Charles Baudelaire(1821-1867)

Jeg får læst en hel del bøger for tiden. I weekenden læste jeg “De udstødte” af Samuel Beckett og jeg er allerede begyndt på næste bog som er Jean Potocki “Manuskriptet fra Zaragoza”. Når folk ringer til mig og hører min stemme, er der mange som straks undskylder at de har vækket mig! Men jeg sover slet ikke – jeg læser! Man kan være meget, meget langt væk, når man er fordybet i en god bog. Nogen gange er man flere hundrede år og mange tusinde kilometer borte. Så kan det jo godt tage nogen tid at finde tilbage igen!

“Men vi ler ad de menneskers tåbelighed som forestiller sig, at synets materielle organ er tilstrækkeligt til at kunne læse”, siger Don Pedro de Uzeda i “Manuskriptet fra Zaragoza”. Don Pedro har ret! Der er nemlig masser af mennesker som ikke kan læse! Jeg har en gang læst om en undersøgelse som hævdede, at det skyldes manglende eller underudviklet fantasi. Jeg ved ikke om det er grunden, men det er muligt. Jeg har nemlig bemærket, at de samme mennesker ikke har nogen problemer med at læse økonomiske rapporter, politiske handlingsplaner o.lign.

Men skønlitteratur er noget helt andet og det er skam ikke nok at man kender alle bogstaverne i alfabetet; man må også have en vis forståelse for symbolik, poesi, psykologi, filosofi og meget andet. Nogen synes måske, at det lyder som en hel universitetsuddannelse, men det er slet ikke nødvendigt: det findes alt sammen inde i os selv. Empati, fantasi og interesse for andre mennesker, for “De forhorede, de fordrukne og alle dem på falderebet”, som Suzanne Brøgger skriver i Tone, er det løsen, som åbner porten til litteraturens verden. Her møder vi alle de marginaliserede eksistenser, de gale og de geniale. God litteratur fordrer rummelighed, tolerance og nysgerrighed. Vi udfordres til at identificeres os med de fortabte og de fordømte. Men litteraturen kræver også noget af os; den forudsætter, at vi tør overskride vores eget ego og for en stund opgive vores egen eksistens.

“Man bør altid være beruset. Alting beror paa det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke Tidens skrækkelige Byrde, der knuser jeres Skuldre og knuger jer til Jorden, maa I beruse jer uden Ophør.

Men i hvad? I Vin, i Poesi, i Dyd – som I vil. Men berus jer. Og dersom det undertiden skulde hænde, paa et Slots Trappe, paa en Grøftekants grønne Græs, i jeres Stues tungsindige Ensomhed, at I vaagner,  og Rusen allerede er taget af eller helt forsvundet, spørg saa Vinden, Bølgen, Stjernen, Fuglen, Uret, alt det som flygter, alt det som sukker, alt det som rinder, alt det som synger, alt det som taler, spørg hvilken Time det er; og Vinden, Bølgen, Stjernen, Fuglen, Uret vil svare jer: “Det er Beruselsens Time! For ikke at blive Tidens mishandlede Trælle, saa berus jer; berus jer uafladeligt! I Vin, i Poesi, i Dyd – som I vil.”

Charles Baudelaire – Parisisk spleen.

Når jeg har læst 4-5 timer, eller endnu længere, så er jeg svimmel, beruset og udmattet – og jeg elsker det. Så tænder jeg for noget musik – for tiden er det en CD med den franske pianist David Fray som spiller nogle klaverstykker af Bach. Så sidder jeg helt stille og lytter til musikken, mens jeg tænker på det jeg har oplevet og forsøger at finde mig selv igen…..og så tænker jeg, at livet er værd at leve!