Fredag aften kunne TV-Avisen endnu en gang præsentere dokumentation for dyremishandling hos en dansk minkavler. Jeg må indrømme at jeg er forbavset………

Jeg tror de fleste har set skriften på væggen: England, Skotland, Irland, Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Østrig har allerede indført totalt forbud mod pelsdyravl og der er ingen tvivl om, at det samme indføres herhjemme. Spørgsmålet er blot om det kommer til at tage 1, 2, 5 eller 10 år. Fronterne er trukket op mellem modstandere og tilhængere….. Dansk Pelsdyravlerforening – AKA Kopenhagen Fur – har blandt andet hvervet Iben Hjejle og Jokeren som talsmænd. Iben Hjejle mener ikke, at der er nogen problemer med de danske minkfarme.  Iben Hjejle udtaler, at mink “måske er det dyrehold i Danmark som har det bedst…..” Sådan en benhård kynisme er både uhyggelig og skræmmende.

Jeg er ikke i tvivl om, at modstanderne vinder denne kamp. De danske pelsavleren kan ikke håbe på mere end en kortvarig udsættelse af skæbnetimen – det har de forhåbentlig også selv indset. De er vel ikke fuldstændig idioter…… Og det er præcis derfor jeg ikke forstår deres strategi. Hvad nytter det at hyre kendte frontfigurer, når man bliver ved med at finde sårede og mishandlede dyr hos de danske pelsavlere? Hvorfor retter de ikke op? Dét er deres eneste chance for at udsætte skæbnetimen. Har de ikke selv forstået det? Det virker nærmest som om, at de danske pelsavlere er ved at save den gren over, som de selv sidder på.

I forbindelse med tidligere afsløringer, har minkavlerne anklaget dyreaktivisterne for at flytte rundt på dyrene, hvilket skulle være årsagen til slagsmål blandt dyrene og dermed skulle dyreaktivisterne selv være ansvarlige for de døde og sårede dyr. Der er ovenikøbet nogen af disse pelsavlerne som har påstået, at dyreaktivisterne selv har haft døde dyr med, som de selv har lagt i burene. Det tror jeg naturligvis ikke på – og det er der vist heller ikke andre som gør. Jeg ser det udelukkende som et tegn på panik i pelsavlerbranchen. Hvis omstændigheder ikke havde været så uhyggelige, så havde det jo næsten været komisk…….

De sidste afsløringer er fra en minkfarm ejet af Ruhne Kirkeby – jeg vil rose ham for, at han i det mindste ikke forsøgte at lægge ansvaret fra sig, som mange af hans feje kollegaer har gjort. Ruhne Kirkebys minkfarm er en del af pelsbranchens charmeoffensiv, hvor de inviterer alle til at besøge en dansk pelsfarm, så man selv kan se, hvor godt minkene har det – efter den seneste minkskandale kan man vel godt tillade sig at kalde dette besøgsprogram for rent bluff. Spørgsmålet er vel bare, om der overhovedet var nogen som havde ladet sig narre? …. udover Iben Hjejle og Jokeren, naturligvis! De fleste mennesker rydder vel også op og gør rent, hvis man ved at der kommer gæster…… derfor kan de fleste formentlig også gennemskue, at sådan et besøgsprogram ikke beviser noget som helst om forholdene på de danske pelsfarme.

Gang på gang har forskellige dyreaktivister dokumenteret de virkelige forhold på de danske minkfarme – der er ingen grund til at nære nogen illusioner. Mink hører ikke til i bure – og vi har jo slet ikke brug for minkpelse. Derfor håber jeg, at vi hurtigst muligt får et total forbud mod pelsdyravl i Danmark.