For tiden er der en heftig kønskamp i det litterære Danmark, en kamp om hvem der anmelder hvilke bøger og hvordan. Der har været en skarp kritik af, at det primært er mænd, som anmelder bøger i aviserne. Men i dag kan Politiken afsløre, at kvinderne er lige så dominerende på internettet, som mændene er i aviserne – gad vide om kvindernes dominans bliver mødt med den samme kritik og den samme vrede forargelse? Nixen bixen! 

Vi kan altså konkludere, at det er et stort problem, når mænd dominerer på et eller andet felt …. men det er åbenbart ikke et problem, når kvinder dominerer på et andet felt, der er lige så stort og lige så vigtigt. Det er åbenbart ikke et problem, at Litteratursiden.dk har 63 kvindelige anmeldere og kun 18 mandlige anmeldere! Jeg synes egentlig, at det er en meget god beskrivelse af kønskampen anno 2015!

Et par korte kommentarer:

Lektor i litteraturformidling ved Københavns Universitet Niels Dichov Lund udtaler: “Fagfolk holder øje med hinanden i det lille selskab (aviserne, red.), men læserne læser jo ikke anmeldelser. De får ofte deres inspiration i andet led – på bibliotekerne, i omgangskredsen, på de sociale medier og nettet“.

WHAT??????????????? Jeg elsker at læse anmeldelser. Det er det eneste sted hvor jeg får inspiration til at læse nye bøger. Til gengæld er det vist 10 eller 15 år siden, at jeg har været på et bibliotek. Moderne biblioteker appellerer simpelthen ikke til mig. I mange år har man fokuseret på moderne medier for at tiltrække så mange brugere som muligt – dermed har man ofret den stilhed, den ro og den fordybelse, som man tidligere oplevede på bibliotekerne. I dag skal der partout være plads til alle – det gælder også børn og unge mennesker, som råber og skriger og larmer. I følge bibliotekernes politik, så er disse unge mennesker vigtigere end mennesker som mig, der gennemsnitligt læser 10 bøger om måneden. Samtidig oplever jeg, at bibliotekerne primært har fokus på bestsellere og mainstreamlitteratur. Der er i hvert fald ingen fokus på de bøger som jeg gerne vil læse – og lad mig lige understrege, at det vil jeg ikke klandre bibliotekerne for. Jeg formoder, at bibliotekerne først og fremmest tilgodeser flertallet af deres brugere og det er vel både ret og rimeligt. Jeg nævner det udelukkende for at gøre opmærksom på, at jeg passer i hvert fald ikke ind i Niels Dichov Lunds antagelser!

Men jeg bliver da også nødt til at spørge: hvis ingen mennesker læser anmeldelserne i aviserne, hvordan kan de så udgøre et problem?

Litteratursidens chefredaktør Lise Vandborg udtaler: “Vi anmelder med fokus på en mere personlig formidling, end dagbladskritikerne gør. Men vi er naturligvis fagligt funderede, ligesom vi analyserer tematisk og sprogligt og kan være kritiske, hvis en bog ikke er god“.

Jeg er enig med Lise Vandborg i, at anmeldelserne på Litteratursiden.dk er personlige – meget personlige. “Men vi er naturligvis fagligt funderede, ligesom vi analyserer tematisk og sprogligt … ” WHAT??????????????? Jeg synes, at alle anmeldelser på Litteratursiden.dk er så ekstremt overfladiske, at de er ligegyldige og værdiløse. Det betyder, at hver eneste gang jeg læser om en bog på Litteratursiden.dk, så lyder den så tåbelig og overfladisk, at jeg helt automatisk mister lysten til at læse den. Vi må også lige have fat i det sidste punkt i Lise Vandborgs udtalelse. Hun hævder, at de “kan være kritiske, hvis en bog ikke er god“. Gid det var sandt – men jeg har da aldrig læst en anmeldelse på Litteratursiden.dk, som var den mindste smule kritisk! Aldrig nogensinde!

Hvad mener Lise Vandborg?

Jeg har faktisk drøftet ovenstående kritik med Lise Vandborg. For nogle år siden lavede Litteratursiden.dk en brugerundersøgelse, hvor jeg gav udtryk for den samme kritik: at deres anmeldselser var for overfladiske, at deres fokus udelukkende var på bestsellere og mainstreamlitteratur, og endelig, at det gav Litteratursiden et troværdighedsproblem, at de udelukkende skrev positive anmeldelser.

Et par dage senere modtog jeg en mail fra Lise Vandborg, hvori hun skrev, at hun gerne ville drøfte denne kritik med mig. Derfor spurgte hun, om hun måtte ringe til mig … det sagde jeg selvfølgelig ja til og nogle dage senere havde vi en længere samtale. Jeg tror vi talte sammen i næsten en time.

Det er vel 10 år siden og jeg kan ikke længere huske, hvad Lise Vandborg mente om den første del af min kritik. Jeg kan til gengæld huske, at hun slet ikke var enig med mig i den anden del – hun mente helt bestemt, at Litteratursiden også beskæftigede sig med den seriøse eller den såkaldte smalle litteratur. Så må man bare konkludere, at vi ikke er enige og det er jo fair nok. Det er vigtigt, at man kan diskutere med hinanden, selv om man ikke er enige og heller ikke bliver det.

Vedrørende det sidste punkt, så forklarede Lise Vandborg, at det ville være problematisk, hvis man begyndte at skrive kritiske anmeldelser på Littertursiden.dk. Siden er jo drevet og finansieret af bibliotekerne – det er deres opgave at betjene brugerne og samtidig varetage ALLE forfatteres interesser. Derfor – forklarede Lise Vandborg – så ville det være forkert, hvis de begyndte at lave kritiske anmeldelser. Kritiske anmeldelser kan jo påvirke både udlånet og bogsalget. Potentielt kan en negativ og kritisk anmeldelse ødelægge en forfatters karriere. Det ville være meget upassende og uheldigt, hvis de danske bibliotekers litteraturside blev involveret i sådan en historie og det ville være endnu mere upassende, hvis den ansvarlige var en bibliotekar, som blev betalt af offentlige skattekroner for at skrive sin anmeldelse.

Jeg syntes, at det var et meget godt og klogt argument – og det synes jeg stadig! Derfor bliver jeg bare lidt forvirret, når jeg læser Lise Vandborgs udtalelse til Politiken; skriver Litteratursiden.dk kritiske anmeldelser eller gør de ikke? Og hvis svaret er ja, er det så okay? Og hvis svaret er nej, er det så okay, at sammenligne Litteratursiden.dk med de traditionelle anmeldere?

En åndssvag debat

Efter at jeg har fulgt med i debatten, så må jeg konkludere, at aviserne har flest mandlige anmeldere. Til gengæld er der flest kvindelige anmeldere på internettet, fx på Litteratursiden. Hvis man lægger alle anmelderne sammen, så er det mit indtryk, at der er en temmelig stor overvægt af kvindelige anmeldere.

I følge Politikens artikel, så skriver de mandlige anmeldere primært i aviserne og der er næsten ingen som læser deres anmeldelser. De fleste læsere, som er kvinder, søger inspiration til nye bøger enten på bibliotekerne, hvor langt de fleste ansatte er kvinder, eller på internettet, hvor langt de fleste anmeldere også er kvinder.

