I 2007 gennemførte den daværende regering en strukturreform; denne reform omtales normalt som en kommunalreform, men reformen omfattede både kommuner og amter – derfor hedder den officielt en “strukturreform“. 271 kommuner blev forvandlet til 98, mens 13 amter blev forvandlet til 5 regioner. Danskerne er megakonservative og hader alle forandringer. Derfor var der SELVFØLGELIG massiv offentlig modstand imod denne reform. Man frygtede, at der ville blive for lang afstand mellem borgerne og lokalpolitikerne – det var det primære argument.

Københavns rådhus.

Københavns rådhus.

Jeg var faktisk også imod Strukturreformen, men min holdning var den stik modsatte; der er sket så meget med udviklingen de sidste 20-30 år. Vi har fået bedre biler, bedre veje, bedre kommunikationsformer, mere information via nye medier osv. Afstande betyder noget helt andet i dag og derfor er jeg absolut ikke bekymret over voksende afstand mellem borgerne og beslutningstagerne. Næh, jeg synes at man skulle have nedlagt de 271 kommuner og beholdt de 13 amter i stedet for. Det havde været meget klogere.

Nu har vi 5 regioner, som primært beskæftiger sig med driften og udviklingen af de danske hospitaler. De fleste danskere har lidt svært ved at forstå, hvad regionerne ellers laver og der er vist efterhånden et stort flertal, som mener at regionerne skal nedlægges. Jeg er enig. Nedlæg regionerne og lad Sundhedsministeriet overtage driften af de danske hospitaler.

Vild med Morten Kabell

For nogle dage siden var der kommune- og regionsrådsvalg. Enhedslisten blev den helt store vinder i Københavns kommune og spidskandidaten Morten Kabell er udpeget til posten som teknik- og miljøborgmester. Jeg glæder mig allerede til at se Morten Kabell i fjernsynet hver anden dag for jeg synes nemlig, at Morten Kabell er helt vildt lækker. Jeg er faktisk så vild med ham, at jeg oven i købet har prøvet at score ham – det lykkedes desværre ikke! Men jeg synes stadig, at han er lækker og der er ingen tvivl om, hvor jeg havde sat mit kryds, hvis jeg stadig havde boet i Københavns kommune.

Morten Kabell fra Enhedslisten.

Morten Kabell fra Enhedslisten.

Men det betyder skam ikke, at jeg er enig med Morten Kabell i alle politiske forhold. Jeg ønsker fx både euro og mere EU. Dét gør Morten Kabell i hvert fald ikke. Jeg er også tilhænger af en havnetunnel. Mange mennesker er imod denne havnetunnel, fordi det første udkast til projektet vil medføre, at man ødelægger et fredet naturområde. Men det er jo et helt ekstremt tåbeligt argument; hvis dét er det eneste argument imod en havnetunnel, så var det mere seriøst, at kæmpe for en anden placering – det vil jeg i hvert fald selv gøre! Jeg er heller ikke enig med Morten Kabell i hans kamp for LGBT-rettigheder. Af hensyn til en meget lille gruppe transpersoner, så forsøger Morten Kabell og hans ligesindede at presse en kønsløshed ned over alle os andre, for at opnå ligestilling – efter min mening en meget kunstig ligestilling. Køn og seksualitet er en vigtig del af vores identitet, og derfor synes jeg, at dette ønske om kønsløshed er voldsomt krænkende.

Lars Krarup – borgmester i Herning

Hvis jeg boede i Herning, så ville jeg med garanti stemme på Lars Krarup fra Venstre. Han blev borgmester i 2002, da han blot var 30 år. Ved valget i denne uge fik Lars Krarup 13.632 personlige stemmer, hvilket svarer til 27,4% af alle kommunens stemmer. Dermed er han nr. 8 på listen over valgets stemmeslugere.

Lars Krarup - medlem af Venstre og borgmester i Herning.

Lars Krarup – medlem af Venstre og borgmester i Herning.

Lars Krarup er uden nogen tvivl Danmarks flotteste borgmester. Jamen, altså – jeg får gelé i knæene hver eneste gang han er i fjernsynet. Der er selvfølgelig masser af mennesker, som vil hævde, at det er helt vildt useriøst at basere sin stemme på kandidaternes udseende. Jeg mener til gengæld, at dét er en temmelig naiv betragtning. Det var jo lige præcis dét som Anne Robinson demonstrerede gang på gang i “The Weakest Link”. Når hun spurgte NN: “Har du stemt på Fru NN fordi hun er fed? Kan du ikke lide fede mennesker?”; eller når hun spurgte mr. X: “Har du stemt på mr. NN fordi han har et større hus end dig? Er du misundelig fordi han har flere penge end dig?” – så var der mange som syntes at Anne Robinson var grov. Alt for grov! Men det er primært fordi de ikke forstod hvad der skete; hun afslørede, at når vi stemmer folk inde eller ude, så sker det ofte på grund af følelser, lyster eller skumle aversioner og antipatier – og ikke på grund af rationelle overvejelser eller saglige argumenter. Eksistensen er en evig kamp mellem fornuft og følelse ….

