Jeg skrev mit første blogindlæg i juni 2007 – det er mere end 9 år siden. Man kan vist godt sige, at jeg efterhånden har brugt min taletid …🙂

I løbet af disse år har jeg lært mange andre bloggere at kende. Nogle har blogget i kort tid og andre har blogget i lang tid. På et eller andet tidspunkt begynder alle at overveje om de skal fortsætte eller ej; nogle synes, at de bruger for meget tid på deres blog. Andre synes ikke længere, at de har noget spændende eller noget interessant at skrive om. Andre mister bare lysten. Jeg synes, at min holdbarhedsdato er overskredet.

Hvad skal der ske med bloggen? Skal jeg slette den? Eller skal jeg nøjes med at lukke den? Det har jeg tænkt meget over. Jeg er ikke helt sikker og derfor nøjes jeg med at lukke den. Der kommer ikke flere indlæg, men bloggen bliver ikke slettet. I hvert fald ikke lige nu.

Tak til  alle som har læst med på min blog – både dem som har læst med i kort tid og dem som har læst med i lang tid. Også en stor tak til alle som har skrevet kommentarer. Tusind tak til jer alle sammen. Måske mødes vi ude i den virkelige verden.

Hilsen Jens.

Også en sidste hilsen fra Storebror.

Også en sidste hilsen fra Storebror … Copyright: Jens Drejer.

Torsdag aften var jeg til koncert i Tivolis Koncert sal sammen med en af mine gode venner. Vi begyndte aftenen med en særdeles lækker og eksklusiv 3-retters vegetarmiddag på Nimb Brasserie – sjældent har jeg fået noget, der var så lækkert. Jeg tror kun, at det er sket en eller to gange før – og så er det nok alligevel Nimb Brasserie som vinder. 

Det var en udfordring at komme ind på restauranten – der var nemlig en påfugl som havde blokeret indgangsdøren. Den lå og hyggede sig sammen med en lille unge. Hvad gør man så? Man kan selvfølgelig ikke skubbe til dem. Vi gik ned til Fru Nimb og spurgte om de kunne henvise os til en alternativ adgang. Der var en venlig ung dame, som viste os vej gennem Nimb Hotel og så fik vi da også den oplevelse. Vi kunne forstå på hende, at det var ikke første gang deres gæster havde haft det problem.

Påfulg med unge blokerede døren til Nimb Brasserie. Copyright: Jens Drejer.

Påfugl med unge blokerede døren til Nimb Brasserie. Tryk på billedet, for at se det i stort format. Copyright: Jens Drejer.

Forretten var en superlækker tærte med morkelcreme, hvide og grønne asparges som var blancherede, radiser(som vist nok var syltede), syltet rødløg – og en slags grøn puré, som jeg har glemt hvad var. De to slags asparges var perfekt sprøde. Morkelcremen havde en mild umamismag. De syltede løg og radiser gav en smule sødme til retten. Det var en fantastisk forret.

Hovedretten var stegt blomkåls crudité med urteolie, trøffelcreme og lidt grøntsager. Retten blev præsenteret af kokken, men jeg må vist indrømme, at jeg ikke hørte ordentlig efter – han sagde også en hel masse, som jeg slet ikke forstod. I stedet for at spørge, så var jeg nok bare fokuseret på at smage maden – hvilket jeg selvfølgelig fortryder lige nu, mens jeg skriver dette indlæg. Men det smagte sindssygt lækkert. Samtidig går det op for mig, at jeg glemte jo at bestille nye kartofler med persille og smør, som sideorder. Pokkers osse! Det havde med garanti været endnu bedre! Øv, øv, øv! 

Til dessert fik vi rabarbertrifli – jeg synes rabarberkompotten var en anelse for syrlig. Jeg havde fortrukket, at der havde været lidt mere sukker i. Bare en lille bitte smule. Men det er nok et spørgsmål om smag og behag. Desserten var selvfølgelig lavet med knuste makroner og dertil var der smeltet hvid chokolade, små rødbede marengs og hindbær sorbet. Det var så lækkert, at jeg havde lyst til at springe op og danse på bordet af glæde og begejstring!

Stegt blomkåls crudité. Copyright: Jens Drejer.

Stegt blomkåls crudité. Copyright: Jens Drejer.

Vi fik en superlækker middag og en suveræn betjening på Nimb Brasserie – personalet var meget servicemindet, men også både afslappet og venlig. Ja, jeg vil nærmest beskrive personalet som venskabelig. Det er jo ikke sikkert, at de er sådan over for alle gæster. Måske har de en god fornemmelse for gæsternes ønsker og grænser. Jeg nød det og følte, at det var næsten lige som at spise hos nogle gode venner – bortset fra, at der er vist ingen af mine venner, der bor så lækkert og stilfuldt. Der er vist heller ikke nogen af dem, der er så gode til at lave god vegetarmad.

Prisen var 95 kr for forretten, 155 kr for hovedretten, 95 kr for desserten og endelig gav jeg 35 kr for en cola. Samlet pris var 380 kr. Det har jeg bestemt ikke råd til betale hver eller hver anden dag. Men det var alle pengene værd og jeg gør det helt sikkert igen en anden gang! Og jeg vil gerne opfordre alle andre til at gøre det samme …. der er i hvert fald ikke ret mange andre steder i København, hvor man får så lækkert vegetarmad! 

This slideshow requires JavaScript.

Torsdag aften var der koncert med Amatørsymfonikerne og KUSO(Københavns Ungdoms Symfoniorkester) i Tivolis Koncertsal, hvor de fik assistance af violinist Johannes Søe-Hansen. De spillede tre værker af Carl Nielsen.

Koncerten begyndte med Carl Nielsens Sagadrøm – det er sådan en drømmefantasi, hvor tonerne flyder frit mellem hinanden. Jeg synes den sagadrøm var lidt tung. Det var som om, at den ikke rigtig fik luft under vingerne. 

