I dag har jeg set et program om dating. Jeg får – som sædvanlig – det indtryk, at folk synes det er helt forfærdeligt, hvis de har været single i 1 eller 2 år. Men jeg har været single i cirka 10 år … arghhhhhhhhhhhhhhh … det er jo en katastrofe! Jeg er en fucking loser!

Men man er altså nødt til at tage ansvar for sit eget liv. Jeg hører så tit, at folk siger det skyldes tidens skønhedsidealer, som de ikke kan leve op til. Jeg synes det er noget bullshit! Jeg kender et par stykker, som scorer enormt meget – de har begge et særdeles aktivt sexliv. Jeg kender en mand som er 52 år og vejer næsten 115 kg. Jeg kender en anden mand som er cirka 78. Mange af dem som de scorer, er unge, flotte og veltrænede mænd … Er der så forskel på heteroseksuelle og homoseksuelle? Nixen bixen! Jeg kender et par kvinder, der også er temmelig gode til at score.

Jeg er nødt til at erkende og acceptere, at det er mit eget ansvar, at jeg har været single i 10 år. Noget af det skyldes helt sikkert, at jeg kæmper med nogle personlige problemer. Men det er selvfølgelig også et problem, at jeg går alt for lidt i byen. I 2015 var jeg kun i byen 3-4 gange … og når jeg endelig går i byen, så vil jeg helst tidligt hjem. Når jeg skriver, at jeg vil tidligt hjem, ja, så mener jeg altså MEGET tidligt. Jeg vil helst hjem klokken otte eller halv ni. Mange mennesker synes det er lidt mærkeligt, men så må jeg jo forklare dem, at jeg skal hjem og se TV Charlie sammen med min kat …. ;-)

Det lyder jo som en joke og de fleste får et godt grin – det er selvfølgelig også derfor jeg siger det på den måde.

Det værste er bare, at det er sandt!

Jeg bliver mere og mere glad for at se TV Charlie. Man kan ikke sige, at det er intelligent eller berigende tv. Man bliver bestemt ikke klogere af at se TV Charlie – i hvert fald ikke de programmer, som jeg ser. Men det er både hyggeligt og afslappende. Derfor kan jeg godt lide mange af de programmer, som de sender på TV Charlie.

Der er blandt andet programmet “10 jeg kan li`”, hvor forskellige sangere præsenterer 10 musikalske favoritter sammen med værten Ole Kibsgaard. Jeg synes det er et temmelig elendigt program. Alligevel må jeg indrømme, at jeg nogen gange stopper ved dette program, når jeg sidder og zapper på mit tv. Jeg synes det er et dårligt program, men gang på gang synes jeg også, at alt det som de sender på de andre kanaler er endnu værre.

Og nogen gange så  får man en wow-oplevelse, som man slet ikke havde forventet.

Det skete fx da Ann-Mette Elten deltog i programmet. De fleste kender Ann-Mette Elten fra gruppen “På slaget 12”, som lavede monsterhittet “Hjem til Århus“. Jeg er jo fra Jylland og jeg var 16 eller 17 år dengang “Hjem til Århus” blev udgivet. Jeg har med garanti skrålet mig hæs til dette nummer mindst en million gange … i dag synes jeg selvfølgelig, at “Hjem til Århus” er en forfærdelig sang. Jeg tror det er næsten uundgåeligt, at man får det på den måde, når man har hørt den samme sang så forfærdelig mange gange. “Hjem til Århus” er jo en meget banal popsang – og det er både en fordel og en ulempe. Man skal kun høre de første 30 sekunder – så kan ALLE synge med på resten af sangen. Men det er jo også derfor man bliver træt af den, når man har hørt den en million gange.

I programmet sang Ann-Mette Elten Puccinis skønne arie “O mio babbino caro” fra operaen Gianni Schicchi. Da jeg hørte, at hun skulle synge denne smukke arie, tænkte jeg, årh nej, nej, nej … generelt er det jo en katastrofe, når pop- eller rockmusikere tror, at de kan synge opera. Og jeg synes det er endnu værre, når operasangere forsøger at synge pop eller rock. Det lyder simpelthen af helvede til. Derfor syntes jeg selvfølgelig det var ret åndssvagt, at Ann-Mette Elten skulle synge “O mio babbino caro”.

Men, men, men … sikken en overraskelse! Jamen, jeg er stadigvæk helt mundlam, når man tænker på den oplevelse! Ann-Mette Elten har en varm og fyldig stemme – og hun ramte hver eneste tone 100 procent rent. Derudover var hendes fremførelse fuld af ro, soliditet og ømhed. Selv på de høje toner ramte hun fuldstændig plet hver eneste gang. Jeg har efterhånden hørt denne arie temmelig mange gange – og lad mig bare sige det rent ud: jeg har hørt temmelig mange professionelle operasangere, der ikke synger denne arie bare halvt så godt. Jeg sad simpelthen med åben mund og øjne så store som thekopper, mens jeg tænkte, at det kan bare ikke passe …. det er muligvis den allerbedste og den allersmukkeste “O mio babbino caro” jeg nogensinde har hørt. Jeg tror Ann-Mette Elten vinder, fordi hun ikke overdriver – nogle operasangere overdriver og så kommer resultatet let til at virke en smule hysterisk – hvilket ikke er uforenligt med teksten og handlingen. Men jeg synes, at det ødelægger skønheden i arien.

Da jeg skulle skrive dette indlæg, var jeg lige en tur omkring Youtube … og her fandt jeg saftsusme en indspilning med dette nummer. Det viser sig sørme, at Ann-Mette Elten har udgivet “O mio babbino caro” på CD i 2012. CD´en hedder “Adagio – 12 klassiske sange”. Tryk HER for at høre sangen på Youtube – jeg synes desværre ikke, at indspilningen er helt så god og vellykket, som hendes optræden på TV Charlie. Desværre. Men jeg er stadigvæk helt vildt imponeret.

