Fredag aften spillede Copenhagen Phil Sjostakovitjs 7. symfoni – den såkaldte “Leningrad Symfoni” – sammen med 55 studerende fra Det kgl. danske musikkonservatorium. Dirigenten var Dimitrij Kitajenko.

Den historiske baggrund

Koncerten blev indledt med en glimrende introduktion af fløjtenist Kristina Ersson. Når Sjostakovitjs 7. symfoni har fået sådan en legendarisk status, så skyldes det ikke mindst den historiske baggrund.

Den gamle koncertsal på Julius Thomsens gade 1 på Fr. Berg.

Den gamle koncertsal på Julius Thomsens gade 1 på Fr. Berg.

D. 23. august 1939 underskrev Stalin og Hitler en ikke-angrebsaftale, hvori begge parter garanterede at forholde sig neutrale i tilfælde af den ene parts angreb på et tredje land. Kun otte dage senere angreb Hitler Polen, hvilket blev begyndelsen på anden verdenskrig.

Denne ikke-angrebspagten blev brudt d. 22. juni 1941, da Hitler angreb Sovjetunionen. Nazisterne pløjede sig gennem landet med kurs direkte mod Leningrad – tidligere som Sankt Petersborg. Leningrad var strategisk vigtig, fordi den var Sovjetunionens næststørste by og samtidig landets største havneby ved Østersøen. Hitler havde forestillet sig, at det ville blive temmelig nemt at besejre Sovjetunionen, men tropperne blev stoppet ved Leningrad. Her nægtede indbyggerne at overgive sig! Det udviklede sig til en belejring som kom til at vare i 2½ år. En tredjedel af byens befolkning døde af sult og kulde – det svarer til 30.000 OM DAGEN!

Kristina Ersson - jeg tror snart, at Copenhagen Phil får brug for en midlertidig afløser!

Kristina Ersson – jeg tror snart, at Copenhagen Phil får brug for en midlertidig afløser!

I 1941 boede den 31-årige Dmitrij Sjostakovitj i Leningrad med kone og to små børn. I august 1941 valgte man at evakuerede en mængde fremtrædende borgere – fx medlemmer af Leningrad Philharmonien. Sjostakovitj nægtede at rejse. Men tyskerne kom nærmere og nærmere. D. 30. september blev Sjostakovitj og hans familie alligevel evakueret til en flygtningelejr 800 km fra Leningrad.

Her færdiggjorde Sjostakovitj arbejdet med symfonien – det sidste punktum blev sat d. 27. december 1941. Året efter – d. 5. marts 1942 – blev værket uropført af en gruppe musikere fra Bolsjoj Teatret, som også var evakueret. Allerede sidst i marts måned blev symfonien spillet i Moskva og transmitteret i radioen.

Via Teheran og Cairo blev partituret sendt uden om de tyske tropper. I juni 1942 blev værket opført i London og samtidig transmitteret i den engelske radio. I juli blev værket opført i New York og i august blev det spillet i Boston. Leningrad Symfonien blev straks en gedigen succes på både den ene og den anden side af krigens fronter.

Dimitrij Kitajenko.

Dimitrij Kitajenko.

Når eftertiden har kaldt værket for “Leningrad Symfonien”, så skyldes det ikke blot Sjostakovitjs dedikation “Til vores kamp mod fascismen, til vores kommende sejr over fjenden og til min fødeby Leningrad”; det skyldes først og fremmest en legendarisk opførelse af værket i den sønderbombede by. I sommeren 1942 var der stadig 14 medlemmer af Radioorkestret i byen. De satte plakater op i hele byen for at finde andre musikere. Men der var slet ikke nok til at opføre det monumentale orkesterværk. Derfor kaldte man alle soldater som var i stand til at spille et instrument, tilbage fra frontlinjen. Alle musikerne var udmattede af sult; efter den første prøve som blot varede 15 minutter, var dirigenten så afkræftet, at han besvimede ….

Men koncerten blev gennemført d. 9. august 1942. Inden koncerten havde man sat højtalere op i hele byen, så alle kunne høre værket fra den overfyldte koncertsal. Selv de tyske soldater uden for byen kunne høre musikken; alle krigshandlinger stoppede mens musikken spillede. Stilheden sænkede sig over fronten, mens soldaterne fra begge sider lyttede til musikken. 

Leningrad Symfonien – et mesterværk!

Efter et ganske kort forspil, så begynder 1. sats med en lyrisk og fredelig hverdagsstemning. Fuglene flyver rundt på den blå himmel og synger muntert. Der er ikke den mindste sky på himlen. Ikke det mindste varsel om den kommende katastrofe.

Trappen i Konservatoriets flotte koncertsal.

Trappen i Konservatoriets flotte koncertsal.

