Farveren Barak og hans kone. Foto: DKT og Miklos Szabo

Alle anmelderne er vildt begejstrede og publikum kvitterede med stående applaus. Kasper Holtens sidste forestilling som operachef på Det kongelige teater er en succes og jeg er åbenbart den eneste som ikke er glad og tilfreds. Jeg er faktisk rigtig skuffet…..

Richard Strauss opera “Kvinden uden skygge” er en historie, der konstant bevæger sig frem og tilbage mellem menneskernes verden og åndernes rige. Hovedpersonen er en kvindelig ånd, som en dag havde forvandlet sig til en hvid gazelle. Da hun blev skudt af kejseren, som var på jagt, forvandlede hun sig til kvinde, hvorefter hun blev hans kone og kejserinde. Som den gamle amme siger: siden den dag er der ikke gået én eneste nat, hvor kejseren ikke har begæret hende.

Nu er der gået et år og kejserinde er endnu ikke blevet gravid. Og hun har ikke nogen skygge – de to ting hører sammen. Hendes far, åndernes konge Keikobad, giver hende en frist på 3 dage til at skaffe en skygge – ellers skal hun vende tilbage til åndeverdenen og kejseren bliver forvandlet til sten. Kejserinden rejser gennem universet til jorden for at skaffe en anden kvindes skygge……

Og så går det galt for mig: hun rejser gennem universet og hele stjernevrimlen… men hvorfor? Kejseren er et menneske og hun er allerede på jorden – ellers hænger historien jo ikke sammen. Men hvis hun allerede er jo på jorden, så er det opsætningen der ikke holder…. Efter hendes tur på jorden, møder hun kejseren der bliver rasende jaloux fordi hun lugter af mennesker…… men det giver jo heller ikke mening, for han er jo også selv et menneske! De er på jorden, så de må formodentlig være omgivet af mennesker hele tiden…..

På jorden møder hun farveren Barak og hans kone, som ikke lever i et lykkeligt ægteskab. Kejserinden forsøger at købe konens skygge, lover hende guld og grønne skøve, unge elskere og et liv i sus og dus….. konen er fristet, men i sidste øjeblik hører hun sine ufødte børn der græder og så kan hun ikke. Senere får kejserinde mulighed for at tilegne sig konens skygge ved lusk, men da det virkelig gælder, kan hun heller ikke gør det. Hun vil ikke have blod på hænderne og være skyld i andres ulykke. 

Kejserinden indser, at menneskene betaler en hård pris for livet og får medfølelse med dem…….modsat de arrogante, selviske, ubarmhjertige og lunefulde guder, der aldrig varer sig for at lege med menneskernes liv og skæbne. Men kejserinden har udviklet sine menneskelige følelser og det er grunden til, at hun ikke kan stjæle farverkonens skygge. Hun føler og forstår, at hun hører til blandt menneskene og da får hun endelig sin egen skygge. På den måde handler “Kvinden uden skygge” om at finde ud af hvem man selv er og hvor man hører til. Her skal alle finde deres plads i de rigtige kasser!

Kejserinden har fået sin skygge og nu kan de endelig få børn, hvilket er forudsætningen for et lykkeligt forhold og et meningsfyldt liv….for børn er små engle der kommer med morgenrøden. Jeg var ved at blive kvalt. På den måde blev hele operaen en hyldest til kernefamilie og borgerskabsidyl…. sjældent har jeg set noget der var så reaktionært og småborgerligt – og jeg brød mig bestemt ikke om det.

Farverens historie var også særdeles problematisk: farveren Barak har købt sin kone og hun har ikke en gang et navn. Farveren er skam et hæderligt og godt menneske. Måske den mest sympatiske figur i stykket – og godt sunget af John Lundgren – men farverkonen er ikke tilfreds med dette liv og hun elsker ham ikke. Den milde og tålmodige farver mister endelig tålmodigheden med konen, da han opdager, at hun er ved at sælge deres ufødte børn for et liv i luksus. Han truer med at dræbe hende og endelig – endelig! – vågner hendes kærlighed, da han øver vold imod hende! Det er næsten for bizart! Så ender deres forhold i fryd og gammen – og forventningen om børn. Og den gode farver lover at han for fremtiden vil arbejde endnu hårdere for at skaffe mad til den kommende familie. Det er borgerskabets ideal af den gode og tilfredse proletar, der kender sin plads…. operaen havde premiere i 1919. Det er to år efter den russiske revolution. Man kan ikke lade være med at overveje det historiske perspektiv!

Scenografien er jeg heller ikke vild med. Den er lavet som en tegneserie i en stiliseret form, der minder mig om kunstneren Roy Lichtenstein. Men det bliver til karikatur når vi halvdelen af tiden ser en kvinde som græder. Det samme gælder de engle som hang og svævede bag scenen midt i det hele…. det virkede som en grotesk parodi. Det var nærmest grinagtigt…..og man kan dårligt forestille sig, at det har været hensigten.

Tredje gang er lykkens gang…. det samme må man sige om denne forestilling, for jeg kan huske mindst to gange, hvor det kongelige teater har annonceret denne opera og taget den af plakaten igen, da opgaven var for stor og uoverkommelig. Det største problem er simpelthen at presse musikere nok ned i orkestergraven: graven var fyldt helt ud, så de yderste musikere sad helt op af sidevæggene og halvvejs inden under scenen. Men sikken en lyd! Det var fantastisk. Flere gange stod en del af kapellet og spillede oppe på balkonen højt oppe over salen som blev fyldt med musik fra alle sider. Det var simpelthen storslået. Og meget voldsomt! Men nogle af forestillingens højdepunkter var simpelthen de lange mellemspil. Det var i hvert fald den del af operaen, som jeg nød mest. Et af de mest mindeværdige var en cello som lader sin solostemme fylde hele den store operasal, mens publikum sad og lyttede, som var alle fuldstændig tryllebundet. Det var et magisk øjeblik…..

“…selv om det problematiske ved Hugo von Hofmannsthals libretto til operamesteren Strauss’ mastodontværk fra 1910’erne dermed understreges, er det frem for alt en voldsom, flot og dybt oplevelsesværdig forestilling…” skriver Thomas Michelsen i Politiken. Ja, joh… sådan kan man måske godt sige det. Jeg tror ikke vi er helt uenige.

“…med et univers, der både er eventyrligt og filosofisk, er der så mange lag her, at det hele umuligt kan gå op”, skriver Søren Kassebeer i Berlingske, og konkluderer, at forestillingen er tæt på “det uopnåeligt fuldkomne”. Det er en meget kompleks opera og jeg kan godt forstå at det er svært. Den vigtigste del er min kritik er vist også rettet imod Hugo von Hoffmannsthal som skrev librettoen. 

I Jyllandsposten skriver Jakob Levinsen, at det er en “eminent seværdig forestilling” og kvitterer med 6 stjerner.

Gregers Dirckinck-Holmfeld er så begejstret, at han bliver helt poetisk og kalder det en “blomstrende operaudfoldelse”, hvorefter han ligeledes giver 6 stjerner.

I Information skriver Camilla Marie Dahlgreen, at “operaen forløses med naturlighed og æstetisk tilfredsstillelse” og kalder forestillingen et højdepunkt i det nye operahus historie!

Kvinden uden skygge – kejserinden og hendes gamle amme. Foto: DKT og Miklos Szabo.