Dernæst fulgte Carl Nielsens violinkoncert, som begynder med et fantastisk brag – og slutter på samme måde. Det er et superflot værk, men jeg synes ikke rigtig, at jeg blev grebet af musikken torsdag aften. Men der var masser af steder, hvor det fungerede godt – det var særligt når orkestret spillede for fuld kraft.

Efter pausen spillede de Carl Nielsens 2. symfoni, som kaldes “Det Uudslukkelige”. Det var helt klart denne del af koncerten, som var mest vellykket. I begyndelsen var der lidt problemer med samspillet i violinerne. Det var ikke helt skarpt. Da de havde varmet lidt op, fandt de hurtigt melodien og så blev denne del af koncerten en helt fantastisk oplevelse. Der er et stykke, hvor violinerne spiller helt blidt og dæmpet, kun akkompagneret af paukerne – det var utrolig flot spillet. Kombinationen af de smukke violiner og de skæbnesvangre pauker var meget forførende. Et andet højdepunkt var en vidunderlig violinsolo – det var virkelig meget smukt og hjertegribende. Første violinisten fortjener stor ros for sin indsats torsdag aften. Efter nogle få takter begynder de andre strygere også at spille og det føltes fuldstændig som om, at mit hjerte slog en kolbøtte.

Men det absolutte højdepunkt var selvfølgelig den store og meget dramatiske finale, hvor hele orkestret spiller for fuld kraft, mens to paukespillere udkæmper en voldsom og meget krigerisk duel. Det er som kæmpestore musikalske bølger, der buldrer og brager ned over publikum.

Bortset fra lidt usikkerhed i begyndelsen, så blev anden del af koncerten en stor oplevelse, og derfor blev det alligevel en rigtig god og vellykket koncert.

Tivolis Koncertsal - juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Søndag var jeg i Tivoli sammen med en god ven. Først var vi til søndags matiné i Tivolis Koncertsal og bagefter gik vi ned til Brdr. Price for at spise middag.

Jeg bestilte “Adams blomkål Polonaise” – her får man sådan cirka et helt blomkål med blanquette sauce, hakkede æg og purløg. Der var også noget som var sprødristet – det var ret lækkert, men jeg har desværre glemt, hvad det var. Blanquette sauce er ret fed, men syren bidrager med noget friskhed, som giver en god balance. Der var også små nye kartofler til retten, men de smagte ikke af noget som helst – det var måske fordi de var kogte 30 sekunder for lang tid. Til gengæld havde blomkålen helt bestemt fået 30 sekunder for lidt – den var meget, meget tæt på at være rå. 

Adams blomkål Polonaise. Copyright: Jens Drejer.

Adams blomkål Polonaise. Copyright: Jens Drejer.

Bagefter bestilte jeg en Rabarbertrifli til dessert – for jeg elsker, elsker, elsker rabarbertrifli. Når man laver rabarbertrifli, så skal man bruge noget kompot – det laver man ved at koge rabarberstykker med sukker, vanilje og gerne en lille bitte smule vand. Så får man en let og lækker rabarberkompot. Men det havde man i hvert fald ikke brugt her og resultatet var en meget tung og bastant kompot, som jeg nærmest vil kalde tør eller dehydreret. Når man laver trifli skal man også bruge nogle knuste makroner – gerne dryppet med noget dessertvin, som fx marsala. Men der må jo gerne være noget knas tilbage i makronerne. Det var der absolut ikke noget af. Der var bare en smule makron-smat i bunden af glasset. Jeg synes, at makronerne var knust alt for meget og samtidig tror jeg, at desserten var samlet lidt for lang tid i forvejen.

Det er første gang i mit liv, at jeg har fået en rabarbertrifli, som jeg faktisk ikke rigtig brød mig om … nej, lad mig lige formulere det på en anden måde: det er første gang i mit liv, at jeg har fået noget som helst med rabarber, som jeg ikke brød mig om!

Rabarbertrifli hos Brdr. Price. Copyright: Jens Drejer.

Rabarbertrifli hos Brdr. Price. Copyright: Jens Drejer.

Kom ikke og sig, at vegetarmad er kedeligt“, skriver Brdr. Price på deres hjemmeside. Der er jo ikke noget galt i, at have selvtilliden i orden – problemet er bare, at det var lige præcis dét der var galt med vegetarmaden hos Brdr. Price. Det var da ikke dårligt. Det var bare temmelig kedeligt og uinteressant. Selv om blomkålen havde fået 30 sekunder mere og kartoflerne 30 sekunder mindre, så havde retten stadig været kedelig og uinteressant. Jeg har efterhånden spist vegetarmad og/eller veganermad på 6-7 restauranter i Tivoli. Jeg har været særligt mange gange i Grøften, Påfuglen og Mazzolis italienske restaurant. Hvis jeg skulle lave en rangliste over mine restaurantoplevelser i Tivoli, så er der slet ingen tvivl om, at Brdr. Price havner i bunden. Sikken en skuffelse!

Jeg var heller ikke særlig vild med stilen og stemningen i restauranten – alting virkede meget korrekt, meget stramt, stift og distanceret. Jeg synes det var lidt selvhøjtideligt. Og det er jo en slående kontrast til det image, som brødrene Price har skabt sig på tv. Men det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag – der er sikkert mange gæster, som vil sætte pris på denne stil.

“Adams blomkål Polonaise” kostede 185 kr, rabarbertrifli kostede 85 og endelig betalte jeg 35 kr for en cola. Samlet pris blev 305 kr. 

Restaurant Brdr. Price i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Restaurant Brdr. Price i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

I går gav Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester koncert i Tivolis Koncertsal og det var på alle måder en helt utrolig flot, spændende og usædvanlig vellykket koncert. Jeg er stadig en lille smule beruset og eksalteret!

Koncerten begyndte med “Sechs Stücke” af Anton Webern – spændende, dynamisk, mystisk og ekspressionistisk musik. Men også udfordrende. På et tidspunkt skriger alle messingblæserne. Nej, jeg overdriver ikke. De skriger! Det var bestemt ikke rart. Men den slags kan bruges til at skabe nogle spændinger og kontraster i musikken, så det har jo alligevel en funktion.