Ann-Mette Elten i programmet "10 jeg kan li`" på TV Charlie.

Ann-Mette Elten i programmet “10 jeg kan li`” på TV Charlie.

Jeg elsker at se fjernsyn, mens jeg nusser Storebror – men der er desværre et lille problem: jeg ser næsten aldrig krimier. Det er også ekstremt sjældent, at jeg ser en film – jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig. Jeg tror det er fordi, at de fleste film er dødhamrende kedelige. Når jeg endelig ser en film, så ender det altid med, at jeg sidder og zapper frem og  tilbage mellem 3-4 forskellige programmer. Kan man så følge med i filmen? De fleste vil nok sige nej og jeg vil da ikke sige dem imod …

Jeg foretrækker debatprogrammer som fx. Presselogen, Besserwisserne, Mogensen og Kristiansen og lign. programmer på TV2 News. Jersild minus spind på DR2 er også et favoritprogram. Debatten med Clement Kjersgaard … not so much. Derudover ser jeg fortrinsvis reality programmer og komedieserier – men det er så her problemet opstår, for Storebror hader når jeg griner. Det er det værste han ved. Lige så snart jeg begynder at grine, så forsvinder han lynhurtigt! 

Storebror sover og jeg ser fjernsyn.

Storebror sover og jeg ser fjernsyn. Nogle gange ligger han på mine lår. Andre gange ligger han ved siden af. Så trækker jeg bordet helt hen til sofaen, for at han ikke skal falde ned på gulvet.

Det er snart lang tid siden jeg opdagede, at Storebror elsker the. Når jeg drikker the, så efterlader jeg altid en slat i bunden af koppen. Når den er blevet helt kold, så sker det ret jævnligt, at Storebror drikker resten. Han nøjes ikke med at smage på den – nej, han drikker faktisk ret meget!

I går lå Storebror – som sædvanlig – og sov på mine lår, mens jeg så fjernsyn. Da han vågnede skulle han lige have lidt the og for én gangs skyld lå mit kamera lige ved siden af. Så heldig er man jo ikke hver dag. Derfor er jeg glad for, at jeg ENDELIG fik et (nogenlunde) godt billede af Storebror, som drikker the!

Og så bliver jeg lige nødt til at prale lidt … thekoppen er et design som hedder Jet Black fra det engelske firma Denby. For nogle år siden købte jeg et sæt til 8 personer og jeg elsker det. Jeg synes det er enormt flot og samtidig er det også nemt at gøre rent. Jeg har selvfølgelig også underkopper, men det er ikke altid jeg bruger dem. 

IMG_1065

Fredag aften gav Copenhagen Phil koncert i residensen på Rosenørns allé, aka Konservatoriets Koncertsal. De spillede værker af Arvo Pärt, Tjajkovskij og Jean Sibelius. Christian Kluxen var dirigent og den russiske violinist Sergej Krylov var aftenens solist. 

Violinist Anne Søe præsenterer aftenens program.

Violinist Anne Søe præsenterer aftenens program. Copyright: Jens Drejer.

Koncerten begyndte med violinist Anne Søe, som præsenterede aftenens program. For nogle år siden indførte Copenhagen Phil den skik, at forskellige musikere fra orkestret skiftes til at indlede deres koncerter. Det er en fantastisk skik – på den måde får publikum et tættere og mere personligt til musikerne. Samtidig får man en kort indføring i værkerne, samt en smule baggrundsviden om komponisterne. Anne Søe virkede lidt nervøs og det var rigtig synd, for hendes introduktion var både spændende, relevant og vedkommende. 

Aftenens første værk var “Cantus in memoriam Benjamin Britten” af den estiske komponist Arvo Pärt(f. 1935).  Værket begynder med tre slag på et instrument, der lyder som en kirkeklokke – de tre slag følger efter hinanden med et kort interval, hvor hver eneste tone får lov til at ringe ud før det næste slag. Dernæst begynder violinerne og bratscherne – bølge efter bølge af fine og sarte toner skyller ind over publikum, bølge efter bølge fyldt med sorg og smerte. Langsomt stiger både intensitet og volumen. Musikken bliver mørkere og mørkere, og dybere og dybere, indtil værket slutter brat med endnu et slag på kirkeklokken. Det var fantastisk og jeg er dybt fascineret af denne evne til at slutte på præcis det samme sekund – det er virkelig skarpt. Man er helt mundlam, mens den sidste tone fra kirkeklokken stadig vibrerer i hele salen og langsomt får lov til at rinde ud … det er første gang jeg hører et værk af Arvo Pärt, men det har bestemt givet mig lyst til at høre mere.

Sergej Krylov og Christian Kluxen efter Tjajkovskijs violinkoncert.

Sergej Krylov og Christian Kluxen efter Tjajkovskijs violinkoncert. Copyright: Jens Drejer.

Det næste værk var Tjajkovskijs romantiske violinkoncert med Sergej Krylov som solist. Musikken er sværmerisk og lidenskabelig – her kan man virkelig tale om stormfulde højder. Hver eneste violinsolo er et virtuost og ekvilibristisk mesterværk. Jeg bemærkede en tendens til, at hver eneste violinsolo blev efterfulgt af et meget saligt og sværmerisk stykke fra orkestret … og så kunne jeg jo ikke lade være med at tænke på Anne Søes præsentation, hvor hun fortalte, at Tjajkovskijs violinkoncert var inspireret af hans forelskelse i en af datidens berømte violinister. Så kan man jo ikke lade være med at lægge to og to sammen; jo mere violinen folder sig ud – jo mere salig, længselsfuld og forpint er orkestret bagefter. Det er virkelig musik, som får blodet til at bruse og hjertet til at slå! 

Efter en fyrig finale på første sats, brød publikum ud i spontant bifald. Det er bestemt ikke comme il faut, men det var saftsuseme velfortjent og derfor var det selvfølgelig også en passende applaus. 

Dirigenten tager lige en slapper, mens Sergej Krylov giver et ekstra nummer.

Dirigenten tager lige en slapper, mens Sergej Krylov giver et ekstra nummer. Copyright: Jens Drejer.

Publikums begejstring steg for hver eneste sats. Rygterne siger, at Sergej Krylov skulle være en af verdens bedste violinister og han skulle være særlig fænomenal til at spille lige præcis dette værk. Efter finalen takkede publikum både solist og orkester med et bragende bifald, hvilket Sergej Krylov honorerede med et storslået ekstra nummer.

Efter pausen spillede de både 6. og 7. symfoni af Jean Sibelius – uden pause! Jeg har aldrig før hørt om, at man spiller to symfonier på den måde. Aldrig nogen sinde. Men der er så meget jeg ikke ved, så jeg skal da ikke udelukkede, at det er sket før … jeg må bare understrege, at jeg har aldrig hørt om det. Umiddelbart lyder det jo lidt specielt – men bagefter må man alligevel indrømme, at det virkede faktisk rigtig godt; de to symfonier kom faktisk til at fremstå som en velfungerende helhed.

Den 6. symfoni begynder uendelig smukt – de lyse violiner begynder dæmpet og fredeligt, som solen der står op og spreder nattens mørke. Så stiger tempoet – det er som om, at alt og alle vågner friske og fulde af energi. Herefter sker der ikke så meget mere. Musikken er forholdsvis monoton, forstået på den måde, at der er ingen drama og ingen buldrende eller bragende højdepunkter. Jeg kan ikke lade være med at indskyde, at det minder mig en hel del om Thomas Manns store romaner: det store drama, de store følelser og alle de store lidenskaber er erstattet af en jævn, kontemplativ, reflekterende og intellektuel alvor. Samtidig er der nogle spændinger i musikken, der vidner om en eller anden form for drama – et indre drama, der bliver undertrykt og blot eksisterer som en foruroligende anelse i musikken. 

Copenhagen Phil i Konservatoriets Koncertsal.

Copenhagen Phil i Konservatoriets Koncertsal. Copyright: Jens Drejer.

Den 7. symfoni består kun af en enkelt sats; begyndelsen er mørk, dyster og faretruende – derfor virker det næsten som en helt naturlig forlængelse af den 6. sats. Men der er også flere kortvarige momenter af både munterhed og glæde. Samtidig spiller både messingblæserne og paukerne en mere fremtrædende og aktiv rolle, hvilket giver værket en smule monumentalitet. Kort sagt: jeg kan godt forstå, hvorfor Christian Kluxen og/eller Copenhagen Phil har fået den tanke, at Sibelius 7. symfoni kan optræde som en velfungerende finale for den 6. symfoni. Det er faktisk en ret genial tanke!

Alt i alt var det en fantastisk koncert … men det var også en meget lang koncert. Lidt for lang! Jeg kan godt forstå, hvorfor man gerne ville opføre de to første værker sammen. Jeg kan også godt forstå, hvorfor man gerne ville opføre de to sidste værker sammen. Det er den længste koncert jeg nogensinde har været til og jeg var rigtig træt bagefter – men jeg nød selvfølgelig hvert eneste minut. I dag har jeg tænkt en hel del på alle de medvirkede – de må sørme også være trætte efter sådan en præstation.

Sergej Krylov, Christian Kluxen og Copenhagen Phil.

Sergej Krylov, Christian Kluxen og Copenhagen Phil. Copyright: Jens Drejer.

Lørdag tog jeg ind til København, for at tage nogle billeder af alle blomsterne foran den franske ambassade. Da jeg kom ind til Kongens Nytorv holdt “krone 101” foran ambassaden. Jeg spurgte nogen af dem der stod ved siden af mig, om de vidste hvem det var … men det var der ingen der vidste. Mange gættede på om det var dronningen eller prinsgemalen. Men det kunne selvfølgelig også være kronprinsen eller en af de andre. Alle muligheder var jo åbne.

Den franske ambassade i København. Copyright: Jens Drejer.

Den franske ambassade i København. Copyright: Jens Drejer.

Så opdagede jeg selv, at der lå to gravhunde på forsædet og så var der jo ingen tvivl. Alle ville fotografere hundene og chaufføren var så venlig at tænde lyset inde i bilen. Der var også nogen som spurgte om han ville åbne døren, men det blev afvist. Jeg synes chaufføren var helt fantastisk – han ville godt tænde lyset, men ikke åbne døren; på den måde lykkedes det ham at være både venlig og imødekommende, men også at sætte en passende grænse.

Jeg fik også et par billeder af prins Henrik, da han forlod ambassaden – men de var desværre rigtig dårlige og derfor vil jeg ikke offentliggøre nogen af dem på min blog.

De to gravhunde blev fotograferet ...

Alle ville fotografere de to gravhunde i kongebilen. Copyright: Jens Drejer.

Fredag d. 13. november blev Paris angrebet af terrorister – indtil videre har 132 personer mistet livet, mere end 350 blev såret og cirka 100 svæver stadig mellem liv og død. Men det er ikke den eneste tragedie, som har ramt Frankrig i den forgange weekend: lørdag forulykkede et af de franske højhastighedstog(tryk her).

Togulykke i Frankrig

Den franske ambassade i København.

Den franske ambassade i København. Copyright: Jens Drejer.

10 eller 12 personer blev dræbt – sammenlignet med antallet af døde og såret efter terrorangrebet, så er 10 eller 12 personer måske relativt få. Ikke desto mindre så mener jeg, at det er en meget alvorlig togulykke. Det var en testkørsel – derfor var der ingen passagerer ombord på toget. Der var 32 personer på toget, men det var alle sammen personale. Senere er det kommet fra, at en del af disse personer var børn. Der har ikke været nogen oplysninger, hvad disse børn lavede på toget – derfor gætter jeg på, at det er børn, som har fået lov til at komme med deres forældre på arbejde.

