Fredag aften var jeg til koncert med Sjællands Symfoniorkester; det er alt for lang tid siden sidst, så det var rigtig godt at være tilbage i det gamle radiohus. 

Aftenens første værk var Christian Frederik Emil Hornemanns Gurresuite; Hornemann skrev oprindeligt musikken til Drachmanns skuespil “Gurre”, men begge dele er glemt i dag. I følge programmet er det moderne publikum ikke gået glip af noget som helst – tværtimod. Hornemann skabte en suite af forspillet til de forskellige akter; denne suite spilles stadig og det var en meget fin åbning til fredagens koncert.

Christian Kluxen

Christian Kluxen

Aftenens dirigent var den unge Christian Kluxen, som dirigerede med masser af udtryk og energi. Det var næsten ærgerligt, at man kun så ham fra ryggen. Når jeg en gang i mellem fik et glimt af hans ansigt fra siden, så bemærkede jeg en stærk intensitet og en stor koncentration i hans blik – men jeg bemærkede også, at hans øjne lyste af glæde og fornøjelse ved musikken.  Han var klædt i sin halvlange sorte frakke, men hvis man var opmærksom, så så man at den var foret med blodrødt silkestof. Det var egentlig et meget passende symbol på den lidenskab som Christian Kluxen viste på dirigentpodiet. 

Sjællands Symfoniorkester spillede også med masser af energi og overskud, og det er mit indtryk, at der var et virkelig velfungerende samspil mellem dirigent og orkester. Dette samspil og denne kemi gav publikum en fantastisk koncert og en rigtig god aften. 

Cosmic dancer

Aftenens højdepunkt var uropførelsen af et nyt værk af den unge komponist Benjamin de Murashkin – jeg er vild med hans navn. Jeg ved ikke om den unge mand har russiske rødder, men det lyder som en hovedperson fra en roman af Dostojevskij. Ikke Tolstoj, ikke Tjekhov og heller ikke Turgenjev – men Dostojevskij. Hvis man har læst Dostojevskij, så ved man, at hans hovedpersoner er mystiske og gådefulde – og ofte mere end blot en lille smule halvgale.  

Benjamin de Murashkin

Benjamin de Murashkin

Værket er inspiret af indisk filosofi, hvor guden Shiva ofte fremstilles som den kosmiske danser, der ødelægger den gamle verden, for at forberede grunden til en ny. Da jeg læste dette blev jeg straks en smule skeptisk… i 70erne var der mange musikere som fandt deres inspiration i den indiske filosofi, men efterhånden virker det som en gammel og meget slidt kliche. Samtidig forestillede jeg mig straks noget med lange, dvælende toner som glider langsomt over i hinanden. Den stil er jeg ikke så vild med…. 

Murashkin har også fundet inspiration i billeder ude fra rummet, taget af det store Hubbleteleskop – endnu en gang forestillede jeg mig straks lange, dvælende toner, som man også kender det fra meditationsmusik. Jeg synes den slags musik er dødkedeligt, monotont, tamt og blodfattigt. Det er simpelthen totalt fantasiløst! 

Endelig har han brugt målinger af rumklangstiden i et indisk tempel – men så bliver det alt for elitært til mig. Det skal man vist have en længerevarende uddannelse for at forstå. 

Værket begyndte med lange, dvælende toner – præcis som jeg havde forventet. Det var desværre meget forudsigeligt. Men jeg tror faktisk, at Benjamin de Murashkin måske ville forstå min pointe. Han brugte nemlig disse toner som et musikalsk symbol på en livstræt og døende verden. På den måde beskrev han 3 galakser som langsomt blev trukket ind i en kollision. Shiva danser, mens galakserne kolliderer og en ny verden opstår. Jeg fortolker det som en meget flot, musikalsk beskrivelse af globaliseringen. På den måde har Murashkin formået at fortælle en meget vigtig historie om vores egen verden og den tid vi selv lever i. Det er fuldstændig genialt og jeg er dybt fascineret. 

Christian Schmiedescamp

Christian Schmiedescamp

Og det var absolut ikke kedeligt! Orkestret fik virkelig lov til at folde sig ud. Der var masser af saft og kraft, tempo og temperament i værket. Cosmic dancer er skrevet som en basunkoncert, hvor basunen spiller partiet som guden Shiva. I værkets første del har basunen mange spændende og – i hvert fald for mig – nye og anderledes udtryk. Her bygger komponisten op til anden del, til skabelsen, hvor basunen har nogle af de smukkeste og mest forførende passager, som er fulde af melodiøse udtryk – noget som jeg ofte savner i den nyere musik. Jeg tror, at mange komponister er bange for det melodiøse princip, men jeg forstår ikke hvorfor. Og det gælder heldigvis ikke Murashkin! 

Aftenens solist var Christian Schmiedescamp på basun. Han er solobasunist i Sjællands Symfoniorkester, men optræder også som dirigent i flere forskellige sammenhænge, blandt andet med ungdomssymfoniorkestret DUSIKA. Jeg er ret vild med mennesker som brænder for noget og alle disse projekter vidner alle om hans store passion for den klassiske musik. Dette engagement mærkede man også under koncerten; jeg tror at værket var en stor teknisk udfordring, som krævede både koncentration og energi. På et tidspunkt ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde min teaterkikkert med, for jeg ville da godt lige have tjekket om Christian Schmiedescamp faktisk var lige så koksrød i hovedet som det så ud til på afstand. Men trods denne afstand så var det ikke til at undgå at se gløden i hans blik og glæden i hans ansigt, mens han spillede. 

Cosmic dancer var en stor succes og fik et bragende bifald. Det er et værk som jeg vil glæde mig til at høre igen en anden gang. Hvis det var indspillet på CD, så er der ingen tvivl om, at jeg ville gå ud og købe det i morgen! 

Sibelius – symfoni nr. 5

Koncerten sluttede med Sibelius 5. symfoni, men jeg må indrømme, at det ikke rigtig fangede mig. Selvfølgelig sad jeg med et stort saligt smil under det storslåede klimaks i slutningen af første sats og igen under den forrygende finale. Alligevel kunne Sibelius ikke rigtig fastholde min opmærksom efter Murashkins kosmiske danser. 

I løbet af de senere år har en hård og ubarmhjertig kulturbøddel draget rundt i Europa; operahuse er blevet lukket, mange kor og  store, anerkendte orkestre er blevet nedlagt. Gang på gang har de moderne medier spurgt: har den klassiske musik overhovedet nogen fremtid? Nogen gange kan man godt blive lidt utilpas, når man overvejer svaret på det spørgsmål…… men så oplever man mennesker som Christian Schmiedescamp, Christian Kluxen og Benjamin de Murashkin – unge mennesker der brænder af passion for den klassiske musik – og så er man slet ikke bekymret mere. Så længe der findes mennesker som dem, så længe skal den klassiske musik nok overleve!