Min højtelskede Lillebror mis døde af en hjerneblødning natten mellem tirsdag og onsdag i sidste uge. Det var en rædsom oplevelse og jeg savner ham helt forfærdeligt. Stakkels Lillebror blev kun 10 år. Dette er Lillebrors historie ….

Om at blive ufrivillig katteejer

Misser1For en del år siden boede jeg sammen med en partner. Det var ham som ville have katte. Det var bestemt ikke mig – tværtimod! Jeg sagde nej mange gange. For det første var vi begge fra Jylland. Det betød, at vi jævnligt tilbragte en weekend i Jylland …. og hvem skulle så passe katte? For det andet havde vi altid rod i økonomien og det kan jo være temmelig dyrt at have kæledyr. For det tredje så boede vi i en lille lejlighed, hvor der dårligt nok var plads til os selv. For det fjerde gik vi rimelig meget i byen. Og når vi først var kommet ud, så … ja, så kunne man aldrig vide, hvornår vi kom hjem igen. For det femte så måtte vi slet ikke have kæledyr i lejligheden. Tænk hvis vi blev opdaget? Og tvunget til at skille os af med dem? Det ville have knust mit hjerte. 

Det var bestemt ikke optimale forhold for kæledyr. Det mente jeg dengang og det mener jeg stadigvæk. Kæledyr har brug for tryghed og stabilitet. De skal plejes og passes. Derudover så giver det også en masse begrænsninger at have kæledyr. Derfor nedlagde jeg veto og sagde nej, nej, nej! Og samtidig mener jeg, at der er temmelig mange mennesker som burde have lige så meget selverkendelse og udvise lige så meget forståelse for det ansvar, som det kræver at have kæledyr, som jeg selv gjorde dengang!

En dag kom min X-partner hjem fra arbejde og fortalte, at han havde en kollega, som havde en veninde og hendes kat havde killinger.

“Vi kan da godt tage ud for at se killingerne”, sagde min XP. 
“Ja, jo – men jeg synes det er en dårlig ide”, svarede jeg.
“Jamen, vi kan da bare se dem.”
“Men vi har jo diskuteret det og vi skal IKKE have kat.”
“Jamen, vi kan da godt tage ud for at se dem, selv om vi ikke skal have nogen af dem”, sagde han ….. og så endte det selvfølgelig med, at jeg accepterede. Inderst inde ville jeg jo også gerne se de små killinger!

Lillebror har fundet en vandpyt i bunden af krukken.

Lillebror har fundet en vandpyt i bunden af krukken.

Allerede på vej til adressen begyndte jeg at få kolde fødder. Det virkede altså meget påtrængende at tage ud til nogle helt fremmede mennesker for at se deres katte. Da vi ankom blev det også helt klart fra starten, at kvinden forventede, at vi kom for at købe to killinger. Hun fortalte oven i købet, at de ville blive aflivet, hvis vi sagde nej tak. Den gang tænkte jeg ikke så meget over det, men i dag synes jeg det er en ganske modbydelig og uacceptabel form for afpresning. Men jeg kan da godt forstå hendes problem, for hun havde 42 katte og de 25 var killinger – og så var det en rigtig lopperede. Derudover havde hun to døtre. Den yngste var 16 og havde en lille baby. Den anden var et par år ældre og var højgravid. De sad i sofaen og røg cigaretter fra morgen til aften. Jamen, sikken et sted!

Selvfølgelig endte det med, at vi fik to killinger. Selvfølgelig. Det var slet ikke på grund af afpresning fra hverken X-partner eller katteejer. Nej, det var selvfølgelig fordi, at mit hjerte smeltede lige så snart jeg så alle de skønne og dejlige killinger. Jeg har nemlig ALTID været vild med katte og jeg har ALTID ønsket en kat. ALTID! Det er bare fornuften som har stoppet mig. Set i bakspejlet, så var det temmelig forudsigeligt, at jeg ville give efter, når jeg pludselig stod i sådan en situation.

Lillebror = verdens bedste sovebamse

Vores forhold fungerede rigtig dårligt. Én dag blev vi endelig enige om, at det var slut. Vi skilte dobbeltsengen ad. Halvdelen af sengen kom ind i stuen, hvor min X-partner skulle sove, indtil han fandt et andet sted at bo.  Så skulle jeg sove i soveværelset på den anden halvdel af dobbeltsengen.