Der var altså 32 personer på toget – 10 eller 12 personer døde under ulykke. Det er cirka 35%. Hvis man forestiller sig, at denne ulykke var sket, mens toget havde været fyldt med mennesker … det er ikke nogen rar tanke! 

Blomster uden for den franske ambassade i København. Copyright: Jens Drejer.

Blomster uden for den franske ambassade i København. Copyright: Jens Drejer.

Når der er en togulykke i Europa, hvor 10 eller 12 personer mister livet, så er det en meget alvorlig ulykke, som normalt fylder ganske meget i medierne. Når man forestiller sig, hvor mange mennesker der havde mistet livet, hvis toget havde været fyldt … og når man samtidig husker, hvor mange tusinde mennesker, der bruger de franske højhastighedstog hver eneste dag … så er det bemærkelsesværdigt, at denne ulykke kun har fået nogle få korte bemærkninger i medierne. Det skal selvfølgelig ses i lyset af terrorangrebet. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at Frankrig er ramt – ikke bare af én – men af to meget store og meget voldsomme tragedier i denne weekend.

Stakkels Frankrig.

Kampen mod terror.

Der er så mange der taler om “dem og os” – det gælder både muslimer og etniske danskere. Jeg synes det er noget sludder. Eller lad mig udtrykke det på en anden måde: selvfølgelig handler det om “dem og os” – det er altid “dem og os”. Spørgsmålet er bare, hvordan man definerer “dem og os”.

Blomster foran den Franske ambassade i København. Copyright: Jens Drejer.

Blomster foran den franske ambassade i København. Copyright: Jens Drejer.

Kampen mod terrorisme er ikke en kamp mod alverdens muslimer – jeg synes det er allermest mærkeligt, når jeg hører om muslimer, som oplever kampen mod terror på denne måde. De ved jo – sikkert meget bedre end jeg! – hvor mange mennesker terrorgrupper som Al-Qaeda, Al Shabaab, Boko Haram eller Islamisk Stat har myrdet både i mellemøsten og i Afrika. Disse terrorister er nogle forfærdelig afstumpede, barbariske og bestialske mennesker. De har myrdet mange hvide og/eller kristne mennesker i den vestlige verden, men de har jo myrdet mange, mange flere muslimer. Derfor er det fuldstændig indlysende for mig, at det ikke er en kamp mellem den vestlige verden og de muslimske lande: det er en kamp mellem alle os som ønsker at leve i en moderne, fredelig og demokratisk verden – uanset hvilken hudfarve eller hvilken religion man har – og dem som ønsker at ødelægge vores verden. 

Kondolence fra Kurdistans demokratiske parti i Danmark. Copyright: Jens Drejer.

Kondolencebrev fra Kurdistans demokratiske parti i Danmark. Copyright: Jens Drejer.

Eksperterne siger, at hensigten med disse terrorangreb i den vestlige verden først og fremmest er at skabe splittelse, gensidig mistænksomhed og frygt. Disse eksperter har formodentlig ret – til gengæld er jeg temmelig sikker på, at resultatet bliver det modsatte. For det første tror jeg, at disse terrorangreb vil medføre et styrket internationalt militært samarbejde – kampen mod terrorisme skal være kontant, konsekvent og kompromisløs både i Danmark, i Europa og i resten af verden. For det andet er jeg lige så sikker på, at vi også vil opleve en øget solidaritet og et styrket sammenhold mellem alle os helt almindelige mennesker, som ønsker at leve i en moderne, fredelig og demokratisk verden. Jeg ser det blandt andet i kampagnen “Not in my name” – en genial kampagne, som jeg er rigtig vild med. Denne kampagne er ikke ny, men den bliver hele tiden større og stærkere.

Jeg vil slutte med at henvise til to vigtige debatindlæg fra to intelligente mænd, som jeg godt kan lide:

Tarek Hussein: IS er en trussel for ethvert frit tænkende individ

Jacob Mchangama: Det er absurd at give vesten skylden for terror.

Blomster foran den franske ambassade i København. Copyright: Jens Drejer.

Blomster foran den franske ambassade i København. Copyright: Jens Drejer.

D. 7. januar 2015 angreb islamistiske terrorister satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked. I alt 20 personer blev dræbt og 14 blev såret(tryk her). I forbindelse med dette terrorangreb var der en del danske muslimer, som nægtede at tage afstand fra angrebet. De syntes ligefrem det var krænkende, at man forventede, at de skulle tage afstand fra det der var sket. De sagde, at så skulle man jo også kræve, at alle hvide eller kristne danskere skulle tage afstand fra Anders Behring Breikvik … 

I går – d. fredag d. 13. november 2015 – blev Paris igen angrebet af terrorister. Omkring klokken 21,45 angreb to eller tre selvmordsterrorister Frankrigs nationalstadium, hvor der var venskabskamp mellem Frankrig og Tyskland. Dette angreb mislykkedes heldigvis – man tør næsten ikke tænke på, hvor mange menneskeliv det havde kostet, hvis terroristerne havde været heldigere.

Yderligere fire cafeer eller restauranter blev angrebet. Men det værste angreb var rettet mod gæsterne på spillestedet Bataclan, hvor mere end 100 personer blev myrdet. Foreløbig(d. 14. november 2015, kl. 12,00) lyder det officielle dødstal på 128 personer og mindst lige så mange er alvorligt såret. 

For eller imod terrorisme

Jeg fulgte hele forløbet på fjernsynet. Halvdelen af aftenen og halvdelen af natten zappede jeg rundt mellem alle de forskellige nyhedsstationer. Det er jo fuldstændig sindssygt … det er absurd … det er skræmmende og uhyggeligt … og det er svært at forstå, hvad der sker og hvorfor?!

