Torsdag aften var jeg til min første koncert i Tivolis koncertsal i denne sæson – i den anledning var det egentlig meget passende, at det var Tivolis Symfoniorkester som spillede og det var oven i købet med deres egen chefdirigent Lan Shui på podiet.

Toke Møldrup og chefdirigent Lan Shui til venstre.

Toke Møldrup og chefdirigent Lan Shui til venstre.

Koncertens første værk var Dvoraks 2. cellokoncert med orkestrets egen cellist Toke Møldrup som solist. Dvoraks cellokoncert er et storslået værk – det ene øjeblik bliver man løftet helt op i skyerne af strygernes romantiske vingesus. Det næste øjeblik styrter man ned i en mørk og dyster klippedal, hvor solen aldrig skinner. Et af højdepunkterne var i første sats, hvor celloen nærmest flirter med en af fløjterne, mens strygerne fungerer som en fjern og dæmpet baggrund. Det var meget smukt og hjertegribende. Midt i anden sats nåede musikken en formidabel intensitet og et stærkt klimaks, hvor det føltes som om at hver eneste gæst i hele salen sad og holdt vejret.

Trods disse højdepunkter, så var det alligevel som om at der manglede noget – magien manglede. Var det Tivolis Symfoniorkester som investerede for lidt kraft og energi i værket? Toke Møldrup brugte alle kræfter og pressede sig selv til det yderste – men det kan også være, at dét var grunden til problemet. Måske ville han for meget?

Anmelderringens kunstnerpriser

Thomas Michelsen - anmelder på Politiken.

Thomas Michelsen – anmelder på Politiken.

Efter pausen uddelte Thomas Michelsen Anmelderringens kunstnerpriser til hhv. basbaryton Simon Duus og blokfløjtespiller Bolette Roed. Jeg må desværre indrømme, at jeg aldrig har hørt nogen af dem. Jeg har dog hørt en masse om Simon Duus – det er efterhånden mit indtryk, at ALLE andre har hørt ham og de er vist ALLE sammen ret vilde med ham. Jeg tror snart, at han har en temmelig stor fanklub. Simon Duus har en meget stærk og meget maskulin udstråling, som giver hans skikkelse en særlig tyngde og soliditet. Han virker som en mand, der har en helt særlig jordforbindelse.  

Bolette Roed.

Bolette Roed.

Bolette Roed er nærmest hans diametrale modsætning. Hun stod på scenen – så smuk og slank og yndig. Hun havde et stort smil og hele hendes ansigt strålede, mens hun forlegent vred hænderne – så prøvede hun at gemme dem på ryggen og to sekunder senere stod hun igen og vred dem af blot og bar forlegenhed. Samtidig kastede hun blufærdigt blikket ned i gulvet – først til den ene side og så til den anden side – som om, at hun slet ikke vidste hvordan hun skulle beherske sin glæde. Jeg sad og tænkte, at den var helt gal med jordforbindelsen – og jeg følte, at det var kun et spørgsmål om tid før hun mistede koncentrationen og så ville hun lette fra scenen og svæve bort som alfernes dronning Titania.

Simon Duus.

Simon Duus.

Simon Duus var helt cool under hele prisoverrækkelsen. Men bemærk lige billedet. Selv en rigtig machomand har svært ved at holde smilet tilbage, når han får blomster – det ser ligefrem ud som om at han rødmer. Eller måske var blomsterne bare den sidste dråbe som endelig fik facaden til at bryde sammen?!

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det var to rigtig glade prismodtagere der stod på scenen – det var så dejligt, at man selv kunne mærke det langt ind i hjertet!

Josef Suk: Symfoni nr. 2

Aftenens sidste værk var Josef Suks anden symfoni – og man kan næsten sige, at vi holder os inden for familien. Josef Suk var nemlig Dvoraks svigersøn. Da Josef Suk begyndte at komponere dette værk, var det meningen, at det skulle være en sørgesymfoni til minde om svigerfar Dvorak som døde i 1904. Men midt under arbejdet – i juli 1905 – døde hans kone Otille pludselig. Det var et chok for Josef Suk. Han gik i gang med at revidere hele værket og opkaldte symfonien efter dødsenglen i Det gamle testamente, Asrael.

Dette fantastiske værk begynder med en mørk og dyster følelsesstorm på grænsen til det vanvittige; paukerne skaber en dunkel og skæbnetung stemning allerede i introen, som er fyldt med en klagende og smertefuld intensitet. Snart kommer en episode, hvor man blot hører en enkelt fagot, mens alle violinisterne knipser på strengene. Så bliver fagottens melodi overtaget af en klarinet – endnu en klarinet falder ind og derefter følger alle træblæserne. Denne episode er et stærkt suggestivt billede på følelsen af ensomhed der synes at vokse og brede sig til alle sider.

Komponisten Josef Suk (1874-1935).

Komponisten Josef Suk (1874-1935).

Messingblæserne har flere korte forløb, hvor de folder sig ud med en næsten øredøvende voldsomhed. Alle disse forløb fungerer som en optakt til et klimaks hvor der bankes løs på paukerne, stortrommen får nogle kraftfulde slag og bækkenerne brager … det var så stærkt og gribende, at jeg fik kuldegysninger over det hele. Hårene rejste sig og det løb mig koldt ned af ryggen. Umiddelbart derefter slutter første sats med en håndfuld celloer som spiller dæmpet og uendelig langsomt …. efter første sats har man allerede været igennem så mange følelser, at man næsten er helt smadret. Ja, det mener jeg faktisk alvorligt. Jeg tror ikke man skal undervurdere, hvor meget man bliver påvirket af sådan en oplevelse!

I tredje sats er der flere kortere forløb, hvor musikken nærmest bliver munter eller festlig – men ganske hurtigt bliver temaet forvrænget eller forvandlet til en grotesk parodi på sig selv. Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at det er komponistens lykkelige minder om sin kone, der bliver forvansket af mindet som hendes død. Men man kunne også forestillet sig, at det er drømme om konen, som forvandles til det ene mareridt efter det andet på grund af hendes død.

Hele værket bevæger sig frem og tilbage mellem en voldsom og stormfuld desperation og en uendelig dyb fortvivlelse. Da værket slutter efter femte sats, har musikken har fundet en slags gylden mellemvej – der er ikke flere følelsesstorme, ikke mere vanvid og endeløs fortvivlelse. I stedet slutter værket med en slags accept eller en underkastelse under en stille indre smerte.

Josef Suks anden symfoni var et fantastisk flot, spændende og kraftfuldt værk – det havde noget af den samme mørke kraft, som fascinerer både mig og mange andre mennesker, når vi hører nogle af de store requiemmer. Og Tivolis Symfoniorkester spillede fuldstændig suverænt. Det var virkelig en imponerende kraftpræstation. Jeg fik et meget stærkt indtryk af, at hver eneste musiker gav en helt suveræn indsats og samtidig fik dirigenten samlet alle de enkelte dele til en perfekt helhed. Der var intet – absolut intet! – som nogen kunne have gjort bedre!

TRYK HER for at se og høre Josef Suks 2. symfoni på Youtube.

5 stjerner

Tivolis Symfoniorkester i den gyldne sal.

Tivolis Symfoniorkester i den gyldne sal. Tryk på alle billederne for at se dem i fuld størrelse.