Billedhuggeren Rudolph Tegner blev færdig på Kunstakademiet i 1893, hvorefter han rejste til Paris. Efter fire år i den franske hovedstand, vendte han hjem for at skabe sig en karriere i Danmark. Men det gik slet ikke godt. Mange af hans figurer er nærmest helt abnormt store og de har et temmelig dramatisk udtryk – nogle mener ligefrem, at det er teatralsk. 

Hamlet og Ofelia - foran den gamle banegård i Helsingør.

Hamlet og Ofelia – foran den gamle banegård i Helsingør.

Rudolph Tegner arbejdede i en filosofisk og symbolistisk stil, som var helt i tråd med tidens tendenser. Inden for litteraturen var Johannes Jørgensen, Ernesto Dalgas og Knud Hjortø repræsentanter for den samme stil. Fra musikkens område kan man nævne komponisten Rued Langgaard. Jeg er ikke særlig vild med de tre sidstnævnte; for nogle år siden så jeg Det kongelige teaters opsætning af Rued Langgaards opera “Antikrist” og jeg er stadig temmelig traumatiseret!

Rudolph Tegner kæmpede for at blive anerkendt, men nåede aldrig målet. Uanset hvad han lavede, så medførte det en storm af kritik og modvilje. I 1930 lykkedes det Rudolph Tegner at overtale Helsingørs borgmester til at stille “Herakles og hydraen” op ved havnen i Helsingør. Jeg kan desværre ikke finde nogen oplysninger om finansieringen – det kunne ellers være interessant at vide, om Helsingør kommune betalte for værket. Det er nemlig ikke sikkert. Skulpturerne af Hamlet og Ofelia skænkede han til Helsingør som en gave. De stod i mange år på en overset parkeringsplads i nærheden af Kronborg slot, men i dag er de heldigvis flyttet til en ideel placering foran Helsingørs smukke gamle banegård.

Rudolph Tegner - Herakles og hydraen.

Rudolph Tegner – Herakles og hydraen.

I 1925 oprettede Rudolph Tegner en skulpturpark i naturområdet “Rusland” lidt syd for Dronningmølle. I 1926 retirerede han til Frankrig, for at undslippe den vedholdende kritik. Jeg tror, at der er en sammenhæng mellem de to begivenheder: da han oprettede skulpturparken havde han sikkert allerede besluttet sig for at flytte til Frankrig – men det ville jo være et Heraklesarbejde, hvis han skulle tage alle de store, tunge bronceskulpturer med sig. Og hvis han ikke skulle tage dem med, hvor skulle han så anbringe dem? Skulpturparken var en praktisk løsning på dette problem, men det var også en helt ideel placering af hans værker. Jeg har været der flere gange og det er en kæmpestor oplevelse.

I 1910 besluttede brygger Carl Jacobsen, at der skulle skabes et monument til ære for balletten. Der var flere billedhuggere som afleverede deres skitser til bryggeren og valget faldt på Rudolph Tegners danserindebrønd – et navn som Carl Jacobsen gav værket. De tre danserinder er modelleret efter tre danserinder ved den kongelige ballet og værket er inspireret af elverpigernes dans i balletten “Elverhøj”.

Danserindebrønden - på hjørnet af Kronborgvej og Allégade i Helsingør.

Danserindebrønden – på hjørnet af Kronborgvej og Allégade i Helsingør.

Danserindebrønden blev opstillet på en central plads i Kongens have, hvor den blev indviet i juni 1913, selv om den ikke var helt færdig – der manglede et springvand i midten af brønden, samt det lave vandbassin omkring brønden. Kritikken var – som sædvanlig – både hård, ubarmhjertig og vedholdende. Allerede to år senere blev værket flyttet til et hjørne ved den daværende legeplads og alle tanker om at fuldføre projektet blev droppet.

Rudolph Tegner var heller ikke tilfreds med placeringen – hverken den første eller den anden. Han fik selv arrangeret, at værket blev overdraget til Helsingør i 1933; tilsyneladende var både Ny Carlsberg fondet, Københavns kommune og københavnerne temmelig glade for at slippe af med det upopulære kunstværk. I 1937 blev værket endelig fuldført med både springvand og vandbassin. Men i 1941 blev Danserindebrønden udsat for endnu en mindre flytning på 25 meter i forbindelse med en udvidelse af Helsingør skibsværft. Jeg håber, at  værket omtumlede tilværelse stopper her.

Jeg husker tydeligt den første gang jeg så Danserindebrønden; jeg havde set kopien på Rudolph Tegners museum. Derfor kunne jeg selvfølgelig straks genkende den. Men jeg blev meget forbavset over, at dette smukke kunstværk var placeret midt i et af Helsingørs mest trafikerede lyskryds. Det er jo sådan et sted, hvor man sidder i sin bil og kun tænker på at komme videre så hurtigt som muligt – uden at se noget som helst. Hvis der er grønt lys drøner man lige igennem krydset. Hvis man er uheldig skal man holde for rødt i 30 sekunder ….

Jeg syntes, at denne placering var en ren skandale – indtil jeg kom forbi en sen aften, hvor jeg sad i en bybus. Der var fuldstændig sort i det lille anlæg omkring Danserindebrønden. Men Danserindebrønden var oplyst og det skabte en magisk og fortryllet stemning. Danserinderne ser helt levende ud og det ser nærmest ud som om at de svæver lige over brønden. Det er noget af det smukkest jeg nogensinde har set. Siden jeg så det første gang, har jeg været i Helsingør endnu tre gange for at tage billederne til dette indlæg – og hver gang har det været midt om natten eller tidligt om morgenen. Og jeg er stadig lige så fascineret, som første gang jeg så det.

Fra 1937-38 byggede Rudolph Tegner selv et museum til sine egne værker midt i skulpturparken. Han vendte tilbage til Danmark i 1940 og han blev begravet inde i museet, da han døde i 1950.

TRYK HER for at læse mere om Rudolph Tegners museum og skulpturparken ved Dronningmølle.

Danserindebrønden i Helsingør.

Danserindebrønden i Helsingør.