Omkring klokken 01,30 nævnte journalisten Aske Munck på DR2, at der allerede var nogle muslimer, som havde skrevet på de sociale medier, at de ikke ville tage afstand til terrorhandlingen i Paris og ikke ville fordømme terroristerne. De brugte det samme argument som tidligere og skrev, at man havde jo heller ikke krævet, at alle hvide, kristne danskere skulle tage afstand fra Anders Behring Breivik. Derfor syntes de, at det var udtryk for en urimelig forskelsbehandling og diskrimination, når man forventede, at de skulle fordømme terrorangrebet i Paris – og Aske Munck udtalte, at det argument kunne han godt forstå.

Men det kan jeg ikke. Jeg kan overhovedet ikke forstå det og jeg synes, at det er et seriøst lorteargument.

Den 22. juli 2011 angreb Anders Behring Breivik Norge. Først sprængte han en bombe i det centrale Oslo og derefter udførte han en grusom massakre på øen Utøya, hvor det norske arbeiterparti holdt sommerlejr for deres ungdomsafdeling. Anders Behring Breivik dræbte i alt 77 personer.

Efter dette angreb tog ALLE mine venner og bekendte på Facebook kraftigt afstand fra Anders Behring Breivik. ALLE skrev, at de var forfærdet over det der var sket og ALLE fordømte angrebet. Alle – uden undtagelse. Hvis der var nogen af mine venner, som havde skrevet – lige som visse muslimer gør – at de ikke ville tage afstand til angrebet, så havde jeg sørme undret mig! Der er ingen tvivl om, at hvis der var nogen af mine venner, som havde reageret på den måde, så havde jeg bedt dem om en meget, meget, meget god forklaring!

Men pointen er bare, at jeg har aldrig mødt en dansker som sagde, at vedkommende ikke ville tage afstand fra Anders Behring Breivik og hans angreb i Norge. Derfor holder muslimernes argument ikke … det er på ingen måde udtryk for hverken diskrimination eller forskelsbehandling, når man forventer, at de fordømmer de terrorangreb, som har ramt Europa i 2015. Tværtimod. For mig betyder det, at jeg har den samme forventning til muslimerne, som jeg har til alle andre mennesker. Jeg forventer, at ALLE anstændige mennesker tager afstand fra den slags handlinger. 

Vi har selvfølgelig ytringsfrihed – alle folk har lov til at mene hvad de vil og de har selvfølgelig også lov til at udtrykke deres mening offentligt. Til gengæld har jeg også lov til at mene, at mennesker som ikke ønsker at tage afstand til den slags handlinger er temmelig kyniske! Mindst 128 tilfældige og uskyldige mennesker blev myrdet i Paris i går … der er børn som har mistet deres forældre og forældre som har mistet deres børn. Der er mænd, koner og kærester, som har mistet dem som de elskede. Det er meget svært at forstå, at der er nogle mennesker, som ikke ønsker at fordømme sådan en handling. Man kan jo ikke lade være med at overveje, hvad den slags mennesker ellers mener om både det ene og det andet … 

IMG_9177

Mahlers 3. symfoni begynder med otte horn, som spiller en dramatisk reveille. Så følger et kort stykke, hvor træblæserne og en enkelt soloviolin spiller et dæmpet og blidt stykke – som bliver efterfulgt af en livlig og munter fanfare fra klarinetterne. Hvad er det der sker?

Henrik Engelbrecht, september 2015. Copyright: Jens Drejer.

Henrik Engelbrecht, september 2015. Copyright: Jens Drejer.

Før koncerten var der koncertintroduktion med Henrik Engelbrecht, som er en meget populær mand – koncertintroduktionen blev holdt på gulvet foran scenen og der var næsten fyldt. Det var – som altid, når Henrik Engelbrecht fortæller – spændende, underholdende og lærerigt. Henrik Engelbrecht gav os først en kort indføring i Gustav Mahlers liv: han var først og fremmest dirigent. Men han havde et meget anstrengt forhold til de ensembler han dirigerede og de var altid glade når han rejste igen. Dernæst fortalte Henrik Engelbrecht, at Gustav Mahler ikke brød sig om programnoter. Han syntes værket skulle stå for sig selv og derfor havde han slet ikke lyst til at fortælle om sine egne hensigter og tanker med værket. Desværre kunne han ikke dy sig – han kom til at afsløre det hele i et brev til en af sine venner, hvilket var ret heldigt for os.

Og så begynder vi lige forfra:

Første sats hedder “Pan vågner” – først spiller de otte horn en dramatisk og monumental reveille. Dernæst følger et kort stykke, hvor træblæserne og en enkelt violin spiller et blidt stykke. Det er skovguden Pan, som sover og langsomt vågner …. da han endelig slår øjnene op, spiller klarinetterne en lystig fanfare. Når Pan vågner, så kommer foråret og sommeren … alt spirer, vokser og springer ud.

Anden sats hedder “Hvad blomsterne på engen fortalte mig” – der er et idyllisk stykke, hvor man føler blomsterne som vender og drejer sig i en varm og blid brise. Det er smukt – hjertegribende smukt.

Uffe Savery er musikchef for Copenhagen Phil - han bød publium velkommen og sagde nogle få ord om koncerten. Det var Lan Shuis sidste koncert, som chefdirigent for Copenhagen Phil - men Uffe Savery forsikrede, at deres gode samarbejde også ville fortsætte i fremtiden. Copyright: Jens Drejer.

Uffe Savery – musikchef for Copenhagen Phil – bød publium velkommen og sagde nogle få ord før koncerten. Det var Lan Shuis sidste koncert, som chefdirigent for Copenhagen Phil – men Uffe Savery forsikrede, at deres gode samarbejde også ville fortsætte i fremtiden. Copyright: Jens Drejer.