Anne Robinson - The Weakest Link.

Anne Robinson – The Weakest Link.

Når følelserne først har afgjort vores valg, så er det meget nemt for fornuften at finde rationelle argumenter for at forsvare, begrunde eller retfærdiggøre vores valg. Jeg kan finde holdninger som jeg sympatiserer med i samtlige partier fra det yderste venstre til det yderste højre – lige med undtagelse af Liberal Alliance. Derfor ville det også være meget nemt for mig at forsvare en stemme på Lars Krarup.

Med Lars Krarup i spidsen har Herning kommune valgt at satse massivt på kunst og kultur. Dermed har de opnået at skabe en dynamisk og moderne kommune, som har været i stand til at tiltrække mange nye virksomheder. Det har selvfølgelig givet masser af nye arbejdspladser og flere penge i kommunekassen. En del af disse penge har kommunen så igen valgt at bruge til øget fokus på sport og idræt. Særligt inden for fodbold og ishockey har man skabt en stærk talentmasse. Det lyder da helt ideelt. Derfor ville jeg slet ikke have noget problem med at stemme på Lars Krarup, selv om jeg sædvanligvis stemmer på den røde blok.

Jeg har ikke stemt!

Men jeg har slet ikke stemt til dette valg – det er sådan en indrømmelse, som altid kan gøre visse mennesker enormt sure. Af en eller anden grund er det meget ofte mennesker, som ikke rigtig forstår den danske grundlov eller demokratiets grundprincipper. Jeg vil gerne hjælpe disse mennesker med en lille forklaring: I Danmark har vi stemmeret – men ikke stemmepligt! Derudover er vores ytringsfrihed en del af vores grundlovssikrede rettigheder, som altså ikke er afhængig af om vi har stemt eller ej! Hver eneste gang der er nogen som forsøger at undertrykke denne ytringsfrihed, så er det et direkte angreb på det danske demokrati!

Det er meget karakteristisk for alle de mennesker som bliver krænkede over andre menneskers manglende stemmedeltagelse, at de aldrig spørger HVORFOR man ikke har stemt ….. det interesserer dem åbenbart ikke. Uanset hvad grunden er, så bliver man nærmest opfattet som en kætter og der er vist mange som gerne så mennesker som mig og alle mine med-syndere brænde på bålet. På en eller anden måde, så synes jeg, at denne barbariske lyst er i fin overensstemmelse med deres manglende forståelse for de mest elementære demokratiske begreber.

Når jeg ikke har stemt, så er det fordi, at jeg er flyttet for nogle måneder siden. Derfor har jeg endnu ikke lært de mange lokale politikere at kende. Jeg ved ikke hvad de står for og hvilke problemstillinger som er vigtige i min nye kommune. Og jeg er bare sådan et menneske, som ikke kan holde ud at stemme, når jeg ikke har nogen som helst kendskab til det vi skal stemme om. Jeg kan ikke. Og jeg vil ikke!

Modsat mange andre, så har jeg faktisk temmelig stor respekt for folk som undlader at stemme, fordi de føler, at de ikke har forstand på politik. Jeg kender mennesker, som lader deres venner afgøre hvor de skal sætte deres kryds. Jeg tror også, at vi alle kender typen der stemmer det samme som deres forældre og bedsteforældre ….. jeg synes det er dybt useriøst. Alligevel så nyder disse mennesker generelt mere respekt i samfundet end dem som undlader at stemme …. selv om de måske har nogle ganske gode grunde til at lade være. I don´t get it!

Søren P. Rasmussen – den klammeste taber

Når kommunevalget er overstået, så følger de lange knives nat – som det hedder med et udtryk der er så banalt, at jeg får kvalme hver eneste gang jeg hører det. Alligevel er det nok temmelig svært, at finde en betegnelse som er mere dækkende – selv om denne proces varer flere dage – og ikke blot en enkelt nat. Valg efter valg oplever vi, hvordan mange politikere bliver så beruset af magtliderlighed, at de mister enhver selvbeherskelse og enhver integritet. Mange sætter uden skrupler den sidste rest af ærlighed eller troværdighed på spil for at vinde en smule magt og venner dolker hinanden i ryggen i en vanvittig blodrus. Det er en temmelig uskøn proces!

Søren P. Rasmussen - tidl. borgmester i Lyngby-Taarbæk.

Søren P. Rasmussen – tidl. borgmester i Lyngby-Taarbæk.

Det værste eksempel fra den netop overståede valgkamp finder vi i Lyngby-Taarbæk. På valgdagen fulgte et helt kamerahold den siddende borgmester Søren P. Rasmussen fra Venstre. Og hvorfor gjorde de så det? Efter kommunevalget i 2009 slog Lyngby-Taarbæk alle tidligere standarder for intriger, sammensværgelser og forræderi i lokalpolitik. Dengang nåede man at udråbe 3 borgmestre inden det lykkedes Venstres Søren P. Rasmussen at holde fast i borgmesterstolen. Hvis jeg havde nogen som helst respekt tilbage for Søren P. Rasmussen efter det forløb, så mistede jeg den i hvert fald for et par år siden, da han deltog i reality programmet “Singleliv” på Kanal 4, hvor han – i egenskab af borgmester! – viede en pige som blev gift med sig selv. Det er nok det dummeste og platteste, som jeg nogensinde har set en borgmester deltage i. Han må sandelig være meget ivrig for at optræde på fjernsynet, siden han deltager i den slags.

I mellemtiden er der gået fire år med Danmarks mest dysfunktionelle byråd. Der er åbenbart intet som har fungeret og Søren P. Rasmussen har ikke formået at skabe noget der bare ligner samarbejde i byrådet. Til slut blev forholdet mellem borgmesteren og det øvrige byråd så fjendtligt, at den sidste økonomiaftale for kommunen blev vedtaget helt udenom Søren P. Rasmussen – en situation som er helt absurd og fuldstændig uhørt.

Sofia Osmani - ny borgmester i Lyngby-Taarbæk.

Sofia Osmani – ny konservativ borgmester i Lyngby-Taarbæk.

Alle partier i Lyngby-Taarbæk var enige om, at man ønskede at undgå det samme dramatiske kaos som herskede for fire år siden og derfor blev man enige om et fælleskodeks. Dette kodeks indebar først og fremmest en aftale om, at man ikke ville konstituere sig i det nye byråd, før alle personlige stemmer var talt op dagen efter – og før det ville man heller ikke udråbe en ny borgmester.

Men der var vist nogen, som ikke havde tillid til denne aftale. Det var vist derfor, at kameraholdet fulgte hele valget i Lyngby-Taarbæk. Og de blev da heller ikke skuffede ……

Midt på aftenen må Søren P. Rasmussen erkende sit nederlag og han ønsker den konservative Sofia Osmani til lykke med sejren. Senere ser vi, at de to står og taler sammen. “Jamen, der sker vist ikke mere i aften, så nu kan vi vel godt tage hjem”, siger Sofia Osmani. “Jaja, det kan du sagtens”, svarer Søren P. Rasmussen, “vi har jo også aftalt, at vi først skal forhandle i morgen. I aften skal vi bare slappe af.” Derefter forlader Sofia Osmani rådhuset, sammen med de fleste andre politikere. Og hvad sker der midt om natten, da rådhuset er blevet stille og tomt, og Søren P. Rasmussen efterhånden er den eneste som er tilbage? Så begynder han at ringe rundt til de andre for at undersøge mulighederne for at lave en sammensværgelse og kuppe sig til magten. Det lykkes heldigvis ikke. Men jeg er dybt forarget over, at denne skamløshed. Han ved jo at han bliver filmet. Alligevel er han åbenbart ikke den mindste smule flov over at afsløre hvor løgnagtig, utroværdig, falsk og uærlig han er. Det er det klammeste jeg nogensinde har set i dansk politik!

Ikram Sarwar er en nar!

Der er også ballade i København, hvor Ikram Sarwar har skiftet parti fra Socialdemokratiet til De radikale. Det er jo ikke usædvanligt, at folk skifter parti. I løbet af det sidste årstid har der været en sand faneflugt fra SF til Socialdemokratiet, og i løbet af de sidste fire år har ikke mindre end 174 lokalpolitikere – i følge en opgørelse fra DR – skiftet parti. Jeg synes det er et chokerende tal.

Ikram Sarwar - et kæmpefjols.

Ikram Sarwar – et kæmpefjols.

Ikram Sarwar har været medlem af socialdemokratiet i 11 år og han har siddet i Københavns Borgerrepræsentation i 8 år. Han begrunder sit partiskifte med en kultur i socialdemokratiet, som han ikke finder “inddragende og demokratisk” – ud over denne kryptiske udmelding har han ikke været villig til at udtale sig til medierne. Det er lidt svært at forstå, at Ikram Sarwar pludselig har problemer med kulturen internt i partiet efter 11 år. Det virker ikke helt troværdigt og man kan jo ikke lade være med spørge sig selv om, hvad denne formulering egentlig dækker over.