Jamen, hvis disse eksperter har ret, så har jeg bare lidt svært ved at forstå den voldsomme debat om mændenes dominans. Hvis man skal tro denne artikel, så er mændenes dominans jo blot en myte, som slet ikke har hold i virkeligheden.

Jeg foretrækker at læse avisernes meget seriøse og saglige anmeldelser. I følge denne artikel, så får jeg det indtryk, at de fleste kvindelige læsere foretrækker en mere personlig stil, som man fx finder på Litteratursiden.dk. Så kunne man fristes til at konkludere noget om forskellen på mænd og kvinders psykologi, mentalitet eller fokus. For mange år siden lavede man en undersøgelse i England, som konkludere, at mænd primært læser mandlige forfattere og kvinder primært læser kvindelige forfattere. Måske er det også relevant i denne sammenhæng?

Jeg er dog en smule skeptisk over for sådan en konklusion: lad mig henvise til LitteraturNU.dk – her er 5 redaktører, hvoraf 1 er kvinde. Dernæst er der 22 skribenter/anmeldere, hvoraf 12 er kvinder. Det vil sige, at kønsfordelingen er meget tæt på 50/50. Her finder man nogle af Danmarks bedste og mest inspirerende anmeldere, og det er altid en fornøjelse at læse deres artikler. Uanset om deres anmeldelser er positive eller negative, så er de så seriøse og velskrevne, at jeg (næsten) altid får lyst til at læse bøgerne, for at undersøge om jeg er enig eller uenig med anmelderne – uanset om disse er mænd eller kvinder!

Afslutningsvis vil jeg konkludere: det er primært mænd, som skriver saglige anmeldelser i aviserne. På Litteratursiden er der en stor majoritet af kvinder, som skriver meget personlige anmeldelser. På LitteraturNU er der lige mange mænd og kvinder, som skriver meget seriøse og akademiske anmeldelser. Kort sagt: sammenlagt er der flest kvindelige anmeldere i Danmark, men generelt set dækker de danskere anmeldere et meget vidt spektrum, når det kommer til form og stil – der er noget for enhver smag.

Og så har jeg skisme lidt svært ved at se pointen med hele denne debat! Hvad i alverden er problemet? Er der overhovedet noget problem? Efter at have fulgt debatten gennem flere dage, så har jeg i hvert fald temmelig svært ved at få øje på det. Hvis der virkelig er et problem, så er det i hvert fald så lille, at jeg har brug for en lup for at få øje på det!

http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2685959/paa-nettet-sidder-kvinderne-solidt-paa-bogkritikken/

I dag – onsdag d. 27. maj – har Helle Thorning udskrevet valg. Jeg er overrasket. Jeg var nemlig ret sikker på, at hun ville vente så lang tid, som overhovedet muligt. Men nu har hun bestemt, at valget afholdes torsdag d. 18. juni. Jeg synes det bliver utrolig spændende ….

Men jeg var ved at få et apoplektisk anfald, da jeg kiggede ud af køkkenvinduet og fik øje på Martin Lidegaard … eller i hvert fald en plakat med Martin Lidegaard. Jeg HADER valgplakater! Forskere og eksperter har gang på gang slået fast, at disse plakater ikke rykker befolkningens stemmer en tomme og det får mig naturligvis til at hade disse plakater endnu mere! Plakaterne har udelukkende den funktion, at de sætter fokus på det kommende valg. Jeg synes bare ikke, at dette argument giver nogen seriøs grund til at frede valgplakaterne. I løbet af de næste tre uger kan man jo hverken åbne en avis eller se en nyhedsudseendelse uden at det konfronteret med valget. Derfor mener jeg, at valgplakater er fuldstændig overflødige!

Så er der nogle mennesker, som hverken læser avis eller følger med i nyhederne … men ærlig talt … jeg synes det er mere end okay, hvis disse mennesker undlader at stemme! Jaja, jeg er skam klar over, at dette er en kontroversiel holdning, som er i strid med tanken om, at “det er en folkepligt at stemme”. Men jeg synes det er en tåbelig kliché og en tanke, som jeg absolut ikke deler! Der står ingen steder i den danske grundlov, at man har pligt til at stemme. Og lad mig lige tilføje, at man – stadig i følge grundloven – har sin fulde ytringsfrihed uanset om man stemmer eller ej!

I følge den danske lov, så har de Radikale naturligvis også lov til at hænge valgplakater op foran mine vinduer og jeg kan forsikre alle læsere om, at jeg ikke hører til dem som fjerner eller beskadiger valgplakater. Respekt for demokratiet handler ikke blot om at stemme. Jeg synes det er vigtigere at vise respekt for demokratiet ved at følge de regler og love, som er vedtaget af Folketinget. Derfor vil jeg også opfordre alle mennesker til at respektere valgplakaterne, selv om vi vist nok er flere og flere mennesker som hader dem! Men det er vigtigt, at man gør opmærksom på sin holdning til disse forhold og det er grunden til, at jeg har skrevet dette indlæg!

Til gengæld har jeg min egen lille regel som går ud på, at jeg ALDRIG stemmer på folk som smider valgmateriale i min postkasse. Jeg synes det er uforskammet, anmasende og uartigt, når der står “Nej tak til reklamer og aviser” på min postkasse! Men plakaten med Martin Lidegaard er lige så generende som uønsket valgmateriale i min postkasse og derfor har jeg besluttet, at den tilhører samme kategori! Kort sagt: indtil videre er Martin Lidegaard og de Radikale de eneste som kan være helt hundrede procent sikre på, at de IKKE får min stemme ved valget d. 18. juni!

Valg 2015 003

Jeg så naturligvis Eurovision Song Contest i går. Det er jeg jo nødt til. Hvis man ikke ser Eurovision, så må man nemlig ikke være bøsse. Derfor er jeg jo nødt til at se det uanset om jeg har lyst eller ej! Mange mennesker spørger mig: hvorfor er det sådan? Jamen, hvor i alverden skulle jeg vide det fra? Det er sgu da ikke mig, der laver reglerne …. ;-)

Ann Sophie, som repræsenterede Tyskland.

Ann Sophie, som repræsenterede Tyskland.

Der var temmelig mange gode sange med i finalen – det er meget morsomt, som det svinger fra år til år. Normalt stemmer jeg kun på én eller to. Men i år var jeg nødt til at stemme på otte sange, fordi jeg ikke kunne vælge. Jeg stemte på: Storbritanien, Sverige, Australien, Belgien, Letland, Rumænien og Rusland – men min topfavorit var nok Ann Sophie fra Tyskland, som sang “Black Smoke”, der ikke fik ét eneste point. Uden at være melodramatisk, så vil jeg alligevel have lov til at sige, at jeg er lidt chokeret. Ann Sophie så dødhamrende lækker og sexet ud. Hun havde en god sang og en stærk stemme – og hun sang virkelig igennem. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor hun ikke fik nogen point.