Lillebror elskede regnvejr, selv om han blev drivvåd. Han kunne også godt lide at blive tørret med et tykt håndklæde.

Lillebror elskede regnvejr, selv om han blev drivvåd. Han kunne også godt lide at blive tørret med et tykt håndklæde.

Den allerførste nat jeg sov alene, kom Lillebror og sprang op i min seng. Han blev nusset og krammet og kysset, mens han vendte og drejede sig – der var ingen tvivl om, at han nød det. På det tidspunkt havde vi haft ham i cirka 3 år, men det var kun sket nogle ganske få gange, at han var kravlet op i sengen. Til gengæld har han sovet i min arm hver evige eneste nat siden dengang. For nogle år siden havde jeg en anden kæreste; det forhold varede i to år. Lillebror ville ikke skubbes til side, så han besluttede, at han sagtens kunne sove i midten og det fik han selvfølgelig lov til. Misserne blev 10 år i august, så mig og Lillebror har sovet i arm hver eneste nat i 7 år. Med nogle ganske få undtagelser …..

Lillebror har stjålet min stol.

Lillebror har stjålet min stol.

Jeg syntes ofte, at det var lidt synd for Storebror, at han altid blev “efterladt” alene. Derfor prøvede jeg nogen gange at tage ham med i seng. Men han blev kun liggende 5 minutter. Så stak han af. Det var helt tydeligt, at han ikke skulle trænge ind på Lillebrors privilegium. Efter sådan en episode så blev Lillebror altid så sur og jaloux, at jeg kom til at sove alene 2-3 dage!

Da min X-partner flyttede, ville han have Lillebror med. Det sagde jeg klart og kontant nej til – det var slet ikke til diskussion. For det første så havde Storebror og Lillebror jo været sammen fra fødslen. For det andet så havde han faktisk ikke noget forhold til misserne. Og de havde slet ikke noget forhold til ham. Det var bestemt ikke ham som kyssede dem og krammede dem og kælede med dem. Aldrig nogen sinde – og derfor skulle han selvfølgelig heller ikke have Lillebror. Det ville jo være fuldstændig absurd!

Mig og Lillebror hygger.

Mig og Lillebror hygger.

Jeg må dog indrømme, at jeg aldrig har været helt tilfreds med, at jeg blev katteejer på den måde. Det var ham som ville have kat. Det var absolut ikke mig. Men det var mig som kom til at leve med både misserne, alle udgifterne og alle begrænsningerne. Det er absolut ikke fair. Siden jeg fik katte, så har jeg på intet tidspunkt været hjemmefra i mere end 18 timer. Heller ikke når jeg har været på familiebesøg i Jylland. I stedet har jeg rejst frem og tilbage samme dag, selv om det er 5-6 timer hver vej bare i transport. Der er ingen tvivl om, at jeg føler mig meget bundet af mine misser og jeg synes stadig, at det er rimelig unfair.

Men der er også nogen gange hvor jeg tænker, at hvis der er en skæbnegud og en mening med alting, så var meningen med daværende forhold formodentlig, at jeg skulle have mine to store misser, for der er jo ingen tvivl om, at jeg elsker dem dybt og inderligt. Der er heller ingen tvivl om, at jeg savner dem helt forfærdeligt bare jeg skal være væk fra dem en enkelt dag. Jeg havde ikke selv mod til at skaffe et par katte, fordi jeg fokuserede så meget på alle ulemperne og mine egne begrænsninger – måske var det godt, at der kom en anden og tog beslutningen for mig.

Lillebror var et lille pjok

Lillebror var en lille svagelig mis. Ude i naturen havde han med garanti ikke overlevet ret mange dage.

En af Lillebrors yndlingshuler.

En af Lillebrors yndlingshuler.

Da vi fik ham, gik der kun nogle få dage før han var så syg, at vi måtte tilkalde en dyrlæge. Dyrlægen var meget usikker på om han ville overleve. Men vi fik nogle piller og heldigvis blev han rask igen.

