Fredag aften var jeg til sæsonens første koncert med Copenhagen Phil. Koncerten blev indledt og præsenteret af violinist Anne Søe Iwan. Hun fortalte, at orkestrets chefdirigent Lan Shui brækkede armen i Københavns lufthavn sidste år. Derefter blev den anden arm overbelastet og derfor har han været sygemeldt et helt år. Men nu er han endelig tilbage på podiet …… 

Beethovens 1. symfoni

Chefdirigent Lan Shui.

Chefdirigent Lan Shui.

Aftenen begyndte med Beethovens 1. symfoni, som blev uropført i Wien d. 2. april 1800. Denne symfoni begynder så fint og forsigtigt …. det er lidt sjovt, når man tænker på, at Beethoven senere blev mest kendt for sine store voluminøse og svulmende mesterværker. Jeg blev fuldstændig bjergtaget af violinerne i 2. sats, som spillede med en helt utrolig præcision og skarphed. Men højdepunktet var alligevel den hektiske 3. sats, hvor det lyder som om, at alle instrumenterne jagter hinanden. Symfonien slutter med et muntert tempo i den 4. sats, som er både besnærende, festligt og danseagtigt. 

Jeg tror, at alle gæsterne i det gamle radiohus var i usædvanlig godt humør efter Beethovens 1. symfoni – og hvordan kunne man være andet?! Hele foyeren summede ligefrem af munterhed og begejstret stemning i pausen. 

Beethovens 9. symfoni

Alligevel tror jeg ikke, at der var ret mange, som var kommet for at høre Beethovens 1. symfoni. Nixen bixen – folk var kommet for at høre den 9. Det er et af de værker, som jeg synes, kan blive så storladne, at det næsten bliver for svulstigt. Jeg kan godt forstå, at det kan være fristende for en dirigent at give fuld gas …. men nogen gange kan det være en fordel at tøjle sine lyster. Lan Shui holdt orkestret lidt tilbage, så værket nærmest blev en smule underspillet. Det gav hele værket en utrolig forførende skarphed. 

I 3. sats spillede violinerne, så det gjorde ondt helt ind i hjertet. 4. sats var utrolig skarp – og fyldt med ganske små kunstpauser, som skabte en god dynamik i musikken. Der var også en solo, som rev benene fuldstændig væk under mig. Jeg kunne desværre ikke høre om det var en bas eller en cello. Jeg er mest tilbøjelig til at gætte på en bas, men jeg er ikke helt sikker…… 

Ludvig van Beethoven malet i 1803 af den danske kunstner Christian Hornemann.

Ludvig van Beethoven malet i 1803 af den danske kunstner Christian Hornemann.

Jeg sad på en af de forreste rækker helt ude i højre side – det var absolut ikke optimalt. Jeg kunne jo ikke se de fleste af musikerne og derfor var det svært at følge med. Men det gav mig dog en anden fordel: for mig ligger et af højdepunkterne i denne symfoni midt i 1. sats, hvor musikken kommer rullende som bølger ind over publikum – den ene efter den anden. Bølgerne bliver ved og ved og ved….. og det er ikke sådan nogle små bølgeskvulp, som man ser ved de fleste danske kyster. Næh, det er store oceaniske bølger, som skyller buldrende og kraftfuldt gennem koncertsalen. Jeg sad lige ved siden af Harry med paukerne, så jeg kunne se hvordan han bankede løs. Samtidig med, at han hamrende løs med fuld kraft, så virkede han helt rolig og afslappet – sikken en kontrast. Man er slet ikke i tvivl om, at Harry Teahan er en dødhamrende dygtig musiker, som ved præcis hvor, hvordan og hvornår han skal ramme med køllerne. Det er virkelig fascinerende, at se ham svinge med køllerne som en anden jonglør. 

Aftenens længe ventede højdepunkt var selvfølgelig den store finale med Schillers “Ode an die Freude”, som er en ekstatisk jubelhymne, der handler om længslen efter at omfavne hele verden og kysse alle mennesker: “seid umschlungen, millionen”, synger koret i en storslået glædesrus – og sikken en oplevelse! Den blev opført med Klara Ek, Elisabeth Jansson, Thomas Cooley og Liao Changyong som solister, samt koret Ars Nova og Det lettiske radiokor. Jeg er dybt imponeret over den kinesiske baryton Liao Changyong – jeg tror aldrig, at jeg har hørt sådan en flot, fyldig og kraftfuld baryton. Jeg var lige så imponeret over de to kor. Det var også meget kraftfuldt. Men først og fremmest sang de med en flot præcision, så de lød som én stor og stærk stemme, hvor man uden problemer kunne forstå hvert eneste ord. 

 …. og det kan selvfølgelig være både godt og skidt. Det var måske ikke så heldigt for Liao Changyong. Jeg bemærkede nemlig, at der var 3-4 ord, som han udtalte forkert – fuldstændig forkert. Det havde ikke meget med tysk at gøre og jeg er temmelig sikker, at både Beethoven og Schiller havde krummet tæer, hvis de havde hørt det. Det er super, super ærgerligt. Men det var de eneste små skønhedsfejl i løbet af hele denne formidable koncert. 

Copenhagen Phil indspiller Beethovens 9.

Jeg har Beethovens 9. symfoni i to udgaver. Jeg har en ret elendig indspilning med Simon Rattle som dirigent og så har jeg en fabelagtig indspilning med John Eliot Gardiner. Lan Shui og Copenhagen Phil har lagt sig tæt op mod Gardiner – men der er dog ingen tvivl om, at de gjorde det endnu bedre. Det var skarpere og mere dynamiske end Gardiners udgave.

Trappen i den flotte publikumsfoyer.

Trappen i den flotte publikumsfoyer.

Derfor var det en glædelig nyhed, da vi fik at vide, at Copenhagen Phil faktisk er ved at indspille denne symfoni. Ja, ikke nok med det, men koncerten blev simpelthen optaget, fordi den skal bruges på den kommende CD. Jeg husker stadig, at Gardiners indspilning blev rost til skyerne og den regnes stadig som én af de allerbedste på markedet. Hvis Copenhagen Phil virkelig formår at lave en indspilning som er endnu bedre …. jamen, så bliver det simpelthen én af verdens bedste indspilning af en af verdens største symfonier. Og jeg var der! Jeg var til stede ved koncerten, hvor CD´en blev indspillet ….. under koncerten sad jeg og tænkte, at dette er virkelig kunst. Det er ikke bare Beethovens noder jeg mener, nej, jeg mener selve opførelsen. Det var så storslået og flot, at selve opførelsen blev til et helt suverænt kunstværk. Beethoven havde været både stolt og meget tilfreds, hvis han havde været til stede blandt publikum i det gamle radiohus fredag aften! 

Selv om jeg allerede har Beethovens 9. symfoni i to udgaver, så vil jeg bestemt også købe Copenhagen Phils indspilning, lige så snart den udkommer – jeg glæder mig til at høre den igen! 

Jeg plejer kun at give stjerner, når jeg har været til koncert i Tivoli. Det vil jeg ikke lave om på nu – men jeg kan ikke lade være med at tænke, at Lan Shui og Copenhagen Phil fortjener en hel stjerneregn for denne fænomenale koncert. 

Musikkonservatoriets koncertsal på Frederiksberg.

Musikkonservatoriets koncertsal på Frederiksberg.