Torsdag begyndte jeg på 3. bind af Murakamis trilogi 1Q84. Jeg var færdig præcis 24 timer senere. Jeg havde naturligvis også sovet – det vil sige, at jeg har læst 450 sider på 14-15 timer. Jeg tror det er en ny rekord. Men det var en fantastisk bog og jeg kunne bare ikke lægge den fra mig. Da jeg var færdig kunne jeg lige nå at slappe af et par timer og spise aftensmad, inden jeg skulle til koncert i Konservatoriets koncertsal. 

Benjamin Britten – War Requiem

Wilfred Owen (1893-1918)

Et requiem er en katolsk messe for de døde, som traditionelt blev brugt i forbindelse med begravelser eller mindehøjtideligheder. Mozarts requiem fra 1791 markerer et skift – herfra begynder requiemmerne at flytte fra kirkerne og ind i koncertsalene. Samtidig bliver komponisterne mere og mere kreative. Det har vist altid været almindeligt, at komponisterne kunne sætte de enkelte dele af messen sammen, som de selv ønskede. De kunne også udelade de dele som de ikke ønskede at bruge. Fx udelader Gabriel Fauré den højdramatiske “Dies Irae” i sit requiem. Johannes Brahms bryder alle traditioner, da han forkaster den katolske tekst og i stedet bruger udvalgte bibelcitater til sit requiem fra 1868 – et requiem som udelukkende synges på tysk! 

Benjamin Britten vælger en helt anden form til sit “War Requiem”, som blev uropført i 1962. Han lader den katolske messetekst slynge sig omkring engelske digte af Wilfred Owen – en ung digter der var soldat under første verdens krig og blev dræbt præcis 1 uge før krigen sluttede. Owens digte er på mange måder et opgør med forestillingen om den heroiske død på slagmarken. “Hvilke klokker klemter for dem, der dør som kvæg?“, spørger tenoren, med Wilfred Owens ord i Brittens War Requiem: “Kun kanonernes rædsomme rasen/kun de stammende riflers ilsomme knitren/kan plapre frem deres hastige bønner. /Intet blændværk får de af bøn eller klokke, og/ingen klagesang, blot disse kor: /skingre, afsindige kor af granathyl og horn, /der kalder fra den triste hjemstavn.” 

Dona nobis pacem

Der er tre solister – sopranen synger den katolske messetekst sammen med det store kor, mens en tenor og en baryton skiftes til at synge Wilfred Owens engelske digte om den umenneskelige krig og den forfærdelige død på slagmarken. Man skal helt hen til “Angus Dei”, til slutningen af den næstsidste sats før man når et magisk klimaks. Det består udelukkende af tre små ord…. 

Benjamin Britten (1913-1976)

Den katolske tekst er en bøn til Gud – “Requiem aeternam dona eis” synger koret – “dona eis requiem sempiternam” – Herre, giv dem den evige hvile. Det er korets bøn til Gud, som bliver gentaget igen og igen. Det er direkte henvendt til Gud og derfor er teksten på latin. Wilfred Owens digte handler om det verdslige, det dennesidige – derfor er de på engelsk. Men denne form brydes i slutningen af 5. sats, hvor tenoren synger: “Dona nobis pacem” – Giv os fred. Det er de eneste tre ord, som tenoren synger på latin – det giver dem naturligvis en særlig betydning. Det er soldatens bøn fra det dennesidige til Gud om fred – det er altså ikke en bøn om sjælenes evige fred. Det er ikke en bøn for de døde, men de levende – en bøn om fred på jorden. Det er sunget på latin, som i denne kontekst er Guds sprog. Men det er naturligvis også sunget til et publikum……. 

I de tre små ord – Dona nobis pacem – samles hele værkets essens. Alle delene smelter sammen i et magisk knudepunkt: tenoren, som – sammen med barytonen – repræsenterer det dennesidige. Men han overskrider dødens grænse og synger på latin! Og samtidig er der pludselig et “os” som drager publikum helt ind i værket. Menneskeheden smelter sammen til en samlet enhed. Det er utrolig genialt! Dermed rummer ordene “Dona nobis pacem” også det pacifistiske budskab, som var helt centralt for Benjamin Britten da han skrev dette værk. 