Han havde også et problem med opkastninger. Gennemsnitligt kastede han op cirka hver anden dag. Han havde en tyk pels og ofte var det hårboller, som var skyld i hans opkastninger. Andre gange kunne vi ikke finde nogen særlig grund. Jeg talte med dyrlægen om problemet et par gange; hun forklarede, at nogen katte jævnligt kaster op, fordi de spiser for meget. Andre katte kaster op, fordi de sluger maden så hurtigt, at de får maden i den gale hals ….. Det er altså ikke usædvanligt. Men det var jo heller ikke en forklaring, som løste problemet. Jeg tror, at Lillebror kastede op af ALLE de nævnte grunde. Dem alle sammen! Men han var en lille tyksak, så han sultede i hvert fald ikke!

Lillebror elskede at drikke af vandhanen.

Lillebror elskede at drikke af vandhanen.

Jeg havde selvfølgelig hellere været fri for at tørre opkast op hver og hver anden dag. Men han kunne jo ikke gøre for det og jeg elskede Lillebror. Derfor tørrede og gjorde rent hver eneste gang uden at brokke mig.

I 2010 fik Lillebror en knude på ryggen. Dyrlægen sagde, at den skulle fjernes, da det kunne være en kræftknude. Efter operationen kunne dyrlægen dog se, at det kun var en fedtknude. Men det var jo godt, at den kom væk alligevel.

Allerede ved Lillebrors første dyrlægebesøg – da han var helt lille – så dyrlægen, at han manglede flere tænder. I forbindelse med hans operation i 2010 foreslog hun, at vi skulle tage nogle røntgenbilleder, når han alligevel var bedøvet. Disse røntgenbilleder afslørede, at han simpelthen manglede halvdelen af underkæben. 

Den 28. november: 5 dage før Lillebror dør.

Den 28. november: 5 dage før Lillebror dør.

På grund af alle disse helbredsproblemer, så har jeg altid været klar over, at Lillebror ikke ville blive så gammel. Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at jeg skulle miste ham SÅ hurtigt. I stedet har jeg altid forestillet mig, at han ville være sådan en kat, som ville få alle tænkelige og utænkelige sygdomme når han blev gammel – uanset hvad “gammel” så ville betyde i hans tilfælde.

Den første marts flyttede vi ind i en ny lejlighed. Og mærkeligt nok, så holdt han næsten op med at kaste op …. i løbet af de sidste 8 måneder har han kun kastet op 10-12 gange. Det er jo helt utroligt i forhold det vi var vant til. Til gengæld var han også begyndt at tabe sig. I nogle perioder blev han faktisk så tynd, at det gjorde mig lidt bekymret. Jeg skiftede missemad 4 gange i løbet af denne periode – men tænkte samtidig, at han nok bare var blevet kræsen. Jeg overvejede også om det kunne skyldes, at han var blevet ældre …. Eller om det måske var fordi, at han var holdt op med at kaste op …. så var det måske logisk nok, at han også holdt op med at grovæde. Jeg holdt selvfølgelig øje med om der skulle være nogen sygdomstegn, men udover hans vægttab, så var han lige så glad og social og legesyg som altid. Derfor var det ikke et problem, som gjorde mig voldsomt bekymret.

Lillebrors hjerneblødning

Mandag aften blev jeg pludselig opmærksom på, at Lillebror vist ikke havde spist noget som helst hele aftenen. Derfor holdt jeg lidt ekstra øje med ham: han drak vand som normalt. Men han spiste ikke noget, præcis som jeg havde mistanke om. Jeg prøvede at give dem begge to nogle godbidder; Lillebror ville kun spise en enkelt. Så gik han sin vej og lod Storebror få resten. Dét er aldrig nogensinde sket før – aldrig nogen sinde! – og det gjorde mig naturligvis ekstremt bekymret. Jeg begyndte straks at overveje en tur til dyrlægen.

Sent tirsdag eftermiddag eller tidligt om aftenen, bemærkede jeg, at han begyndte at gå lidt underligt. Det så næsten ud som om, at han havde ondt i benene. Eller måske et andet i bagkroppen. Så besluttede jeg, at vi skulle til dyrlæge onsdag morgen.

Lillebror sover ....

Lillebror sover ….

Omkring klokken 21 satte jeg mig til at læse. Men jeg nåede kun nogle få sider, før jeg lagde bogen væk. Det så ud som om, at han begyndte at slingre. Han slingrede mere og mere, så det så ud som om, at han var beruset. Samtidig begyndte han også at mjave på en måde som lød helt forkert. Han stemme fik sådan en dyb og mørk tone …. som om at der var noget angstfuldt eller smertefuldt i hans stemme. Det gjorde mig selvfølgelig rigtig bange og bekymret.

Jeg tændte hverken musik eller fjernsyn, hvilket er ret usædvanligt hjemme hos mig. Men jeg tænkte, at Lillebror måske havde brug for fred og ro. Så prøvede jeg at nusse ham og kæle med ham. Jeg havde en følelse af, at han ikke brød sig om at blive nusset på hovedet. I stedet nussede jeg ham på halsen, på maven og på ryggen. Til sidste lagde jeg bare min hånd let og forsigtigt på hans brystkasse, så han kunne mærke at jeg var der og at jeg støttede ham.

Dagen før Lillebror dør.

Dagen før Lillebror dør.

Jeg prøvede, at lægge ham ind i sengen. Men han kunne ikke finde ro nogen steder. To minutter senere kravlede han ned på gulvet. Ti minutter senere ville han ud på terrassen. Selvfølgelig fik han lov til at komme ud. Men der var så koldt og jeg syntes ikke, at han skulle ligge alene derude. Jeg hentede også vand til ham. Og støttede ham mens han drak. Da jeg flyttede min hånd, faldt hans hoved ned i vandet. Hvis jeg ikke havde været der, så var han druknet. Han kunne slet ikke holde sit hoved oppe. Og samtidig gik der kortere og kortere tid mellem de der hjerteskærende pibelyde.

To store dejlige misser.

To store dejlige misser.

På det tidspunkt var der jo ingen tvivl om, at vi skulle til lægen straks det blev morgen. Jeg havde ikke været i bad et par dage – og jeg trængte. Men jeg havde det dårligere og dårligere med at gå fra ham. Jeg kunne jo tydeligt mærke, at han hele tiden fik det værre og værre. Sent tirsdag aften kravlede han selv op i toppen af klatremiljøet. En times tid efter midnat kunne han ikke en gang kravle op i den lave vindueskarm uden min hjælp. Derfor tænkte jeg, at hvis jeg skulle i bad, så skulle det være straks, for hvis det fortsatte på den måde, så kunne jeg ikke gå fra ham om en time. 

Jeg gik ud på badeværelset. Jeg skulle klippes og skægget skulle lige trimmes. Men jeg skyndte mig og derfor tog det max 15 minutter. Jeg skyndte mig ind under bruseren. Bagefter tørrede jeg mig, men jeg nåede ikke en gang at smøre fugtighedscreme på kroppen, før jeg skyndte mig ind i stuen for at tjekke Lillebror.

Da lå han under min stol og var død.

Lillebror er død.

Lillebror er død.

Derefter tudbrølede jeg i 2 eller 3 timer. Jeg kneb ikke en eneste tåre, da min farmor døde for 5 år siden. Hun var en gammel dame, som havde været rigtig syg. De sidste par år var hun oven i købet blevet senildement. Jeg græd bestemt heller ikke, da min far døde for 3 år siden – jeg var med til at slukke for hans respirator, men det påvirkede mig faktisk ikke. Men Lillebror – jeg skreg og jeg tudede, som om at jeg var blevet fuldstændig hysterisk. Der er heldigvis godt isoleret i ejendommen, så der er formodentlig ingen som har hørt mig. Jeg har det ekstremt dårligt med, at jeg ikke var der da han døde. Dét er selvfølgelig det allerværste for mig! 

Da jeg faldt lidt til ro, satte jeg noget Mozart på anlægget. Jeg lavede the. Og så brugte jeg resten af natten på at nusse Lillebror. Jeg lå sammen med ham på gulvet og fortalte ham, hvor meget jeg kommer til at savne ham, mens jeg strøg ham over pelsen indtil solen stod op. Det er med garanti den værste nat i hele mit liv. Det var så uvirkeligt, at han var død – særligt på dén måde. Det var gået så hurtigt og jeg kunne simpelthen ikke forstå det. Jeg havde ingen forestillinger om, at det skulle være en drøm. Alligevel var det hele så uvirkeligt og jeg havde en meget stærk følelse af, at det bare ikke kunne passe. Jeg blev ved med at tænke, at lige om lidt …. lige om lidt, så rejser han sig op. Men det gjorde han selvfølgelig ikke……

Lillebrors sidste rejse

Næste morgen havde jeg kontakt med en dyrlæge som jeg kender privat. Hun anbefalede mig at tage til Dyrlægehuset Nordsjælland i Fredensborg, hvor hun selv arbejder. Jeg pakkede Lillebror ind i et stort håndklæde og lagde ham i en Ikea-pose – 0g så tudbrølede jeg selvfølgelig igen! 

Klar til den sidste tur.

Klar til den sidste tur.

Det er ret nemt at komme til Fredensborg med offentlig transport; jeg tog øresundstoget til Helsingør, hvor jeg skiftede til lokalbanen til Fredensborg. Man kan også skifte i Snekkersten. I Fredensborg ligger Dyrlægehuset blot nogle få minutters gåtur fra stationen. Det var dejlig nemt og turen tog under en time – jeg ville faktisk ønske, at turen havde været meget længere. Jeg sad med Lillebror på skødet og så kunne jeg få min hånd ind mellem alle folderne i håndklædet. På den måde kunne jeg sidde og holde hans små forpoter i hånden på hele turen, præcis som jeg plejer at gøre når vi skal sove. 

Jeg talte med en dyrlæge som hedder Désirée og hun var helt fantastisk. Først og fremmest så var det min første mulighed for at fortælle præcis hvad der var sket og hvordan – det havde jeg rigtig meget brug for og Désirée lyttede på en opmærksom, engageret og empatisk måde. Det var nok det allervigtigste for mig. Men hun var også god til at fortælle mig hvad der var sket på en overskuelig måde uden for mange detaljer – det havde jeg nok hverken haft energi eller overskud til. Men Désirée formåede at fortælle lige præcis dét som jeg havde brug for at høre og det var en stor hjælp i den situation.

Lillebror i hans lille kiste.

Lillebror i hans lille kiste.

Jeg havde så svært ved at forstå, at han var død på den måde. At det var gået så hurtigt. Derfor snakkede vi om muligheden for en obduktion …. Men Désirée var slet ikke i tvivl: hun var 99% sikker på, at han var død af en hjerneblødning. Og det kan en dyrlæge slet ikke gøre noget ved. Derfor var det også fuldstændig lige meget hvad jeg havde gjort. Det havde ikke ændret noget som helst, fortalte hun.

Så kan jeg ikke lade være med at tænke, at det var måske godt, at det hele skete om natten, hvor jeg ikke kunne komme til dyrlæge med ham. På den måde slap han for en tur i transportkassen og turen til dyrlægen og det uro, tumult og ubehag som er forbundet med sådan en tur. Jamen, tænk om han ligefrem var død undervejs – det havde jo været forfærdeligt. I stedet fik han lov til at dø hjemme. Og jeg passede ham. De sidste 3-4 timer sad jeg jo ved siden af ham hele tiden ….

Snøft .....

Snøft …..

Jeg talte også med Désirée om, at Lillebror døde mens jeg var i bad. Hun forklarede mig, at det sikkert ikke var tilfældigt. Mange dyr søger væk for at dø i ensomhed; derfor mente hun, at Lillebror sikkert først har givet slip på livet, da jeg gik og han blev alene. Der var flere venner og bekendte, som allerede havde skrevet det samme til mig på Facebook. Jeg må indrømme, at jeg havde temmelig svært ved at godtage og acceptere denne forklaring; men nu har jeg tænkt over det nogle dage. Ja, jeg har faktisk ikke tænkt på andet, siden han døde, og efterhånden kan jeg godt se, at det faktisk giver god mening.

Et dejligt minde .....

Et dejligt minde …..

