I går – tirsdag d. 16. april – var det dronningens fødselsdag. Jeg tog toget til København sammen med min næsten-nabo Lise, for at vinke til dronningen på Amalienborg slotsplads. 

Kongehuset koster kassen

Når man diskuterer monarkiets berettigelse i vores moderne samfund, så er der rigtig mange som mener, at man kunne bruge de mange millioner som kongehuset koster på en bedre og fornuftigere måde. Disse mennesker har åbenbart en forestilling om, at det er gratis at have en præsident. Men en præsident skal naturligvis også bo repræsentativt. En præsident skal også repræsentere Danmark med statsbesøg i udlandet. En præsident skal også holde flotte gallamiddage, når der er statsbesøg i Danmark. En præsident har også brug for biler, chauffører, kokke, rengøringspersonale, mv. Derudover ejer den danske stat de fleste af kongefamiliens slotte; de er nationale klenodier og skal naturligvis også vedligeholdes i fremtiden. 

En præsident ville koste nogenlunde det samme som vores kongehus

Dronning Margrethe, prins Henrik, kronprins Frederik og prins Joachim.

Dronning Margrethe, prins Henrik, kronprins Frederik og prins Joachim.

Det er ikke svært, at finde mere intelligente og seriøse argumenter imod monarkiet; selvfølgelig er det imod de demokratiske principper, som de fleste af os hylder, at vi har en familie som automatisk fødes med særlige privilegier. Monarkiet er også en krænkelse af de mest basale menneskerettigheder; medlemmer af den danske kongefamilie har hverken ytringsfrihed, stemmeret eller religionsfrihed. 

Med jævne mellemrum udgiver Amnesty International en rapport om, hvordan menneskerettighederne bliver overholdt og respekteret i alverdens lande. Danmark er blevet kritiseret både for isolationsfængslinger og forholdene i de danske asylcentre. Man kan jo godt undre sig over, at de aldrig har kritiseret den krænkelse af menneskerettighederne, som er indbygget i det konstitutionelle monarki. Man kan naturligvis forsvare det med, at medlemmerne i det danske kongehus til enhver tid har mulighed for at forlade deres priviligerede position og fraskrive sig alle deres kongelige rettigheder. Men er det godt nok for en idealistisk organisation som Amnesty? 

Kort sagt – der er flere gode og seriøse argumenter imod monarkiet. Men det interesserer ikke ret mange mennesker. De fleste republikanere forholder sig udelukkende til spørgsmålet om pengene, selv om det er et fuldstændig meningsløst argument – som jeg allerede har redegjort for ovenfor. Resultatet er en debat på et meget lavt og småligt niveau. 

Når man undersøger befolkningens opbakning til kongehuset, så ligger den omkring 80% – nogen gange lidt over, andre gange lidt under. I forhold til denne tilslutning, så kan det sandelig også godt undre mig, at debatten om kongehuset fylder så meget i medierne. Disse mennesker har naturligvis ret til at bruge deres ytringsfrihed; men jeg synes det er paradoksalt, at kongehuset ikke selv har ret til at deltage i denne debat, da de ikke har ret til at ytre sig om politiske emner. 

Jeg støtter kongehuset

Når man står på Amalienborg slotsplads sådan en dejlig varm dag, hvor forårssolen vælder ned over de mange mennesker, så mærker man monarkiets evne til at samle alle dele af befolkningen; og man oplever jo det samme, når kongeparret besøger andre dele af landet. Der opstår automatisk et stort fællesskab omkring kongefamilien, som involverer mennesker fra de mest forskellige samfundsgrupper. Derfor er det altid en dejlig oplevelse at stå på slotspladsen når dronningen har fødselsdag. 

Samtidig repræsenterer kongehuset nogle historiske rødder og en historisk bevidsthed, som en præsident aldrig ville kunne. På den måde har kongehuset en stor værdi, som man slet ikke kan gøre op i penge. 

Den kongelige livgarde spiller.

Den kongelige livgarde spiller.

Endelig så skal man ikke undervurdere, hvor meget kongehuset betyder for erhvervslivet – og dermed hele det danske samfund. Når kongefamilien er på statsbesøg, så er det altid i følge med en hel delegation af ledere fra erhvervslivet. Men de er jo ikke på nogen fornøjelsestur – de deltager for at skabe forretningsforbindelser i udlandet. De er også med i planlægningen, hvor de kan foreslå dronningen hvilke virksomheder de gerne selv vil besøge. Derefter kan hofmarskallen kontakte de pågældende virksomheder og der er jo ingen som siger nej til at få besøg af en dronning – og hendes følge. Det giver selvfølgelig en opmærksomhed og en anerkendelse, som giver disse virksomheder en masse prestige i lokalområdet, selv om det er langt væk fra Danmark. Men det frister selvfølgelig også, at disse erhvervsledere efterfølgende bliver inviteret med til dronningens glamourøse gallamiddag. Her får de danske og de udenlandske ledere så mulighed for at mødes endnu en gang og skabe grundlaget for et fremtidigt samarbejde. 

Jeg synes det er et meget fint og diplomatisk samarbejde; jeg er også helt sikker på, at danske erhvervsledere har ret, når de fortæller, at kongehuset kan åbne mange døre i udlandet, som de ikke selv har en chance for at komme igennem. 

Når danske virksomheder kan skabe sådan nogle kontakter i udlandet, så skaber det danske arbejdspladser og klingende mønt i statskassen. Selv om mange har forsøgt, så er det nok svært at opgøre, hvor meget kongehuset tjener ind til samfundet. Men alle undersøgelser har vist, at det er væsentligt mere end de koster. Dét skal man selvfølgelig også huske, når man taler om udgifterne til kongehuset. 

Amalienborg slotsplads

Amalienborg slotsplads – tryk på billedet og se alle de glade mennesker i stort format.

Asiatiske forårsruller i Grøften.

Asiatiske forårsruller i Grøften.

Efter en rigtig dejlig oplevelse på Amalienborg slotsplads, så fik vi is ved ParadIs – for mig var det årets første, men det var jo også årets første rigtige forårsdag. Hos ParadIs er alle sorbetis veganske – chokoladesorbet er min favorit. Vi gik over gammeltorv, hvor vi så guldæblerne i Caritas brønden, og fortsatte til Tivoli, hvor vi spiste frokost i Grøften. Jeg fik dagens vegetarret, som var asiatiske forårsruller – hvis man beder om det og hvis der ikke er for travlt, så laver de gerne en vegansk udgave. Jeg har fået dem før og de smager helt fantastisk. Denne gang smagte de endnu bedre, fordi de blev serveret af en meget charmerende tjener; han var altså ret lækker! Da vi skulle gå var jeg lidt i tvivl om jeg skulle lægge drikkepenge eller mit telefonnummer….. jeg nøjedes med drikkepenge.

Susanne Elmark synger på Plænen i Tivoli.

Susanne Elmark synger på Plænen i Tivoli.

Derefter var der koncert på plænen med Tivolis promenadeorkester, som i dagens anledning lagde ud med Dronning Margrethe d.  IIs parademarch. Dernæst indtog den danske sopran Susanne Elmark scenen; hun lagde stærkt ud med O mio babbino caro. Det er normalt et nummer man bruger som klimaks eller finale i en koncert, så det var meget usædvanligt at opleve det som første nummer. Dernæst fulgte Frühlingsstimmen af Johann Strauss. Der var også en svensk tenor som skulle synge, men det havde været en meget lang dag….. derfor valgte jeg at smutte, før han kom på scenen. 

Jeg smuttede diskret over plænen, mens Tivolis promenadeorkester spillede Jacob Gades fejende flotte Tango jalousie. Det var den perfekte slutning på en meget lang – men også en meget god – dag!