Giovanni Punzi og Aaron Copland

Jeg var sammen med en af mine venner til denne koncert. Vi var så heldige, at vi løb ind i Tivoli Garden både før og efter koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Jeg var sammen med en af mine venner til denne koncert. Vi var så heldige, at vi løb ind i Tivoli Garden både før og efter koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Det næste værk var Aaron Coplands pragtfulde og helt fantastiske klarinetkoncert, som jeg også hørte for et par uger siden med Kammerorkestret Arco og Jonas Lyskjær Frølund som solist. Denne gang var solisten Giovanni Punzi, som spiller i Tivolis Symfoniorkester – også kendte som Copenhagen Phil. Værket begynder blidt og dæmpet med en meget sorgfuld og melankolsk stemning. Så følger en vidunderlig solo, fyldt med boblende og legesyge toner der svinger sig gennem luften som musikalske arabesker. Derefter vender Giovanni Punzi sig mod dirigenten og kigger ham lige i øjnene, som om han vil blæse ham et stykke … eller udfordre ham til en musikalsk duel; dirigenten accepterer udfordringen, han løfter taktstokken, orkestret begynder igen at spille og resultatet er en masse fantastisk musik. Der var masser af øjenkontakt mellem Giovanni Punzi og Giordano Bellincampi – det er mit indtryk, at de to landsmænd havde en fest på scenen.

Jeg synes efterhånden det er lidt banalt,  når sangere eller musikere smider skoene for at være smarte og moderne. Alligevel tror jeg aldrig jeg glemmer, hvordan smukke Giovanni Punzi dansede rundt på scenen i sorte bukser, sort vest, hvid skjorte der hang uden på bukserne og bare fødder … jeg indrømmer, at mit hjerte stopper et øjeblik og springer et slag over, når jeg tænker på denne oplevelse. Det var en magisk og fuldstændig uforglemmelig oplevelse!

Anna Egholm og Maurice Ravel

Koncertens første del sluttede med Maurice Ravels “Tzigane” med Anna Egholm som solist – Anne Egholm, som jeg også oplevede for et par uger siden, hvor hun medvirkede ved den samme koncert, hvor Arco spillede Coplands klarinetkoncert. På den måde var det en koncert med mange deja-vu-oplevelser, men det var bestemt ikke dårligt. Tværtimod. Hvert eneste gensyn var en glædelig oplevelse. 

“Tzigane” begynder meget dæmpet med en skærende melankoli i tonerne – musikken er fyldt med vemod og ensomhed. Men hurtigt stiger både tempoet og intensiteten, og værket udvikler sig til en opvisning i ekstravagant virtuositet og ekvilibrisme. Jeg kan ikke spille violin – jeg er slet ikke musiker. Derfor skal jeg passe på, at jeg ikke skriver noget sludder. Men jeg tror, at det kræver et talent på det allerhøjeste niveau at spille dette værk. Jeg plejer at skrive små noter, mens jeg lytter til musikken – men jeg fik slet ikke skrevet noget som helst, mens Anna Egholm spillede. I stedet sad jeg fuldstændig tryllebundet og fulgte hendes bevægelser – med den ene hånd filede hun løs med buen, mens fingrene på den anden hånd fløj frem og tilbage over strengene i et rasende tempo. Der var helt stille i salen, mens publikum holdt vejret og lyttede …. jeg ved godt, at disse musikere øver sig i tusindvis af timer. Ikke desto mindre, så synes jeg det er et mirakel hver eneste gang jeg oplever en musiker der spiller på den måde uden at snuble en eneste gang.

Johannes Brahms: Symfoni nr. 2

Efter pausen spillede de Brahms 2. symfoni – et meget spændende, kraftfuldt og dramatisk værk. Det var den helt perfekte afslutning på denne koncert. Alle musikerne spillede med masser af kraft og energi – de gav publikum fire levende og intense værker. Jeg var mindst begejstret for det allerførste værk af Webern – men jeg synes alligevel, at det var et perfekt værk at begynde med. Det var så nyt og anderledes – derfor blev min opmærksomhed straks fanget. Tempoet og intensiteten blev skruet en tand i vejret med Coplands klarinetkoncert og den fik en tand mere med Ravels “Tzigane” – langsomt blev publikum trukket længere og længere ind i en musikalsk drømmetilstand, hvor man glemte alt om verden uden for. Da vi nåede til Brahms symfoni, følte jeg det som om, at mit sind var fuldstændig renset for alle tanker og forstyrrende elementer – og så kunne musikken bare strømme igennem mig uden nogen forhindringer. Denne koncert var fuldstændig perfekt fra start til slut og jeg nød hvert eneste minut. Sikken en oplevelse!

Tivolis Koncertsal - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

For et par år siden var jeg til min første koncert med Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester og det var en fantastisk oplevelse. Siden har jeg bemærket, at jeg taler med flere og flere mennesker, der regner Lyngby-Taarbæk for at være et af Danmarks bedste symfoniorkestre – og man kan vist godt tillade sig at sige, at de levede op til deres rygte, da de spillede i Tivolis Koncertsal mandag aften. 

Aleksander Glazunov og Aram Khachaturian

Koncerten begyndte med en “March on a Russian Theme” af Aleksander Glazunov … eller som Stravinskij omtalte ham: “den mest ubehagelige mand jeg har kendt“; der var nemlig det problem med Aleksander Glazunov, at han ikke kunne lide Stravinskijs musik. Værket begynder mørkt og dæmpet, men musikken stiger hurtigt til en gjaldende fanfare. Derefter slår musikken over i en forrygende march – det var en flot og festlig begyndelse på en rigtig god og vellykket koncert.