I løbet af tirsdag aften søgte Lillebror ind i alle hans gamle huler og gemmesteder; men det var som om, at han ikke kunne finde fred nogen steder. Og jeg har jo puslet så meget omkring ham, at jeg formodentlig ikke har gjort det nemmere for ham. På et tidspunkt gik han ligefrem ind i kattebakken, som er sådan en stor moderne plastikhule. Men han skrabede ikke rundt som han plejede og derfor kiggede jeg til ham efter nogle minutter …. da lå han simpelthen som om at han sov midt i grus og hvad der ellers lå derinde. Han søgte jo også ud på terrassen, hvor jeg desværre ikke lod ham ligge. Mens han lå i den lave vindueskarm rokkede han igen og igen med hovedet, som om at han var ved at falde i søvn. Men hver gang kom han igen til sig selv – måske fordi at jeg blev ved med at kæle med ham – og så kom det der hjerteskærende mjav. Jeg kan jo ikke lade være med at tænke, at jeg har måske gjort hans dødsproces unødig langtrukken. Det er ikke en rar tanke.

Dejlige Lillebror mis!

Dejlige Lillebror mis!

Men der er endnu en omstændighed, som bekræfter denne tanke: allerede da jeg var ved at trimme skægget bemærkede jeg, at der var en underlig stilhed i lejligheden. På grund af Lillebror havde jeg ikke tændt hverken musik eller fjernsyn, som jeg ellers plejer. Samtidig var det jo midt om natten, så der var stille i hele ejendommen. Men Lillebror var også holdt op med at mjave og det gjorde mig urolig – det var derfor, at jeg skyndte mig så meget. Da jeg kom ud og fandt ham var han allerede ved at blive halvstiv … jeg ved ikke hvor hurtigt rigor mortis sætter ind. Men jeg tilbragte maks 15 minutter på badeværelset. Hvis man stykker alle disse omstændigheder sammen, så er Lillebror kravlet ind i sin yndlingshule under min stol lige så snart jeg gik ud på badeværelset og så er han formodentlig død med det samme. Ellers kunne han jo ikke være halvstiv allerede da jeg fandt ham.

Jeg er utrolig glad for, at jeg tog til Dyrlægehuset Nordsjælland i Fredensborg. Det er et rigtig godt sted, som jeg gerne vil anbefale. Jeg aftalte med Désirée at Lillebror skal kremeres og bagefter får jeg hans aske i en lille urne. Der går vist nogle dage, men jeg glæder mig til at få ham hjem igen.

Jeg savner …..

Man kan ligefrem se, at Lillebror var en glad mis.

Man kan ligefrem se, at Lillebror var en glad mis.

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg savner Lillebror. Han var en rigtig balladebror mis. Han skulle altid være med til alting. Når jeg spiste, så skulle han helst sidde midt på bordet og kigge på mig. Når jeg lavede mad, så stod han altid og strakte sig, mens han holdt fast i bordpladen med kløerne – så kunne han nemlig lige se over kanten. Når det regnede sad han og peb ved døren indtil han blev lukket ud – for han elskede regnvejr. Desværre var han også vild med at kradse mit tapet af væggene, selv om han har verdens største klatremiljø. Og så var han vild med lugten af rengøringsmidler. Når jeg havde vasket gulv, så opførste han sig som om, at han havde fået noget der var 100 gange bedre end catnip. Lillebror var den gladeste og den dejligste og den sjoveste missekat, som man overhovedet kan forestille sig.

Men jeg savner ham selvfølgelig allermest når jeg går i seng. Selv om det er tåbeligt, så kan jeg ikke lade være med at ligge og lytte efter hans små poter, som plejer at komme trip trip trip trip over gulvet…..

Jeg elsker dette billede!

Jeg elsker dette billede!

Storebror oplevede jo hvordan Lillebror døde. Han så hele forløbet. Men da han var død gik Storebror ind i soveværelset og lagde sig i sengen. Jeg hentede ham et par gange, men han ville slet ikke være i stuen. Ikke før jeg havde pakket Lillebror væk i det store håndklæde og Ikeaposen. Jeg tror ikke man skal undervurdere dyrs intelligens. Storebror er fuldstændig klar over hvad der er sket, selv om det er første gang han ser noget eller nogen som er død.

Det er tydeligt, at Storebror har et stort behov for opmærksomhed i disse dage. Men det er også helt tydeligt, at han nyder at være i centrum – han nyder det faktisk så meget, at det næsten er en lille smule upassende. Men samtidig passer det heldigvis med mit eget behov og derfor er han blevet nusset og kysset og krammet fra morgen til aften lige siden Lillebror døde.

misser10