Lørdag aften gav “University of Gothenburg Symphony Orchestra” koncert i Tivolis koncertsal – det var på alle måder en højst besynderlig oplevelse. 

Gøteborg universitet er en Högskola for scene og musik. Medlemmerne i symfoniorkesteret er alle studerende på en international masteruddannelse. 

De unge mennesker brugte usædvanlig lang tid på at stemme deres instrumenter. De blev ved og blev ved og blev ved….. da de endelig stoppede brød publikum spontant ud i begejstrede klapsalver. Måske skyldtes det, at en større del af publikum ikke er vant til at høre klassisk musik. Eller måske var publikum bare lettede over, at musikerne endelig var færdig med at stemme….. det er ikke til at vide. Men jeg hælder mest til den sidste teori. 

Marie Antoinette och hennes kärlek till Axel von Fersen

For 13-14 år siden så jeg den svenske komponist Daniel Börtz opera “Marie Antoinette och hennes kärlek till Axel von Fersen” i Albertslund Musikteater; jeg var ikke voldsomt begejstret. Jeg føler, at operagenren har svært ved at frigøre sig fra fortiden. Selv nye værker skal helst have kongelige eller aristokratiske hovedpersoner med store parykker og kvinder i barokke kjoler. Selvfølgelig er der mange undtagelser, men de bliver sjældent nogen stor succes. Og tænk så bare på, hvordan det gik med “Livlægens besøg”…. Jeg synes det beviser min pointe! 

Cover til "Marie Antoinette och hennes kärlek till Axel von Fersen"

Cover til “Marie Antoinette och hennes kärlek till Axel von Fersen”

Selv om jeg ikke var særlig vild med “Marie Antoinette och hennes kärlek till Axel von Fersen”, så har jeg tænkt en del på denne opera i løbet af de sidste 3-4 år. Den har åbenbart gjort et større indtryk på mig end jeg var klar over. Det var en meget dramatisk og fængslende historie, der blev fortalt på en rå og usentimental facon. Selv om det skulle være et oplagt emne(måske netop derfor!), så er der faktisk ikke skrevet særlig mange operaer om den franske revolution. Jeg kan kun komme i tanke om Poulenc “Karmelitterindernes samtaler” og Umberto Giordanos “Andrea Chénier”. Der er sikkert flere, men de to nævnte er vist de eneste som har opnået en vis klassikerstatus. Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke, at måske er der en ledig plads i det klassiske operarepertoire til Daniel Börtz opera. 

Jeg ville i hvert fald meget, meget gerne se den igen. Og det er ikke engang for historiens skyld. Nej, det jeg husker mest og det som gjorde det største indtryk på mig, det var musikken. Jeg husker det som en meget voldsom og rå musik, primært domineret af pauker og stortrommer. Det var på alle måder en original musik, som adskilte sig markant fra traditionel operamusik. Jeg ville gerne se denne opera igen – men jeg vil endnu hellere høre den. Derfor har jeg efterhånden brugt en del timer på at lede efter den på internettet – indtil videre desværre uden held. 

Men jeg blev selvfølgelig meget spændt, da jeg så, at de svenske gæster skulle spille et værk af Daniel Börtz – ganske vist et ældre værk, men det var jo spændende alligevel. 

Daniel Börtz: Parados

Den svenske komponist Daniel Börtz

Den svenske komponist Daniel Börtz

Visse dele af værket “Parados” var lige så stærkt, voldsomt og kraftfuldt som jeg husker den føromtalte opera. Daniel Börtz er ikke bange for at lade paukerne og stortrommerne dominere – og jeg er vild med det. Samtidig er der nogle utrolig smukke detaljer, som fx en violin der spiller solo; det var en helt fin og krystalklar tone som fyldte hele den gyldne sal….. wow! Til gengæld var det overhovedet ikke fedt, da alle violinerne hvinede som et skingrende kor. Og det blev ved så længe, at jeg følte en meget stor trang til at holde mig for ørerne – en trang jeg dog beherskede. Og det samme skete da alle fløjterne begyndte at hyle som om de alle var fuldstændig sindssyge…. og det blev bestemt ikke bedre af, at der blev tilsat mere end blot et par få falske toner! Jamen, det var ganske forfærdeligt. 

Værket modtog et noget spredt og modvilligt bifald. Jeg vil stadigvæk gerne genhøre Börtz opera, men jeg har absolut ikke noget ønske om at genhøre “Parados”. Tværtimod…… jeg vil faktisk helst være fri. 

Grieg: klaverkoncert i a-mol

Peter Jablonski

Peter Jablonski

Griegs klaverkoncert begynder med en paukehvirvel, et stort brag og så falder klaveret ind…. men endnu en gang, så var det bare ikke godt. Musikerne virkede tøvende og usikre. Musikken var mat og farveløs. Det var et meget tungt orkester; man sad næsten og frygtede, at de skulle gå i stå. Selv om dirigenten prøvede at løfte tempoet, så lykkedes det ikke. 

Jeg var heller ikke voldsomt imponeret over den svensk-polske pianist Peter Jablonski. Men musikken fungerede helt klart bedst i de passager, hvor han spillede solo. Derfor er det også mit indtryk, at problemet ikke var Jablonski. I stedet tror jeg, at han manglede både samspil og modspil fra… ja, var det dirigenten Tobias Ringborg eller orkesteret? 

Men så skete der heldigvis et skift midt i anden sats. Det var efter et længere solostykke af Peter Jablonski og derfor tror jeg, at det var han som endelig fik trukket orkesteret op. Man kan ikke sige at det blev godt, men det blev hæderligt! Og de nåede da i mål…… 

Carl Nielsen: Symfoni nr. 4

Miraklernes tid er ikke forbi. Efter pausen var der blevet noget tomt i salen. Der var tydeligvis mange publikummer, som ikke mente, at de havde behov for at høre mere. Og det kan jeg sandelig godt forstå…. Men de gik alligevel glip af en stor oplevelse. Det var simpelthen et helt andet orkester der kom på scenen efter pausen. De var fuldstændig som forvandlet. Fra en særdeles amatøragtig første halvleg, så var det pludselig et topprofessionelt symfoniorkester der gav os Carl Nielsens 4. symfoni. 

Det har aldrig været den store oplevelse for mig, at høre musik af Carl Nielsen; ikke før denne aften. Det var fuldstændig magisk, det var forførende og jeg sad som var jeg tryllebundet. Der var et rigtig flot samspil og en sprudlende energi i hele orkesteret. Der var nærvær og fokus – der var alt det som manglede i første del. Der var en violinsolo der var så smuk, at det gjorde ondt i maven. Der var et fantastisk klimaks, hvor to sæt pauker bankede løs samtidig, så man blev helt eksalteret…… 

Hvad i alverden var der sket med orkesteret? Jeg sad ved siden af en ældre dame, som jeg ikke kendte. “Det var mærkeligt”, sagde hun, “pludselig var de jo blevet professionelle”. Og jeg sad med fuldstændig den samme tanke! 

Man må sige, at de fik et ganske flot bifald efter dette værk; men det havde naturligvis lydt lidt bedre og lidt mere imponerende, hvis halvdelen af publikum ikke var gået i pausen! 

Et pompøst ekstranummer

Orkesteret sluttede aftenen med et storslået ekstranummer. Jeg kender hverken værket eller titlen; det var forrygende festligt og meget pompøst. Det var en march og jeg er ret sikker på, at det må have været en kongemarch eller noget lign. Jeg sad og tænkte, at musikken var så pompøs, at jeg slet ikke ville blive forbavset hvis det svenske kongepar pludselig trådte ind på scenen. Det var egentlig det eneste der manglede…. 

Jeg har været meget i tvivl om jeg skulle give denne koncert 3 eller 4 stjerner. Jeg havde egentlig besluttet at være venlig og give 4 stjerner på grund af den flotte fremførelse af Carl Nielsens symfoni. Jeg havde også sat stjernerne ind i mit indlæg… men det føltes bare helt forkert. Trods en meget flot anden halvdel, så var det ikke i nærheden af at være en god eller vellykket koncert. Derfor er det på ingen måde rimeligt, at give mere end 3 stjerner. 

3 stjerner

University of Gothenburg Symphony Orchestra i Tivolis koncertsal.

University of Gothenburg Symphony Orchestra i Tivolis koncertsal.