I løbet af den sidste uge, er der flere af mine venner og bekendte, som har postet interviews og artikler med den ukrainske klaverstjerne Valentina Lisitsa på Facebook. Jeg har ligefrem fået det indtryk, at de alle er lidt forelskede i hende. Derfor var min forventning naturligvis helt i top, da hun gav koncert i Tivolis Koncertsal torsdag aften – og jeg blev bestemt ikke skuffet. 

Koncerten begyndte med Rakhmaninovs 3. klaverkoncert, som regnes for et af musikhistoriens sværeste værker. Rakhmaninov var både komponist og en formidabel pianist. I mange år var han selv den eneste pianist i hele verden, som kunne spille denne klaverkoncert. Når man blot hører musikken, så opdager man ikke, hvilket arbejde og hvilken indsats det kræver, at spille sådan et værk. Først i koncertsalen forstår man rigtigt, hvor meget sådan et værk kræver af alle musikerne. Det er derfor man skal gå til koncert. 

Den Ukrainske pianist Valentina Lisitsa.

Den Ukrainske pianist Valentina Lisitsa.

Valentina Lisitsa spillede fuldstændig formidabelt; hun spillede med stor følsomhed og indlevelse i de stille passager. Men det var selvfølgelig de vilde og voldsomme forløb, som vakte den store beundring: det er jo næsten umuligt at forstå, hvordan man kan spille i sådan et tempo, med sådan en virtuositet og sådan en sikkerhed. Det var simpelthen overvældende, at se hvordan hendes fingre bevægede sig over tangenterne. Men det er selvfølgelig ikke nok, at teknikken er i orden. Det skal også lyde godt – og dét gjorde det sandelig også. 

Heldigvis var Tivolis Symfoniorkester helt på niveau med verdensstjernen og der var masser af højdepunkter i koncerten. Jeg smelter allerede når jeg hører de første 10-15 toner – jeg smelter hver eneste gang jeg hører dem. Hver eneste gang! Det er stærkt inciterende musik og heldigvis gentages det indledende tema yderligere to gange i løbet af værket. Et andet højdepunkt er midt i 1. sats, hvor der kommer en voldsom og meget kraftfuld klaversolo; midt i denne solo brydes klaverets musik af en fløjte … dernæst en obo … så en klarinet … og endelig et engelsk horn. Disse instrumenter spiller alle den samme stille og inderlige melodi – hvorefter klaveret falder til det samme intime stemningsleje. Så gentages det indledende tema endnu en gang og man er lige ved at smelte. Et andet højdepunkt var den blide og romantiske indledning til 2. sats, hvor man blev fuldstændig beruset af violinerne, den enlige obo, klarinetten og fagotten – det var fuldstændig vidunderligt. 

Jeg har Rakhmaninovs 3. klaverkoncert i en indspilning med London Symphony Orchestra, Antonio Pappano som dirigent og Leif Ove Andsnes som solist. Det er nogle af verdens absolut bedste musikere. Men Tivolis Symfoniorkester, den russiske dirigent Dmitri Kitajenko og Valentina Lisitsa var hundrede gange bedre. Nej, de var tusind gange bedre. Sammenlignet med koncerten torsdag aften i Tivolis koncertsal, så er min CD både tam, kedelig og usædvanlig middelmådig. Under koncerten lovede jeg mig selv, at jeg ville tage direkte hjem og smide CD´en i skraldespanden. Det løfte har jeg dog ikke holdt. 

Valentina Lisitsas ekstranumre

Den berømte russiske dirigent Dmitri Kitajenko.

Den berømte russiske dirigent Dmitri Kitajenko.

Valentina Lisitsa var klædt i en smuk dueblå kjole med nøgne skuldre, masser af tynde lag stof og en overdådig masse folder. Selv var hun en meget tynd og spinkel pige – alt for tynd og spinkel – og hendes hud var helt hvid som alabaster. Efter koncerten gav hun sig til at hoppe op og ned som en lille overstadig pige, mens hendes ansigt flækkede i et stort grin … Var det pinligt? Nej. Jeg synes det var enormt charmerende, at hun var så umiddelbar og slet ikke prøvede at skjule sin egen eufori bag et blasert udtryk. Lige præcis i det øjeblik blev jeg lige så forelsket, som mange af mine venner og bekendte åbenbart var allerede før koncerten. 

Efter 3-4 fremkaldelser satte hun sig ved klaveret og spillede Listz´s transskription af Schuberts “Ave Maria“. Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne genkende den – men lige så snart jeg fik det at vide, tænkte jeg: nårh ja, dumme mig! 

Næste bifald nåede kun lige at ramme scenen, før Valentina Lisitsa igen begyndte at hoppe op og ned – og straks igen kastede sig ned på klaverstolen og gav os endnu et ekstranummer. Denne gang var det Listz “La Campanella” – et fuldstændig vidunderligt værk, som Valentina Lisitsa spillede så fænomenalt, at jeg bemærkede, hvordan flere af musikerne på de bageste rækker sad og strakte hals, for at se hende spille. Jeg vil gerne opfordre alle læsere til at trykke på linket og nyde dette fantastiske værk. Det mest fantastiske var jo, at man tydeligt kunne se, hvor meget hun glædede sig til at spille dette værk for publikum. Hun kunne jo dårligt vente, til publikum havde klappet af det første ekstranummer. Det giver hende tydeligvis en stor glæde og tilfredsstillelse, at dele alt dette vidunderlige musik med andre mennesker. 

Valentina Lisitsa er virkelig en sublim pianist og jeg håber, at hun kommer tilbage til Tivolis koncertsal en anden gang. 

Tjajkovskij: Symfoni nr. 5

Jeg er temmelig sikker på, at den 6. symfoni – Pathetique – er den mest spillede af Tjajkovskijs symfonier. Jeg synes det er drønhamrende ærgerligt, for jeg kan meget bedre lide den 5. symfoni. Pathetique er alt for følsom og sværmerisk til min smag. 

Tivolis symfoniorkester spiller altid godt – men jeg synes at de var ekstra skarpe torsdag aften. De sprudlede af overskud og energi. Jeg bliver selvfølgelig fuldstændig beruset af begyndelsen på 3. sats, som er en vals. Det er meget forførende musik, som gør det temmelig svært at sidde stille. Men højdepunktet i dette værk var alligevel begyndelsen af 2. sats: der er den mest romantisk og hjertegribende hornsolo. Så falder en klarinet ind i musikken og forvandler den til en duet. Og når deres tema så gentages af celloerne, så …. jamen, det føles simpelthen, som om at tårerne er lige ved at sprøjte til alle sider, og man begynder helt febrilsk at lede efter det der lommetørklæde, som man slet ikke har med. 

Tjajkovskijs 5. symfoni er fyldt med tempo, temperament, lidenskab og kraftfuld musik. Det er IKKE et af den slags værker, hvor messingblæserne skal sidde og vente til finalen, før de får lov til at være med. Alligevel er Tjajkovskijs 5. symfoni ikke så voldsom som Rakhmaninovs klaverkoncert, og derfor var det et godt værk at slutte med. Efter Rakhmaninovs sindsoprivende og nervepirrende værk, så fik man igen lidt fred og ro i sjælen med Tjajkovskijs 5. symfoni … 

Det var en fabelagtig koncert og jeg er slet ikke i tvivl om, at alle de medvirkende fortjener 6 stjerner! 

6stjerner