På fredag(d. 27. sept) åbner Copenhagen Phil den nye sæson. Koncerten begynder med Beethovens 1. symfoni og slutter med hans 9. symfoni og den store finale med ordene fra Schillers ode “An die Freude“. Denne symfoni kræver en masse medvirkende og derfor spilles den relativt sjældent: der skal bruges én dirigent, et stort symfoniorkester af fineste kvalitet, fire dygtige solister, samt et kæmpestort kor. Copenhagen Phil har valgt at bruge både Ars Nova og Det lettiske radiokor. 

John Eliot Gardiners indspilning af Beethovens 9.

John Eliot Gardiners indspilning af Beethovens 9.

Jeg glæder mig helt vildt, for jeg har aldrig hørt denne symfoni i virkeligheden. Men jeg er også spændt, for det er et af de værker, som jeg kender temmelig godt. Det kan være både en fordel og en ulempe; det kan være en stor ulempe, hvis man begynder, at få en meget fastlåst mening om, hvordan musikken skal lyde …. og her må jeg nok indrømme, at jeg er skyldig! 

Jeg har en fantastisk flot indspilning af Beethovens 9. symfoni med John Eliot Gardiner som dirigent. Det er dynamisk og kraftfuld musik, som er fyldt med tempo og energi. Selv om musikken er meget monumental, så formår John Eliot Gardiner alligevel at løfte den, så den får en vis elegant lethed, som er båret af en jublende ekstase. 

Men jeg har også en indspilning med Simon Rattle og Wiener Philharmonikerne; det er en MEGET tung, en MEGET alvorlig og en MEGET højtidelig udgave. Jeg kan næsten ikke holde det ud. Der er i hvert fald ingen tvivl om, hvilken udgave jeg foretrækker. 

Det bliver helt vildt spændende, at høre hvordan chefdirigent Lan Shui fortolker Beethovens 9. – om han ligger tættest på Simon Rattle eller John Eliot Gardiner. Eller om han måske har fundet sit helt eget udtryk sammen med orkestret. Jeg oplever Lan Shui som en meget skarp og dynamisk dirigent. Derfor forventer jeg en stil som ligger tæt på Gardiner, men alligevel er mere skarp og hårdtslående. 

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig. Jeg tror, at det bliver en usædvanlig festlig sæsonåbning i det gamle koncerthus. Det er der vist også mange andre som forventer, for koncerten er fuldstændig udsolgt ……. 

Det gamle radiohus

Det gamle radiohus