“½12 koncert” er navnet på en række kammerkoncerter med musikere fra Copenhagen Phil. Gennem flere år har man holdt disse koncerter på Kunstindustrimuseet i Bredgade. Sidste sæson valgte man at flytte ½12 koncerterne til foyeren i det gamle radiohus, som i dag er Musikkonservatoriets koncertsal. Jeg var ikke voldsomt begejstret. For det første synes jeg ikke, at foyeren er særlig hyggelig eller flot. For det andet så var der simpelthen ikke plads nok. Jeg var til to koncerter og begge gange manglede der pladser, selv om man havde presset alle de stole ind i salen, som man overhovedet kunne.

Møstings hus ved Frederiksberg have.

Møstings hus ved Frederiksberg have.

Denne sæson bliver ½12 koncerterne så afholdt i Møstings hus på Frederiksberg. For nyligt kunne man læse i Orkesternyt – som er et medlemsblad for Copenhagen Phils venner – at ½12 koncerterne bliver flyttet, fordi Musikkonservatoriet ikke har ønsket at fortsætte aftalen. Det har jeg meget, meget svært ved at forstå. Man skulle jo nok forvente, at Musikkonservatoriet ville have et ønske om støtte musiklivet. Copenhagen Phil betalte jo også leje for salen! Og der er ikke andre som bruger den! Samtidig skulle man jo også forvente, at konservatoriet ville have en interesse i at skabe og vedligeholde et godt, stabilt, frugtbart og venskabeligt forhold til Copenhagen Phil, som i forvejen bruger både øvelokalerne og den store koncertsal i huset. Men det er åbenbart ikke tilfældet. Jeg har meget svært ved at forstå Musikkonservatoriets manglende lyst til at samarbejde. De har åbenbart heller ikke lyst til at tjene penge. Det er svært at forstå i en tid, hvor alle andre offentlige institutioner kæmper for at finde nye måde, at tjene penge på. 

Møstings hus er en gammel idyllisk bygning fra år 1800 og der er rigtig hyggeligt i de flotte sale. Desværre er det temmelig trangt med pladsen og derfor er det bestemt ikke nogen ideel løsning.

Olle Davidson på kontrabas

Til disse ½12 koncerter bliver alle værker normalt præsenteret af Claus Johansen eller Jan Berthelsen, der begge har haft en lang karriere som populære og alvidende værter på P2. De plejer at traktere os med en masse gode historier og sjove anekdoter, og det er ofte en ret væsentlig del af underholdningen. Derfor blev jeg en smule skuffet, da jeg opdagede, at musikerne selv skulle introducere værkerne til denne koncert. Men det viste sig hurtigt, at det var musikerne faktisk ret gode til og min skuffelse forsvandt lige så hurtigt som dug for solen.

Olle Davidson og Yuka Ichikawa.

Olle Davidson og Yuka Ichikawa.

Først skulle Olle Davidson spille 4 værker på kontrabas, ledsaget af Yuka Ichikawa på klaver. Kontrabas og klaver – jeg må indrømme, at jeg havde lidt svært ved at forestille mig, hvordan det ville lyde.

Olle Davidson begyndte med at fortælle om Johann Christian Bach(1735-1782), som var den yngste søn af den store Johann Sebastian Bachs 22 børn. Han var kun 15 år, da hans far døde. Derefter blev han undervist af sine to ældre brødre, som også begge var både musikere og komponister. Han havde en solid karriere, som ansat ved katedralen i Milano. Alligevel blev han fristet til at søge nye udfordringer i udlandet og derfor rejste han til London. Det er lidt svært at afgøre, om det var maden eller vejret, som var den største udfordring for stakkels Christian Bach. Men det er i hvert fald en kendsgerning, at han ikke brød sig den mindste smule om nogen af delene – Olle Davidson fortalte så levende og engageret, at denne historie fremkaldte den ene latterbølge efter den anden. Så var Christian Bach så heldig, at han fandt en italiensk pige i London, som han straks giftede sig med. Hun kunne lave italiensk mad til ham og da han endelig fik noget ordentlig at spise, så kunne han også klaret det triste vejr uden at blive alt for deprimeret. Det er jo en fuldstændig vidunderlig historie om hvor meget mennesker kan klare, når man bare får masser af kærlighed og god mad.

Derefter spillede Olle Davidson og Yuka Ichikawa værker af Johann Christian Bach, Adolf Misek, Astor Piazolla og Giovanni Bottesini. Og det var saftsusme godt. Jeg havde da aldrig forestillet mig, at en kontrabas og et klaver kunne være sådan en fed kombination og spille sådan noget lækkert musik. Musikken gik lige i blodet og gang på gang føltes det som om, at musikken slog kolbøtter i min mave. Jeg vil gerne høre det hele igen og derfor er jeg vist nødt til at købe nogle af disse værker på CD.

Messingblæsere for fuld kraft

Christian Vinther på horn og Kjell-Åke Andersson på trompet.

Christian Vinther på horn og Kjell-Åke Andersson på trompet.

Efter pausen fortalte Christian Schmiedescamp om de russiske komponister, som adskiller sig fra de samtidige europæiske komponister ved, at en stor del af de bedste komponister var amatører, forstået på den måde, at deres hovederhverv var et helt almindeligt borgerligt – og ofte temmelig kedeligt – job. Det gjaldt også Victor Ewald, som havde skrevet det næste værk. Han var cellist og komponist, men derudover var han også professor ved den polytekniske læreanstalt i afdelingen for byggematerialer. Her var han med til at udvikle produkter som cement og mørtel osv. 

Christian Schmiedescamp med basunen i hånden.

Christian Schmiedescamp med basunen i hånden.

Dernæst fulgte Victor Ewalds “Kvintet for messingblæsere”. Det var meget voldsomt. Og det samme gælder den næste “Kvintet for messingblæsere” skrevet af Malcolm Arnold. Det var simpelthen alt for voldsomt til sådan et lille rum. Det er lidt ærgerligt, for særligt det sidst værk havde mange detaljer og forløb, som jeg godt kunne lide. Finalen efter 3. sats var meget vellykket og meget fængslende. Jeg tror, at det havde været et rigtig flot og spændende værk, hvis man hørte det i en stor koncertsal. Men det var alt, alt for voldsomt til Møstings lille hus. Jeg tør i hvert fald garantere for, at der var ingen som faldt i søvn under koncerten … til gengæld var jeg en lille smule bange for, om jeg nogensinde ville være i stand til at høre normalt igen.

Endelig fortalte Ete Forchhammer om koncertens sidste værk, en duo for violin og bratsch, som blev spillet mellem de to blæserkvintetter. Den store komponist Franz Joseph Haydn havde en lillebror, som hed Johann Michael Haydn. Han blev ansat som komponist ved ærkebiskoppen af Salzburgs hof og kaldes derfor Salzburg-Haydn. Ærkebiskop Hieronymus von Colloredo var en oplysningsmand i tråd med tidens tendenser og han spillede selv violin.

Tonni Hellebek på tuba.

Tonni Hellebek på tuba.

Ærkebiskoppen bestilte 6 duoer for violin og bratsch fra Michael Haydn. Desværre nåede han kun at skrive 4 duoer, før han blev alvorligt syg. Hvis han ikke kunne gøre opgaven færdig, så ville han ikke få nogen betaling – og han havde brug for pengene. Men Michael Haydn var gode venner med Mozart. Han var ligefrem et af Mozarts få forbilleder. Derfor bad Michael Haydn Mozart om hjælp og han indvilligede gerne; “jeg kan jo skrive i en hvilken som helst stil”, pralede Mozart i et brev til sin far. Derefter skrev han de manglende duoer, så det lød fuldstændig som var de skrevet af Michael Haydn og ingen havde den mindste anelse om dette bedrag. Ikke før Michael Haydn døde i 1806, hvorefter nogle af hans elever røbede sandheden.

Efter denne skønne historie, spillede Yuko Yasui og Hidekazu Uno Mozarts duo for violin og bratsch. Umiddelbart var det en smule skingert og hvinende i starten, men lynhurtigt blev man fuldstændig grebet af den smukke musik fra de to strygeinstrumenter. Det var en fantastisk kontrast til den matgrå himmel over København og den fine støvregn uden for vinduerne.

Næste koncert

Yuko Yasui på violin.

Yuko Yasui på violin.

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: jeg elsker disse fantastiske ½12 koncerter og den vidunderlige blanding af god musik, spændende historier og sjove anekdoter.

Næste koncert finder sted søndag d. 17. november kl. 11,30 og det bliver også i Møstings hus på Frederiksberg. Prisen er 90 kr.

Man har fået en ung digter til at skrive nogle digte, som er inspireret af de værker der skal spilles ved den næste koncert, hvor hun vil læse værkerne højt. Jeg kan ikke lide digte. Og jeg kan slet ikke udstå digtere som læser deres egne digte højt. Det bliver altid så pokkers performativt og teatralsk. Jeg kan ikke holde det ud. Samtidig synes jeg det er ærgerligt, at publikum går glip af en masse gode historier.

Derfor springer jeg sikkert den næste koncert over. Tror jeg nok! Jeg er ikke helt sikker …. for jeg er jo ret vild med disse koncerter. Det er nok vejret eller humøret som bliver afgørende for, om jeg kommer eller ej.

Kvintet for messingblæsere. Fra venstre:

Kvintet for messingblæsere. Fra venstre: Christian Schmiedescamp på basun, Gorm Hovaldt på trompet, Tonni Hellebek på tuba, Christian Vinther på horn og Kjell-Åke Andersson på trompet.