Tredje sats hedder “Hvad dyrene fortalte mig” – jeg synes det er den sværeste sats. Jeg havde jo forventet at genkende en masse dyr – men det gjorde jeg faktisk ikke. Denne sats er bygget på en gammel tysk folkevise fra “Des Knaben Wunderhorn”, som hedder “Ablösung in Summer”. Hvis jeg kendte denne folkevise, så ville jeg nok forstå denne sats lidt bedre.

Fjerde sats hedder “Hvad menneskene fortalte mig” – her synger solisten et stykke fra Nietzsches hovedværk “Således talte Zarathustra”. Det er en slags midnatsvise, hvor livssmerte og hjerteve i nattens mulm og mørke forvandles til en slags forudanelse om glæde i evigheden. Det var meget smukt og Susanne Resmark sang – som altid – helt fantastisk.

Femte sats hedder “Hvad englene fortalte mig” – det er en musikalsk iscenesættelse af endnu et stykke fra “Des Knaben Wunderhorn”, som hedder “Arme Kinder Bettler-lied”. Drengen Peter har syndet, han angrer og beder om syndsforladelse, hvilket Jesus giver ham. Susanne Resmark sang Peters parti og Damekoret sang Jesus stemme, mens børnkoret agerede de bimlende og bamlende klokker. Det var ikke bare smukt, men det var også genialt – alle disse elementer smeltede sammen til en ekstatisk helhed.

“Liebe nur Gott in alle Zeit”, sang de – og så må jeg indrømme, at jeg får problemer med at forstå værket og ideen. Nietzsche var jo ateist – han var ærkeateist. “Således talte Zarathustra” var jo hovedværket, hvor han gang på gang erklærede Gud for død. Derfor har jeg meget svært ved at forstå, at Mahler både bruger et stykke fra “Således talte Zarathustra” og dernæst et stykke fra “Des Knaben Wunderhorn”, der priser den evige Gud. Jeg har læst, at Mahler senere i livet brændte alle sine Nietzschebøger – men det forklarer jo stadigvæk ikke hensigten med at sætte disse to tekster ved siden af hinanden. Og dog …

Så begynder vi forfra endnu en gang:

Mahlers 3. symfoni begynder med, at Pan vågner – vi er altså i en verden hinsides den historiske tid. Man kunne sige, at vi er i en slags mytologisk tid. Hele denne sats er en kamp, hvor lys og glæde kæmper mod mørke og alvorlige toner. Denne kamp får mig til at tænke på C. S. Lewis værk om “Løven, Heksen og Garderobeskabet”, hvor de gode og de onde kræfter i en mytologisk verden også kæmper mod hinanden. De lyse kræfter vinder både i Narnia og i Mahlers første sats, som slutter med en jublende finale – hvilket er forudsætningen for resten af den tredje symfoni.

Herefter følger “Hvad blomsterne fortalte mig”, “Hvad dyrene fortalte mig”, “Hvad menneskene fortalte mig” og “Hvad englene fortalte mig” – der er altså tale om et meget skarpt defineret hieraki, som er baseret på en rangordning af forskellige bevidsthedsniveauer. 

Gustav Mahler(1860-1911)

Gustav Mahler(1860-1911)

Det er en genial opbygning af denne symfoni, fordi det er en logisk konstruktion, hvor den ene sats er en logisk følge af den anden. Alligevel kan jeg godt ærgre mig lidt over den første sats – jeg kan nemlig ikke lade være med at tænke, at værket havde været endnu mere genialt, hvis den første sats havde været skabelsen. Jeg mener ikke skabelsen i bibelsk forstand. Jeg mener The Big Bang – og jeg må også indrømme, at når jeg lytter til den første sats, så er det skabelsen af vores kosmos, som jeg hører.

Hvis man følger min tanke om, at værket er konstrueret omkring en rangordning af forskellige bevidsthedsniveauer, så vil det også betyde, at ateisten(4. sats) står under den religiøse(5.sats).

Men så mangler vi jo stadigvæk den sidste sats: hvad står over både englene, Jesus og Gud? Mange vil nok hævde, at der er intet som står over Gud. Ikke desto mindre så hedder den sidste sats i Mahlers 3. symfoni “Hvad kærligheden fortalte mig” …. kærligheden står over alt andet. I hvert fald i Mahlers univers. Jeg synes det er så smukt, at det er næsten ubeskriveligt – og det samme gælder musikken. Musikken i den sjette og sidste sats er fyldt med kosmisk harmoni, indre fred og salighed.

Jeg synes det er fuldstændig uforståeligt, at Mahler kunne skrive noget som helst efter denne symfoni. Nej, faktisk er det helt uforståeligt, at nogen komponist har kunnet skrive noget som helst. Mahlers 3. symfoni må absolut være en af de kulturens EKSTASETINDER, som Nietsche taler så meget om i sit forfatterskab. Jeg får næsten lyst til at sige, at Mahlers 3. symfoni er den klassisk musiks Mount Everest! 

En storslået koncertoplevelse

Der var blomster både til solist Susanne Resmark, samt afgående chefdirigent Lan Shui. Copyright: Jens Drejer.

Der var blomster til solist Susanne Resmark og afgående chefdirigent Lan Shui. Copyright: Jens Drejer.

Sjældent har jeg set så mange sangere og musikere på en scene, som lørdag eftermiddag i musikkonservatoriets koncertsal. Det kræver virkelig noget, at skaffe så mange kunstnere – det er også en af de væsentligste grunde til, at denne flotte symfoni ikke bliver opført så tit. I denne sammenhæng er det en kæmpestor fordel, at Copenhagen Phil deler residens med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Ikke nok med at de deler adresse, men de har også en fast aftale om at give en eller to fælleskoncerter om året. Det giver de studerende nogle muligheder – men det giver sandelig også Copenhagen Phil nogle store fordele, som andre danske symfoniorkestre ikke har. 

Jeg ville gerne fremhæve et par højdepunkter fra koncerten – men det hele var så flot og vellykket, at det ikke giver mening at fremhæve noget frem for andet. Jeg synes alle medvirkende gjorde en formidabel indsats og resultatet var en storslået koncert.

