I går havde Madame arrangeret endnu et blogtræf og det blev som altid en fantastisk dejlig dag.

Jeg mødte Pernille og Marianne lidt tidligere og så spiste vi først en god frokost i “Den grønne kælder” – jeg fik 5 forskellige retter og alt smagte virkelig lækkert. Jeg burde virkelig spise frokost i “Den grønne kælder” mindst en gang om ugen. Derfra gik vi omkring “Naturbageriet” i Frederiksborggade og købte deres berømte økologiske romkugler – det var en meget lækker dessert.

Vi stod overfor Nansensgade, da Pedrsn pludselig dukkede op og så begynde bloggerne at ankomme i hastigt tempo. Inden vi gik over på Bibendum, nåede vi lige at se en udstilling på galleriet overfor, hvor jeg mødte fru Bente – en gammel arbejdskollega som jeg ikke har set i flere år. Det var endnu en dejlig oplevelse.

Endelig var vi klar til Bibendum. Det var et rigtig hyggeligt sted med en god atmosfære. I dag er jeg træt og har en smule hovedpine. Det skyldes ikke de 4 glas rødvin som jeg drak, men støjniveauet. Lige som til alle tidligere blogtræf, er jeg virkelig forbavset over at vi kan larme så meget. Jeg tror ligefrem at det konstante støjniveau må være sundshedsfarligt. Jeg har ikke problemer med hørelsen, men selv de nærmeste mennesker havde jeg svært ved at høre.

Marianne - dagens bedste billede.

Marianne – dagens bedste billede.

Men der er ingen tvivl om, at støjniveauet var ligefrem proportionalt med stemningen, og bestod at lige dele snak og latter. Jeg snakkede selv så meget, at jeg næsten ikke har nogen stemme i dag. Jeg ville bare ønske at jeg havde nået at snakke med mange flere. Det var som altid en kæmpe stor oplevelse at møde alle disse dejlige og skønne mennesker. Der var mange mennesker jeg kendte og mange jeg aldrig havde mødt før. Heldigvis havde jeg mit nye kamera med, så jeg ikke glemmer denne dejlige dag.

Inden vi skiltes fik jeg en gave af Hege og Thorvald. Det var en bog af den norske forfatter Børge Skråmestø – Tårer i champagnen. Jeg har allerede læst nogle sider i den og de skønne mennesker har ramt plet. Den lyder meget spændende og det var lidt svært at stoppe igen. Men den må desværre vente lidt – jeg er nemlig igang med Jørgen Knudsens store Georg Brandes biografi, som fylder lidt under 3,000 sider. Den er utrolig spændende, men det varer vist et par uger inden jeg er færdig med den. Hege havde skrevet nogle ord i bogen – jeg må indrømme, at jeg blev en lille smule rørt. Tusind tak for den dejlige gave. Jeg glæder mig rigtig meget til at læse den.

Jeg gik vist omkring klokken 23 – træt og glad efter en pragtfuld dag. Det var så hyggeligt, at jeg slet ikke synes jeg kan beskrive det godt nok. Tusind tak til alle – jeg glæder mig allerede til næste gang vi ses.

Blogtræf på Bibendum i Nansensgade

Blogtræf på Bibendum i Nansensgade

Senere kunne vi være ved et bord.

Senere kunne vi være ved et bord.