For 5 år siden fik jeg galdesten. Det er jo ikke så farligt, men det der skulle have været en hurtig rutineoperation, har udviklet sig til et årelangt mareridt!

Bispebjerg hospital

Da jeg fik mit første galdestensanfald for 5 år siden, oplevede jeg de værste smerter i hele mit liv. Jeg følte det som om at nogen havde sparket mig meget hårdt i maven. De krampagtige smerter sendte mig straks i gulvet, hvor jeg lå og rullede rundt, mens jeg stønnede højt af smerte.

Men det gik jo over igen og så tænkte jeg ikke mere på det…. før næste morgen, da jeg fik endnu et anfald. Så gik jeg til lægen, som straks fik mig haste indlagt på hospitalet. Hun var bange for at det var en alvorlig blindtarmsbetændelse. Efter et par timer blev jeg endelig undersøgt af en læge, som straks konkluderede, at jeg IKKE havde blindtarmsbetændelse. Fint, men hvad var der så galt? Ja, det kunne han ikke svare på. Sikkert ingenting, fik jeg at vide…. hvorefter jeg blev udskrevet. Hmmm….okay……….

Dagen efter fik jeg endnu et anfald. Det var ikke særlig rart, for jeg vidste jo ikke hvad jeg skulle gøre – det virkede lidt formålsløst at gå til lægen igen. I stedet tændte jeg computeren og fandt hurtigt en artikel på internettet, som fortalte, at det kunne være svært at se forskel på blindtarmsbetændelse og galdesten. Da jeg læste artiklen forstod jeg straks, at mine symptomer faktisk passede bedst på det sidste. Men jeg undrede mig lidt: hvis det er så almindeligt at forveksle de to sygdomme, så burde hospitalet vel lige have tjekket det?

Jeg smuttede igen til lægen og fortalte om min egen teori. Hun skrev en henvisning til en ultralydscanning og fik arrangeret, at jeg kunne blive undersøgt med det samme: undersøgelsen viste, at jeg havde tre store galdesten. Derefter anbefalede min læge, at jeg holdt mig fra kolesterolrige fødevarer indtil jeg var blevet opereret. Det betød at jeg skulle holde mig fra animalske produkter – der er jo ingen kolesterol i frugt og grønt. Da jeg allerede var vegetar betød det æg og mælkeprodukter…. sådan blev jeg veganer. Og det virkede – jeg fik ikke flere af de smertefulde galdestensanfald! Hvis jeg havde været veganer hele livet, så havde jeg slet ikke fået galdesten. De dannes nemlig af kolesterol.

Jeg blev opereret et par måneder senere og operationen gik godt – bortset fra at de havde lidt svært ved at vække mig igen. Men et par dage senere fik jeg endnu et galdestensanfald. Jeg havde på forhånd fået at vide, at man godt kunne få et enkelt anfald eller to efter operationen, så det var ubehageligt, men egentlig ikke bekymrende. Men der gik kun et par dage før jeg fik det næste anfald…. og det næste….. og det næste. Så kontaktede jeg igen hospitalet. De lavede en ultralydsscanning, for at se om de havde glemt en galdesten, da de fjernede min galdeblære. Det havde de ikke! Men jeg fik flere og flere anfald. I løbet af et par uger blev det til en fast rutine, at jeg fik to ekstremt smertefulde anfald hver eneste nat: det første kom mellem kl 4 og 5. Det næste fulgte cirka 1-2 timer senere. Sådan var det et helt år, hvor jeg aldrig fik søvn nok om natten og var fuldstændig smadret hver eneste dag.

På hospitalet blev jeg sendt til CT-scanning. Jeg kom til MR-scanning. De lavede en kikkertundersøgelse af mavensækken. Den sidste undersøgelse var den værste, for den udløste et galdestensanfald. Samtidig var jeg rimelig bedøvet og havde en slange i halsen – derfor kunne jeg ikke fortælle hvad der skete, da jeg fik disse forfærdelig kramper. Det betød at der var tre sygeplejersker som forsøgte at holde mig, mens jeg kæmpede for at komme fri. De forstod simpelthen ikke, at jeg pludselig var midt i et galdestensanfald med voldsomme smerte og enorme kramper i maven og mellemgulvet. De forstod det ikke og derfor blev de ved med at proppe slange og kikkert længere og længere ned i halsen på mig. Det var virkelig en rædselsfuld oplevelse.

Men efter hver eneste undersøgelse var svaret det samme: du fejler ingenting. Det var jo det samme om at kalde mig hypokonder. Samtidig begyndte jeg selvfølgelig at overveje, om jeg virkelig var så syg i hovedet, at det var noget jeg selv fremkaldte.

Efter cirka et år aftog anfaldene en lille smule. I stedet for to anfald blev det til et anfald hver nat…. og nogen gange en enkelt nat uden anfald. Det var altid værst hvis jeg havde fået alkohol. Der var ingen tvivl om at det forværrede anfaldene ganske voldsomt, selv om det kun var et par genstande. Der var selvfølgelig også anfald om dagen, men det var forholdsvis sjældent.

Efter endnu et års tid blev anfaldene sjældnere og sjældnere. Hyppigheden faldt og jeg fik kun 3-4 anfald om ugen. Og jeg opgav at tale med hospitalet …

Det vil sige, at det første år efter operationen havde jeg to anfald hver eneste nat. Hver evige eneste nat. Det næste år havde jeg gennemsnitligt ét anfald hver nat. Derefter fulgte cirka to år, hvor jeg havde gennemsnitligt 3-4 anfald om ugen … 

Efter et særlig grimt anfald talte jeg igen med min egen læge om problemet. Hun gav mig nogle smertestillende piller som jeg skulle prøve. Og de virkede. Hurra – jeg var ret begejstret. På en eller anden måde opdagede jeg bare, at det ikke var pillerne som virkede. Det var simpelthen det glas vand som jeg drak sammen med pillerne. Jeg ville ønske, at jeg havde opdaget det trick et par år før!

Jeg skriver sjældent om sygdom på bloggen, men jeg hører desværre til dem som bøvler med en masse helbredsproblemer. For et par måneder siden var jeg til undersøgelse hos Jan Kolind Christensen, speciallæge i kirurgi – inden undersøgelsen spurgte han, om jeg havde nogen problemer med maven. Jeg følte, at det måske var relevant at fortælle ham om eftervirkningerne af min galdestensoperation.

Jeg nåede ikke ret langt, før han afbrød mig og sagde:

“Du har post cholecystectomi syndrom.”

“Hva´ for noget?”

“Post cholecystectomi syndrom!”

Det havde han arbejdet med i mange år og han var slet ikke i tvivl. Det var jeg heller ikke, da vi havde snakket lidt mere om det. Men det er åbenbart så sjældent, at de fleste læger aldrig har hørt om det – jeg har stadig svært ved at forstå, at læger som arbejder med galdesten heller ikke kender det. For at vise mig hvor sjældent det var, foreslog Jan Kolind Christensen, at jeg lavede en google søgning. Og han har ret: det er sandelig ikke mange sider man kan finde.

Han fortalte mig, hvordan man kan løse problemet med en operation, som desværre er ret kompliceret, så det gør man kun hvis det er meget alvorligt. Efterhånden er disse anfald så sjældne, at jeg kan leve med det – indtil videre har jeg heldigvis kun haft tre anfald i år. Men jeg ville ønske jeg havde mødt en læge som vidste hvad det var, dengang da det var værst. Nu er det 5 år siden jeg blev opereret og mine anfald er ikke så voldsomme længere – alligevel synes jeg det er ret absurd, at jeg stadig får disse smertefulde anfald 5 år efter min galdestensoperation. Nu ved jeg jo hvad jeg skal gøre for at lindre smerterne: jeg skal drikke to glas koldt vand.Og det er ikke bare et eller andet sjovt husgeråd uden virkning. Nej, Jan Kolind Christensen bekræftede faktisk, at det hjælper at drikke to glas koldt vand. Det er ikke bare noget, som jeg har bildt mig selv ind. Det hjælper virkelig. Det betyder ikke nødvendigvis, at det kan stoppe alle galdestensanfald. Men to glas vand kan stoppe de fleste anfald og lindre resten i betragtelig grad.

Det bedste er, at jeg endelig har fået at vide hvad jeg fejler og at jeg IKKE er hypokonder! Det er faktisk en stor lettelse …

Updatering oktober 2016: selv om det er 11 år efter min operation, så har jeg haft 2 galdestensanfald i 2016. Galdestensanfald er vist altid slemme, men de har dog ikke været nær så slemme som de anfald jeg havde de første 2-4 år efter min operation. Ikke desto mindre, så er det jo fuldstændig absurd, at jeg stadig har galdestensanfald 11 år efter min operation!