I mere end halvandet år har The Guardian kørt en meget spændende serie om forfatteres skriveværelser – Writers` rooms. Der er et billede af deres arbejdsplads, hvorefter forfatterne selv fortæller lidt om deres skriveværelse og deres arbejdsvaner.

Nogle af forfatterne er Martin Amis, Margaret Drabble, John Banville, Rose Tremain, Ian Rankin, Michael Holroyd, Hanif Kureishi, Alain de Botton, Siri Hustvedt, Jung Chang og mange, mange flere. Mange af dem har rigtig mange bøger. Andre har næsten ingen, men jeg bemærkede én ting som går igen: de har næsten alle en god lænestol, hvor man kan sidde og læse. Jeg tror de fleste forfattere er enige om, at det er lige så vigtigt at læse mange bøger som at skrive, hvis man ønsker at blive en god forfatter.

Det er nogle meget spændende artikler – specielt for sådan en wannabe-forfatter som mig. Selv om disse skriveværelser har mange lighedspunkter, så er der også stor forskel. Jeg er forbavset over, at mange af dem er så rodede. Andre er kolde, kedelige og uinspirerende. Mens jeg kiggede alle disse artikler igennem, blev jeg mere og mere glad for min stue, hvor jeg selv forsøger at skrive.  Jeg tror ikke jeg kunne skrive to ord i nogen af de andres.

En af de få undtagelser er måske Colm Tóibín´s skriverum. Selv om der er bøger fra gulv til loft, så er det ret simpelt og enkelt, hvilket giver rummet en følelse af fred og ro. Der er plads til både tanker, drømme og fordybelse. Jeg synes det er det dejligste værelse jeg nogen sinde har set – og jeg ville selvfølgelig ønske at jeg havde lige så mange bøger. Men det har jeg ikke – endnu!

Colm Tóibin´s arbejdsværelse og boghule.

Colm Tóibín´s arbejdsværelse og boghule.