Torsdag aften var jeg til koncert med Sjællands Symfoniorkester. 

Dvorák og Beethoven

Første værk var Antonín Dvoráks blæserserenade – jeg var desværre ikke særlig begejstret. De 12 musikere spillede med stor engagement og flere havde også nogle flotte solopassager. Alligevel blev det aldrig rigtig spændende. To oboer, to klarinetter, to fagotter, en kontrafagot og tre horn, ledsaget af en cello og en kontrabas – det er altså meget mørkt og tungt. Trods musikernes indsats, så blev musikken aldrig rigtig levende. I stedet blev helheden næsten gumpetung. Den kunne ikke rigtig få luft under vingerne… 

Pianisten Dejan Lazic

Alligevel var jeg skam glad for at høre værket. Når jeg går til koncert, så er det jo også fordi jeg gerne vil præsenteres for musik som jeg ikke kender i forvejen. Nogen gange kan man lide det – andre gange kan man ikke. Og nogen gange ombestemmer man sig, hvis man hører værket igen. Jeg synes, at Dvoráks blæserserenade var dødkedelig og end ikke guddommelig medvirken kunne redde værket; fagotspiller Signe Haugland indledte koncerten med at præsentere publikum for gud – i hvert fald Signe Hauglands egen gud, som er den finske dirigent Osmo Vänskä, der selv spillede klarinet i blæserserenaden. 

Fløjtenist Kristina Ersson

Under indledningen fortalte Signe Haugland også, at Beethovens 3. klaverkoncert er det mest spillede klassiske værk i Danmark efter Elvira Madigan. Med Osmo Vänskä på dirigentpodiet, og den kroatiske pianist Dejan Lazic ved flyglet, fik vi en helt sublim oplevelse. Jeg blev fuldstændig forført allerede fra de første muntre toner – og jeg var vist ikke den eneste. Det er mit indtryk, at publikum næsten var tryllebundet. I den langsomme og dæmpede anden sats, hvor pianisten og orkestret spillede helt piano, kunne man nærmest mærke publikums spænding,  mens de ventede på den næste tone … og den næste … og den næste. Det var en pragtfuld oplevelse og jeg er dybt imponeret af Dejan Lazic – jeg var så heldig at sidde hvor jeg kunne se hans hænder. Sikken en oplevelse! 

Efter pausen modtog fløjtenist Kristina Ersson Sydbanks musikpris på 50.000 kr, som anerkendelse for hendes arbejde og hendes indsats i Sjællands Symfoniorkester. Men the show must go on, som man siger – jeg synes egentlig det var lidt synd for hende. Hvis det var mig, så er jeg sikker på, at jeg ikke kunne have spillet noget som helst bagefter. 

Bartok – koncert for orkester

Béla Bartók (1881-1945)

Sidste punkt på aftenens program var Béla Bartoks “Koncert for orkester”, som har fået denne titel, fordi mange af orkestrets instrumenter har soloer. Jeg synes det er et meget mystisk og gådefuldt værk: i 1940 forlod Béla Bartok hjemlandet Ungarn på grund af nazificeringen og den truende verdenskrig – som så mange andre fik han asyl i USA. Her gav han koncerter og arbejdede som musikforsker. Men i tre år skrev han næsten intet … I 1943 slap hans forskningsmidler op og fremtiden var usikker. Via gode venners mellemkomst fik han en bestilling fra dirigenten Serge Koussevitzky – han skulle skrive en symfoni til the Boston Symphony Orchestra, som skulle dedikeres til mindet om Koussevitzkys kone. På det tidspunkt var Bartok selv blevet syg – han havde fået kræft, men det vidste han ikke endnu. Trods sygdommen lykkedes det ham at skrive hele dette værk på bare 1½ måned. Værket blev uropført 1. december 1944 og året efter døde komponisten. 

“Koncert for orkester” er altså skrevet på baggrund af anden verdenskrig. Det er skrevet til minde om Koussevitzkys afdøde kone, af en komponist der selv var ved at dø af kræft – jeg synes ikke man er melodramatisk, hvis man siger at “Koncert for orkester” er en slags “dødens værk”. Men det forunderlige er, at det alligevel er et meget stærkt og kraftfuldt værk. Det er sensuelt, potent, muntert og legesygt – på alle måder et værk som er fyldt med livskraft. Vi ved alle, at tordenvejr opstår når koldt og varmt vejr mødes, hvorved der dannes en enorm energi. Det er vist næsten det samme der sker i Bartóks “Koncert for orkester”, hvor konfrontationen mellem livet og døden skaber værkets kraft og energi. Det er dybt fascinerende at tænke på … 

Selv om jeg ikke var så vild med Dvoráks blæserserenade, så var det en utrolig flot koncert. Jeg blev fuldstændig beruset af Beethovens flotte klaverkoncert og Bartóks koncert kan jeg slet ikke få ud af hovedet igen …