Den danske strygekvart” har masser af succes for tiden; I 2013 modtog Rune Tonsgaard Sørensen Kronprinsparrets Stjernedryspris. I 2013 fik kvartetten den overordentlig flotte udmærkelse og anerkendelse, at de kunne tiltræde recidencies både hos engelske BBC og hos kammermusikforeningen i Lincoln Centeret i New York; det betyder, at de får position som en slags husorkester. Derudover farter de rundt i halvdelen af verden for at give koncert her og der og alle vegne. Der er ingen tvivl om, at de fire musikere får masser af anerkendelse og opmærksomhed. Men de arbejder sandelig også hårdt med alle deres projekter, koncerter og CD-indspilninger mv.

De fire musikere benytter sig vist af enhver lejlighed til at arbejde sammen med venner og bekendte som selv er musikere. Det er fire generøse mennesker, som gerne deler deres musikglæde både med andre musikere og alle os andre, som nøjes med at lytte. Det kommer fx til udtryk i forbindelse med den musikfestival – DSQ Festival – som de selv har arrangeret gennem flere år. Først inviterer de en håndfuld venner til at spille sammen med dem og bagefter forærer de alle billetterne væk gratis! Rune Tonsgaard Sørensen, Frederik Øland, Asbjørn Nørgaard og Fredrik Schøyen Sjölin er nogle ganske usædvanlige mennesker.

For nyligt udgav de en ny CD med to klarinet kvintetter – en af Johannes Brahms og en af Robert Fuchs. Det havde selvfølgelig ikke været muligt, hvis de ikke havde allieret sig med en klarinettist; de mødte den tyske klarinettist Sebastian Manz på en festival i Tyskland i 2011. Den gang spillede de Brahms klarinetkvintet sammen. Bagefter blev de straks enige om, at de gerne ville mødes igen og samarbejde om at indspille en CD og nu er den blevet til virkelighed; jeg tror, at denne baggrundshistorie rummer en meget præcis karakteristik af de fire unge mænd – hvis de har besluttet sig for et eller andet projekt, så bliver det også gennemført! 

De to klarinetkvintetter består af smuk og harmonisk musik, der flyder stille og fredeligt af sted. Der er ingen voldsomme eller dramatiske episoder. Men der er en undertone i musikken, som svinger mellem legesyg humor, livlig munterhed og stemning af blid og dæmpet vemod. Hele vejen igennem – fra første til sidste sats – spiller gruppen med en dynamisk og levende vitalitet.

Jeg har gang på gang skrevet, at klassisk musik lyder allerbedst i en rigtig koncertsal – og det er selvfølgelig ikke til debat. Men der er dog visse fordele ved at lytte til en CD hjemme hos sig selv; sæt denne CD på dit anlæg, læg dig på sofaen, luk øjnene, lyt til musikken og lad tankerne flyve …… uanset hvordan du har det, så er jeg helt sikker på, at du har det meget bedre når CD´en slutter. Det er virkelig dejlig, afslappende og afstressende musik.

CD´en kan købes hos Amazon, hvor den koster £14,23 – TRYK HER. Der står, at CD´en først bliver udgivet d. 8. april. Det har jeg lidt svært ved at forstå, for det er allerede nogle uger siden, at man kunne købe den på alle andre webshops. Jeg vil dog nøjes med at linke til Amazon, hvor CD´en kan forudbestilles.   

Clarinet quintets