Denne stemning afbrydes af en trykkende og ildevarslende stilhed, hvor alt synes at holde vejret og lytte … langt borte hører man nogle dæmpede toner. Ganske langsomt kommer musikken nærmere. Lilletrommen spiller et taktfast og inciterende march-tema. Musikken kommer nærmere og nærmere, den bliver højere og højere, indtil den eksploderer i et musikalsk inferno, hvor paukerne lyder som kanoner og bomber. Der er raketter som flyver ind over byen, der er geværsalver, trampende støvler og forvirring og virvar ….

Dette forløb lyder fuldstændig lige som Ravels Bolero. Det er opbygget på fuldstændig samme måde. Sjostakovitj vidste, at han ville blive beskyldt for plagiat. “Men det er sådan krig lyder for mig”, forklarede han en af sine venner; jeg synes han var en modig mand. Men jeg er glad for, at han tog denne chancen, for det virker hverken pinligt eller plat. I stedet har det en stor dramatisk virkning.

Dmitri Sjostakovitj (1906-1975)

Dmitri Sjostakovitj (1906-1975)

Efterhånden mærker man en tiltagende træthed i musikken. Det første angreb på byen stopper og de chokerede indbyggere får endelig lejlighed til at betragte den sønderbombede by, murbrokkerne og de mange lig i gaderne. Musikken er domineret af en stor fortvivlelse g en dyb smertefuld sorg.

Dernæst følger et længere forløb, hvor den dæmpede musik er præget af en langtrukken sorg og smerte – dette forløb afbrydes med mellemrum af kortvarige og dramatisk episoder, som tydeligvis skal illustrere fornyede angreb og kamphandlinger. Nazisterne forsøger gang på gang at indtage byen. Der er også kortvarige episoder med optimisme, som måske skal beskrive befolknings glimtvise håb om befrielse. Men de dvælende og handlingsløse perioder bliver længere og længere, hvilket udtrykker den langtrukne og udmattende belejring af byen.

Tredje sats begynder ikke med et orgel – men det lyder som et orgel, der spiller en tung og sorgfuld begravelsesmarch. Denne sats slutter med 3 dramatiske slag på en gongong. Jeg har en gang ladet mig fortælle, at der – i nogle kulturer – er tradition for at afslutte en begravelse på denne facon. Derfor kan man forestille sig, at hele denne sats er tænkt som en messe for de døde.

Fjerde sats begynder med et stort kaos af støvletramp, eksploderende bomber og den ene geværsalve følger hastigt efter den anden. Derefter følger en tung stemning af opgivelse og fortvivlelse; man kan næsten se bjergene af murbrokker, som vidner om de mange sammenstyrtede huse, og de sorte skyer fra byens mange brandtomter.

Alligevel slutter den fjerde og sidste sats med en triumferende finale. Sejrstrompeterne forkynder lysets sejr over mørket. Belejringen af Leningrad var ikke slut, da Sjostakovitj satte det sidste punktum i slutningen af december 1941 – og det samme gælder jo 2. verdenskrig. Derfor kan finalen ikke være en beskrivelse af befrielsen. Men det kan være et udtryk for komponistens håb om befrielse og hans tro på, at det gode altid vil sejre.

Sludder og vrøvl!

Trods værkets umiddelbare succes, så blev det glemt efter krigen. I Sovjetunionen syntes de toneangivende og partitro smagsdommere, at værket var alt for muntert og optimistisk – det var ikke forenligt med kommunismens grundprincipper . I den vestlige verden fordømte man værket, som værende et propagandaværk bestilt af Stalin.

Dimitri Kitajenko.

Dimitri Kitajenko.

Men … alt det jeg har skrevet ovenfor er forkert. Det passer ikke. Ikke noget af det …. Leningrad Symfonien er slet ikke en beskrivelse af belejringen af Leningrad. Det fortalte Kristina Ersson i sin introduktion før koncerten. I dag ved man nemlig, at værket var næsten færdig før tyskerne angreb Sovjetunionen. Man ved også, at Sjostakovitj ønskede, at værket skulle være et requiem over alle dem som var døde under Stalins brutale udrensninger i 30erne. Han ønskede, at det skulle være et værk om terror, om slaveri og om sjælens dybeste smerte og lidelse. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det egentlig kan komme ud på ét: om man er belejret af nazisterne eller holdes fanget af et kommunistisk diktatur – ja, det kan vel næsten være det samme. På den måde lykkes det Sjostakovitj at slå to fluer med et smæk – om man så må sige. Den ene historie spejler jo den anden. Sjostakovitj bruger belejringen af Leningrad til at give en meget konkret beskrivelse af, hvordan det var at være fanget i Sovjetunionen i 30erne. Jeg synes det er genialt. Det er så genialt, at jeg bliver helt eksalteret af begejstring og beundring.

En uforglemmelig koncert!

Under sin introduktion fortalte Kristina Ersson, at det var et tungt værk. Jeg er slet ikke enig – tværtimod. Jeg synes det er utrolig smukt, muntert og festligt. Når jeg hører værket på min egen CD, så kan jeg slet ikke lade være med at danse rundt.

I 1920erne dyrkede futuristerne krigens barbariske skønhed. De skrev eksalterede digte om den skønne død i skyttegravene og beskrev blodet på de skudte soldater som blomster af død. Mange mennesker vil nok mene, at det lyder usmageligt og temmelig perverst. Men mennesker har gennem alle tider været både skræmt og fascineret af krigens drama. Man kan også sammenligne det med romantikkens fascination af noget så simpelt som et vandfald; deres fascination skyldtes, at de både kunne nyde naturens storslåede drama og samtidig gyse af frygt for naturens truende magt. Derfor er det ikke så underligt, at musikken er så munter og festlig i de episoder som symboliserer de mørke og destruktive kræfters angreb på kulturen, civilisationen og det frie menneske. Dette angreb lyder fuldstændig som et festfyrværkeri og man kan næste ikke lade være med at danse til musikken.

Konservatoriets koncertsal på Frederiksberg.

Konservatoriets koncertsal på Frederiksberg.

Der er også en helt utrolig fortryllende skønhed i de dæmpede forløb, hvor musikken beskriver sulten, sorgen og smerten over alle de døde og den smadrede by. Og det er slet ikke uden grund: Sjostakovich har fortalt, hvordan krigen – på en helt absurd måde! – kom som en slags befrielse – sorgens befrielse. Før krigen var man nødt til at skjule sin sorg under dynen. Under krigen blev det endelig helt legalt at sørge. Det betyder, at krigen ligefrem gav folk en mulighed for at tilfredsstille et stort og dybt behov. Derfor er der blandet både glæde og tilfredsstillelse i den sorg og smerte, som er helt tydelig i en stor del af Leningrad Symfonien.

Orkestret spillede fuldstændig suverænt. Der var så meget kraft og energi i både Copenhagen Phil og de mange studerende fra konservatoriet. Det blev temmelig voldsomt i de mest dramatiske højdepunkter; 125 musikerne lyder altså særdeles imponerende og jeg vil med garanti aldrig glemme denne koncert.

Der er heller ingen tvivl om, at alle musikerne ydede en helt formidabel og ekstraordinær indsats. I første sats spillede Karen Lassen et længere stykke på fagot. Helt op på 4. række på balkonen kunne man høre hende hive efter vejret. Samtidig bemærkede jeg, at hun var helt mørkerød i hovedet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke – at med fagotten i munden – så lignede hun faktiske en overophedet kakkelovn der var lige ved at eksplomdere. Det er imponerende, når man ser musikere, der kæmper så meget for yde det optimale. Jeg får nogen gange det indtryk, at de arbejder lige så fokuseret og målrettet som de bedste sportsfolk. Og jeg tror faktisk, at deres indsats kræver lige så meget arbejde og energi.

Dagens musikalske helt ....

Dagens musikalske helt ….

Så er der også den unge mand, som man kan se på billedet i højre side – jeg kender desværre ikke hans navn. Han spillede slagtøj; det vil sige tamburin, triangel og gongong. Først skubbede han både skjorte- og jakkeærmerne op af armene; man havde på fornemmelsen, at han helst havde smidt jakken og rullet skjorteærmerne helt op. Bagefter stod han og trippede utålmodigt fra side til side …. og samtidig var hans blik stift rettet mod dirigenten, som en løber der venter på startskuddet. Sikken en forberedelse for at slå på tamburinen én gang! Jajaja – det er lidt tarveligt, at jeg morer mig. Men det så altså temmelig morsomt ud. Men jeg er også vildt imponeret. Sikken et engagement og sikken en koncentration. Sådan en mand fortjener virkelig, at blive en af verdens bedste musikere!

Kristina Ersson var også rigtig god og jeg blev temmelig vild med en oboist, som jeg ikke kender – måske har jeg ikke hørt ham før. Der var også en ung kvinde på xylofon, som spillede med stor selvsikkerhed og der var noget helt magisk over de toner som svævede ud fra instrumentet. Men de var alle sammen helt fænomenale – både Copenhagen Phil og alle de studerende fra konservatoriet – og det er med garanti en af de bedste aftener jeg nogen sinde har haft i radiohusets gamle koncertsal. Jeg er sikker på, at jeg aldrig glemmer denne koncert!

Fra konservatoriets koncertsal fredag aften.

Fra konservatoriets koncertsal fredag aften.