Chopins nocturner er ikke bare Chopins nocturner; når man hører dem spillet i virkeligheden, så lyder de altid forskelligt. Ikke bare fordi at den ene aften er forskellige fra den anden, men også fordi at alle pianister har deres egen stil og fortolker værkerne på deres egen måde. Selv om noderne er de samme, så vil der altid være små variationer som gør en stor forskel. Det mærkede jeg meget tydeligt søndag aften, hvor Andrej Gavrilov gav koncert i Tivolis koncertsal

Chopins nocturner

Andrej Gavrilov begyndte med at spille 9 af Chopins 21 nocturner; nocturner betyder “nattestykker”. Det er stille og indadvendt musik, med en helt fantastisk evne til at fremkalde indre billeder af varme, franske nætter med måneskin, glitrende stjerner, sværmeri, længsel, melankoli – og ensomhed. Det var så smukt, at mit hjerte smeltede igen og igen og igen….. 

Cover til Maria João Pires berømte indspilning af Chopins nocturner

Cover til Maria João Pires berømte indspilning af Chopins nocturner

For mange år siden købte jeg Chopins nocturner i en fabelagtig indspilning med Maria João Pires; de første seks måneder kørte denne CD næsten i døgndrift. Jeg kunne slet ikke få nok – derfor kender jeg Chopins nocturner særdeles godt. Men Andrej Gavrilov spillede helt anderledes end Maria João Pires; Pires har et blidere anslag og har primært fokus på de romantiske og sværmeriske aspekter af Chopins musik. Gavrilov har en skarpere stil og når man hører hans fortolkning, så bliver man mere opmærksom på det temperament og den lidenskab som også raser i mange af Chopins nocturner. Man kan sige, at Gavrilov trækker kontrasterne skarpere op…. Der er både tordenvejr, kaskader af sommerregn og rasende lidenskaber i disse vidunderlige nocturner. 

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg foretrækker Gavrilovs nocturner frem for Pires. Jeg er så betaget, at jeg ligefrem overvejer, om det er på tide at købe en ny indspilning af Chopins nocturner…… 

Prokofiev – Romeo og Julie

Andrej Gavrilov

Andrej Gavrilov

Efter pausen skulle Andrej Gavrilov spille to klaversonater af Prokofiev – og det havde jeg glædet mig til. For det første er jeg ret vild med Prokofiev og for det andet, så er det vist en af de første gange i mit liv, at jeg er til en koncert hvor jeg kender alt hvad der bliver spillet. 

Men så annoncerede Tivolis musikchef, at der var en lille ændring i programmet – Andrej Gavrilov ønskede at spille fire satser fra Prokofievs “Romeo og Julie” i stedet for den første klaversonate. Jeg havde glædet mig til klaversonaten, men jeg synes alligevel, at det var et godt valg. Det gav lidt mere variation i programmet og viste samtidig en anden side af Prokofiev. Noget af musikken fra “Romeo og Julie” er selvfølgelig hamrende romantisk, men i anden sats fik klaveret virkelig nogle bank….. og når man så kommer til den fjerde sats – The Dance of the Knights – så kan man jo næsten ikke sidde stille. Jeg ligger et link i bunden af dette indlæg, hvor man kan høre denne sats spillet af Evgeny Kissin. Det er fortryllende musik, som man næsten ikke kan få ud af hovedet igen. 

Prokofiev – klaversonate nr. 8

Sergej Prokofiev skrev 10 klaversonater; sonate 6, 7 og 8 blev skrevet under 2. verdenskrig og kaldes derfor “krigssonaterne”. Jeg har alle disse klaversonater i en indspilning med Barbara Nissman – en indspilning som jeg har været rigtig glad for. Men endnu en gang var der virkelig stor forskel mellem de to pianisters fortolkninger. 

Cover til Barbara Nissmans CD med Prokofievs klaversonater

Cover til Barbara Nissmans CD med Prokofievs klaversonater

Andej Gavrilov spillede også dette værk mere kraftfuldt end jeg er vant til – men det var også mere blødt og inderligt i de stille og dæmpede passager. Anden sats begynder meget melodisk, men udvikler sig til en fin og drømmeagtig stemning, som næsten minder om Chopins nocturner. 

Endnu en gang måtte jeg indse, at jeg klart foretrak Andrej Gavrilov frem for den CD som jeg er vant til. Gavrilov spillede med større dybde, flere kontraster, flere farver og mere lidenskab end Barbara Nissman. Under koncerten sad jeg og tænkte, at det er simpelthen ikke det samme musik, som jeg har derhjemme på CD…. det er måske de samme noder, men derudover havde de ikke meget til fælles. 

Efter et stormende bifald udbrød Gavrilov pludselig, at han ikke kunne bære at slutte med de triste og mørke toner fra den 8. klaversonate. “Nu lever vi i et nyt århundrede”, sagde han – hvorefter han gav et lille ekstra nummer. Jeg hørte desværre ikke hvad det var. 

Efter koncerten skulle Gavrilov interviewes af Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht. Det skulle kun vare 5-7 minutter. Men det gik helt galt…. Gavrilov fortalte, at når man spillede klassisk musik, skulle det ikke være en fortolkning, men en “transmission”. Han prøvede at illustrere forskellen ved at spille lidt fra Tjajkovskijs 1. klaverkoncert. Men da han først kom i gang med at fortælle om Tjajkovskij, så var han slet ikke til at stoppe igen. Hvis Henrik Engelbrecht ikke havde grebet ind, så tror jeg at Gavrilov havde spillet hele koncerten. Det var meget elegant, da musikchefen diplomatisk foreslog, at de skulle gå tilbage til stolene og fortsatte der –  og da de havde sat sig ned, skyndte han sig at sige tak for i aften. På daværende tidspunkt havde det korte interview så også varet mere end 20 minutter. 

Det var en supergod aften og en fantastisk koncert med en meget spændende kunstner…. det er altid fascinerende at møde kunstnere som virkelig brænder for det de laver, og det var præcis sådan en kunstner vi mødte både under koncerten og da han senere fortalte om klassisk musik, Tjajkovskij og hans 1. klaverkoncert. Gavrilov spillede en masse af mit yndlingsmusik og han spillede det bedre end jeg nogensinde har hørt det før. Så kan man vist ikke ønske sig mere…… . 

6stjerner