Her til aften opdagede jeg endelig, hvad det hele betyder: Ikram Sarwar har fået tredjeflest personlige stemmer blandt de socialdemokratiske kandidater og derfor er han sur over, at han ikke får en borgmesterpost. Der er andre socialdemokrater som har fået færre personlige stemmer end Ikram Sarwar, som alligevel får en borgmesterpost. Det er denne situation, som Ikram Sarwar fortolker som “ikke inddragende og demokratisk”.

Pernille Rosenkrantz-Theil er sur - hun har nemlig stemt på Ikram Sarwar og anbefalet andre at gøre det samme.

Pernille Rosenkrantz-Theil er sur – hun har nemlig stemt på Ikram Sarwar og anbefalet andre at gøre det samme.

Det er jo megabarnligt og megauseriøst. Ikram Sarwars flotte resultat vidner jo om en stor respekt fra vælgerne. Han har haft flere høje tillidsposter i partiet, hvilket vidner om stor respekt fra hans kollegaer. Derfor tror jeg bestemt ikke, at der er nogen som forsøger at snyde Ikram Sarwar eller at holde ham uden for indflydelse. Jeg ved ikke helt hvordan man fordeler stemmerne og posterne internt i et parti, men det afgørende er vist nok den personlige placering på stemmesedlen. Derfor synes jeg det lyder som om, at hele balladen skyldes manglende forståelse for det politiske system. Hvis jeg har ret, så har denne manglende forståelse udløst et meget groft angreb på hans tidligere partifæller, som er både uheldigt og dybt usympatisk. 

Ikram Sarwar fik 1915 personlige stemmer. Derudover har han fået tildelt 2866 af socialdemokratiets listestemmer. Alle disse stemmer har Ikram Sarwar nu taget med til De radikale. Det betyder at hele magtbalancen tipper og formodentlig mister Morten Kabell nu posten som teknik – og miljøborgmester.

Men det er jo ikke det værste; nej, det værste er selvfølgelig, at det er en grov krænkelse af vælgerne. Det er jo 2866 vælgere som har stemt på socialdemokratiet – ikke på de radikale. Jeg mener det er helt rimeligt, at tale om tyveri – selv om det desværre er helt lovligt. Og så er der Ikram Sarwars personlige stemmer; jeg har hørt nogen mennesker udtale, at han er jo stadig den samme. Jeg er slet ikke enig: hvis jeg havde stemt på Ikram Sarwar, så var det selvfølgelig ud fra en forestilling om at jeg stemte på en socialdemokrat. Når det alligevel ikke er tilfældet, så ville jeg da gerne have haft mulig for at stemme på en anden socialdemokrat i stedet for. Endelig er det selvfølgelig også at træde på alle de mange mennesker, som har hjulpet Ikram Sarwar i hans valgkampagne. Jeg kan i hvert fald godt forstå, at de er sure!

Jacob Hougaard - tidligere partifælle, som har lidt svært ved at finde en grimasse der kan passe.

Jacob Hougaard – tidligere partifælle, som har lidt svært ved at finde en grimasse der kan passe.

Det er simpelthen dybt urimeligt, når politikerne skifter parti på denne måde. I stedet burde de jo overgive deres plads til en anden – og så kunne de selv stille op for et nyt parti ved det næste valg. Alternativt kunne de fungere som løsgængere resten af den periode, som de allerede er valgt for. Det ville i hvert fald være mindre krænkende end politikere som skifter til et andet parti.

Men selvfølgelig skal politikerne følge deres overbevisning; det er jo hele kernen i vores demokratiforståelse. Og det er så også kernen i hele denne konflikt. Ikram Sarwar har været socialdemokrat i 11 år. Men i hans begrundelse for at skifte parti, nævner han intet om, at han har skiftet holdninger ….. skal han så være socialdemokrat i Det radikale venstre? Eller kan han bare skifte sine politiske overbevisninger, som andre skifter skjorte? Hvis det er tilfældet, så må man jo spørge om han overhovedet har nogen politisk overbevisning eller om han bare snakker sine partifæller efter munden? Jeg kan heller ikke lade være med at overveje, om han skifter parti igen når han opdager, at hans personlige stemmer slet ikke var nok til en plads i Københavns borgerrepræsentation, hvis han havde stillet op for de radikale! 

I går hørte jeg ganske vist Ikraw Sarwar sige noget om, at han længe har overvejet at skifte parti. Men det står der intet om i den oprindelige udmelding og samtidig kommer denne erklæring så lang tid efter, at det virker både mistænkeligt og utroværdigt.

Morten Kabell fik 4 personlige stemmer.

Morten Kabell fik 4774 personlige stemmer.