For et par dage siden skrev politiken og mange andre aviser om en 12-årig pige fra skotland, der er blevet så fejlernæret af veganerkost, at hun i følge lægerne har en rygrad som en 80-årigs. Det er ganske uhyggeligt og det er på alle måder en trist sag. Først og fremmest for pigens skyld – men også for alle andre veganere. Vi fremstår som en flok sindssyge idioter, der skader os selv og ødelægger vores eget helbred ved at spise forkert og usundt.

Men der er en masse problemer med hele denne historie. I følge aviserne mangler pigen D-vitamin og calcium fordi hun aldrig har fået mælk og kød. For det første er der rigtig mange mennesker som mangler D-vitamin i vores del af verden. Det skyldes at der kun er meget lidt D-vitamin i kød. Den vigtigste kilde til D-vitamin er solen og på vores breddegrader får vi alt for lidt sol – specielt om vinteren. Jeg kommer heller ikke så meget ud i solen. Jeg er ikke nogen sol-elsker og det kan faktisk godt bekymre mig en lille smule. Men det har jo intet med min kost at gøre.

Pigens næste problem er calcium. Jeg forstår simpelthen ikke hvordan man kan mangle calcium. Hvis man tjekker calcium-listen hos fødevaredatabanken, så kan man se at der er masser af Calcium i ris, nødder, mange grøntsager, bær, osv. Jeg bliver jævnligt spurgte, hvordan jeg får calcium – hvorefter folk fortæller mig at det er så vigtigt for knoglerne. I følge mine oplysninger er det meget sjældent at en veganer har svage knogler. Og det burde slet ikke undre nogen. Næsehorn og elefanter er plantespisere. Det er nogle meget store dyr med nogle meget store knogler, og de mangler jo ikke calcium. Faktisk er der meget som tyder på, at det først og fremmest er kødspisere som får skøre knogler. Hos Dansk Vegetar Forening kan man læse meget mere om calcium og D-vitamin.

I anledning af denne sag henviste alle aviserne til to ældre sager om døde veganerbørn. Aviserne skrev at disse børn døde fordi forældrene gav dem veganerkost og gav samtidig det indtryk, at veganerforældre konsekvent mishandler og vanrøgter deres børn ved at give dem veganerkost. Men det er ikke sandt. For det første kan alle blive fejlernæret om de spiser veganermad eller almindelig kost. Men problemet var, at disse børn simpelthen ikke fik nok at spise og derfor døde de af sult. Det er ikke et spørgsmål om veganermad, men om fattigdom. I dag har politiken heldigvis rettet denne del af deres artikel. Men hvad med alle de andre aviser? Og hvor mange mennesker ser rettelsen i Politiken? Sikkert ikke nær så mange, som alle dem der læste artiklen da den stod på forsiden med alle de forkerte oplysninger. Derfor er denne sag desværre med til at skabe nogle kedelige fordomme.

Det føltes som noget af en veganerhetz. Ekstra Bladet skrev at “veganere er fundamentalistiske vegetarer” og spurgte om veganere overhovedet skal have lov til at få børn. Det er fuldstændig absurd og journalisten er jo bindegal. På den måde ville veganere jo være dårligere stillet end handicappede og retardede var for 50 år siden. Det ville være en absurd umyndiggørelse. Alene tanken er dybt nedværdigende og Ekstra Bladet burde skamme sig over sådan en artikel. Men det siger vel en hel del om deres niveau – og sikkert også en hel del om deres læsere. Når man læser kommentarerne til artiklen, så bliver det endnu værre. Det er nogle meget grove og meget ubehagelige kommentarer. Man glemmer tilsyneladende alt om, at almindelige børn også bliver fejlernæret, vanrygtet og svigtet af uegnede forældre. Hvor mange almindelige børn lider ikke af overvægt, diabetes og andre livsstilssygdomme? Men det gør veganerbørn aldrig.

Jeg synes at dækningen af denne sag har været fuldstændig afsporet, men jeg håber at jeg har rettet op på fup og fakta. Veganere går meget op i deres kost og jeg tror det er meget sjældent at veganerbørn ikke får den kost som de har brug for. Jeg har fundet en video med nogle veganerbørn. Jeg synes bestemt ikke at disse børn ser underernærede eller sultne ud.

Jeg slutter med en pressemeddelse som dyreværnsforeningen Anima sendte ud til alle medierne. Anima anbefaler en vegansk kost og de har mange unge mennesker som medlemmer. Derfor er det naturligvis et problem for dem, når der kommer sådan en sag i medierne. Og det er ekstra ærgerligt, når den tilmed forvrænger sandheden. Desværre har Anima ikke lagt pressemeddelsen på deres nyhedsblog hvor jeg nemt kunne linke til den. Jeg har bare fundet den i deres debatforum og derfor kopierer jeg det hele.

