Jeg skulle jo bare ind til København for at tage nogle billeder til et kommende indlæg. Det blæser temmelig meget i dag og så fik jeg den ide, at jeg ville gå en tur omkring havnen, for at se om der var bølger på vandet. Derfor sprang jeg af toget på østerport station og gik ned til Langelinie.

Den lille havfrue blev 100 år for et par måneder siden.

Den lille havfrue blev 100 år for et par måneder siden.

Ved den lille havfrue mødte jeg en turist fra Indien, som spurgte om jeg ville tage et par billeder af ham. Jow, jow – naturligvis ville jeg det. Han ville også gerne have et billede, hvor han var helt ude ved den lille havfrue; men han turde ikke kravle ud på stenene, da han var bange for at få våde sko. Når man kommer fra Indien, så er der nok ikke stor sandsynlighed for, at han kommer til København en anden gang. Derfor skulle han selvfølgelig have et billede, hvor han er helt ude ved havfruen. Jeg tænkte mig ikke om i to sekunder, før jeg smed mine gummistøvler, så han kunne låne dem. Og så stod jeg der i strømpefødder …. men jeg tog en masse gode billede til den indiske turist.

Spiderman i knibe.

Spiderman i knibe.

Da jeg kom til Amalienborg kunne jeg se, at både dronningen, kronprinsen og prins Joachim var hjemme. Det sker vist ikke så tit, at de alle sammen er hjemme samtidig. Derfor syntes jeg, at det kunne være sjovt at tage et billede, hvor man kunne se alle tre flag på én gang. Jeg tror, at jeg brugte mindst en halv time på at drøne rundt i Amaliehaven, kravle rundt på bænkene, murværket og bronzeskulpturene før jeg var nødt til at acceptere, at det kan simpelthen ikke lade sig gøre at tage ét billede med alle tre flag. Jamen, så lærte jeg jo dét!

På Amagertorv ventede endnu en oplevelse; der var fyldt med brandbiler, ambulance og politimænd. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at spørge en af redningsmændene om hvad der foregik………….

Redningsaktion på Amagertorv.

Redningsaktion på Amagertorv.

Det var en af de der spidermænd-typer, som synes, at det er sjovt at kravle rundt uden på store og høje bygninger – altså, bare for sjov! Men pludselig havde han fået højdeskræk og så turde han ikke kravle ned igen. Derfor var brandvæsenet og alle de andre redningsfolk blevet tilkaldt. Men det var alligevel ikke nok. Han sad nemlig på den anden side af bygningen, hvor brandmændene ikke kunne nå ham. Da jeg gik videre, var man i gang med at tilkalde en redningshelikopter. Jeg håber selvfølgelig at han kom ned i god behold ……. for så kan man tillade sig at grine uden at få dårlig samvittighed. Det er nemlig en af de sjoveste historier jeg nogensinde har hørt. Jeg troede at de der spidermænd var et amerikansk fænomen. Der er vist også nogle stykker i Frankrig. Men jeg vidste ikke, at der også var nogle i Danmark – eller i hvert fald en enkelt. Og han er vist ikke så sej som de andre. Den danske spidermand er formodentlig glad for, at vores bygninger som oftest kun har 3-4 etager!😉

Sikke meget man kan nå at opleve før klokken er 10 om morgenen. Jamen, det er jo helt vildt.

Solopgang over Operaen.

Solopgang over Operaen.