I sidste uge fik jeg nye forsyninger fra Veganbasics i Tyskland….. der var 15 pakker pålæg, 4 pakker tofu, 2 pakker tofu chicken filets, nogle pølser og lidt chokolade.

Lillebror tjekker lige pakken fra Vegan Basics.

En pakke tofu-pålæg koster mellem 35 og 40 kr i en dansk butik – det er saftsusme dyrt for 6 eller 7 skiver pålæg. Det er der jo ingen som har råd til. Hvis man køber det i Tyskland koster den samme pakke pålæg 14-16 kr. Portoen koster mellem 50-60 kr. Det betyder, at hvis man gennemsnitligt sparer 20 kr på en pakke pålæg i Tyskland – man skal altså kun købe 3 pakker, så er portoen allerede betalt – og det kan holde sig i fryseren. Mine favoritter er “Kids live“, “Prima” og “Roast” fra Viana. Det er altså dejlig nemt lige at smøre noget plantemargarine på et stykke rugbrød og smide et stykke pålæg ovenpå – og det smager fantastisk.

Hvorfor har vi ikke sådan en butik i Danmark, er der nogen som spørger. Og fra tid til anden er der skam også nogen som forsøger at starte sådan en butik. Hvis man åbner en butik, så er det formodentlig fordi man tror at man kan tjene penge på det – jeg synes de er bindegale! Portoen er cirka den samme som fra Tyskland til Danmark – faktisk er den danske porto ofte en smule dyrere. Dernæst er der ikke moms på fødevarer i Tyskland. Det betyder, at en dansk webshop har ikke en chance for at konkurrere med de tyske priser.

Vegetarisk køderstatning

Jeg køber sådan en pakke cirka to gange om året, så jeg synes egentlig ikke jeg spiser så meget af den slags køderstatning. Jeg kan huske en video som jeg så på youtube for nogle år siden, hvor en amerikansk veganer fortalte hvad han spiste i løbet af en hel dag – det var køderstatning fra morgen til aften. Morgenmaden bestod af tofubacon og tofupølser. Og sådan fortsatte det hele dagen – og samtidig fortalte han om hvor sundt det er at være veganer. Alle undersøgelser viser, at det er sundt at leve vegansk – der er en hel del sygdomme som man slet ikke kan få(fx galdesten) og andre som er næsten umulige at få(fx. diabetes 2 og hjerte-kar-sygdomme). Det skyldes primært, at man ikke indtager kolesterol fra kød.

Jeg er dog overbevidst om, at den største sundhedsgevinst som veganer skyldes det store forbrug af frugt og grønt – denne sundhedsgevinst går man selvfølgelig glip af, hvis man bare udskifter kød med tofu. Jeg tror bestemt ikke det er usundt at spise disse former for køderstatning – og slet ikke i de begrænsede mængder som jeg spiser det. På den anden side tror jeg heller ikke det giver den samme sundhedsfordel som hvis man havde spist mere frugt og grønt i stedet for.

Hvorfor køderstatning?

Med mellemrum møder jeg mennesker som undrer sig over, at veganere gerne vil spise noget som smager af kød – det forstår de simpelthen ikke. Jeg kan godt forstå deres forundring. Men man skal huske, at der er mange veganere som faktisk godt kan lide smagen af kød, men udelukkende er veganere af etiske årsager – de mener ikke det er acceptabelt at holde eller slagte dyr. I følge deres overbevisning er der selvfølgelig ikke noget problem med at spise køderstatning.

Bill Clinton – sikkert verdens mest kendte veganer.

For mig selv er det lidt anderledes – jeg er opvokset på landet. Jeg kan ikke spise et stykke kød uden at tænke på dyrene – det er skam ikke noget med romantik. Tværtimod – det er stanken af kolort og kostald. Jeg synes også at mælk smager af kostald og det er faktisk ikke særlig appetitligt. Når man taler om fjerkræ kan jeg ikke lade være med at mindes stanken i min bedstemors køkken når hun brændte de sidste små fine dun af høns og kyllinger – hele huset stank af brændt hud i flere dage efter. Når jeg spiser et stykke kød, så får jeg straks sådan en meget ubehagelig følelse af at hele min mund er fuld af kød, blod, tarme, knogler, brusk………. jeg kan simpelthen ikke abstrahere fra den tanke, at jeg spiser noget som en gang har været levende og så er det altså meget svært at spise det.

Da jeg var kødspiser var MacDonalds mit foretrukne spisested – det var der mange som undrede sig over. “Når du er så kræsen, hvordan kan det så være at du foretrækker det dårligste kød overhovedet”, spurgte de undrende. Jeg synes svaret er ret simpelt – de bøffer man får på MacDonalds smager ikke den mindste smule af kød; derfor fremkalder det ingen ubehagelige associationer at spise en burger på MacDonalds.

Og det samme gælder naturligvis alle disse former for køderstatning – det er muligt at smagen minder om kød, men det giver ingen associationer til beskidte og stinkende kostalde, blodige slagterier, vold og død.

Den dumme veganerhetz

Med mellemrum oplever jeg, at den manglende forståelse forvandler sig til en dum og uintelligent hetz. Det sker fx når folk kalder mine vegetardeller eller selleribøffer for et forsøg på at lave køderstatning – at få tingene til at ligne noget de ikke er. Jeg bliver nærmest helt paf når jeg møder denne kritik – jamen, hvad i alverden skal man så kalde det? Hvis nogen har et godt bud, så vil jeg gerne høre det……….

Men disse betegnelser har en stor fordel – hvis jeg taler om rødbededeller, så har folk straks en ide om hvad jeg mener, uanset om de er veganere eller ej. Og det samme gælder jo med selleribøffer. Jeg behøver egentlig ikke at forklare hvad det er – det kan de fleste nogenlunde forestille sig. Derfor synes jeg det er utrolig dumt, når kødspisere mener at de har patent på begreber som bøffer og deller, og det ændrer ikke mit sprogbrug. Jeg synes det er vigtigere at vi kan tale sammen og forstå hinanden. Når jeg taler om sellerideller, så er det en meget nem og enkel måde at beskrive både form og indhold, som de fleste mennesker forstår.

Men det går helt galt når kødspisere protesterer mod udtryk som sojamælk. Det har jo ikke noget med mælk at gøre, hævder de. Tja, jeg ved egentlig ikke hvordan man definerer ordet “mælk”, men jeg har da aldrig hørt den samme indvending mod kokosmælk. Og mælkebøtter har simpelthen fået navn efter den hvide saft – mælken – i deres stængler.

En af mine livretter – kartofler, stuvet spinat, grønne ærter og Tofu chicken filet.