Hvis jeg skal kritisere en lille smule, så må det blive holdningen hos de musikere som ikke spiller – de garvede og erfarne musikere fra Copenhagen Phil har udviklet en holdning og et udtryk, som nærmest får dem til at se både henførte og andagtsfulde ud, når de ikke spiller, men venter på, at det bliver deres tur. Det kunne de unge studerende fra konservatoriet godt lære noget af. Mange af dem så ud som om, at de kedede sig bravt, når de ikke selv spillede.

Copenhagen Phil, studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Kammerkor og børnekor, mezzosopran Susanne Resmark og dirigent Lan Shui.

Copenhagen Phil, studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Kammerkor og børnekor, mezzosopran Susanne Resmark og dirigent Lan Shui. Copyright: Jens Drejer.

De sidste mange måneder har det hollandske firma Joylent arbejdet på at udvikle et vegansk soylentprodukt. Der er flere produkter på markedet, som hævder at de er veganske – men jeg synes, at joylents arbejde indirekte har sat spørgsmålstegn ved denne påstand: Joylent havde nemlig store problemer med at skaffe D-vitamin, der oftest bliver udvundet fra uld og uld kommer jo fra får. Når det var så svært for Joylent at finde et vegansk alternativ, så kan man jo godt tænke lidt over, hvor de andre får deres d-vitamin fra … mange af dem er måske slet ikke klar over, at D-vitamin kan være et problem i vegansk forstand?! Og der er formodentlig også nogle veganere som vil mene, at det er nede i petitesseafdelingen!

Oprindeligt havde Joylent planlagt at sende de første kasser med “Joylent Vegan” til de første kunder i juni – men det blev udsat flere gange og det skyldtes blandt andet problemet med at skaffe vegansk D-vitamin. I sidste uge kunne Joylent så endelig sende de første kasser ud. 

Joylent Vegan med banansmag.

Joylent Vegan med banansmag.

Konsistensen er fin – pulveret bliver hurtigt opløst til en letdrikkelig konsistens uden klumper. Smagen af banan, vanilje eller jordbær er ret mild – jeg synes godt, at det måtte smage af lidt mere, men jeg er vist i mindretal på dette punkt. Det er i hvert fald mit indtryk, når jeg læser hvad andre brugere skriver rundt omkring på nettet. De fleste brugere fortrækker vist den meget milde smag. På grund af den milde smag, så bliver smagen af havregryn(som er en af hovedingredienserne) mere fremtrædende – men det er bestemt ikke noget problem. Til gengæld er der en lidt bitter eller harsk bismag. Jeg synes det er både ærgerligt og uheldigt. Men det er meget diskret og derfor er det ikke et kæmpestort problem – undtagen i chokoladesmagen, som jeg absolut IKKE bryder mig om. 

Selv om det ikke er nogen voldsom eller overvældende bismag, så synes jeg alligevel det er lidt ærgerligt – og der er slet ingen tvivl om, at normal Joylent smager bedre end den nye veganske version. Og så er der prisen: 5 poser normal Joylent koster 30 Euro – 5 poser Joylent Vegan koster 35 Euro. 10 poser normal Joylent koster 55 Euro – 10 poser Joylent Vegan koster 65 Euro. 30 poser normal Joylent koster 150 Euro – 30 poser Joylent Vegan koster 180 Euro. Dvs at hvis man primært lever af Joylent, så er prisforskellen mere end 200 kr pr måned og det er dog en del – i hvert fald for mig!

Så er spørgsmålet: Hvad vælger jeg i fremtiden? Jeg er ikke helt sikker – jeg ville klart foretrække at købe et vegansk produkt. Men pga både pris og bismag, så er der nok temmelig stor sandsynlighed for, at jeg vælger den normale Joylent, mens jeg fortsat leder efter et bedre vegansk produkt. “Joylent Vegan” er muligvis det bedste og det billigste produkt på markedet lige nu. Men jeg er sikker på, at vi kommer til at se mange flere produkter på markedet i løbet af de kommende år. Jeg er også sikker på, at der kommer både bedre og billigere produkter. De etablerede firmaer arbejder hele tiden på at udvikle deres produkter og samtidig er der også hele tiden nye virksomheder der kæmper for at komme ind på markedet.

Omstilling fra normalt mad til soylent

Jeg følger en del med på reddit, hvor der er mange som skriver om soylent og diskuterer udviklingen. Et af de meget ofte tilbagevendende emner er nysgerrige og nybegyndere, som spørger, hvordan de skal planlægge og forberede overgangen til pulvermad og hvordan de skal klare denne “transition”. 

Joylent vegan med vaniljesmag.

Joylent vegan med vaniljesmag.

Jeg er så forbandet træt af disse spørgsmål. Kan jeg ikke bare være ligeglad? Tja – jeg burde måske være ligeglad. Alligevel er svaret klart nej – nej, jeg vil ikke være ligeglad. Jeg synes det er vigtigt, at man IKKE styrker mytedannelsen omkring pulvermad. Der er ikke tale om nogen “transition” – man bliver ikke forvandlet til et andet menneske, fordi man begynder at spise pulvermad. Der er ikke noget at forberede eller planlægge. Det er jo bare mad … når man står nede i supermarkedet med en pose rugbrød i hånden, så står man jo heller ikke med en masse bekymringer om hvordan og hvorledes man skal spise det. Hvis man har lyst til rugbrød, så køber man rugbrød og så spiser man det, når man bliver sulten. Det er det samme med pulvermad – sværere er det faktisk ikke.

Se et eksempel her – og lad mig lige understrege, at det er ikke mig som har besvaret. Jeg følger med på reddit, men har ikke selv profil på siden.