Det næste værk var meget specielt – det var “Masquerade Suite” af Aram Khachaturian, som består af fem satser: Vals, Nocturne, Mazurka, Romance og Galop. Det vil sige tre meget festlige satser, som bliver delt af to blide og dæmpede satser, hvoraf den første er farvet af en mørk og melankolsk tone, mens den sidste gennemtrænges af en mere lys og positiv tone. Men det er også lidt vulgært – det minder mig om konditoren, der opkaldte en tærte efter Tone og det var “den der var mest af alt i”, som Suzanne Brøgger har skrevet. “Masquarade Suite” er virkelig et overflødighedshorn af lækker musik. Det er en fest fra start til slut. Fra de allerførste valsetoner bliver publikum fuldstændig forført af musikken og jeg kan godt forstå, at der var mange, som ikke kunne lade være med at klappe efter første sats. Man blev forført af musikken lige fra de allerførste valsetoner og indtil værket sluttede med en galop, som blev spillet i et rasende tempo. Det gik over stok og sten.

Det var et fantastisk værk. Man blev smittet af musikken, så man havde lyst til at le højt af glæde og begejstring – og samtidig havde man også lyst til at springe op fra sædet og danse. Jamen, jeg har virkelig aldrig oplevet noget lignende. Derudover spillede førsteviolinen den smukkeste solo i Nocturnen, som fik mit hjerte til at smelte. I romancen var der en trompetsolo, som fuldstændig tog vejret fra mig … det var så fantastisk, at man kun kan sammenligne det med Haydn´s formidable trompetkoncert. Tryk her for at høre Khachaturians “Masquerade Suite.

Man kan kun beskrive første del af denne koncert, som en fuldstændig overdådig fest i Tivolis gamle koncertsal. 

Rachmaninovs 2. symfoni

Anden del af koncerten bestod af Sergei Rachmaninovs 2. symfoni – hvis første del af koncerten var en stor fest, så kan man godt sige, at anden del var gravalvorligt, som en begravelse. Orkestret begynder meget mørkt og dystert. Så kommer violinerne og løfter stemningen en lille bitte smule. Men det er absolut ikke munter musik og dermed var denne musik en stor kontrast til musikken i første del. Heldigvis. Det havde været for meget – alt for meget – hvis det havde været lutter lagkage. Med Rachmaninovs 2. symfoni fik Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester og Kaisa Roose skabte en god balance i koncerten som helhed.

I første sats var der et klimaks med både pauker, stortromme og bækken – det var så kraftfuldt og dramatisk, at det mindede mig om helvedes-scenen i Mozarts opera Don Giovanni. Og det var egentlig den oplevelse, som jeg havde af hele værket – det var mørkt og dystert og gravalvorligt. Og det var fuldstændig fantastisk!

DR´s gamle filmanmelder Ole Michelsen var kendt for at sige, at “Film skal ses i biograften”. Jeg er ikke enig. Jeg foretrækker ganske bestemt, at sidde hjemme i min egen sofa, når jeg ser film. Til gengæld så mener jeg i allerhøjeste grad, at det gælder i forhold til klassisk musik. Altså – jeg mener selvfølgelig ikke, at man skal gå i biografen for at høre musik. Men gang på gang må jeg konkludere, at musik lyder bare bedre i en koncertsal. Jeg har en ganske udmærket indspilning af Rachmaninovs symfonier, som jeg er meget glad for – men den kan altså ikke konkurrere med at høre Kaisa Roose og Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis koncertsal.

Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester spillede suverænt fra start til slut og det virkede også som om, at de havde et helt utroligt velfungerende samspil med dirigenten. Nogen gange oplever man, at dirigenten står foran orkestret og dirigerer. Mandag aften havde jeg en fornemmelse af, at der næsten skete en eller anden mystisk symbiose mellem Kaisa Roose og orkestret, som om de nærmest smeltede sammen. Jeg ved selvfølgelig ikke, om musikerne oplevede det på samme måde. Men Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester kan bare noget helst specielt. Jeg ved ikke hvad det er – måske er det et ekstraordinært godt samarbejde og samspil mellem musikerne, som skaber deres helt særlige og meget unikke lyd. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg allerede glæder mig til at høre dem igen næste år i Tivolis Koncertsal. 

Man kan også opleve Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester d. 31. oktober 2016, når de giver koncert i Lyngby Kulturhus – det er sammen med klarinettist Giovanni Punzi, som spiller i Copenhagen Phil til daglig. Tryk her for at se programmet med alle deres koncerter. I 2017 har de – blandt meget andet – planlagt to koncerter med Asbjørn Nørgaard fra Den Danske Strygekvartet.

Tivolis Koncertsal - juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

I går var jeg i Tivoli, sammen med et par gamle venner. Først skulle vi lige blive enige om, hvor vi skulle spise – det kan godt være en udfordring, når der er så mange, mange spændende restauranter at vælge imellem. Min favorit var “Nimb Brasserie“, men en af de andre foretrak “Grøften” – jeg kommer så jævnligt i Tivoli, så jeg kan jo bare spise på Nimb en anden dag og derfor blev det “Grøften”. 

Verden blev hverken nemmere eller enklere da vi kom i Grøften; de har nemlig så mange spændende vegetarretter, at det tog meget lang tid at vælge. 

Restaurant Grøften. Copyright: Jens Drejer.

Restaurant Grøften. Tryk på alle billederne, for at se dem i stor størrelse. Copyright: Jens Drejer.

Sidste gang jeg var i Grøften, var deres vegetarret en risotto med grønne ærter og grønne asparges. Denne gang var vegetarretten grøn pasta. På den måde skifter deres vegetarret jævnligt og derfor er der altid en grund til at gå i Grøften. Jeg synes det er ret smart – OG DET VIRKER! Denne metode får jo mig til at gå i Grøften MANGE flere gange end jeg ellers ville have gjort. Deres vegetarret er jo sindssygt lækker og derfor vil jeg gerne i Grøften hver eneste gang de skifter til den ene vegetarret ud med den anden.

Vi sad ude i den hyggelige gårdhave. Tryk på alle billederne for at se dem i stor størrelse. Copyright: Jens Drejer.

Vi sad ude i den hyggelige gårdhave. Tryk på alle billederne for at se dem i stor størrelse. Copyright: Jens Drejer.

Jeg bestilte sæsonens vegetarret, som var en grøn pasta med pesto, bøgehatte, cherrytomater, ristede pinjekerner og parmesanchips. Nogle vil måske indvende, at det kulinariske niveau ikke er specielt højt, for det er jo en ret som de fleste kan lave derhjemme uden nogle problemer. Jaja, det er selvfølgelig rigtigt, men det smagte virkelig godt. Det er i hvert fald en ret, som jeg godt kunne finde på at bestille en anden gang og det er vel et meget godt succeskriterium.  

Sæsonens vegetarret er pt en pasta med pesto. Copyright: Jens Drejer.

Sæsonens vegetarret er pt en pastaret med pesto. Copyright: Jens Drejer.

I Grøften har man specielle menukort, som følger sæsonerne for de forskellige råvarer. Man har fx et særligt menukort for hvide asparges, når det er højsæson for den slags. Dagen før vi skulle i Tivoli havde jeg tjekket Grøftens hjemmeside og studeret deres sæsonkort for rabarber – for jeg ÆLSKER rabarber. Derfor blev jeg lidt skuffet, da jeg kom i Grøften og opdagede, at de netop havde udskiftet deres rabarberkort med et jordbærkort.

Jeg bestilte et stykke jordbærtærte med kransekagekant, vaniljecreme, mandelsplinter og jordbærsauce – for sørensen hvor smagte det bare sådan helt ekstremt super, super, super lækkert. Særligt vaniljecremen var helt fantastisk. Det var så lækkert, at jeg sad og hoppede op og ned på stolen af fornøjelse! 

Prisen var 215 kr for vegetarretten, 125 kr for desserten og 56 kr for en cola. Samlet pris var 396 kr. I forhold til min økonomi så var det måske lige i overkanten. Men jeg synes alligevel at det var alle pengene værd og jeg gør det gerne en anden gang.

Koncert på Plænen

Efter koncerten gik vi en tur i haven og bagefter gik vi ned på Plænen, hvor der skulle være koncert. Det var Tivolis Symfoniorkester der spillede og Henrik Engelbrecht var både dirigent og konferencier.

Koncert med Henrik Engelbrecht og Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

Koncert med Henrik Engelbrecht og Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

De spillede musik af H. C. Lumbye, Josef Strauss og Franz von Suppé. Alle værker blev fulgte af små sjove historier. Henrik Engelbrecht advarede blandt andet mod at danse wienervals. Han fortalte om en pige fra Samsøe, som dansede sig ihjel i 1842. Hendes død skyldtes en dødsens farlig kombination af alt for stramt snøreliv og alt for meget wienervals. Datidens moderne medier – dvs aviserne – mente at sagen viste, at det var absolut nødvendigt at beskytte befolkningen. De mente dog ikke det var realistisk med et forbud imod snøreliv – i stedet plæderede de for et forbud imod wienervals! 

Tivolis Symfoniorkester med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Symfoniorkester med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Copyright: Jens Drejer.

Det er rigtig dejligt at være til koncert på Plænen. Men det er også meget anderledes end at være til koncert i en koncertsal – det er hyggeligt og rart, at sidde ude i solen og lytte til musik. Men der er også fyldt med forstyrrende elementer, som distraherer. Der er forskellige lyde, som fanger ens opmærksomhed. Man kan ikke lade være med at kigge på de mennesker som går forbi. Det betyder ikke, at det ene er bedre end det andet. Jeg er nemlig ret vild med begge dele. Jeg synes bare det er lidt sjovt, at selv om det grundlæggende er det samme, så er de to oplevelser alligevel så forskellige, at det er svært at sammenligne dem.

Vi havde en fantastisk dejlig eftermiddag – først fik vi en rigtig god frokost og bagefter sluttede vi eftermiddagen med en hyggelig koncert på Plænen. Det er en kombination, som jeg gerne vil anbefale og man har chancen igen allerede tirsdag d. 14. og tirsdag d. 21. juni, når Henrik Engelbrecht og Tivolis Symfoniorkester igen giver koncert på Plænen – begge dage kl. 17. Man kan selvfølgelig også begynde med koncerten og så spise middag bagefter. 

Jeg må i hvert fald lige tjekke om jeg selv har mulighed for at tilbringe endnu en tirsdag eftermiddag i Tivoli.

Verdens bedste jordbærtærte. Copyright: Jens Drejer.

Verdens bedste jordbærtærte. Copyright: Jens Drejer.

Onsdag spillede kammerorkestret Arco i Tivolis koncertsal. De er med i serien “Con Amore”, som er en kategori for amatørmusikere og amatørorkestre. Men det betyder altså ikke, at de er dårlige. Grundlæggende betyder “amatør” jo bare, at man ikke lever af det – eller i hvert fald, at det ikke er ens hovedindtægtskilde. Det vil sige, at begrebet siger i virkeligheden absolut INGENTING om det kunstneriske niveau.

For nylig havde  jeg den store fornøjelse at blive præsenteret for en ung musiker, som jeg har hørt en hel del om i de seneste år – han er temmelig dygtig, han ser hamrende godt ud, han er dødhamrende charmerende og har en fantastisk udstråling. Kort sagt – han har alt hvad man kan ønske sig, hvis man drømmer om en stor karriere. Ikke desto mindre så er den unge mand kommet i tvivl om det virkelig er det han vil med sit liv. Derfor har han valgt at tage en pause fra musikken, for at tænke sig om og prøve noget andet. Jeg synes det må kræve ekstremt meget mod at tage sådan en beslutning, når man allerede har brugt 30 år af sit liv på at blive en dygtig musiker … Pointen er, at denne mand er meget typisk for musikerne i et amatørorkester; han er knaldhamrende dygtig. Han har bare indset, at måske vil han også gerne prøve noget andet her i livet. Om nogle år opdager han måske, at han gerne vil spille igen – bare en lille smule. Bare for sjov. Og så ringer han måske til Arco.

Andre amatørmusikere har været professionelle musikere hele livet – nu er de gået på pension, men de vil gerne spille en gang i mellem. Der er også nogle af disse musikere, som måske har forsøgt at komme ind på musikkonservatoriet uden held – men det betyder ikke nødvendigvis, at de er dårlige. Nogen gange betyder det bare, at der er nogen som er bedre end dem.

Pointen er, at mange af disse musikere er lige så gode, som dem der spiller i et professionelt orkester og nogle af disse amatørorkestre spiller på et meget seriøs og et meget højt niveau – og det gælder i allerhøjeste grad for et kammerorkester som Arco. 

Franz Schubert: Symfoni nr. 5

Koncerten begyndte med Schuberts meget smukke 5. symfoni. Men Schuberts 5. symfoni er jo ikke bare Schuberts 5. symfoni – alle dirigenter og orkestre har deres egen lyd, deres eget tempo og deres egen rytme. Jeg har fx en indspilning af Beethovens symfonier med Wiener Filharmonikerne og Simon Rattle som dirigent, som jeg hader, hader, hader – den er så forfærdelig rædselsfuld. Og så har jeg en anden indspilning med John Eliot Gardiner og hans “Orchestre Révolutionnaire et Romantique” som jeg elsker, elsker, elsker! Det handler ikke om, hvad der er rigtig eller forkert – det er udelukkende et spørgsmål om smag og behag. Der er med garanti mange, der har det lige præcis modsat af mig. Og så er der sikkert også nogle, som kan se kvaliteter ved begge indspilninger og værdsætte deres forskellighed.

Jeg blev meget forbavset, da jeg hørte Arco spille Schuberts 5. symfoni, for det lød fuldstændig lige som min indspilning med Claudio Abbado og “The Chamber Orchestra of Europa”. For at undgå misforståelser, så vil jeg lige understrege, at jeg forholder mig ikke til om det er godt eller skidt – jeg synes det er sjovt og spændende, når jeg hører en koncert der IKKE lyder som en af mine indspilninger, fordi det giver mig mulighed for at opdage nye toner og nye detaljer i musikken.

Der er to grunde til, at jeg synes det er værd at nævne: for det første synes jeg, at denne lighed er meget morsom – det er vist første gang jeg har været til en koncert, hvor orkestret lyder fuldstændig som en af mine indspilninger. For det andet, så synes jeg det er temmelig imponerende, at kammerorkestret Arco – under ledelse af dirigent Gunnar Tagmose – spiller lige så godt som den verdensberømte dirigent Claudio Abbado og hans orkester. Det er jo helt utroligt, at et dansk amatørorkester kan spille på sådan et niveau. 

Det var let og meget elegant – fyldt med energi og overskud og munterhed. Og det allerbedste i Schuberts symfoni – det er en fløjte i begyndelsen af første sats, der kvidrer som en forårsglad fugl. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er vild med denne fløjte … på en eller anden måde oplever jeg denne fløjtekvidder, som indbegrebet af munterhed og livsglæde.

Aaron Copland og Jonas Lyskjær Frølund

Det næste værk var Aaron Copland´s(1900-1990) klarinetkoncert med Jonas Lyskjær Frølund som solist – jeg kendte ikke værket i forvejen, men sikken en oplevelse. Det var helt klart aftenens højdepunkt.

Værket begynder meget dybt og mørkt og dystert – det mindede mig om Henryk Górecki´s 3. symfoni, der også er kendt som “Symphonie of Sorrowful Songs“. Det er noget med tonerne, langsomheden og den dystre grundstemning, der næsten får hårene til at rejse sig på armene.

Det er en meget melankolsk og sørgmodig klarinet, som man hører i starten – langsomt stiger lyden og intensiteten; langsomt, langsomt, langsomt. Musikken emmer af en hjertegribende smerte, men det er også utrolig smukt og meget forførende.

Så kommer der et sted, hvor orkestret spiller alene – musikken bliver mere og mere stille og dæmpet. Man tror, at nu slutter første sats … da musikken er næsten helt uhørlig overtager klarinetten melodien. Det er næsten som om, at musikken er lige ved at dø – men så kommer klarinetten og griber melodien. Langsomt formår klarinetten at genoplive musikken, der udvikler sig til en munter og spøjs toneleg. Koncerten slutter i et hæsblæsende tempo, der må kræve stor teknisk kunnen af musikerne – særligt klarinettisten.

Det er noget af det bedste og det mest spændende musik, jeg nogensinde har hørt. Det var gribende, spændende, dramatisk og fuldstændig genialt – det er sådan noget musik, der rammer mig lige i solar plexus!

Salen var godt og vel halvfuld – men da publikum begyndte at klappe, råbe bravo, pifte og trampe i gulvet, da larmede de så man skulle tro, at der var fuldt hus i koncertsalen. Jeg var tydeligvis ikke den eneste, der var helt ekstatisk af begejstring efter dette værk!

(Tryk her for at høre musikken på YouTube.)

Prisuddeling fra Betty og Valdemar van Hauens musikfond

Efter Aaron Coplands fantastiske klarinetkoncert, var der prisoverrækkelse. Det var både morsomt og underholdende. Overrækkeren(som aldrig blev præsenteret) kaldte Jonas Lyskjær Frølund for “alletiders audiovisuelle kunstner” på grund af hans fantastiske evne til at danse til musikken, som vi netop havde set i Coplands klarinetkoncert.

Der var også en pris til violinisten Anna Egholm. Overrækkeren begrundede prisen med, at hun “spiller med tekniske og musikalsk overskud.” Der var masser af ros til den unge musiker, men prisoverrækkeren udtrykte dog også en vis bekymring for hendes musikalske fremtid. Anne Egholm har nemlig også været skøjteprinsesse. Som prisoverrækkeren sagde: “Det SKAL afskaffes. Det MÅ forbydes! Jeg kender nemlig selv nogen der har brækket hånden på skøjtebanen, selv om de stod fuldstændig stille!

Endelig var der også en pris til en ung forsker, der arbejder med at undersøge hvordan medicin påvirker hjertesygdommes arvelighed.

Beethovens violinkoncert

Efter pausen var Beethovens violinkoncert – med Anna Egholm som solist – aftenens sidste værk. Denne violinkoncert er fantastisk smuk og alle musikerne spillede suverænt godt. Jeg har ingen fordomme omkring amatørorkestre – alligevel var jeg både forbavset og helt vildt imponeret.

En rigtig anmelder ville nøjes med at rose dirigenten, orkestret og Anna Egholm til skyerne – for det fortjener de alle sammen. Men jeg bliver også nødt til at indrømme, at det var lidt kedeligt. Efter Aaron Coplands fabelagtige klarinetkoncert, så føltes Beethovens violinkoncert som et langt antiklimaks. Hvis violinkoncerten havde været aftenens første værk, så er jeg sikker på, at jeg ville have nydt hvert eneste minut – orkestret spillede fænomenalt og Anna Egholm spillede med masser af energi, overskud, virtuositet og musikalsk ekvilibrisme. Men jeg var måske så begejstret for Coplands værk, at det havde været et antiklimaks for mig uanset hvad de havde spillet bagefter.  

Alt i alt var det dog en fantastisk vellykket aften i Tivolis koncertsal og Arco er et af de orkestre, som jeg helt bestemt skal høre igen næste år. Jeg glæder mig allerede!

Tivolis koncertsal, maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis koncertsal, maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Jeg er så heldig og privilegeret, at jeg fik mulighed for at overvære generalprøven på Tivolis nye forlystelse for børn torsdag eftermiddag. Jeg er vild med Champagnegaloppen – derfor vil jeg straks opfordre alle til at slæbe både børn og børnebørn med i Tivoli, for at prøve den nye forlystelse. 

Tivoli beskriver selv Champagnegaloppen som “en sanselig musikkaravane gennem Akvariet og Koncertsalen, hvor man på ruten kommer tæt på klassiske musikere fra Tivoli Copenhagen Phil, balletdansere fra Tivolis balletskole og bliver venner med de unge musikere i Tivoligarden. Alt sammen anført af komponisten H. C. Lumbye …

Spoileralert:

Aske Ebbesen som hr. Lumbye i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Aske Ebbesen som en meget levende hr. Lumbye i Tivoli 2016. Copyright: Jens Drejer.

Nogle mennesker kan bedst lide en beskrivelse som den ovenstående, der vækker deres nysgerrighed uden at afsløre for meget. Jeg har det lige modsat: hvis en eller anden anbefaler mig at læse en bog – fx Anna Karenina – så spørger jeg selvfølgelig hvad den handler om. “Den handler om en gift kvinde, der bliver forelsket i en anden mand“. Og hvad sker der så? Nej, det vil jeg altså ikke fortælle. Okay, så kan man være rimelig sikker på, at jeg ikke gider at læse den. Jamen, den er altså rigtig spændende … okay, hvis dét er det eneste argument, så kan du være helt 100% sikker på, at jeg ikke gider at læse den. Men hvis du fortæller mig, at Anna Karenina forlader sin mand og sit barn, mister både sin sociale position og den nye kæreste, før hun ender med at begå selvmord ved at kaste sig ud foran et tog, så er der en temmelig stor chance for, at jeg vil læse den. Jo mere man fortæller, jo større er chancen. 

Aske Ebbesen som komponisten H. C. Lumbye der var dirigent for Tivolis Symfoniorkester og skrev Champagnegaloppen i 1845. Copyright: Jens Drejer.

Aske Ebbesen som H. C. Lumbye, der var dirigent for Tivolis Symfoniorkester og skrev Champagnegaloppen i 1845. Copyright: Jens Drejer.

Jeg tror, at der er rigtig mange mennesker, der har det lige som mig. Man ser den samme tendens i turistindustrien – jo flere billeder man viser fra København, jo flere mennesker tager til København, fordi de gerne vil se byen og opleve det hele selv. Det er skisme ikke nok at fortælle turisterne, at København er en spændende by – det kan hvem som helst jo sige om tusindvis af byer over hele verden. Men hvis der ikke kommer nogle beviser på bordet, så er det jo ikke mere end et tomt postulat.

Men der er jo også nogen der ikke har det lige som mig, så lad være med at læse videre, hvis du gerne vil overraskes, når du selv skal opleve Champagnegaloppen!

Champagnegaloppen for børn

Turen begynder kl. 14 ved indgangen til Akvariet. Her står alle og venter indtil hr. Lumbye kommer og åbner døren. Neden for trappen står tre garder fra Tivoligarden og en balletpige fra Tivolis balletskole. Det betyder, at folk automatisk sætter sig på trappen i stedet for at løbe videre ned i akvariet – det er ret smart. 

To musikere fra Tivolis Symfoniorkester spillede, mens to balletpiger dansede foran Akvariet. Copyright: Jens Drejer.

To musikere fra Tivolis Symfoniorkester spillede, mens to balletpiger dansede foran Akvariet. Copyright: Jens Drejer.

Så kommer hr. Lumbye og præsenterer sig selv med en masse bukken og skraben – det virker som en parodi på datidens normer og det var vanvittig morsomt. I løbet af et øjeblik havde hr. Lumbye(spillet af Aske Ebbesen) fanget både børn og voksnes opmærksomhed. Han begyndte med at præsentere balletpigen og de tre drenge fra Tivoligarden. Trommeslageren spillede en march og hr. Lumbye forklarede, at hver gang han spillede denne march, så skulle vi alle sammen rejse os og gå til et nyt sted.

Dernæst spurgte hr. Lumbye, om børnene havde prøvet at have fødselsdag – det fik selvfølgelige en øjeblikkelig respons. Lad os lige huske, at jeg er ikke vant til at se børneteater. Måske er det temmelig banalt for alle andre end mig. Men jeg er vildt imponeret over, at det var så nemt for hr. Lumbye at etablere en dialog med børnene. Derefter fortalte hr. Lumbye, at han havde også prøvet at have fødselsdag. Og Tivoli havde også haft fødselsdag. Og så fortalte han, at han havde komponeret Champagnegaloppen til Tivolis to års fødselsdag. Endelig spillede han musikken første gang – men det var som om, at der manglede noget. Hvad kunne det dog være? – det var proppen! I løbet af et øjeblik fik han alle børnene til at sige som en prop – det var vanvittig morsomt. Jeg er lidt i tvivl om det var børnene eller de voksne, som morede sig mest. Men der manglede selvfølgelig stadig noget – bobler! Ikke champagnebobler, men sæbebobler! Hr. Lumbye blæste sæbebobler ud over det hele og så lød Champagnegaloppen endelig helt rigtig!

