Jeg har en fuldstændig fænomenal indspilning af Mozarts requiem med Philippe Herreweghe som dirigent. Så har jeg en pragtfuld indspilning af Don Giovanni med Bryn Terfel og Renée Fleming. Derudover har jeg 4 andre CDere med musik af Mozart, men jeg synes de er særdeles kedelige og uinteressante. Nu skal man ikke drage forhastede konklusioner …. det er bestemt ikke et udtryk for min generelle holdning til Mozarts musik. Det er udelukkende en konstatering af, at der findes en forfærdelig masse kedelige og uinteressante indspilninger af klassisk musik. 80 – 90% af de CDere som udgives er det rene bras. Desværre er alle disse elendige udgivelser med til at forme vores forhold til de forskellige komponister og klassisk musik generelt. 

Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791)

Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791)

Sidste år udgav Dacapo et udvalg bestående af 45 af Mozarts symfonier, spillet af DR UnderholdningsOrkestret og dirigeret af Adam Fischer. Det er fuldstændig suverænt og fantastisk. Lyden er helt overvældende ren og klar – man mærker fra starten, at de virkelig har kæmpet for at lave noget helt ud over det sædvanlige. Og det er lykkedes! Musikken er fuld af de mest vidunderlige farver og nuancer. Alle symfonierne er spillet med en dynamisk og livlig energi, som har gjort musikken både levende og fængslende. Jeg er vild med denne indspilning. Det er både et mirakel og et mesterværk. 

Boksen indeholder 12 CDere fyldt med lækker og forførende musik. Når jeg først har sat en af disse CDere på anlægget, så har jeg kun lyst til at sidde under et varmt tæppe med en dejlig kande the og lytte til den ene CD efter den anden. Det er ikke nødvendigt at lytte mange minutter, før man bliver fuldstændig salig og mærker et indre velvære som breder sig i hele kroppen.

Boksen indeholder også et lille hæfte, hvor Claus Johansen giver en introduktion til Mozarts musik. Claus Johansen er en suveræn formidler. Hans artikel fylder 18 sider i det lille hæfte. Det er selvfølgelig ikke meget, når man tænker på, hvor meget musik Mozart har skrevet. Alligevel lykkes det Claus Johansen at give en temmelig grundig og fyldig introduktion. Det er både spændende og lærerigt. Når man har læst det, så har man lyst til at høre endnu mere af Mozarts musik – og mange andre af datidens komponister. Udover denne præsentation, så indeholder hæftet også et interview med dirigenten.

Boksen koster 399,50 kr. Det er faktisk temmelig billigt, når man husker, at boksen indeholder 12 CDere. Det vil jo sige, at hver CD koster 33,50 kr pr. stk. Musikken er total lækker. Hæftet er lækkert. Selv designet på den sorte boks er temmelig lækkert. Jamen, det hele er bare superlækkert. Der er slet ingen tvivl om, at denne boks er alle pengene værd!

Man kan købe boksen ved at trykke lige HER – hvor man også kan høre smagsprøver.

Mozart symfonier