Politiken fortalte d. 08.09, at en ung pige i Skotland var blevet indlagt med sygdomme forårsaget af at spise en vegansk kost. Jeg er under uddannelse til professions bachelor i ”Public Health and Food Policy” og ved, at den bedste videnskab, der er til rådighed konkluderer, at en vegansk kost sagtens kan være sund og fuldt ud dække ens behov for protein, kulhydrat, fedt, vitaminer og mineraler uanset, hvilken del af livet man befinder sig i. Den amerikanske diætistforening og Fødevarestyrelsen siger præcis det samme.

Kigger man artiklens faktuelle indhold efter i sømmene er der mange unøjagtigheder, som giver et fejlagtigt indtryk af veganisme. Pigens sygdom knytter sig til mangel på D-vitamin og calcium.

Her er det stærkt kritisabelt, at artiklen ikke nævner solen, selvom det er den allervigtigste kilde til D-vitamin overhovedet. Ifølge Fødevarestyrelsen her i Danmark er det faktisk direkte svært at få dækket vores daglige behov for D-vitamin gennem kosten alene, da de eneste fødevarer der indeholder betydelige mængder D-vitamin er fede fisk og lever.

Ifølge Allan Struthers fra Dundee Universitet er D-vitamin mangel meget almindelig om vinteren i Skotland, ligesom børn der altid bærer tørklæde, lange bukser/nederdele/trøjer har en højere forekomst af engelsk syge. Det er altså ikke en sygdom der normalt er sat i forbindelse med en vegansk kost. Mangel på sol er meget afgørende i forbindelse med engelsk syge, da der dannes D-vitamin når solen rammer nøgen hud. Her i Danmark lyder anbefalinger på 15 minutters sol, to eller tre gange om ugen på ansigtet og bare arme – uden solcreme. Ellers må man tage kosttilskud, veganer eller ej!

I følge de skotske myndigheder er det umuligt at få dækket sit daglige behov for D-vitamin i vintermånederne for børn i alderen 1-5 år, og derfor anbefaler de at børn i denne alder får D-vitamin kosttilskud om vinteren.

Calcium er også afgørende i forbindelse med en lidelse som engelsk syge, men hvis man planlægger sin kost ordentligt, hvilket ikke er svært, kan man sagtens få tilstrækkeligt af mineralet. For eksempel er calciumberiget sojadrik, mandler, sesamfrø, broccoli, grønkål, kål, hvide bønner, figner, tofu, appelsin, asparges og rosenkål alle gode kilder til calcium. Og det er faktisk mange gange nemmere for kroppen at optage calcium fra vegetabilske fødevarer, end fra for eksempel mælk.

Med andre ord er det altså ikke veganisme, der er problemet, men at pigens forældre har svigtet hende ved ikke at sammensætter en sund og balanceret vegansk kost. Det samme er sket for tusinder af kødspisende forældre uden dette fører til generelle fordømmelser af en blandet kost.

Artiklen forsøger herefter at underbygge sin generalisering om vegansime ved sammenkæde denne ulykkelige sag med andre sager, hvor veganere har mishandlet deres børn. Kigger man nærmere på sagerne viser det sig hurtigt, at der er tale om ekstreme enkeltsager. I forbindelse med en af de sager, som Politiken sammenkæder med denne historie blev en baby sultet ihjel af sine forældre, der kun gav ham æblejuice og soyamælk. Anklageren Chuck Boring udtalte fornuftigt i retten at: “Uanset hvor mange gange de [de tiltalte] ønsker at sige, vi er veganere, vi er vegetarer, så er det ikke spørgsmålet i denne sag. Barnet døde, fordi han ikke fik mad. Punktum.”. Skulle nogen være I tvivl er det at være veganer ikke det samme som ikke at spise.

Den amerikanske diætistforening skriver, at ”En godt planlagt vegansk eller andre former for vegetarisk kost er passende for alle dele af livet bl.a. graviditet, amning, spædbørn, barndom og ungdom.”
Baggrunden for denne konklusion er over 250 videnskabelige studier. At deres gyldighed skulle ophæves af en enkelt persons tragiske sag om fejlernæring er naturligvis ikke tilfældet. Vi bør have debat om, hvad vi spiser, men debatten må hvile på fakta og ikke sensationelle historier, der sætter veganere i et fejlagtigt negativt lys.

Man kunne f.eks. have belyst nogle af de fordele, der gives ved at spise en velplanlagt vegansk kost. for eksempel det faktum, at veganer oplever langt færre tilfælde af hjerte-kar-sygdomme, diabetes, overvægt og madforgiftninger som salmonella. For eksempel har undersøgelser på befolkningsniveau vist, at der er 9 gang flere overvægtige blandt ikke-vegetarer, i forhold til blandt veganere.

Hermed en opfordring om, at man stræber efter en mere nuanceret og upartisk nyhedsdækning.