Firefly er den første restaurant i København, som er 100% økologisk og vegansk! De sidste mange uger har jeg hørt spredte rygter om denne restaurant og jeg har virkelig glædet mig til at opleve den. Den åbnede for nogle dage siden og i går fik jeg min første middag på “Firefly”.

Restauranten ligger centralt ved Nørreport, lige over for de nye Torvehaller. Bag den lyse facade mod Frederiksborggade  kommer man ind i et stort lækkert rum, med en stor moderne og tjekket bar. To hjørner er indrettet med store sofaer, hvor man kan sidde – eller ligge! – mens man nyder en drink eller en kop kaffe. Resten af lokalet er fyldt med mørke stole og borde. Det hele er ret enkelt og stedet har rigtig dejlig stemning og en afslappet atmosfære, som giver gæsterne en behagelig følelse af velvære. 

Aloo Tikki

En del af det tjekkede koncept er menukortet, som kommer i form af en lille computer. Her kan man selv vælge fra et stort, lækkert og imponerende udvalg af forretter, hovedretter, desserter, milkshakes, juice, saft, sodavand mv. Og alt er økologisk!

Min første ret var Aloo Tikki – en slags kartoffeldeller med grønne ærter, samt en salat af gulerod og kinaradiser. Retten var fyldt med rig og kraftig smag – det var superlækkert.

Tofu cutlets på restaurant Firefly

Min næste ret var “Tofu cutlets”, som blev serveret med mangosalat, portobello svampe, rødvinssauce og nogle besynderlige kartofler. Lige siden jeg forlod restauranten, har jeg ærgret mig over, at jeg ikke spurgte hvordan de var lavet; de var nærmest gummiagtige, som om at de var dehydreret….. eller noget i den retning. Det var egentlig lidt synd for kartoflerne. Saucen var fantastisk og svampene… wow! Svampene var min favorit – super, super, supermums. Til gengæld er jeg lidt i tvivl om disse tofu koteletter………………..

Der var tre desserter at vælge imellem og de var alle raw. Jeg synes det er ærgerligt, at der ikke var en dessert med noget tofuis og måske en anden med noget frisk frugt…. bare for variationens skyld. Det er næsten både synd og skam på en vegansk restaurant.

Chokolade dessert på Firefly

Jeg valgte en dessert med hvid chokolade…..jeg var egentlig lidt skuffet over at den ikke var hvid. Jeg har et lidt anstrengt forhold til denne raw modedille. Men deres kager og desserter kan være utrolig lækre! Det smagte ikke som en almindelig chokoladedessert og jeg var lidt skeptisk efter første skefuld. Der er sådan en lidt rå bismag…. men derefter blev mine skefulde mindre og mindre, for at nyde desserten så længe som muligt og da min tallerken var tom, overvejede jeg helt seriøs at slikke den ren! Jeg ville ønske, at der havde været lidt mere!

Prisen blev 300 kroner. Det er altså lige i overkanten efter min smag. Men var det pengene værd? Yes! Det var det absolut. Hovedretten får ikke topkarakter, men det gør den elegante anretning på tallerknerne, præsentationen og den lækre stemning i restauranten. Prikken over i´et var betjeningen, som var utrolig smilende, friske, imødekommende og servicemindede. Jeg er rimelig imponeret – der er ikke mange steder man får sådan en supergod betjening. Hele stedet fremstår moderne og tjekket, men også varmt og venligt. Jeg er sikker på, at Firefly bliver en stor succes!

Selv om prisen var lidt i overkanten for mig og min økonomi, så er der ingen tvivl om, at jeg snart kommer igen og jeg glæder mig allerede!

Hjemmesiden er desværre ikke helt klar, men jeg smider alligevel et link: Restaurant Firefly

Vegan restaurant Firefly in Copenhagen