Min hadesang var Ungarn! Det var en meget stille og seriøs ballade. Men problemet var sangeren og koret, der stod som om de var fuldstændig forstenede. På et tidspunkt træder de nogle få skridt frem … men det var det eneste. Sangerinde stod helt krampagtigt og klyngede sig til mikrofonen, mens hun stirrede lige ud i luften med et fuldstændig udtryksløst ansigt. Af en eller anden grund synes jeg ikke, at hun lignede typen, der får botox – måske fordi hun var så ung? Men hendes ansigt var så udtryksløst, at det så ud som om, at alle hendes ansigtsmuskler var lammede! Jeg kunne slet ikke holde det ud. I denne forbindelse bliver jeg også nødt til at nævne Il Volo fra Italien, der sang en blanding af opera og pop – jeg HADER sådan noget.

Guy Sebastian repræsenterede Australien, som deltog for første gang nogensinde.

Guy Sebastian repræsenterede Australien, som deltog for første gang nogensinde.

Eurovision blev holdt i Wien og det gik ikke helt så godt, som man kunne have ønsket. Der var nogle tekniske problemer undervejs. Det største problem var, at hele konkurrencen blev forsinket med næsten en time. Det skyldtes primært pointgivningen, som var en voldsom udfordring for min – meget begrænsede – tålmodighed! Der var flere telefonforbindelser som blev afbrudt. Det var selvfølgelig lidt uheldigt. Men jeg tror, at den store forsinkelse skyldtes to andre forhold: for det første havde østrigerne lavet noget computergrafik, der fungerede som intermezzo mellem de forskellige landes pointafgivning. Men disse intermezzoer var alt for lange.

Måns Zelmerlöw repræsenterede Sverige med en fantastisk sang og et sublimt sceneshow!

Måns Zelmerlöw repræsenterede Sverige med en fantastisk sang og et sublimt sceneshow!

For det andet så er det et kæmpestort problem, at repræsentanterne fra de forskellige lande ikke kan begrænse sig, når de skal afgive point. De skal absolut takke for et godt show og komplimentere værterne for deres udseende. Derudover skal mange af dem lige fyre et par jokes af undervejs … de synes åbenbart selv, at de er enormt morsomme. Jeg synes, at de er skideirriterende. Hvert eneste år får de at vide, at de skal nøjes med at afgive pointene så hurtigt og så kortfattet som muligt. Hvis de kunne lære det, så ville det hele gå meget hurtigere!

Svensk sejr 2015!

Svensk sejr 2015!

Østrigerne fik også lavet verdens kedeligste pauseshow. Jeg var lige ved at overgive mig, da koret sang – for de var virkelig gode. Men klassisk musik og sangkor er altså bare et totalt antiklimaks i en festlig konkurrence for popmusik. Tyrkiet lavede det bedste show jeg nogensinde har set, da de arrangerede Eurovision i 2004. Der er ingen tvivl om, at Østrig bliver den absolutte bundskraber på min helt private hitlliste over pauseshows. For at gøre den østrigske nedtur efter sejren i 2014 total, så fik de ikke et eneste point ved konkurrencen i går. Jeg synes det var synd. Det var bestemt ikke en vinder – men jeg synes da heller ikke, at den var så dårlig. Jeg har faktisk temmelig ondt af østrigerne her dagen derpå!

Det var Sverige som vandt – igen, igen – med Måns Zelmerlöw og sangen “Heroes“. Sangen var utrolig god og dertil var det et særdeles spektakulært sceneshow. Det var på alle måder en værdig og velfortjent sejr!

I dag kan man – på DR´s hjemmeside – læse en artikel, som har fået overskriften “ANALYSE Derfor flopper Norden i årets Eurovision“. Artiklen indeholder et interview med Johann Sørensen, der er formand for den danske Melodi Grand Prix-fanklub. Han udtaler, at “Vi har før haft nogle magre, nordiske år. Men så har vi haft nogle fantastiske år, hvor Norden har været fuldt repræsenteret i finalen, og det har været sådan lidt uhørt, for det er langt fra hverdagskost, at vi er det …

Der er absolut intet i denne artikel, der kan betegnes om analyse. Der er bestemt heller ingen forklaring på, hvorfor “Norden flopper i årets Eurovision”. I stedet får man blot en temmelig banal konstatering af, at nogle år kommer alle de nordiske lande i finalen og nogle år gør de ikke – og det er jeg temmelig sikker på, at alle ved i forvejen.

Der er et stort misforhold mellem overskriften og indholdet. Artiklen indeholder intet af det, som man bliver lovet i overskriften. Alligevel må jeg jo antage, at journalisten virkelig mener, at denne artikel kan defineres som en analyse og dernæst at artiklen indeholder en forklaring på det nordiske Eurovision-flop. Det er præcis dét der problemet og grunden til, at jeg kalder denne artikel for “hjernedød journalistik”. Jajaja – jeg ved godt, at det er lidt groft. Men jeg bliver bare så pokkers gal, for det er både for useriøst og for latterligt! Jeg føler mig simpelthen til grin, når jeg trykker på sådan en artikel! Jeg føler direkte, at journalisten gør grin med mig! Jeg bliver jo nærmest taget ved næsen – og det gør mig altså temmelig gal!

Hvis overskriften i stedet havde været: “Norden flopper i årets Eurovision”, så havde det jo været en ganske vellykket artikel med en fin og relevant kommentar fra Melodi Grand Prix-fanklubbens formand til det igangværende show.

Jeg synes desværre, at den form for inkongruens mellem overskrift og indhold er særdeles almindelig i moderne journalistik – og sådan har det måske altid været.

Afslutningvis vil jeg fortælle, at jeg holder med Sverige, Tyskland og Australien til finalen i morgen, lørdag. Men min topfavorit er England! Jeg er ret vild med Electro Velvet og deres sang: Still in Love with You!

Denne vinter har været lidt dum for mig – derfor har jeg ikke været til én eneste koncert med Copenhagen Phil. Ikke én eneste! Jeg ærgrer mig naturligvis over alt det som jeg er gået glip af, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Til gengæld håber jeg, at tage revanche i den kommende sæson!

Når jeg ser programmet for næste sæson, så tænker jeg, at Copenhagen Phil må være Danmarks mest moderne, innovative og alsidige symfoniorkester. Copenhagen Phil har fingeren på pulsen! Først og fremmest kommer der fire nye koncerter i den populære koncertform “60 minutes of … “, hvor orkestret samarbejder med unge kunstnere som fx Nikolaj Nørlund og Love Shop. Den kommende sæson byder også på en nyfortolkning af Stravinskijs ballet Ildfuglen, der bliver et samarbejde mellem Copenhagen Phil, Teater Republique og Dansk Danseteater.

Konsevatoriet koncertsal, Julius Thomsens gade 1, Fr. berg.

Konservatoriets koncertsal, Julius Thomsens gade 1, Fr. berg.

Dernæst introducerer Copenhagen Phil et nyt koncept, som hedder “Bag om musikken.”Her vil Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster fortælle om tilblivelsen, om temaerne og hensigten med hhv. Sjostakovichs 10. symfoni og “Also Sprach Zarathustra” af Richard Strauss – i følge sæsonkataloget er sidstnævnte inspireret af Nietzsches “filosofiske og kontroversielle novelle af samme navn … ” Det er første gang jeg har hørt Nietzsches mastodontværk omtalt som en novelle. Jeg har selv værket i en ny udgave fra 2009, som fylder mere end 300 store sider. Denne udgave købte jeg for et par år siden, som en erstatning for en ældre og meget slidt udgave, som fyldte endnu flere sider.

I løbet af vinteren 2016 har Copenhagen Phil et tema, som de kalder “Tag med til Wien!”. Det består af tre koncerter, som alle introduceres af Knud Romer … herefter kan jeg ikke lade være med at tænke, at så må det vist også være nok med kendte mennesker, der skal præsentere og guide publikum igennem de klassiske værker. Derudover er der jo også introduktion til de fleste koncerter; det foregår 45 minutter før koncerten begynder i Carl Nielsen salen og det er Henrik Engelbrecht som fortæller – han er en af Danmarks bedste formidlere af opera og klassik musik. Han har en umådelig stor viden, som han altid formår at krydre med gode anekdoter og sjove historier. Derfor vil jeg gerne anbefale disse koncertintroduktioner – det bliver med garanti ikke kedeligt og samtidig kan man være helt sikker på, at man er blevet lidt klogere, når man går derfra.

De smukke trapper i konservatoriets koncertsal.

De smukke trapper i konservatoriets koncertsal.

Jeg synes, at der er endnu to forhold, som er værd at bemærke i det nye sæsonkatalog; der er ikke en eneste koncert med den finske charmetrold, Santtu-Matias Rouvali, som er orkestrets 1. gæstedirigent. Hvor lang tid varer et engagement som 1. gæstedirigent? Det ved jeg ikke. Er Santtu-Matias Rouvalis engagement udløbet? Det ved jeg heller ikke. Men jeg ved, at man kan opleve ham i Tivolis koncertsal d. 29. maj 2015, hvor han dirigerer Tivolis Symfoniorkester.

Jeg bemærker også, at der er 3 koncerter med en ny dirigent, som hedder Toshiyuki Kamioka – og d. 10. oktober giver Lan Shui sin sidste koncert som chefdirigent for Copenhagen Phil. Så kunne man måske tillade sig at gætte på, at Toshiyuki Kamioka skal overtage posten enten som 1. gæstedirigent eller som chefdirigent?

Det var ret nemt, at vælge de fem koncerter, som jeg glæder mig allermest til.

1) Torsdag d. 1 oktober 2015: Sjostakovitj – symfoni nr. 10. Jeg er bare vild med Sjostakovitj. Det er smuk, spændende og vild musik.

2) Lørdag d. 10. oktober 2015: Mahler – symfoni nr. 3. Det er fuldstændig det samme argument, som ovenfor: jeg er bare vild med Mahlers musik – Mahlers musik er altid en fantastisk oplevelse. Og det er i hvert fald aldrig kedeligt!

Foyeren på balkonen i konservatoriets koncertsal.

Foyeren på balkonen i konservatoriets koncertsal.

3) Torsdag d. 27. november 2015: programmet består af Pärt, Tjajkovskij og Sibelius. Christian Kluxen er dirigent og det er på grund af ham, at denne koncert kommer med på listen. Jeg oplevede Christian Kluxen første gang i 2013, hvor han dirigerede uropførelsen af Benjamin de Murashkins værk “Cosmic dancer”. Det var en af de største oplevelser jeg har haft med klassisk musik – det er en oplevelse jeg stadig husker, som noget helt særligt. Derfor glæder jeg mig selvfølgelig til at opleve Christian Kluxen, når han er tilbage på dirigentpodiet. Man kan også opleve Christian Kluxen i marts måned, når han dirigerer Den jyske operas opsætning af Puccinis “Madame Butterfly”. Jeg synes, at “Madame Butterfly” er en usædvanlig irriterende opera – dérfor er det koncerten i november, som kommer med på denne liste!

4) Fredag d. 8. april 2016: som jeg netop har fortalt, så var det en umådelig stor oplevelse at overvære uropførelsen på Benjamin de Murashkins værk “Cosmic dancer”. Derfor er jeg naturligvis nødt til at være med, når Copenhagen Phil uropfører endnu et værk af Benjamin de Murashkin – denne gang er det en klaverkoncert med Katrine Gislinge som solist. Det er en koncert, som jeg glæder mig usædvanlig meget til.

Konservatoriets koncertsal - gulvet og de to balkoner.

Konservatoriets koncertsal – gulvet og de to balkoner.

5) Søndag d. 20. marts: den sidste koncert falder egentlig helt uden for reglerne, da det slet ikke er Copenhagen Phil som spiller. I stedet er det Aarhus Symfoniorkester, som har fået lov til at låne Koncervatoriets koncertsal, hvor de opfører Matthæuspassionen af Bach. Hvornår har man chancen for at høre Aarhus Symfoniorkester i København? Jeg kan ikke huske, at det er sket før. Derudover har jeg ofte tænkt på, at jeg burde opleve nogle af disse store passionskoncerter. I mange år er jeg gået uden om den slags, fordi jeg er hardcore ateist. Gennem mange hundrede år har kristendommen dannet grundlaget for alle former for kunst. Mange kirker er overvældende kunstværker og verdens smukkeste malerier forestiller religiøse motiver – jeg har bestemt ingen problemer med at beundre den slags. Jeg er jo også vild med alle de mange requiemmer – det er virkelig berusende musik. Alligevel har jeg været bange for, at disse passionsspil ville være for religiøse til mig. Men én gang skal jo være den første og det bliver nok i marts måned!  Jeg har jo hørt, at Matthæuspassionen skulle være temmelig storslået. Så må tiden vise om jeg bliver lige så begejstret og beruset, som alle andre!

Copenhagen Phil - december 2013.

Copenhagen Phil – december 2013.

Hvis jeg husker ret, så er det omtrent et år siden, at Superbrugsen introducerede et udvalg af veganske produkter i deres sortiment. Det blev straks en stor succes og i løbet af ganske kort tid blev sortimentet udvidet. Superbrugsen på Nørrebrogade fungerede som forsøgsbutik, men på grund af den store succes er man også begyndt at føre et udvalg af veganske produkter i mange af koncernens andre butikker.

Superbrugsen på Nørrebrogade i København.

Superbrugsen på Nørrebrogade i København.

Det er selvfølgelig glædeligt, at det bliver nemmere at finde og købe veganske produkter – glædeligt for de dyr, som undgår at blive et produkt i de moderne landbrugsfabrikker; glædeligt for naturen, miljøet og klimaet, som lider under forbruget af animalske produkter; glædeligt for den personlige sundhed, da vegansk kost giver væsentlig mindre risiko for forhøjet kolesterol i blodet, hjertekarsygdomme, diabetes, flere kræftformer og mange andre sygdomme – der er rigtig mange fordele ved at leve vegansk.

Jeg må dog indrømme, at jeg ikke forstår denne succes – det er en stor og uforståelig gåde for mig. Jeg ved godt, at der bliver flere og flere veganere både i Danmark og i resten af verden. Det medfører naturligvis også en øget efterspørgsel. Jeg ville heller ikke undre mig, hvis det var alle mulige andre steder. Jeg forstår bare ikke, at det er blevet en succes i Superbrugsen på Nørrebrogade!

Hvis man går 10 skridt mod vest, så kommer man til Griffenfeldtsgade. Hvis man derefter går cirka 100 meter ned i denne gade, så kommer man til en lille, hyggelig og charmerende kælderbutik, som hedder Spidsroden. Alle deres varer er økologiske og de er enten veganske eller vegetariske. Her er alt fra frisk frugt og grønt, tofu, tempeh og div. køderstatningsprodukter, rengøringsprodukter, mel, gryn, pasta, ris, slik, kager og meget, meget mere.

En halvtom montre viser, at der er godt gang i salget af de veganske produkter.

En halvtom montre viser, at der er godt gang i salget af de veganske produkter.

Spidsroden har et udvalg af produkter, som er mange gange større end Superbrugsen. Men det vigtigste er priserne – jeg var ved at få hjertestop, da jeg så priserne i Superbrugsen. Priserne i Spidsroden er cirka 30-35% lavere – man kan altså spare 30-35%, hvis man gider at gå omkring 100 meter. Det er derfor jeg ikke forstår, at de veganske produkter er blevet sådan en succes i netop denne Superbrugs. Jeg kunne forstå det alle mulige andre steder. Men da ikke et sted, hvor man har Spidsroden så tæt på. I don´t get it!

Det er ikke fordi jeg vil opfordre til boykot af Superbrugsen – absolut ikke! Jeg håber, at der er rigtig mange kunder som køber disse produkter i deres andre butikker. Men når kommer til Superbrugsen på Nørrebrorgade, så er jeg bare nødt til at sige: lad være med at gøre som alle de andre. Gå ned i Spidsroden i stedet for, for det er her de kloge handler …

Afslutningsvis må jeg lige indrømme, at jeg er desværre ikke en af de faste kunder i Spidsroden. Det skyldes blandt andet, at jeg aldrig har boet i nærheden. Jeg har tidligere boet på Bispebjerg og så er der jo kun en lille cykeltur til Spidsroden. Men jeg har heller aldrig haft noget stort forbrug for køderstatningsprodukter og det er altså nemmere at købe frugt og grønt i de lokale butikker. Nu er jeg flyttet til Nordsjælland og derfor sker det naturligvis endnu sjældnere, at jeg kigger forbi.

Alligevel har Spidsroden nogle varer, som godt kan lokke mig til at tage turen en gang i mellem – jeg er vild med deres pålæg fra Viana. Og deres “Chicken filets” – også fra Viana og naturligvis lavet af tofu – spis Vianas Chicken Filets med friskpresset citron, persillesovs og nye kartofler …. jeg ELSKER det! Endelig har Spidsroden et stort og varieret udvalg af verdens bedste yoghurt, som også er lavet af tofu. Nogen synes måske det er lidt dyrt, men jeg synes det er alle pengene værd. Jeg elsker yoghurt fra Spidsroden!

Adressen er: Spidsroden, Prins Jørgens gade 14, 2200 København N.

Den økologiske og vegetariske butik Spidsroden ligger på hjørnet af Griffenfeldtsgade og Prins Jørgens gade på Nørrebro i Københaven.

Den økologiske og vegetariske butik Spidsroden ligger på hjørnet af Griffenfeldtsgade og Prins Jørgens gade på Nørrebro i Københaven.

Hvis Ryanair får lov til at indføre deres arbejdsforhold i Danmark, så er jeg bange for, at mange flere firmaer vil følge deres eksempel. Tænk på, hvad det vil betyde for de ansatte i disse virksomheder – husk også på, at mennesker som er arbejdsløse, har reelt set ikke lov til at sige nej tak til et job i en af disse virksomheder. Selv om de både risikerer at gå fallit og blive hjemløse på grund af den latterligt lave løn i Ryanair, så er det – i følge dansk lovgivning – ulovligt for disse mennesker at sige nej. Hvis de gør det alligevel, så risikerer de at miste dagpenge eller kontanthjælp. Der er ingen tvivl om, at disse mennesker kommer til at stå i en forfærdelig situation.

Men jeg synes det værste er det moralske aspekt – eller måske snarere manglen på samme!

Myten om finanskrisen

I 00erne gik det utrolig godt med den danske økonomi. Virksomhedsejere, topchefer, ledere og politikere fik massive lønstigninger – og det er vel fair nok, når det går godt. Men samtidig brugte de samme mennesker en stor mængde tid og energi på at kræve tilbageholdenhed af arbejderne i forbindelse med alle lønforhandlinger – gang på gang brugte man det argument, at overdrevne lønforhøjelser kunne føre til en overophedning af økonomien, hvilket kunne resultere i recession og økonomisk krise.  

I 2008 kom den såkaldte Finanskrise – den begyndte i USA og ramte Danmark hårdt i 2009. De danske eksperter diskutere stadig, hvordan man bør fordele ansvaret mellem den borgerlige regering, uansvarlige banker og grådige byggematadorer. Men der er i hvert fald ingen, som har forsøgt at give arbejderne skylden! Ikke destomindre, så er det nok arbejderklassen som har betalt den største pris – først og fremmest i form af arbejdsløshed.

Når jeg insisterer på at bruge udtrykket “den såkaldte Finanskrise”, så er det naturligvis ikke fordi jeg vil benægte Finanskrisens realitet. Det er dog min påstand, at temmelig mange mennesker har haft en personlig interesse i at puste forestillingen om Finanskrisen op til et niveau, som er fuldstændig uden hold i virkeligheden. Derfor har vi set et fænomenalt samarbejde mellem virksomhedsejere, erhvervsledere og politikere fra BÅDE den røde OG den blå blok, som er uden fortilfælde.

Løgnen om de arbejdsløse

Hvor mange gange har vi hørt de danske politikere tale om en historisk arbejdsløshed? Hvor mange gange har vi hørt Helle Thorning bruge præcis dén formulering? 

Lad os lige få fakta på plads: under den såkaldte Finanskrise toppede den danske arbejdsløshed på cirka 170.000. Da Poul Nyrup Rasmussen overtog statsministeriet efter Poul Schlüter i 1993 var flere end 697.000 danskere ramt af kortere eller længerevarende arbejdsløshed. Det er lidt svært at sammenligne disse tal, fordi man kan gøre arbejdsløsheden op på mange måder; men Danmarks Statistik bruger et begreb som hedder “fuldtidsledige” – det dækker over mennesker som er ramt af længerevarende arbejdsløshed. I 1993 var flere end 335.000 personer registret som fuldtidsarbejdsløse. Det seneste år i denne statisk er 2013, hvor tallet blot er 117.000(Se link). Når man sammenligner med 1993 – og det er dog ikke så forfærdelig mange år siden – så må man konkludere, at arbejdsløsheden under finanskrisen måske ikke har været så forfærdelig stor, som nogen har forsøgt at bilde os ind. 

Dernæst skal vi huske den strukturelle ledighed – et meget vigtigt begreb i denne sammenhæng. I en artikel definerer Børsen “den strukturelle ledighed” på denne måde: “Den strukturelle ledighed er den ledighed, der altid vil være i et samfund, fordi folk er imellem job, er blevet fyret eller er nyuddannede, og derfor først får arbejde efter en periode.

Normalt bruger man også et par andre faktorer – man definerer også den strukturelle ledighed, som ledige der ikke matcher virksomhedernes efterspurgte kompetencer eller – hvis de besidder disse kompetencer – ikke er i stand til at ansøge om jobbet, på grund den geografiske afstand mellem den lediges bopæl og virksomheds placering.

I Danmark ligger den strukturelle ledighed temmelig stabilt omkring 100.000 …

Jeg tror de fleste kan huske, hvordan virksomhederne havde problemer med at skaffe kvalificerede medarbejdere i 2008 – på trods af, at der faktisk var lige omkring 90.000 arbejdsløse. Den gang talte man om, hvordan manglende på kvalificeret arbejdskraft skadede den danske økonomi og den økonomiske vækst. Hvis vi igen bruger begrebet “fuldtidsledige”, så skriver Danmarks Statistik, at dette tal var 50.000. Den gang skrev Nordjyske medier: “Men det er uholdbart, mener nationalbankdirektør Nils Bernstein. Ifølge direktøren skal minimum 50.000 flere danskere om i arbejdsløshedskøen, for at dansk økonomi kan komme i balance.

Umiddelbart vil mange måske tænke, at det lyder jo skørt …. men Nils Bernsteins hensigt er netop, at holde den strukturelle ledighed omkring 100.000 personer. Og hvorfor er det vigtigt? Lad os lige vende tilbage til Wikipedias opslag om den strukturelle ledighed: “En ledighed, der er højere end det strukturelle niveau, forventes nemlig at føre til lavere lønstigninger, hvilket igen vil øge beskæftigelsen og dermed sænke ledigheden, mens en ledighed under det strukturelle niveau omvendt vil medføre en højere lønstigningstakt og dermed skabe flere arbejdsløse. Når ledigheden netop er på sit strukturelle niveau, vil lønstigningstakten være stabil (alt andet lige), og arbejdsløsheden hverken have tendens til at stige eller falde yderligere.” Derfor giver det heller ikke mening, når man taler om, at ALLE skal i arbejde. Alle mennesker som ved en lille smule om økonomi og samfundsforhold ved, at det ville være en katastrofe for samfundet. Som Nils Bernsteins kommentar viser, så er en vis ledighed nødvendig for at holde økonomien og samfundsforholdene i en sund balance.

Nu skal man lige holde tungen lige i munden … hvad var det der skete den gang i 2008? Man havde en ledighed som var LANGT under det strukturelle niveau, hvilket burde føre til højere lønstigninger – i stedet skete det modsatte. I strid med alle økonomiske teorier lykkedes det den borgerlige regering og erhvervslivet at presse arbejderne til at acceptere meget lave lønstigninger – mens toppen af det danske samfund gav sig selv nogle enorme lønstigninger. De skovlede pengene i deres egne lommer og kørte i fuld fart mod den økonomiske krise. Arbejderne fik ingen økonomisk fordel af højkonjunkturen i 00erne, de fik blot nogle ubetydelige lønstigninger – til gengæld fik de lov til at betale regningen for festen, da Finanskrisen ramte i 2009. 

Men i vores sammenhæng er det den strukturelle ledighed som vigtig. Under Finanskrisen har vi haft en arbejdsløshed på 170.000 – men hvis vi trækker den strukturelle ledighed fra, så er det reelle tal faktisk kun på 70.000! Hvis vi taler om fuldtidsledige, så er tallet meget mindre.

I september 2014 udtalte Nordeas cheføkonom Helge Pedersen til DA´s nyhedsbrev Agenda: “Idéen om høj ledighed skyldes en påvirkning fra medierne, hvor man ofte har sammenlignet med 2008. Det er på alle måder forkert at lave den sammenligning, for 2008 var kendetegnet ved en overophedning, der drev ledigheden ned på et kunstigt lavt niveau. I en saglig diskussion, når man ser udviklingen over tid, så kan man ikke sige andet end, at vi har en lav ledighed i Danmark.

Hvorfor lyver de?

Alle politikerne taler uafbrudt om en historisk arbejdsløshed og erhvervslederne siger det samme – det kan man jo læse i medierne hver eneste dag og sådan har det været siden finanskrisen ramte i 2009. Så er spørgsmål naturligvis: hvorfor lyver de? Jeg synes svaret er ret indlysende: virksomhedsejerne, erhvervslederne og politikerne(fra både den røde og den blå blok) har formået at skabe en myte om Finanskrisen og den såkaldte “historiske arbejdsløshed”, fordi det tjener deres egen sag.

Toppen af det danske erhvervsliv har brugt denne myte til at trykke lønnen – hver eneste gang de har formået at reducere lønstigningerne med 25 øre – eller ligefrem at tvinge arbejderne til at gå ned i løn – så har de puttet pengene i deres egne lommer og samlet set har det givet cheferne nogle enorme lønstigninger!

Politikerne har gennemført nogle store besparelse på kontanthjælp, ældrepleje, førtidspension og hele den offentlige sektor. Gang på gang har regeringen sagt, at disse besparelser var nødvendige for at komme igennem finanskrisen og atter få gang i hjulen. Men sandheden er, at regeringen har brugt pengene fra disse alle disse bespareler til at give skattelettelser til præcis de mennesker som IKKE er ramt af finanskrisen – nemlig den velstillede middelklasse og den rige overklasse, som samtidig har fået store lønstigninger under finanskrisen. Det er et ekspempel på, hvordan politikerne har udnyttet myten om finanskrisen! Uden denne myte, tror jeg, det havde været svært for politikerne at retfærdiggøre de store besparelser i den offentlige sektor, mens man samtidig giver skattelettelser til de velstillede. På dén måde har forestillingen om finanskrisen været et stærkt arbejdsredskab for politikerne.

Kort sagt: først tjener de rige fedt på det økonomiske opsving i 00erne. Bagefter tjener de endnu mere på Finanskrisen og endelig får den ene skattelettelse efter den anden. Mens arbejderne og de fattige på overførelseindkomst betaler ….

Men hvad får politikerne ud af det? Først og fremmest så skal man da huske, at de danske politikere hører jo selv til den bedrestillede middelklasse, som har fået stor glæde af disse skattelettelser. Men det vigtigste svar er MAGT!

Vi skal snart i gang med årets valgkamp. Jeg forudser, at den bliver som en gentagelse af de sidste 2-3 valgkampe. Der bliver en del mudderkastning mellem de mest fremtrædende kandidater, hvor det kommer til at handle mest om personlige forhold. Men det vigtigste emne i offentligheden bliver endnu en gang flygtninge, indvandring og integration. Men i virkeligheden er disse emner temmelig irrelevante – lige som de foregående år, så er der kun ét eneste emne som bestemmer resultatet af det kommende valg: den blok som kan love flertallet af vælgerne den største skattelettelse og sandsynliggøre at de kan indfri deres løfter, de vinder valget!

Men risikerer de ikke, at blive beskyldt for at være asociale? For at være usolidariske med de fattige og de svage i samfundet? Nej, nej, for så har de jo deres trumfkort – den såkaldt finanskrise og kampen mod den historisk høje arbejdsløshed. Ved hjælp af de to argumenter kan politikerne afvise alle den slags beskyldninger og fastholde at de udelukkende tænker på samfundets bedste. Politikerne har opbygget en irrationel angst for finanskrisen i en meget stor del af befolkningen, som de kan bruge igen og igen …. der er udelukkende tale om manipulation og indoktrinering. Når valgkampen begynder, så vil vi endnu en gang se, hvordan de bruger denne angst og hvordan de alle forsøger at udnytte de to trumfkort optimalt til at købe vælgernes stemmer med løfter om flere skattelettelser. 

Hvis det ikke var så trist … så måtte man jo indrømme, at det faktisk er ret genialt.

Ryanair som metafor

Ryanair – og deres virksomhedsmodel – er em helt utrolig fantastisk metafor for det samfund, som vi er ved at skabe i disse år. Lad mig lige henvise til en række avisoverskrifter fra de seneste år:

Politiken d. 30. april 2010: Vi er meget rigere end vi tror.

Ugebrevet 4A d. 28. juni 2010: Offentlige chefer forgyldes.

DR d. 30. juni 2010: Danskerne er blevet rigere. (82 mia i første kvartal – midt under krisen!)

Realkreditrådet d. 30. juni 2010: Danskerne er blevet rigere. (Nettoformuen er 747.00 pr. pers.)

Arbejderbevægelsens fællesråd d. 18. august 2010: Stor stigning i antallet af rige danskere.

DR Nyheder d. 17. november 2011: Cheferne løber med lønstigninger.

Børsen d. 20. december 2012: Danskerne har rekord mange penge i banken. (739 mia)

Nordea d. 4. april 2013: Danskernes forumer har vokseværk. (Nettoformuen er 808.000 pr. pers.)

Ekstra Bladet d. 27. september 2013: Så rige er de rigeste danskere.

Ekstrabladet d. 30. december 2013: Børsen siger farvel til 2013 med ny rekord.

Berlingske Business d. 7. februar 2014: Finanskrisen er overstået på Børsen – handlen sætter rekord.

Berlingske Business d. 25. september 2014: Danmarks allerrigeste er blevet markant rigere.

Berlingske Business d. 30. september 2014: Danskerne er blevet 30 mia. rigere. (På bare 3 mdr.)

Avisen.dk d. 30. september 2014: Danskerne er blevet rigere. (Danskerne ejer 465.000 pr. pers)

Berlingske Business d. 13. oktober 2014: Så meget er en gennemsnitlig dansk familie god for. (2,5 million)

Fagbladet 3F d. 20. november 2014: Kæmpe lønfest: De rige spurter fra 3F`erne.

DR Nyheder d. 25. december 2014: Ledernes løn stikker af fra medarbejdernes.

Fagbladet 3F d. 25. december 2014: Chefer scorer det dobbelte i løn.

Berlingske Business d. 6. januar 2015: Rekordstor fremgang for fondsbørsen i 2014.

Børsen Investor d. 19. februar 2015: C20 lukker i ny rekord.

DR Nyheder d. 7. april 2015: Eliteaktier runder indeks 1000 og sætter rekord.

Finans.dk d. 9. april 2015: Fjerde rekord i træk for C20.

Børsen Investor d. 10. april 2015: Aktiver: C20 i ny rekord.

Børsen Finans d. 12. april 2015: Børschef jubler over eksplosion i handlen.

Børsen Investor d. 7. maj 2015: Dansk aktiehandel sætter rekord.

I toppen af denne pyramide har man ejerne og topcheferne i Ryanair, som tjener styrtende med penge – og de flyver med garanti IKKE med Ryanair, når de rejser nogen steder! Man kan sige, at disse mennesker er kongerne og fyrsterne i denne metaforiske samfundsmodel.

Derunder har vi alle passagerne, som repræsenterer hele den velstillede middelklasse – til denne gruppe hører også en stor gruppe af studerende. Disse mennesker har råd til at rejse til alle afkroge af verden blot for at feste, slappe af, dase på stranden eller opleve en smule eventyr. Uanset hvordan man ser på det, så er det en stor luksus. Lige som fortidens grever og baroner, så har disse mennesker ingen skrupler ved at udnytte underklassen, hvis det blot giver dem selv endnu mere luksus – fx i form af moderne elektronik, mærketøj, dyre biler eller endnu flere ferierejser. Derfor er de fuldstændig ligeglade med løn og arbejdsforhold for medarbejderne i Ryanair.

I bunden af denne metafor over samfundsudviklingen, har vi kabinepersonalet og alle de almindelige arbejdere i Ryanair, som får en løn der er så lav, at de faktisk bliver nødt til at have to jobs, blot for at betale deres faste udgifter som husleje, forsikringer, transport osv. I England kaldes denne samfundsgruppe for “The Working Poor”, men det er også et velkendt fænomen i fx Tyskland. Trods to fuldtidsjobs, så har disse mennesker ikke råd til mærketøj. De har ikke råd til at rejse på ferie. Hvis de er heldige, så har de råd til at betale deres husleje – men det betyder til gengæld, at de aldrig har mulighed for at være sammen med deres familie. Hvis de er så heldige, at have sådan én!

Jeg vil gerne lige understrege, at jeg har ikke noget imod de velstillede, de rige eller de superrige. Jeg tror ikke på et samfund uden en eller anden form for klasseskel. Men der skal saftsusme være en vis balance i disse forhold … 

Det er ekstremt vigtigt at råbe op og gøre modstand, når udnyttelsen af den fattige underklasse bliver så hård og skruppeløs, at man kan sammenligne den med forholdene før den franske eller den russiske revolution. Jeg forstår ikke, hvordan man kan accepterer sådanne forhold i et samfund, hvor langt den største del af befolkningen bliver stadig rigere og rigere. Problemet er, at middelklassen og overklassen har råd til at sikre disse mennesker en anstændig eksistens blot ved at betale en rimelig pris for deres flybilletter – de har råd til det! Men de vælger helt bevidst, at de IKKE vil! Det er udtryk for en utrolig kynisme, som jeg ikke forstår!

Nogle er måske ikke klar over disse forhold. Mange har måske ikke rigtig tænkt over det. Derfor er det så utrolig vigtigt, at nogen råber op og forsøger at bremse denne udvikling. Der skal i hvert fald ikke være nogen tvivl om, at jeg støtter fagforeningernes kamp imod Ryanair. Med dette indlæg har jeg forsøgt at redegøre for, hvorfor jeg synes denne kamp er så utrolig vigtig og jeg håber, at det er lykkedes! 

Jeg støtter fagforeningernes kamp mod Ryan Air.

Jeg støtter fagforeningernes kamp mod Ryanair.

Sommerklar på tagterrassen.

Sommerklar på tagterrassen.

Hvad skal man med en kæreste, når man har en kat? Storebror er både blød og varm at sove sammen med om natten. Han er også rigtig dejlig at nusse med, når man ligger på sofaen og ser fjernsyn. Og så bliver han glad, når jeg køber blomster til ham! :-)

I dag har jeg været ude for at købe blomster til terrassen og det gjorde jeg først og fremmest for Storebrors skyld. Jeg købte nelliker, pelargonier, margueritter og lavendler. Jeg ved godt, at der er mange blomster som er giftige for katte, men det havde jeg naturligvis tjekket i forvejen. Storebrors favorit har altid været pelargonier – han kan sidde lige så stille ved siden af sådan en pelargonie og spise de røde blomsterblade et af gangen. Det har han gjort siden han var lille. Derfor ved jeg, at han bliver i hvert fald ikke syg af pelargonier.

