Vincenzo Bellini var en af skaberne af den smukke italienske operastil, som vi kalder bel canto. I dag huskes han især for værker som Norma og La Sonnambula, Søvngængersken. Onsdag aften sang sopranen Kari Postma og mezzosopranen Andrea Pellegrini arier og duetter fra hans værker.

Vincenzo Bellini (1801-1835)

Vincenzo Bellini (1801-1835)

Koncerten begyndte med ouverturen til “I Capuleti ed i Montecchi”(som vi primært kender fra Shakespears drama om “Romeo og Julie”). Det er en munter ouverture i et let tempo og Tivolis Symfoniorkester var fuld af energi og overskud. Dernæst fik vi en arie og en duet fra operaen. 

Så fulgte forspillet til Bellinis største mesterværk Norma; bare man hører dette forspil, så kan man undre sig over, at der er findes mennesker som synes at opera er kedeligt. Det er et berusende forspil fyldt med masser af legesyg humor. I finalen stiger musikken til et rasende tempo, som altid får mig til at beundre vionlinisterne. Jeg forstår simpelthen ikke, at det er muligt at spille så hurtigt – og tilmed uden én eneste fejl. Jeg forstår heller ikke, at der aldrig er nogen af dem som taber buen….. 

Herefter sang Kari Postma den berømte arie “Casta diva” fra Norma, hvorefter denne belcantokoncert sluttede med endnu en duet. 

Andrea Pellegrini og Kari Postma.

Andrea Pellegrini og Kari Postma.

Kari Postma så fantastisk ud i en glitrende, hindbærfarvet kjole. Hendes stemme er smuk, klar og meget fyldig – den fyldte hele salen uden problemer. Hendes sopranstemme er lidt i den mørkere ende af skalaen, hvilket gør den meget smuk og behagelig. 

Andrea Pellegrini har en dejlig mørk, sensuel, fyldig og fløjlsblød stemme med den smukkeste vibrato – jeg tror faktisk, at jeg blev en smule forelsket onsdag aften. Og samtidig så hun fuldstændig forførende ud med det mørke hår der var strøget helt tilbage og en slags tørklædekjole med et brunligt eller jordfarvet leopardmønster. 

De to smukke sangerinder passede godt sammen – måske netop fordi at Kari Postma har en lidt mørk sopran. Det gav en fænomenal balance i forhold til Andrea Pellegrinis mørke, sensuelle mezzo. Under den sidste duet kunne jeg mærke hvordan deres vibrato fik mine trommehinder til at vibrere; jeg sad formodentlig 20-25 meter væk og de sang jo ikke sådan voldsomt højt. Det var ikke lydniveauet, men måden de sang på. Det var kraften og styrken i deres stemmer. 

Johannes Brahms

Johannes Brahms (1833-1897)

Jeg synes, det er en oplevelse som fortjener 5 stjerner. Det var hensigten af Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht skulle præsentere de forskellige numre og det havde jeg glædet mig rigtig meget til; men man havde desværre fået problemer med tiden, da en anden sanger – Jamie Cullum – skulle optræde udenfor kl. 21,30. Derfor måtte vi desværre undvære Henrik Engelbrecht præsentation. Det er rigtig ærgerligt, for det havde sikkert været prikken over i´et, som havde udløst 6 stjerner. Men hov – jeg mangler jo stadig at skrive om anden halvdel…… 

Efter pausen spillede Tivolis Symfoniorkester Brahms 4. symfoni – jamen, de er bare så sindsygt gode. Og så er jeg ret vild med Brahms 4. Jeg var fuldstændig salig allerede fra de første yndefulde og forførende toner. Jo bedre man lærer dette værk at kende, jo flere farver og nuancer opdager man. Og Tivolis symfoniorkester spillede med så meget energi og overskud – men også en sær harmoni. Jeg så flere musikere som sad og smilede, som om de virkelig nød det….. og måske er det derfor de er så gode. Skal jeg fremhæve et enkelt højdepunkt, så bliver det Kristina Erssons fløjte solo – jeg husker desværre ikke om det var 3. eller 4. sats. Men det gik lige i hjertet! 

Kari Postma og Andrea Pelligrini var fuldstændig fortryllende. Man skulle næsten ikke tro at det var muligt, men Tivolis Symfoniorkester var alligevel lige en anelse bedre og det er altså dem der udløser den sidste stjerne, som tak for en helt vidunderlig aften i Tivolis koncertsal. 

6stjerner