Nivågård samlingen

Nivågård samlingen

Man kan følge historien om Nivågård helt tilbage til 1753, hvor stedet var ejet af kronen. Efterfølgende har Nivågård haft mange skiftende ejere indtil familien Hage overtog stedet i 1834. Den nuværende hovedbygning er bygget i 1880-81. 

Den sidste private ejer var politikeren Johannes Hage – en højst usædvanlig mand. Han deltog i kampen på Als i 1864. Han var medlem af folketinget for partiet Højre fra 1876-1901 – og dermed var han også en del af Estrups forhadte provisorieregering. Han var ultraliberal og mente ikke, at staten skulle blande sig i hverken erhvervsøkonomiske eller sociale forhold. Men han forærede selv Fredensborg amt et hospital for kronisk syge og større formue til at støtte driften. I 1897 deltog han i den græsk/tyrkiske frihedskrig som frivillig, skønt han var 55 år gammel. 

Johannes Hage var også kunstsamler; men han var ugift og havde ingen børn. Derfor valgte han i 1908 at åbne samlingen for offentligheden og gøre den til en selvstændig institution. 

Den gamle hovedbygning på Nivågård fra 1880-81.

Den gamle hovedbygning på Nivågård fra 1880-81.

Sidste weekend åbnede Nivågård samlingen en udstilling med titlen: “Længsel – Lundbye & Kierkegaard”. Det er jo det store Kierkegaardår, som alle gerne vil fejre. Nivågård har valgt at sætte fokus på Kierkegaards indflydelse på den kendte maler Johan Thomas Lundbye

Kaprifolier ved skovsøen.

Kaprifolier ved skovsøen.

Jeg så udstillingen i selskab med min næsten-nabo fru Lise. Vi var så heldige at komme med på en rundvisning… en meget entusiastisk dame fortalte begejstret om den romantiske periode, om Lundbyes liv og hans forhold til Kierkegaards skrifter, mens hun gik i dybden med flere af udstillingens værker. Trods en stor indsats, så var det bare dødhamrende kedeligt….. hun gentog sig selv hundrede gange, som om vi var en flok børn der ikke forstod noget som helst. Og hun ville altså være helt sikker på, at vi fangede meningen. Hun var meget pædagogisk og gjorde hvad hun kunne for at skabe drama og dynamik med sin stemme. Det blev hurtigt ret irriterende.

Det hun fortalte var egentlig spændende og interessant; det tog bare alt for lang tid at komme fra til pointerne.  

Den flotte rhododendronpark ved Nivågård.

Den flotte rhododendronpark ved Nivågård.

Man kunne tydeligt se, at der var flere og flere som smuttede fra rundvisningen. Efter en god halv time gjorde vi det samme….. i stedet gik vi selv en tur i den gamle samling med værker fra både renæssancen og barokken. Vi så selvfølgelig også Rembrandts “Portræt af 39-årig kvinde” fra 1632 og Bellinis “Portræt af en ung mand” fra cirka 1500 – begge værker blev stjålet i 1999, men blev senere fundet i en kælder i Valby. På grund af værkernes store værdi, så regnes det for at være danmarkshistoriens største kunstkup. 

Jeg syntes desværre, at den gamle samling var nogenlunde lige så kedelig som omvisningen….. når jeg læser bøger, så er det primært ældre litteratur. Jeg er fx ret vild med bøger fra romantikken. Jeg læser kun meget lidt samtidslitteratur. Men når det kommer til kunst, så har jeg det fuldstændig modsat. Jeg keder mig ret hurtigt, når jeg går rundt på et kunstmuseum, men jeg elsker at gå på gallerier og se ny kunst. Det er meget mærkeligt og jeg har selv lidt svært ved at forstå hvorfor jeg har det sådan! 

Men Nivågård har heldigvis endnu en attraktion: den store smukke park! 

Der er mange skyggefulde tunneller under de store gamle rhododendronbuske.

Der er mange skyggefulde tunneller under de store gamle rhododendronbuske.

Parken er en romantisk have, som stammer tilbage fra 1800-tallet. For nogle få år siden anlagde man en rhododendronpark og den er helt fantastisk. Man kan se, at der er plantet endnu flere buske i år…. jeg kan ikke lade være med at overveje, om man ønsker at skabe en konkurrent til Sofieros berømte rhododendronhave i Sverige?! Hvis det er planen, så tror jeg faktisk på projektet…… 

Det var en storslået oplevelse, at gå tur i parken mellem alle de store blomstrende rhododendronbuske og det bliver selvfølgelig meget bedre om et par år, når alle de nyplantede buske vokser op. Jeg er sikker på, at det nok skal tiltrække et stort publikum selv om de måske skal køre langt. Men det er sørme hele oplevelsen værd. 

I baggrunden kan man se den ældste del af udstillingsbygningen.

I baggrunden kan man se den ældste del af udstillingsbygningen.