Men han er åbenbart lige så vild med nelliker. Lige så snart jeg vender ryggen til, så forsøger han at æde dem. Og så bliver jeg jo nødt til at skælde lidt ud … jeg har jo købt dem, fordi han godt må spise dem. Men de skal da lige have en chance for at slå rødder først. Ellers har de stakkels blomster jo ikke en chance for at overleve!

Update d. 22. maj: efter et par dage måtte jeg indse, at Storebrors mave IKKE kunne tåle alle de nelliker – men han blev ved med at spise dem! Derfor blev nelliker skiftet ud med tagetes. Dem spiser han også, men det giver ingen maveproblemer!

Storebror er vild med nelliker - stakkels blomster!

Storebror er vild med nelliker – stakkels blomster!

Storebror er verdens bedste missekat!

Storebror er verdens bedste missekat!

Storebror har en fænomenal evne til at gemme sig. Nogen gange må jeg bruge forbavsende lang tid på at finde ham. Jeg har en forholdsvis stor lejlighed. På den anden side så har jeg hverken 200 kvm eller 17 værelser. Alligevel sker det gang på gang, at jeg må lede i alle rum flere gange, før jeg endelig finder ham. Af en eller anden grund, så tror jeg, han synes det er sjovt, når jeg går og leder efter ham. Det er fuldstændig lige meget om jeg kalder 100 gange eller 1000 gange – han kommer ikke frem før jeg finder ham.

Det er sket et par gange, at jeg har været nødt til at give op – og så er jeg jo lige ved at gå i panik. Er han stukket af? Har han begået mytteri? Forladt den synkende skude? Men så skal man bare finde posen med missemad og ryste den. Så kommer han løbende med det samme. Og så har jeg vundet, hehehe…… ;-)

Find Holger - jeg mener Storebror.

Find Holger – eller Storebror. Den ene af dem er i hvert fald på billedet. Tryk evt. på billedet, for at se det i stor størrelse.

Queal har for nyligt lanceret tre nye smagsvarianter, som jeg vil skrive lidt om. Men hvorfor nøjes med det? Når jeg fortæller om Queal, så er der altid nogen som spørger: “Men hvad smager det af?” Derfor vil jeg forsøge at lave en kort beskrivelse af alle de forskellige smagsvarianter.

Tre shakers med "Cool Chocolate" - så er der mad til en hel dag!

Tre shakers med “Cool Chocolate” – så er der mad til en hel dag!

Blandt de mennesker som spiser pulvermad, så er der en mindre gruppe, som selv laver deres egen blanding. Dem som køber en færdiglavet blanding er delt i to grupper, som er nogenlunde lige store – halvdelen vælger Joylent og halvdelen vælger Queal. Derudover er der en lille gruppe, som vælger nogle af de andre produkter på markedet. Hvis man spørger kritikerne, hvorfor de ikke kan lide Queal, så er de forbavsende enige: “det smager for meget som slik og dessert,” siger de. Men de har ret. De har fuldstændig ret. Ingen tvivl om det! Men er det et problem, at Queal smager som “slik og dessert”? Det er i hvert fald ikke et problem for mig. Jeg er vild med det! 

1) Awesome Apple Pie – den er lidt svær at beskrive. Tænk på hvordan det smager, når man har bagt vaniljekranse eller muffins, og slikker røreskålen ren bagefter … det er nok den bedste måde at beskrive det på. Jeg syntes det var lidt underligt, første gang jeg smagte det … men i dag er Awesome Apple Pie en af mine favoritter.

2) Cool Chocolate – den er nem! Det smager simpelthen som en blanding af havregryn og kakaopulver, der er blendet med enten sojamælk eller skummetmælk. Man tilsætter kun vand – men hovedingrediensen i Queal er jo mælkeprotein(desværre), så det er jo nok derfor. 

3) Funky Forest Fruit – jeg synes den smager lidt syntetisk, så det er ikke en af mine favoritter. Men kan du lide skovbærthe? Så er jeg helt sikker på, at du også kan lide Funky Forest Fruit.

4) Crazy Chocolate Peanut – har du smagt Snickers? Peanuts overtrukket med mælkechokolade? Selvfølgelig har du det. Forestil dig sådan en Snickers blendet med skummetmælk eller sojamælk … sådan smager Crazy Chocolate Peanut. Jeg synes det er ret lækkert!

5) Super Strawberry – den er lidt svær at beskrive. Forestil jer sådan en dej til vaniljekranse, som er blevet alt for tynd. Og så forestil jer, at man smider et par jordbær i og blender … det smager af jordbær. Men hvis jeg skal være helt præcis, så smager det som om, at man burde have spist disse jordbær for et par dage siden. Nu er de vist blevet en lille smule overmodne! Jeg vil ikke sige, at det smager dårligt … bestemt ikke … men smagen er nok lidt speciel. 

6) Smooth Vanilla – den er nem! Det smager fuldstændig lige som vaniljeis, der er ved at smelte. MUMS!

7) Banana Mania – det smager af banan. Men det er ikke sådan en gul banan, som lige er kommet fra Sydamerika. Nej, jeg er bange for, at vi skal over på slikhylden for at finde noget passende at sammenligne smagen med. Det smager nemlig fuldstændig lige som skumbananer! Og jeg elsker skumbananer! Derfor er jeg selvfølgelig også vild med Banana Mania. Det er helt klart én af mine favoritter.

8) – for et par uger siden lancerede Queal også en variant, som hedder “Crunchy Choco Cookie”. Men den er ikke længere på bestillingslisten. Jeg ved ikke om det er fordi den er udsolgt eller fordi man har droppet denne variant igen. Derfor kommer den også med på min liste, selv om man ikke kan bestille den lige nu. Crunchy Choco Cookie smager lige præcis som de der store amerikanske småkager med havregryn og chokoladestykker blendet med mælk – enten sojamælk eller skummetmælk. Selv om det er den tredje variant med chokolade, så har den alligevel sin helt egen unikke smag og derfor synes jeg slet ikke, at der er for mange produkter med chokolade.

9) – endelig er der også et produkt, som er helt uden smag. Det er der måske nogen som foretrækker. Men jeg tror også der er nogen, som tilsætter deres egen smag.

Queal har altså 8 smagsvarianter – og så må det vel være nok? Både og! Jeg tror det er forholdsvis vigtigt, at man har flere smagsvarianter at skifte imellem. Jeg vælger aldrig den samme smag to dage i træk. Jeg tror det er derfor, at jeg ikke bliver træt af pulvermad. Man kan sige, at det er ikke NØDVENDIGT, at lave flere smagsvarianter – på den anden side, så kan man nok aldrig få for mange. Jeg kunne fx godt tænke mig en variant med appelsin. Jeg synes det ville komplementere sortimentet, hvis man havde et produkt, som var mere frisk og en smule syrligt. 

Afslutningsvis skal jeg nævne, at smagsstofferne er forholdsvis milde og afdæmpede – man føler ikke, at man bliver helt overvældet af den ene eller den anden smag(måske undtagen Funky Forest Fruit). Jeg tror det er endnu en væsentlig årsag til, at jeg endnu ikke er blevet træt af Queal!

NB: Queal er lavet af Whey protein, dvs mælk. Det betyder, at Queal er vegetarisk, men desværre ikke vegansk.

Queal 1

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 114, der følger denne blog

%d bloggers like this: