Fredag aften var jeg til koncert med Copenhagen phil, som havde forladt hjemmebasen for at indtage Dronningesalen i “Den sorte diamant”.

Det var annonceret på Copenhagen Phil`s hjemmeside, at der var koncertintroduktion 18,45. Vi kom næsten en halv time før og ventede tålmodigt på, at de skulle åbne dørene, så vi kunne komme ind til introduktionen. Det skete bare aldrig. Både DR Symfoniorkestret og Copenhagen Phil holder normalt koncertintroduktion i koncertsalen. Det er selvfølgelig muligt, at de har benyttet sig af en anden mulighed i Den sorte diamant – i så fald opdagede vi det ikke og det var lidt ærgerligt ……

27-årige Santtu-Matias Rouvali er 1. gæstedirigent for Copenhagen Phil.

27-årige Santtu-Matias Rouvali er 1. gæstedirigent for Copenhagen Phil.

Koncertens musikalske forret var Igor Stravinskys musik til balletten “Feens kys”; balletten bygger på en historie af H. C. Andersen, som hedder Isjomfruen. Musikken er inspireret af Peter Tjajkovskij, som var et af Stravinskijs forbilleder. Folk som har et indgående forhold til Tjajkovskij kan genkende både sange og klaverstykker i Stravinskijs balletmusik.

“Feens kys” handler om en lille dreng som bliver kysset af Isfeen; derfor tilhører han Isfeen. Da han bliver en ung mand prøver hun at forføre ham og lokke ham ud i bjergene, men han gør modstand og undslipper. Den unge mand bliver forlovet og skal giftes. Det lykkes for Isfeen at overtage brudens plads; da den unge mand opdager fejlen er det allerede for sent og Isfeen fører ham med til sit iskolde rige.

Det er jo en temmelig skummel historie – på en måde er det en skarp kontrast til den særdeles muntre musik. Men der indgår jo både en forlovelsesfest og et bryllup i balletten, hvilket har givet komponisten lejlighed til at skrive en masse muntert og festligt musik. Jeg havde mest lyst til at springe op og danse midt i salen; i stedet for nøjedes jeg selvfølgelig med at vippe lidt med foden, for det var umuligt at sidde helt stille. Tubaen spillede en helt central rolle – jeg forestiller mig, at den skulle illustrere Isfeen som lister sig ind på sit offer. I stedet for at skabe uhygge, så skabte det en vidunderlig komik. Jeg havde mest lyst til at grine højt af fryd og begejstring for denne eventyrlige humor. Det var en fantastisk oplevelse og Copenhagen Phil spillede med så meget kraft og energi, at jeg blev helt beruset.

Aftenens hovedret var Sjostakovitjs 2. violinkoncert med den lettiske violinist Baiba Skride som solist. Det begyndte så godt ….. men der gik kun 10 minutter: så sprang en af strengene på Baiba Skrides violin. Hun byttede lynhurtigt med Jon Gjesme, som var aftenens koncertmester. Men hun kunne åbenbart ikke spille på hans violin og så måtte koncerten stoppes.

Den lettiske violinist Baiba Skride.

Den lettiske violinist Baiba Skride(nb: billedet er taget fra 12. række. Tryk for at se billedet i fuld størrelse.)

Jeg har aldrig oplevet en koncert, som måtte stoppe på den måde. Aldrig nogen sinde. Og hvordan håndterer man sådan en situation? En perfektionist ville måske gå i panik og tænke, at det var en katastrofe, for den slags må selvfølgelig ikke. Alligevel kan man selvfølgelig ikke undgå, at det sker en sjælden gang imellem. Da jeg ikke har oplevet det før, syntes jeg nærmest at det var en oplevelse. Det er jo nemt nok for mig at sige, når jeg bare er tilskuer. Men det er mit indtryk, at musikerne taklede situationen lige så roligt og afslappet som publikum. Baiba Skride virkede fuldstændig uanfægtet, da hun undskyldte med et lille smil og forlod scenen sammen med Jon Gjesme for at sætte en ny streng i violinen. De kom tilbage fem minutter senere og så spillede de violinkoncerten forfra – og denne oplevelse havde tilsyneladende hverken påvirket Baiba Skrides selvtillid, fokus eller koncentration.

Sjostakovitjs 2. klaverkoncert er et meget indadvendt værk, som er båret på en undertone af konstant smerte. Det er rørende og inderligt. I anden sats stiger intensiteten til en brusende bølge af smerte, som skyller ind over publikum. Der er også et længere forløb, hvor alle de andre strygere fungerer som en mild og dæmpet baggrund, mens Baiba Skrides violinsolo er fuld af smertefuld ensomhed og fortvivlelse. I tredje og sidste sats bliver tempoet hektisk, manisk, ophidset – og musikken bliver nærmest forvandlet til et musikalsk vanvid eller mareridt. Den dystre og skæbnesvangre stemning understreges af nogle tunge og dunkle brag fra både lilletrommen og paukerne.

Jeg ville ønske, at jeg kunne høre Copenhagen Phil og Baiba Skride spille Sjostakovitjs 2. violinkoncert endnu en gang. Jeg var så fuld af stemningen fra Stravinskijs musik, at der ikke rigtig var plads til violinkoncerten ….

Copenhagen Phil i Dronningesalen.

Copenhagen Phil i Dronningesalen.

Efter pausen bestod den musikalske dessert af mere balletmusik – det var uddrag af Tjajkovskijs musik til Svanesøen. Her genkender man masser af højdepunkt som fx den ungarske dans, der er en hvirvlende czardas. Mange vil også genkende svanernes dans. Men det mest kendte nummer er selvfølgelig valsen(tryk her for at høre den), som jeg er helt sikker på, at alle kender – også alle dem som bare ikke ved det. Det er så vidunderligt og berusende, at man slet ikke kan lade være med at juble indvendig. For mig var højdepunktet dog Jon Gjesmes gribende violinsolo; det var så utrolig smukt, så rørende og så inderligt, at det næsten er ubegribeligt. Jeg kunne mærke, hvordan hårene rejste sig på mine arme. Jeg fik kuldegysninger ned af nakken og det føltes som om, at tonerne trængte ind i hver eneste celle i min krop. Det var en usædvanlig stærk oplevelse!

Da vi forlod koncertsalen var vi lige ved at løbe ind i Santtu-Matias Rouvali. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan det er lykkedes ham at komme ud af salen så hurtigt ….. men jeg er rigtig glad for, at jeg fik chancen for at sige “thank you for a wonderful concert”. Det er tredje gang jeg oplever Rouvali som dirigent og jeg er en stor fan. Den unge mand er fuldstændig fænomenal. Hans arme sejler gennem rummet, han står på tæerne og strækker hænderne mod loftet, og alle fingrene dirrer ivrigt i luften, mens han stormer fra den ene side af podiet til den anden. Han har lige så meget kraft og energi, som et helt tordenvejr. Når Santtu-Matias Rouvali overfører denne energi til orkestret, så bliver musikken til ren magi der skyller ud over publikum.

Hvis man har lys til at opleve Santtu-Matias Rouvali, så har man chancen igen allerede d. 14. marts, hvor Copenhagen Phil atter er tilbage i Konservatoriets koncertsal. Tryk her for at læse mere.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.