde penge ved hjælp af mit billede, så er det svært at finde formildende omstændigheder!

UPDATE D. 23. JULI

Netto har slettet billedet og bandlyst Pia Hansen fra at deltage igen. Jeg har også fundet ud af at sno mig igennem Instagrams indviklede kontaktsystem – i løbet af et par timer fjernede Instagram mine billeder fra Pia Hansens profil. Så langt så godt – men jeg synes stadigvæk denne sag er så grov, at hun fortjener en regning. Men Netto kan ikke udlevere hendes kontaktoplysninger og det er jo fair nok. Netto skal selvfølgelig overholde loven. Loven er selvfølgelig også helt rimelig, for det skal naturligvis ikke være sådan, at virksomheder bare kan udlevere oplysninger om deres brugere. Jeg kan heller ikke kontakte Pia Hansen på Instagram, da jeg ikke selv har en konto på Instagram – så vidt jeg kan se, så kan jeg heller ikke oprette en profil på Instagram, da jeg ikke har en smartphone og derfor ikke kan downloade deres app.

Det vil sige, at jeg har ingen mulighed for at komme i kontakt med Pia Hansen. Selv om jeg synes hun fortjener en regning, så … ja, så må jeg alligevel indrømme, at jeg er en smule lettet over, at sagen stopper her. Så slipper jeg jo for at spilde mere tid og energi på den dumme historie. I stedet kan jeg med god samvittighed sige, at jeg gjorde hvad jeg kunne … det er meget nemmere på den måde! :D

Netto

“Modige mænd løber fra hidsige tyre i Pamplona” – sådan beskriver DRs journalist Anna Nyvang Poulsen det årlige tyreløb i Pamplona. På den måde er hun med til at glorificere en af de allerværste former for dyremishandling. Det er så ekstremt ondskabsfuldt og modbydeligt. Disse mennesker er bestemt ikke modige. De er idioter – og det samme er Anna Nyvang Poulsen!

http://www.dr.dk/nyheder/udland/billeder-modige-maend-loeber-fra-hidsige-tyre-i-pamplona

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 113, der følger denne blog

%d bloggers like this: