Men den 4. august 1987 gik jeg altså ned ad Via Moscova, forbi S.Angelo, gennem Giardini Pubblici, over Via Palestro, ind i Via Marina; over Via Senato og Via della Spiga gennem Via Gesù og et stykke ned ad Via Monte Napoleone og op på Via Alessandro Manzoni, hvorfra jeg så nåede Piazza della Scala og derfra til pladsen foran katedralen. Inde i Katedralen satte jeg mig ned, løsnede mine skos snørrebånd og vidste så pludselig, som jeg stadig den dag i dag kan genkalde mig, ikke længere, hvor jeg befandt mig. Af al kraft forsøgte jeg at rekonstruere de sidste dages forløb og den rejse, der havde bragt mig hertil, men jeg kunne faktisk ikke sige, om jeg stadig befandt mig i de levendes verden eller allerede et andet sted. Det hjalp ikke på min lammede hukommelse, at jeg klatrede op til katedralens øverste galleri og derfra, trods min svimlende højdeskræk og den dis, som slørede udsigten, tog byen, der nu forekom mig fuldkommen fremmed, i øjesyn. Der hvor navnet Milano skulle være dukket op, mærkede jeg nu ikke andet end min egen magtesløshed. 

Ovenstående citat er et meget præcist koncentrat af hele denne besynderlige og usædvanlige roman. “Højde. Skræk.” består af fire afsnit med tre hovedpersoner; de rejser alle frem og tilbage over alperne, og krydser bestandigt hinandens spor: 

I første afsnit følger vi Henri Beyle, bedre kendt som den franske forfatter Stendhal, der primært bliver husket for de to store romaner “Hoffet i Parma” og “Rødt og sort”. Vi møder den unge Henri Beyle da han er soldat i Napoleons hær; derefter følger vi hans liv og hans kærlighedsaffærer, indtil han dør af et apoplektisk anfald i 1842. 

I næste afsnit optræder forfatteren selv som hovedperson. Litteraturhistorikeren W.G. Sebald er født i Bayern, men boede det meste af livet i Norwich i England, hvor han underviste i sprog og litteratur ved universitetet. Vi følger ham da han rejser fra England til Wien, videre til Venedig og derfra til Milano og Verona…. I Limone ved Gardasøen mister han sit pas og han får et nyt i Milano, hvor han også bliver overfaldet af tyveknægte. Et andet sted følger en hvid hund efter ham gennem halvdelen af byens gader. I Verona ser han Pisanellos fresko over Pellegrini-kapellet og i Padua ser han nogle af Giottos fresker – det er præcis lige så kedeligt, som når folk kommer hjem fra ferie og absolut skal fortælle lange historier om deres oplevelser, mens man selv sidder og tænker; hvad i alverden rager det mig…… 

Tredje afsnit handler om Kafka, som rejser fra Prag til Wien, for at deltage i en kongres. Derfra rejser han til Venedig og videre til Verona. I Riva tager han ophold på en vandkuranstalt, hvor han forelsker sig i en af de andre patienter. 

I bogens sidste afsnit rejser Sebald tilbage til sin barndoms by i alperne; han finder sit barndomshjem, hvor der nu er hotel, og indlogerer sig i familiens daværende dagligstue. Fra dette udgangspunkt fortæller han med pedantisk nidkærhed om sine barndomserindringer og alle landsbytosserne; han fortæller om søstrene Babett og Bina som i årevis driver en lille café uden at der nogensinde kommer én eneste gæst. Han fortæller om værten i værtshuset Engelwirt der dør af et sår, som han pådrog sig fra en cigar da han var en ung mand. Og den excentriske opfinder som drømmer om at bygge en skovprædikestol i en af skoven højeste graner, hvorfra præsten en gang om året skal prædike for skovens træer. Det er side op og side ned om det kedelige hverdagsliv i en lille by i alperne, hvor der ikke sker noget som helst. Ikke det mindste. Absolut ingenting! Det er gabende kedsommeligt og minder mig om min salig bedstemor, når hun fortalte lange historier om folk man ikke kendte og heller ikke havde lyst til at kende……  

Vaginafeber

“Højde. Skræk.” er en bog som kræver tålmodighed, fokus, koncentration og opmærksomhed. Men langsomt opdager man, at bogen også rummer en anden historie: “Småting, vi overser, afgør alt!“, skriver Sebald. 

Alle disse rastløse og nervøse rejsende lider alle af svimmelhed, kvalme og hallucinationer. Sebald fortæller ikke om oprindelsen til hans egne lidelser – den forklaring skal man finde i de små intermezzoer. Henri Beyle forfølger de kvinder han elsker, men ikke kan få. Kafka er endelig sluppet ud af forlovelsen med Felice Bauer; nu opholder han sig på en vandkuranstalt, hvor han får kolde afvaskninger flere gange om dagen. Når forfatteren – i denne sammenhæng! – skriver om “en sygdom, der kun kan helbredes i sengen“, så forstår man pludselig, at alle deres nervøse lidelser har rod i sexuallivet – og det gælder alle bogens hovedpersoner.

Kuren er angivet og det lyder jo meget nemt. Men hvorfor er det så alligevel så svært? 

Franz Kafka(1883-1924)

Sebald genfortæller Kafkas historie om jægeren Gracchus fra Schwarzwald, som dør, da han jagter en gemse og styrter ned fra en klippe. Da færgemanden, som skal fragte Gracchus fra de levendes til de dødes verden, er uopmærksom, mister de retningen og sejler rundt i tre år, inden skibet glider ind i Rivas lille havn…. Riva! Hvor Kafka selv befinder sig, efter sin langvarige og mislykkede forlovelse med Felice Bauer! Det er tydeligvis en allegorisk fortælling, hvor jægeren Gracchus optræder som Kafkas alter ego. 

Der optræder også en jæger i forfatterens barndomserindringer – jægeren Hans Schlag kunne sidde i byens krostue til langt ud på natten, men den tavse mand sad altid alene og talte aldrig med nogen. En aften opdagede den unge forfatterspire jægeren, som havde sex med den skønne serveringspige Romana ude i brændeskuret. Næste dag fandt man den døde jæger, som var faldet ned i en dyb kløft. For at gøre parallellen helt klar, så har han ovenikøbet en tatovering af et skib på den ene overarm.

Efterhånden er det ret tydeligt, at disse kløfter er sexsymboler – så forstår man pludselig også, hvorfor alle hovedpersonerne rejser rundt i alperne, som er lutter bjerge og kløfter! Det er ikke nødvendigt at hedde Freud til efternavn for at gennemskue, at når Sebald skriver om topografi så mener han egentlig anatomi – kvindelig anatomi. Man forstår også, at det er deres sexdrift som driver alle disse ensomme og rastløse mennesker afsted. Man begynder også at ane, at forfatterens højdeskræk er en metafor for sexangst. Men hvorfra stammer denne angst?

Efter en særdeles promiskuøs ungdom, må Henri Beyle resten af livet kæmpe med syfilis. Kafka bryder en lang forlovelse med Felice Bauer, da han er bange for at blive fanget og kvalt i ægteskabet. Vi får også historien om skørtejægeren Casanova, som tilbringer et par år Venedigs fængsler, som straf for sin ustyrlige libido. Endelig er der jægeren Hans Schlag; hans historie har skabt en stærk forbindelse med sex og død, hvilket tydeligvis har været traumatisk for den unge Sebald. 

Forfatterens “Højde. Skræk.” består altså af to elementer: først en stærk sexdrift og dernæst angsten for konsekvenserne: kønssygdomme, ægteskab, fængsel eller død. Man forstår jo godt, at konflikten mellem disse modsatrettede drifter giver både svimmelhed, kvalme, nervøsitet og hallucinationer! 

Det var en rigtig træls og kedsommelig opgave at læse “Højde. Skræk.”. Jeg må indrømme, at jeg ligefrem hadede hver eneste side. Men da jeg nåede til slutningen og kunne begynde at samle brikkerne i dette puslespil, så blev jeg så fascineret, at jeg var nødt til at læse bogen igen; og pludselig blev det en fantastisk oplevelse. Pludselig var det tydeligt, hvor meget symbolik der var hele vejen igennem og derfor fik alting en ny og dybere betydning. Jeg glæder mig til at læse bogen endnu en gang, for der er med garanti meget, som jeg ikke har forstået endnu. 

Exit Sebald

“Højde. Skræk.” er Sebalds første roman som oprindeligt udkom i 1990, men det er hans sidste bog på dansk. Tidligere er udgivet “Austerlitz”, “Saturns ringe” og “De udvandrede”. Forfatteren døde efter en bilulykke i 2001, så der kommer desværre ikke flere bøger…… 

Der er lige et par kommentarer til Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads oversættelse; de skriver at liget af jægeren Schlag blev “underkastet en autopsi.” Arghhh – det hedder altså en obduktion på dansk. Dernæst skriver de i efterskriftet, at han “ved et tilfælde” får nøglerne til sit gamle børneværelse, da han indlogerer sig i gæstgiveriet. Et tilfælde? Arghhh – jeg synes ikke kan kalde det et tilfælde, når han helt bevidst går ind i sit gamle barndomshjem og HELT BEVIDST beder om et værelse på første sal med udsigt til gaden – præcis hvor deres egen lejlighed lå dengang. Endelig skriver de, at der er tale om voldtægt mellem jægeren og serveringspigen Romana, men det er der absolut IKKE belæg for i teksten. Jeg ville nærmest sige tværtimod. Der kunne lige så vel være tale om et længerevarende – men hemmeligt! – forhold. 

Udgivet på forlaget Tiderne skifter, 2012. 

W.G. Sebald(1944-2001)