Den amerikanske forfatter Herman Melville(1819-1891) debuterede med sydhavsromanen Typee i 1846. Lige som efterfølgeren Omoo fra 1847 var den baseret på hans egne oplevelser i sydhavet, hvor han havde tilbragt et par år som hvalfanger. Det var meget “kulørte” eventyrromaner om vilde kannibaler og erotik med eksotiske kvinder. 

Derefter fulgte murstensromanen “Mardi – og en rejse dertil”. Endnu en gang er hovedpersonen ombord på en hvalfanger, som krydser rundt på verdenshavene. Efterhånden bliver hovedpersonen træt af dette liv og han rømmer sammen med vikingen Jarl. I dage og uger driver de rundt i en jolle som var de skibbrudne, indtil de møder et havareret sejlskib, der er forladt af alle andre end den indfødte Samoa og hans tyvagtige kone Annatoo. Hun stjæler samvittighedsløst alt hvad hun kan skrabe til sig og gemmer det de mest usandsynlige steder på skibet.  Hendes tyvagtige tilbøjeligheder er så uhæmmede, at de ligefrem er livsfarlige – uden den mindste form for betænkelig stjæler hun både kompasset og skruerne fra dæksplankerne. 

Efter en storm må de forlade den synkende skude og atter søge tilflugt i den lille jolle. 

Ude midt på havet møder de en flok vilde, der kommer sejlende med en smuk ung kvinde, som skal ofres til guderne. Hovedpersonen bliver ramt af amors pil. Han myrder de indfødtes høvding og redder pigen. Endelig kommer de til en eksotisk sydhavsø, hvor de slår sig ned. Hovedpersonen danner par med pigen Yillah, indtil hun pludselig en dag forsvinder ud i den blå luft. 

Hovedpersonen Taji er ved at dø af længsel efter Yillah; derfor udruster man en ekspedition bestående af kongen og halvguden Media, filosoffen Babbalanja, historikeren og krønikeskriveren Mohi, samt troubaduren og digteren Yoomy. De begiver sig ud på en tur som bringer dem rundt til de fjerneste øer i øriget Mardi. Overalt søger de efter den skønne og fortryllende Yillah. 

Mardi som allegori

Melville MardiDen tapre redningspatrulje når ikke langt på deres rejse, før læseren begynder at ane uråd. Der er mere på færde end bare en fantasifuld eventyrroman. De besøger forskellige sydhavsøer, hvor de bliver beværtet af de indfødte konger, de bliver præsenteret for øernes seværdigheder, deres myter, historier og særpræg. Man begyndt snart at skimte træk der minder en hel del om Homers Odysséen. Men Herman Melville vil endnu mere med sin roman. 

I 1721 udgav Montesquieu romanen Lettres persanes – Persiske breve – hvori en persisk rejsende beskriver hvad han ser og oplever i – det for ham! – fremmede Frankrig. Det er et af oplysningstidens første forsøg på at relativere alt det vi tager for givet og sætte spørgsmålstegn ved religion, styreformer og samfundsformer. Dermed grundlagde Montesquieu en genre som har holdt sig helt til vores tid. Men allerede i 1741 udgav Ludvig Holberg romanen “Niels Klims underjordiske rejse”, som er skrevet efter den samme model. 

Derfor er Herman Melvilles roman mere end en Odyssée som er henlagt til sydhavsøerne. Det er en allegori over vores egen verden; det bliver helt tydeligt, når vi hører om Zandinavia, kongen af Jutlanda og kongen af Muzkovi(Moskva) “en istappet og stridhåret isbjørn af en despot oppe nordpå“.  Når de kommer til frihedens land Vivenza, så er man slet ikke i tvivl om, at det er en grum og hårrejsende parodi på det frihedselskende Amerika, og det store Frihedstempel er en syrlig allegori på både senatet og kongressen. 

Men her stoppede Melvilles ambitioner slet, slet ikke; udover at bogen er en dramatisk eventyrroman, hvor det lille rejseselskab leder efter Yillah i alverdens riger og lande, så er Mardi også en symbolistisk roman. Dette aspekt er inspireret af Dantes guddommelige komedie; filosoffen Babbalanja – som er udledt af “babbling angel” eller sludrende engel – bliver besat af en dæmon, som både sender ham til helvede og kaster ham ud i en vanvittig psykose, inden han endelig kan stige til himmels. Det minder mig en hel del om de danske symbolister Knud Hjortø og Ernesto Dalgas – deres symbolisme er så hysterisk og afsindig, at man er i tvivl om det er forfatteren eller hans hovedperson der har mest brug for professionel hjælp. 

Selv om Herman Melville både lader Babbalanja stige ned i det dybeste mørke og derefter lader ham rejse ind i den saligste himmel, så har det heldigvis ikke den uudholdeligt hysteriske tone som Dalgas og Hjortø bruger. Det giver faktisk mening og det lykkes Herman Melville at få dette kæmpeværk og alle de forskellige niveauer til at hænge sammen. 

Et spørgsmål om stil

Melville insisterede på at skrive som det passede ham – og det kan man godt more sig over. Der er ingen tvivl om, at en moderne redaktør ville overtale sin forfatter til at skære et par hundrede sider bort; det havde måske skabt en mere intens stemning af spænding og det havde måske også øget underholdningsniveauet. Men Herman Melville er heldigvis ikke en moderne forfatter med en moderne forlagsredaktør, for det havde naturligvis ødelagt hele perspektivet. Mardi er en helt fantastisk roman, men det er også et værk som kræver både tålmodighed og udholdenhed af sin læser. 

Det meste af bogen er skrevet i 3. person og Taji er hovedpersonen; men det glemmer forfatteren ret ofte, hvorefter han frejdigt svinger mellem 1. og 3. person. Det går også galt på side 493, hvor Babbalanja citerer fra sin yndlingsfilosof Baddiannas testamente, men forfatteren får byttet om på deres navne. 

Til gengæld har bogen en friskhed og en personlig stil, som man kun kan glæde sig over! Herman Melville har skabt et stærkt mesterværk som er dybt originalt; i følge forordet er der ligefrem litterater som mener, at Kafka har fundet inspiration til sin roman “Amerika” i kapitlet om Vivenzas store Frihedstempel. 

Det er en tanke som jeg godt kan forholde mig til, for jo mere jeg læser af Herman Melville, jo mere spændende og jo mere kafkask synes jeg egentlig at han er. Det er efterhånden ved at gå op for mig, at han hører til blandt de moderne forfatterkoryfæer som James Joyce, Virginia Woolf, Céline, Dostojevskij og naturligvis Franz Kafka. 

Udover at Mardi er en verdensallegori og en symbolistisk udviklingsroman, så rummer den også nogle seriøse eksistentialistiske overvejelser, som man godt kan reflektere over: “Tro er for den tankeløse; tvivl er for den, som tænker“, siger Babbalanja. 

Mere Melville

Herman Melville (1819-1891)

Herman Melville (1819-1891)

Den første roman jeg læste af Herman Melville var Moby Dick – og sjældent har jeg kedet mig så meget. Den var mega lang og mega kedelig. Jeg forstår simpelthen ikke, at der er så mange mennesker som elsker den bog. Da jeg endelig blev færdig med Moby Dick var jeg i hvert fald ikke Herman Melville-fan. 

Men så begyndte forlaget Bindslev at udgive alle hans store romaner og jeg lod mig friste til at læse lidt mere….. jeg læste “Bondefangeren”, “Pierre” og “Israel Potter”, mens jeg langsomt blev mere og mere fascineret. Forlaget har også oversat og udgivet “Redburn”, men den er desværre udsolgt. Jeg har forsøgt at finde den antikvarisk og en dag skal det nok lykkes…. 

For nyligt har Bindslev også udgivet en ny udgave af Moby Dick; i mellemtiden er jeg blevet så vild med Herman Melville, at jeg ligefrem overvejer at give den en chance mere. Jeg har også ladet mig fortælle, at den gamle oversættelse er ret elendig…. derfor skulle man måske forsøge at læse den i Flemming Chr. Nielsens oversættelse. Det er også Flemming Chr. Nielsen som har oversat Bondefangeren, Pierre og Israel Potter, og jeg har været særdeles imponeret over dem alle tre. De har nærmest været klinisk renset for stavefejl og sproget har været så flydende og mundret, at man slet ikke har tænkt over, at det var oversættelser. Man kan desværre ikke sige det samme om Mardi. Der er en del stavefejl og det ærgrer mig, at man ikke har formået at holde niveauet fra de andre oversættelser. 

Takket være Medias omtænksomhed viste de tre fremmede sig at være fortræffelige bekendtskaber“, står der på side 184. Jeg havde nok valgt at skrive: “Takket være Medias omtanke……. ” 

På side 202: “Ved sin død testerede han sin søn den kongelige gjord” – og det der underlige ord “testerede” bliver brugt mange gange. I alle tilfælde kunne oversætteren lige så godt have brugt ordet “testamenterede”.