Fra tid til anden er der også nogen som skriver om, at de synes det er svært at leve af pulvermad. Jamen – for helvede – så lad dog vær! Der er også nogen som skriver, at de ikke føler sig rigtig mætte. Det er bestemt også rigtigt, at pulvermad giver en helt anden mæthedsfølelse end fx sovs og kartofler. Man skal jo bare vælge. Enten kan man lide at spise pulvermad eller også kan man ikke lide det – og så skal man jo bare spise noget andet. Sværere er det jo ikke! Det er som om, at der er nogen som kæmper meget ihærdigt for at presse sig selv til at spise pulvermad bare fordi det er nyt og smart.

Mange mennesker synes, at pulvermad er meget specielt –  og det gælder i særlig grad kritikerne. Men det er selvfølgelig noget der fanger alle de mange mennesker, som gerne vil være specielle. De bruger sådan en afsporet logik som siger dem, at hvis de spiser speciel mad, så bliver de også selv specielle – jeg tror mange af dem bliver skuffede når nyhedsinteressen forsvinder og alle folk opdager, at pulvermad er faktisk ikke særlig specielt – det er bare mad! 

Dan Jørgensen vs. Per Brændgaard

For et par måneder siden afslørede den danske kostekspert Per Brændgaard, at han ikke har lavet mad i mere end 10 år(Tryk her). Det skabte en del forundring i medierne – han lever jo af at skrive kogebøger. Det skabte vist også en del forargelse. Kort forinden havde daværende fødevareminister Dan Jørgensen brugt en lille million på tre såkaldte “Måltidsråd”, hvor det første råd lød: Lær at lave mad – og lær det fra dig.

Joylent Vegan med jordbærsmag.

Joylent Vegan med jordbærsmag.

Jeg synes Dan Jørgensen er til grin(både i dette tilfælde og sådan helt generelt) – det der tog er kørt for lang tid siden og jeg tror simpelthen ikke, at vi kan vende udviklingen. Lad mig lige præcisere – selvfølgelig kunne vi vende udviklingen, hvis det var nødvendigt og hvis det gav mening. Men det gør det bare ikke. I dag kan man købe så meget mad, der er både sundt og lækkert. Man kan købe færdiglavet mad og fastfood alle mulige steder. Inde i den nye MAD-butik på Københavns hovedbanegård – hvor Christian Bitz og Claus Holm laver madprogrammet “Go` appetit” til TV2 – kan man købe lasagne, boeuf bourguignon, cop au vin og lign. retter til omkring 50 eller 60 kr. I de fleste supermarkeder kan man købe en masse halvfærdige retter, som man bare selv skal koge eller stege eller bage – så har man hurtig og nem mad.

Man skal huske, at der er cirka 1,6 million singler i Danmark – det giver simpelthen ikke meningen for alle os som er single, at vi skal bruge 1-2 timer om dagen på at købe ind, lave mad og vaske op. Det giver bare ikke mening. Derfor er Dan Jørgensens måltidsråd udtryk for et madsnobberi, som hører til i en anden tid. Det er simpelthen udtryk for en gammeldags tankegang. Man skal selvfølgelig lave mad, hvis man har lyst til det og synes det er sjovt at lave mad. Men det er da også den eneste grund. 

Og hvad så med alle børnefamilierne? Jeg synes det giver mere mening, at børnefamilierne laver mad – de er jo flere. De kan hjælp hinanden og gøre madlavningen til en oplevelse, og bagefter kan de spise sammen. Men børnefamilierne har travlt med mange andre ting – derfor tror jeg der er mange børnefamilier, som også vælger nogle af de nemme løsninger og det kan jeg godt forstå.

Pointen er, at man kan sagtens leve sundt selv om man ikke kan lave mad! 

Samtidig med at Per Brændgaard afslørede, at han aldrig laver mad, så fortalte han også som sin havregrynskur(Tryk her) – princippet er, at man primært lever af havregryn med mælk, som man supplerer med fx frugt og nødder. Derudover tør jeg godt formode, at Per Brændgaard spiser en daglig vitaminpille. 

Jeg synes det er lidt sjovt, for hovedingrediensen i pulvermad er jo havregryn, som er tilsat vitaminer og mineraler. Der er altså ikke ret langt fra Per Brændgaards havregrynskur til det moderne soylentkoncept. Dermed vil jeg gerne forklare alle læsere, at der er faktisk ikke noget hokuspokus i moderne puvermad – og det er heller ikke farligt.

Vegansk soylent fra Joylent.

Vegansk soylent fra Joylent.

Jeg lavede risengrød for et par dage siden. Det var rigtig morsomt, at se hvordan Storebror reagerede, da han opdagede, at jeg – for én gangs skyld – havde gang i gryderne: ørerne voksede til dobbelt størrelse og han fik øjne så store som thekopper. Han stirrede på mig med udelt opmærksomhed lige ind til risengrøden var færdig.

Risengrød lavet med sojamælk.

Risengrød lavet med sojamælk. Copyright: Jens Drejer.

Jeg laver risengrød med den grønne sojamælk fra Naturli` – det er den uden vaniljesukker. Derefter drysser jeg med alt for meget kanelsukker og så slutter jeg en stor klat plantemargarine. Jeg synes det smager MINDST lige så godt, som risengrød med komælk og smørklat. Jeg er faktisk ret overbevist om, at jeg slet ikke kan smage forskel.

Storebror fik selvfølgelig også lov til at smage – han fik en enkelt skefuld risengrød med en smule sukker(uden kanel) og en lille klat plantemargarine. Han smaskede så meget, at der var ikke var nogen tvivl om, at han kunne lide det – men bagefter lå alle risengrynene tilbage på tallerknen. Det så ud som om, at han havde slikket hvert eneste risengryn ren for både sojamælk og smeltet plantemargarine.

Storebror venter UTÅLMODIGT på, at maden er færdig! Copyright: Jens Drejer.

Storebror venter UTÅLMODIGT på, at maden er færdig! Copyright: Jens Drejer.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 117, der følger denne blog

%d bloggers like this: