Alan Bennett – En kongelig læser.

Dronning Elisabeth II

Sidste sommer faldt jeg tilfældigt over ”En kongelig læser”, mens jeg gik og snusede hos Arnold Busck. Jeg bladrede lidt i den og nåede kun at læse 2½ linje før jeg indså, at jeg straks var nødt til at købe bogen. Det er en lille bog på 124 sider og jeg nåede at læse ¼ på vej hjem i bussen. Det var slet ikke meningen – jeg skulle jo bare skimme et par sider. Derfor begyndte jeg helt forfra da jeg kom hjem og jeg læste hele bogen på et par timer, mens jeg grinede og grinede og grinede. Det er en fantastisk og usædvanlig morsom bog. Siden har jeg læst den yderligere et par gange og den er stadig fantastisk.

”Det var hundenes skyld. De havde fine fornemmelser og ville normalt være gået op af hovedtrappen, hvor en livrist plejede at lukke dem ind, når de have været i haven. Men i dag for de af en eller anden grund galpende hen ad terrassen og tumlede atter hovedkulds ned ad trappen og rundt om hjørnet, hvor hun kunne høre dem gø af et eller andet i en af gårdene. Det var City of Westminsters bogbus…..”

Hovedpersonen er dronningen Elisabeth II. Hun går ind i bogbussen for at undskylde for hundenes larm, men så synes hun også at hun er nødt til at låne noget – blot for at være høflig.

”…..hun lod blikket glide rundt på de fyldte reoler og trak tiden ud.
”Kan man låne en bog? Man har ikke noget lånerkort.”
”Det er ikke noget problem,” sagde mr. Hutchings.
”Man er pensionist,” sagde dronningen uden helt at vide, om det betød noget.
”Deres majestæt kan låne op til seks bøger.”
”Seks? Ih, du forbarmende!”

Men hun ved stadig ikke hvad hun skal låne og ser sig omkring.

”Så fik hun øje på et navn hun kendte, på en hylde med temmelig slidte bind.
Ivy Compton-Burnett! Den må jeg læse.” Hun tog bogen og gav den til mr. Hutchings, så han kunne stemple den.
”Åh, hvor dejligt!” sagde hun og trykkede den ikke særligt overbevisende ind til sig, inden hun åbnede den. ”Jaså. Sidste den var udlånt var i 1989.”
”Hun er ikke nogen populær forfatter, Deres majestæt.”
”Det kan man da undre sig over. Jeg har adlet hende.”
Mr. Hutchings undlod at sige, at det ikke nødvendigvis var vejen til publikums hjerte.”

Dronning Elisabeth bliver ikke begejstret for bogen, men hun er verdens mest pligtopfyldende menneske – det er i hvert fald bogen udgangspunkt, som er ret essentiel for historien. Derfor læser dronningen pligtskyldigt bogen fra ende til anden. Da hun skal aflevere den kommer hun imidlertid i samme situation som sidst: hun føler at hun er nødt til at låne noget. Men denne gang er hun så heldig, at det er en bog som virkelig fanger hendes interesse. Og så sker ulykken: dronningen bliver en rigtig læsehest. Hun må have flere bøger, flere og flere bøger. Hun kan slet ikke få nok.

I bogbussen har hun mødt Norman Seakins, en tynd, rødblond ung mand som er opvasker i køkkenet og har ”en tendens til at lade sin læsning bestemme af om forfatteren var bøsse eller ej.”. Dronningen forstår ikke hvad han laver i køkkenet, for han er tydeligvis en meget begavet ung mand, siger hun til adjudanten, da hun ønsker at han skal forfremmes. ”Han er ikke lækker nok,” sagde adjudanten, men det var til kabinetssekretæren, ikke til dronningen.”

Seakins bliver hendes private håndlanger og deres forhold er særdeles velfungerende, da han har et ganske afslappet forhold til hende. Det er hun ikke vant til. Men grunden er ikke særlig smigrende: ”Vel var hun dronning, men hun var også en gammel dame, og eftersom Normans introduktion til arbejdslivet var gået via et plejehjem i Tyneside, lod han sig ikke skræmme af gamle damer. ”

Dronning Elisabeth d. 2.

Hun er besat af sine bøger og læser alle steder. Selv til den traditionsrige åbning af parlamentet tager hun sin bog med i kareten: ”Hun var blevet ret god til at læse og vinke samtidig; fidusen lå i at holde bogen under vinduesniveau og hele tiden fokusere på den , ikke på menneskemængden.”

Også på andre måder begynder verdens mest pligtopfyldende kvinde at slække på standarten: ”Grundsten blev lagt med mindre elan, og de få skibe der var at søsætte, lod hun i al hast løbe af stablen, som om de var legetøjsbåde på en sø, for der var altid en bog der ventede.”

Når hun flytter mellem de forskellige kongelige residenser er det nærmest som bagage; ”det vigtigste stykke, det var indiskutabelt, men ikke desto mindre bagage. På en måde forløb denne valfarten mere smertefrit end tidligere, fordi hovedpersonen for det meste sad med næsen i en bog. Hun satte sig ind i bilen foran Buckingham Palace og steg ud på Windsor Castle uden på noget tidspunkt at have fjernet blikket fra kaptajn Crouchback under hans invasion af Kreta. Hun fløj til Skotland og nød Tristram Shandys(under tiden stærkt irriterende) selskab, og når han begyndte at kede hende, var Trollope(Anthony) altid lige i nærheden. Det gjorde hende alt i alt til en smidig og fordringsløs rejsende.”

Men denne interesse giver en del problemer: ”Hun var ganske vist ikke altid så punktlig som hun havde været og en ventende bil med en mere og mere pirrelig hertug på bagsædet under markisen i slotsgården var ikke noget særsyn”

Det kommer også til udtryk i hendes påklædning: ”…hun bar den samme broche to gange for eksempel, eller havde de samme pumps på to dage i træk. Sandheden var, at Hendes Majestæt ikke længere gik særlig meget op i det,…..”

Alle mener at dronningens interesse er et problem; ikke nok med at hun altid taler om bøger, men hun begynder også at give folk bøger – ministrene, den kongelige familie, hoffolkene – og bagefter kan hun finde på at stille spørgsmål for at tjekke om de har læst dem. Efterhånden bliver hoffet bekymret for hendes helbred; før var hun så pligtopfyldende og nu kan de snart ikke kende hende mere. De mener at hendes adfærdsændring må skyldes alderdom, begyndende forfald eller senilitet – formentlig også alzheimers. Bøger er skam ikke nogen ufarlig lidenskab…..

Alan Bennett

”En kongelig læser” er en genial bog, som er værd at læse uanset om man er royalist eller republikaner. Udover at den er ekstremt morsom, så er det også en satire over det moderne monarki, som er et skuespil, hvor alle har deres roller som skal spilles – og der er panik, hvis nogen begynder at improvisere eller overskrider den stramme etikette. Derudover gør Alan Bennett grin med det intrigante hof og de smådumme politikere. Men det er altid på en pæn og anstændig måde. Det er spidsfindig satire, som aldrig bliver vulgær eller grovkornet. Men bag satiren er der også en alvor, for bogen handler også om en moderne dronning, der ikke har mange chancer for også at være et selvstændigt menneske. Via sin læsning bliver hun mere og mere bevidst om sig selv, sine egne behov og sine egne meninger – og det ændrer hendes liv.

Men først og fremmest er ”En kongelig læser” en genial bog om at elske bøger. Enhver læsehest eller bogorm vil genkende sig selv og identificere sig med dronningen efter nogle ganske få sider!