De medvirkende

Brittens War Requiem er et stort værk og der var mere end 200 medvirkende ved koncerten i går. Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke havde et kamera med, for det var helt utroligt at se så mange mennesker på scenen.

Lan Shui – chefdirigent for Sjællands Symfoniorkester

Først og fremmest var der naturligvis Sjællands Symfoniorkester. Opførelsen var en fællesproduktion med musikkonservatoriet, så Sjællands Symfoniorkester fik hjælp af 45 studerende. Dernæst medvirkede musikkonservatoriets kammerkor med 47 medlemmer, Kammerkoret Hymnia, Kammerkoret Camerata og Københavns Drengekor – jeg er altid særlig imponeret over drengekoret. Jeg er ret sikker på, at det er forældrene som tager initiativet når drengene begynder at synge. Men de er saftsusme dygtige – så dygtig bliver man ikke, hvis man ikke selv kan lide at synge. Det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg er dybt imponeret – men jeg er også dybt taknemmelig over at de gider. I stedet kunne de jo spille fodbold eller computerspil, som de fleste andre drenge på den alder. Jeg tror vi er mange som er taknemmelige over, at de har valgt Københavns Drengekor i stedet for. 

Første gang jeg hørte dette værk var i den samme koncertsal for cirka 12-13 år siden; den gang var det med DR Symfoniorkestret, samt Simon Keenlyside og Ian Bostridge som solister. Allerede dengang havde jeg flere CDere med Ian Bostridge og jeg ville selvfølgelig gerne høre ham i virkeligheden. Billetten kostede en mindre formue, men jeg kunne ikke se noget som helst. Dengang var jeg heller ikke særlig begejstret for værket – det var absolut ikke en god oplevelse. 

Det var helt anderledes i går – Sjællands symfoniorkester spillede så man blev helt ekstatisk. Jeg synes det er passende at fremhæve messingblæserne – særligt i Dies Irae, som er det dramatiske højdepunkt i ethvert requiem. De havde et utrolig flot og præcist samspil. Jeg forstår jo slet ikke, at det er muligt at spille så præcist – der var ikke en tone som var lidt skæv, lidt for hurtig eller lidt for langsom. Ikke en eneste! Det er måske fordi jeg ikke spiller et instrument, men jeg er alligevel dybt imponeret. 

Niels-Jørgen Riis

Den danske tenor Niels-Jørgen Riis

Endelig medvirkede tre solister – den østrigske baryton Günther Haumer, den russiske sopran Yana Klein og den danske tenor Niels-Jørgen Riis. Yana Klein var helt fantastisk i “Lacrimosa dies illa“, hvor hun synger vekselsang med koret. Det var så smukt og storslået, at man fik et helt sug i maven.

Men jeg var også meget begejstret for Niels-Jørgen Riis – jeg har altid haft det lidt svært med Niels-Jørgen Riis, når han optræder som første-elsker. Jeg kan fx huske en opsætning af La Traviata, som jeg helst vil glemme……. Efterhånden er han blevet en voksen mand og det giver ham nogle opgaver som måske passer bedre til hans temperament og hans personlighed. I går optrådte han med stor selvsikkerhed og der var en solid fasthed i hans stemme – det gav ham en stor karisma på scenen. Jeg er stadigvæk ret vild med Ian Bostridge, men i denne sammenhæng er Niels-Jørgen Riis altså meget, meget bedre. Han var helt fænomenal og jeg synes, at han burde rejse hele jorden rundt for at synge Brittens War Requiem. Jeg tror i hvert fald ikke, at der er ret mange tenorer i verden, som kan synge dette parti bedre end Niels-Jørgen Riis…… 

Det var en utrolig flot og vellykket koncert, hvor jeg tror, at alle medvirkende ydede det bedste de kunne. Jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg nød det, lige fra den allerførste til den allersidste tone. Hvor er det ærgerligt, at Brittens War Requiem ikke opføres lidt oftere. Jeg tror det er et meget svært og et meget krævende værk; men når det lyder som det gjorde i koncertsalen i aftes, så er det en helt sublim oplevelse.