Seks musikere fra Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

Seks musikere fra Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

Så spillede trommeslageren den lille march og folk kom straks på benene – det var tydeligt, at alle syntes det var meget morsomt at marchere af sted under musikledsagelse. Karavanen fortsatte ned i Akvariet, hvor to musikere fra Tivolis Symfoniorkester spillede, mens to balletpiger viste, hvordan man kan danse og bevæge sig til klassisk musik. Det var meget, meget smukt – deltagerne var to skoleklasser, som var inviteret til at overvære generalprøven sammen med en del lærer og forældre. Jeg vil bestemt mene, at nogle af disse børn var ældre end de 6-9 år, som er målgruppen, ligesom der var nogle stykker der var yngre. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at de alle sammen var meget opslugt og interesseret i alt hvad der foregik. De to balletpiger dansede i det magiske blå lys fra Akvariet, mens de to musikere spillede og hr. Lumbye blæste sæbebobler – det var meget smukt og det skabte en helt fantastisk stemning.

Tre musikere fra Tivoligarden. Copyright: Jens Drejer.

Tre musikere fra Tivoligarden. Copyright: Jens Drejer.

Alle folk sprang op, da trommeslageren igen begyndte at spille og så fortsatte karavanen op i koncertsalen, hvor seks musikere fra Tivolis Symfoniorkester havde indtaget scenen. Her illustrerede hr. Lumbye blandt andet, hvordan et orkester kan spille hurtigt og langsomt – og samtidig dansede balletpigerne i hver sin side af scenen. Så ville hr. Lumbye have alle deltagerne til at rejse sig op og danse lige som de små balletpiger og det lykkedes – med enkelte undtagelser. Nogle af børnene var nok lidt for gamle. 

Forestillingen/forlystelsen sluttede med, at der var flag og små champagneflasker med sæbebobler til alle børnene. 

Mere end bare en sjov oplevelse!

Det var helt klart en rigtig god oplevelse og en stor succes. Aske Ebbesen var helt fantastisk som Tivolis berømte komponist hr. Lumbye – han optrådte med masser af charme, humor, energi og overskud. Det var først og fremmest hans sprudlende entusiasme som bar forestillingen. De fem børn – tre garder og to balletpiger – var også gode til at spille deres roller. De havde alle en vigtig funktion i forestillingen, men det virkede aldrig som om, at de var i tvivl om, hvad de skulle gøre. Alligevel må man indrømme, at den holdt ikke hele vejen hjem; det var helt klart starten som fungerede bedst. Da vi kom op i koncertsalen var det som om, at noget af energien forsvandt og dynamikken blev lidt mat. Var forestillingen lige en anelse for lang? Nej, det var ikke derfor. Musikerne spillede musik, børnene dansede og bagefter fik de både flag og sæbebobler. Skete der for meget? Måske var der bare for mange elementer? Nej, jeg ved ikke hvad det var, men jeg synes, at der manglede et eller andet.

Alle de medvirkende i Champagnegaloppen. Copyright: Jens Drejer.

Medvirkende i Champagnegaloppen 2016. Copyright: Jens Drejer.

Men samlet set var det stadig en rigtig morsom og meget underholdende oplevelse – først skulle børnene lytte og lære; og det virkede! Sjældent har jeg set så mange børn sidde så stille. Der er ingen tvivl om, at alle de medvirkende virkelig fangede børnenes opmærksomhed. Bagefter blev alle børnene selv inddraget i forestillingen, da de blev opfordret til at danse. På den måde havde hele oplevelsen en perfekt opbygning. Da havde børnene allerede hørt musikken så mange gange, at der var etableret et stærkt element af genkendelse. Derved havde de allerede fået et forhold til musikken og der var ingen tvivl om, at de nød det – jeg så mange små børn som stadig dansede rundt, da de forlod koncertsalen.

Men det er jo mere end bare en sjov oplevelse; jeg er sikker på, at de børn som oplever Champagnegaloppen i Tivoli vil få et mere positivt forhold til klassisk musik – et forhold som sikkert også vil give mange af dem lyst til at høre klassisk musik, når de bliver ældre. Selv om de måske glemmer Champagnegaloppen, så vil mange af dem med garanti fortsat forbinde klassisk musik med noget sjovt og positivt. Og det er vigtigt! 

Champagnegaloppen er skabt Maria Frej, som er Tivolis programchef for klassisk musik, i samarbejde med instruktør Mette Ovesen, dramaturg Laila Skjerning og komponist Peter Bruun.

Tryk her for at læse mere om Champagnegaloppen.

Champagnegaloppen er en ny forlystelse i Tivoli, som er målrettet børn mellem 6 og 9. Her er det Aske Ebbesen som Hr. Lumbye. Han skiftes med Flemming Bang til at spille rollen. Copyright: Jens Drejer.

Champagnegaloppen er en ny forlystelse i Tivoli, som er målrettet børn mellem 6 og 9. Her er det Aske Ebbesen som hr. Lumbye. Han skiftes med Flemming Bang til at spille rollen. Copyright: Jens Drejer.

Der er mange udfordringer, når man har kat. Jeg mener selvfølgelig ikke sådan nogle store katastrofale problemer. Næh, nej – jeg mener bare de der små udfordringer i hverdagen; fx at få lov til at se Madmagasinet med Mette Frisk og Adam AAmann. Det er ikke fordi han godt kan lide at se fjernsyn – nogen gange kan han bare godt lide at være i centrum!

Sabotage! Copyright: Jens Drejer.

Sabotage! Copyright: Jens Drejer.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: