Sommer var det – ikke midt på dagen, men tidlig aften. Det var ikke i et hjørne af hegnet, men i Tivolis koncertsal midt i den gamle have, hvor Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester skulle give sommerkoncert. De unge pigers kjoler strålede i alle regnbuens farver, som blomster der lige var sprunget ud… 

Det var et brutalt angreb på alt hvad der hedder takt og tone. Først møder de unge kvinder op i et væld af kulørte kjoler, i stedet for sort som traditionen byder – så er der ikke langt til det rene anarki. Jamen, det er sådan det begynder. Når sæderne skrider så venter revolutionen rundt om hjørnet. Og det næste øjeblik opdager man, at alle de unge mænd har smidt jakkerne; så sidder de halvt afklædte midt på scenen i de bare skjorteærmer. Derefter er man heldigvis forberedt på det værste og jeg blev da heller ikke et spor forbavset, da hele salen brød ud i vilde klapsalver allerede efter 1. sats i Tjajkovskijs violinkoncert. Men jeg var rystet – dybt rystet! 

Spøg til side; de unge mennesker havde virkelig fortjent det…… 

Tjajkovskijs violinkoncert

Peter Tjajkovskij

Peter Tjajkovskij

Tjajkovskijs violinkoncert er formentlig den mest kendte violinkoncert der findes. Det er følelsesfuldt, sværmerisk og meget romantisk musik. I første sats kan hjertet slet ikke lade være med at danse en lille vals….. Aftenens solist var den 19-årige violinist Niklas Walentin, som vandt P2´s talentpris i 2013. Han spillede med en glødende intensitet og en formidabel virtuositet. Der var masser af små detaljer, så jeg hørte masser af toner og nuancer som jeg aldrig har bemærket før. Der er en temmelig lang solo i første sats, som Niklas Walentin spillede fuldstændig sublimt. Han rev fuldstændig benene væk under publikum og jeg er slet ikke i tvivl om, at det var hans præstation i denne solo, som udløste publikums spontane bifald. 

Symfoniorkestret gjorde også en god indsats; der var masser af højdepunkter, som fx en forrygende smuk obosolo. 

Jeg tror faktisk ikke, at der var nogen i orkesteret som lavede én eneste fejl – ikke én eneste. Dirigenten Rolf Gupta havde valgt en sikker vej gennem værket, hvor han ikke pressede de unge musikere for meget og ikke tog nogen vilde chancer – derfor var der heller ingen som lavede fejl. Til gengæld blev resultatet lidt for pænt og en lille smule tamt. Og jeg synes også, at det blev en lille smule kedeligt. Det var Niklas Walentin som løftede værket; uden en violinist af hans kaliber, så havde jeg nok ikke været så begejstret. 

Mahlers 1. symfoni

Der er en stor kompleksitet i alle Mahlers værker; selv om man kan bliver grebet allerede første gang man hører en symfoni af Mahler, så vil jeg alligevel vove den påstand, at alle mennesker har brug for at høre et værk af denne kompleksitet adskillige gange før man begynder at fange og forstå dybden, strukturen og alle nuancerne. Jeg havde hørt Mahlers 1. symfoni mange gange, før jeg blev fanget af værkets magi. Nu føles det næsten som en stor opdagelsesrejse, hvor der venter nye og spændende oplevelser hver eneste gang jeg hører det. Hver eneste gang bemærker jeg flere og flere sammenhænge og detaljer. 

Gustav Mahler

Gustav Mahler

Første sats begynder så sart og så fint. Der er en utrolig skrøbelighed i musikken; langsomt øges kraften og intensiteten…. første sats slutter med et formidabelt klimaks. 

Anden sats begynder forførende og kraftfuldt. Der er en voldsom energi både i strygerne og blæserne. Man bliver revet med uanset om man vil eller ej….. og midt i satsen forvandles den kraftfulde musik til en forførende vals…. man bliver mentalt set hvirvlet rundt, så man bliver helt beruset af musikken. 

Tredje sats begynder med en slæbende og vemodig sørgemarch; langsomt stiger både tempoet indtil musikken igen slår over i valsetoner. Men denne gang har musikken en melankolsk undertone. Det er som stumper og stykker af datidens dansemusik, der flagrer rundt mellem hinanden, som et melankolsk ekko af den musik som man dansede til forrige nat? Eller måske som et fragmenteret minde om alle de melodier man dansede til da man var ung?! 

Selv om den fjerde sats har et vemodigt og meget melankolsk midterstykke, så er denne sats præget af et dramatisk og meget kraftfuldt forløb. Det ene eksplosive klimaks følger straks efter det andet, så man føler sig hensat til et musikalsk ragnarok. Der er vist ingen andre kompister, der kan konkurrere med Gustav Mahler udi den ædle kunst at skabe storslåede og bragende klimakser.

Dirigent Rolf Gupta

Dirigent Rolf Gupta

Og musikkonservatoriets symfoniorkester gav fuld kraft – det var så meget kraft og energi i hele orkestret, at Mahlers 1. symfoni blev en helt eminent oplevelse. Bagefter følte jeg mig både mæt og tilfredsstillet – og jeg forlod Tivolis koncertsal i en tilstand af beruset salighed. 

Jeg har været meget i tvivl om jeg skulle give 4 eller 5 stjerner; jeg er rigtig imponeret over niveauet i Det kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester. Niklas Wallentin var helt sublim i Tjajkovskijs violinkoncert – deværre synes jeg, at der manglede noget i orkesteret. Det var ikke optimalt. Til gengæld var deres indsats i Mahlers 1. symfoni fuldstændig eminent. Der var en paukespiller som spillede med en dybt imponerende selvtillid – han udstrålede en fænomenal indre ro, der stod som en fascinerende kontrast til den kraft han brugt når paukerne fik nogle bank. I begyndelsen af 3. sats var der en bassist som fik mit hjerte til at slå uroligt…. jeg er også nødt til at nævne alle strygerne, fløjterne, messingblæserne, stortrommen og alle de andre. Mahlers 1. symfoni var en fantastisk oplevelse; sådan et resultat opnår man kun når hver eneste musiker i orkestret yder en helt suveræn indsats. 

Alligevel har jeg bestemt, at jeg kun vil give 4 stjerner….. 

4 stjerner

Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester.

Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester.