Grønsagstærte med brocolli, blomkål og gulerødder

Der er flere muligheder, når man skal lave en vegansk grønsagstærte – jeg synes denne metode er den nemmeste og den bedste. Den er så god, at jeg faktisk synes den er meget bedre end det traditionelle metode med 3 æg og en kvart piskefløde! 

½ dl koldt vand
100 g plantemargarine
en smule salt
3 dl mel

Hæld vand, plantemargarine og salt i en skål – tilsæt mel lidt efter lidt, mens man ælter til man får en passende dej. Rul dejen ud, så den passer til en normal tærteform. Smør tærteformen og læg dejen i….. 

5-6 kartofler
ca. 2-3 dl neutral sojamælk
ca. 50 g plantemargarine
1 brocolli
1/4 blomkål
2 gulerødder
3 forårsløg
3 fed hvidløg
salt

Skræl kartoflerne og kog dem i let saltet vand. Og de må godt lige få to minutter for meget. 

Mens de koger renser man brocolli og blomkål, og deler begge dele i små buketter. Skræl gulerødderne og skær dem i små tern. Smid det hele i en gryde med letsaltet vand og lad dem koge 3-4 minutter. Smag på grøntsagerne, så du ved hvornår de er færdige. Der skal gerne være masser af bid, for man skal huske, at de også skal i tærten. 

Skær forårsløgene i fine ringe; de svitses 2 minutter på en pande. 

Når kartoflerne er kogt, så laver man en let kartoffelmos – brug lidt rigeligt med plantemargarine og sojamælk. Men tilsæt det lidt af gange, så det ikke pludselig bliver til en grød, for det er absolut IKKE meningen. Tilsæt knuste eller hakkede hvidløg, samt alle grøntsagerne; læg dem over i tærten og bag tærten ca. 30 minutter ved 200 grader. 

PS: i fremtiden vil jeg prøve at eksperimentere med at bruge selleripuré, pastinakpuré eller lignende. Måske blandet med lidt kartoffel, for at smagen ikke skal blive for markant. Jeg tror det bliver superlækkert…… :D 

Lækker grøntsagstærte uden æg og mælk