Torsdag aften var der en lang kø ud for Tivolis koncertsal. Da dørene blev slået op klokken 19, bevægede køen sig – som en antændt lunte – ind i salen, der var få minutter fra at eksplodere i et musikalsk festfyrværkeri. 

Tivoli havde fået besøg af tre studerende fra den verdensberømte Juilliard School of Music i New York; Siwoo Kim på violin, Lionel Cottet på cello og Naomi Kudo på klaver. De skulle spille musik af Debussy, Ravel, Messiaen og Fauré. Inden koncerten begyndte, meddelte Tivolis musikchef, at der var ændringer i programmet: værket af Fauré ville udgå. Til gengæld ville de begynde med Mozarts sonate i B-dur for klaver og violin. “Er I tilfredse med det?” spurgte musikchefen. “Jahhhh”, svarede publikum. Jeg sagde ikke noget. Jeg er nemlig ikke så vild med Mozart. Men jeg havde glædet mig til Fauré, som var det eneste værk, hvor de alle skulle spille sammen. 

3 unge musikere fra Juilliard School of Music.

3 unge musikere fra Juilliard School of Music.

Men man skal aldrig græde over spildt mælk….. eller noget i den retning. Hvis man ikke får det man forventede, så får man noget andet og ofte bliver det også til en oplevelse. Sådan var det også torsdag aften i Tivolis koncertsal. Mozart bliver tit for meget, fordi han havde sådan et behov for at bevise sine evner….. men der var en fantastisk enkelhed over denne sonate for klaver og violin, som jeg var rigtig vild med. Værket havde en modernitet og en dynamisk energi, som måske først og fremmest bør tilskrives de unge musikere. Jeg ved det ikke. Men jeg nød Mozarts sonate. 

Derefter fulgte musik af Debussy, Messiaen og Ravel – de unge mennesker spillede med masser af energi og nerve… og de fik virkelig fanget publikum. Det betød, at der var næsten ingen støj eller uro i salen. I stedet var folk fuldstændig opslugt af musikken. Det er underligt at tænke på, at de unge mennesker stadig er elever på Juilliard, for man kan slet ikke forestille sig, at de kan blive bedre! 

Komponisten Paul Schoenfield

Komponisten Paul Schoenfield

Efter koncerten gav de et ekstranummer; det var sidste sats fra Paul Schoenfields værk “Café music”. Schoenfield er født i 1947 og værket er skrevet i 1986, så det er et meget nyt og ungt værk. Værket er en trio for violin, cello og klaver; så fik jeg alligevel lov til at høre dem alle tre spille sammen, selv om Fauré udgik af programmet. Og sikken en suveræn og sublim oplevelse…… Jeg har aldrig før hørt om Paul Schoenfield, men de sidste par dage har jeg fundet en masse af hans musik på nettet. Det er åbenbart alt hans musik, som får mit hjerte til at hoppe op og ned og slå koldbøtter….. det er fyldt med dynamisk energi, boblende og sprudlende livsglæde, sjove indfald og godt humør. 

Fredag aften var der solokoncert med pianisten Naomi Kudo og lørdag aften sluttede besøget med endnu en fælleskoncert. Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke kunne opleve de sidste to koncerter. Særligt den sidste ærgrer mig… denne aften skulle de nemlig spille hele Schoenfields “Café music”. Det ville jeg gerne have oplevet! Men jeg håber, at Juilliard besøger Tivoli en anden gang; det ville formodentlig blive nogle andre elever, men det er underordnet. Besøget og koncerten var en kæmpestor succes, som jeg håber, at man kan gentage. 

Der er flere af mine venner som  har undret sig og spurgt mig, hvorfor jeg altid giver så mange stjerner. Svaret er nemt: efter sådan en forrygende flot koncert med sådan nogle ekstremt dygtige kunstnere, så synes jeg det ville være uforskammet at give mindre end 6 stjerner! 

6stjerner