Austin Sloper ønsker at “lære noget interessant og at udrette noget nyttigt” – derfor bliver han læge. Han gifter sig med en smuk ung kvinde; de får en søn, som dør da han er tre år. To år senere får de en datter, men konen dør kort tid efter fødselen: “Af en mand at være, hvis levevej det var at holde folk i live, havde han bestemt ikke klaret det ret godt, hvad hans egen familie angik“, skriver Henry James med karakteristisk humor og ironi. 

Nu er doktor Sloper blevet enkemand med “et barn af et køn, der i doktorens øjne gjorde det stakkels barn til en utilstrækkelig erstatning for hans begrædte førstefødte, som han havde lovet sig selv at gøre en betydningsfuld mand ud af(…)”. Selv om doktor Sloper “i en vis udstrækning var, hvad man kalder kvindelæge, var hans private agtelse for det mere komplicerede køn ikke overdrevent høj“. 

Alligevel er det denne datter – Catherine Sloper – som er historiens hovedperson: “Hun var et sundt, velvoksent barn uden det mindste spor af sin mors skønhed. Hun var ikke grim; hun havde blot et almindeligt, kedeligt, blidt ansigt(…), og på trods af, at hun var en rig arving, var der aldrig nogen sinde nogen, der havde tænkt på at betragte hende som attraktiv“. “Catherine var så afgjort ikke begavet. Hun var ikke opvakt, hvad det boglige angik, og faktisk heller ikke på anden måde.” I stedet var hun lidt af en ædedolk, som brugte alle sine lommepenge på flødekager. “Doktor Sloper ville gerne have været stolt af sin datter, men der var ikke noget at være stolt af hos stakkels Catherine. Der var selvfølgelig heller ikke noget at skamme sig over, men det var ikke nok for doktoren…. ” 

Den fornuftige doktor trøster sig med, at han i det mindste ikke har nogen grund til at være bange for at miste hende – mod alle odds møder hun alligevel den smukke Morris Townsend. Alle bemærker hvor godt han ser ud. Catherine synes han er både åndfuld og klog. Nogen mener at han er “lidt for klog“. Selv doktor Sloper må indrømme, at Morris Townsend “ser usædvanlig godt ud“. Alligevel konkluderer doktoren snart, at Morris Townsend er en døgenigt, en ødeland og en lykkeridder – herefter gør han alt hvad han kan, for at forpurre det unge pars ægteskabsplaner. 

På den anden side er der Mrs. Penniman – doktorens søster – som støtter det unge par. Hun blev tidligt enke, hvorefter hun flyttede ind hos familien Sloper på Washington square: “Doktoren havde ikke foreslået Mrs. Penniman at bo hos ham i al fremtid; han havde antydet, at hun kunne betragte hans hjem som et fristed, mens hun så sig omkring efter nogle umøblerede værelser. Det var uvist, om Mrs. Penniman nogen sinde iværksatte en eftersøgning af nogle umøblerede værelser, men det er et ubestridt faktum, at hun aldrig fandt et. Hun slog sig ned hos sin bror og tog aldrig af sted igen…” “Mrs. Penniman var en høj, tynd, lys og noget falmet kvinde (…) Hun var romantisk; hun var følsom; hun nærede en lidenskab for små hemmeligheder og mysterier – en meget uskyldig lidenskab, for hendes hemmeligheder havde hidtil været lige så ubrugelige som rådne æg. Hun var ikke fuldstændig pålidelig, men denne skavank havde ikke de store konsekvenser, for hun havde aldrig haft noget at skjule.” Det skal dog vise sig, at hendes egenskaber får skæbnesvangre konsekvenser for andre……. 

Humor og ironi

Som det fremgår af ovenstående citater, er bogen skrevet med masser af humor, ironi og syrlig sarkasme. Henry James er så grænseoverskridende grov og uforskammet i beskrivelsen af sine egne personer, at man ikke kan lade være med at more sig. Det er politisk ukorrekt humor i højeste potens. Men langsomt strammes skruen – for at misbruge en anden af Henry James titler. 

“Washington square” er absolut ingen komedie; det er heller ikke nogen simpel eller banal kærlighedshistorie. 

Henry James (1843-1916)

Historien udvikler sig til et grumt skæbnedrama; er Morris Townsend virkelig forelsket i Catherine? Eller er han en lykkeridder, som kun vil have fingre i hendes betydelige arv? Doktor Sloper og Mrs. Penniman kæmper en ubarmhjertig kamp for at påvirke Cathrine og afgøre hendes skæbne. På den måde viser Henry James, hvordan Catherine er splittet mellem den maskuline fornuft og den kvindelige romantik. Men det er også en usædvanlig modbydelig historien om, hvordan stakkels Catherine bliver et hjælpeløst offer i en hensynsløs magtkamp. På den måde forvandler Henry James en rimelig simpel kærlighedshistorie til et djævelsk skæbnedrama og bag den brede facade, bag den store balkon og den hvide marmortrapper, forvandler han det idylliske hjem på “Washington square” til en drabelig kampplads for et skæbnesvangert familiedrama.

Vild med Henry James

Jeg læste “Washington square” første gang for 5-6 måneder siden. Straks efter måtte jeg læse den igen, for at undersøge om Morris Townsend var en svindler eller ej – efter første læsning var jeg nemlig ikke sikker. Nu har jeg læst bogen endnu en gang for at skrive dette indlæg. Og det er bestemt ikke sidste gang! “Washington square” er skrevet med en formidabel humor, en blændende ironi og sproglig ekvilibrisme som gør mig helt beruset. Samtidig er historien et fascinerende og gådefuldt psykologisk drama, der har så mange nuancer, at det er en historie som man kan læse igen og igen og igen. 

“Washington square” er udgivet af forlaget Bahnhof i 2009.