Lørdag aften spillede Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis koncertsal – det var en af de mange koncerter i kategorien “Con amore”, som dækker over en bred vifte af meget forskellige amatørorkestrer. Men der var absolut intet amatøragtigt over koncerten – tværtimod!

Koncerten begyndte med “Intrada” af komponisten Mogens Andresen. Det er en meget pompøs fanfare for messingblæsere og to lilletrommer, som blot varede 2-3 minutter. Nogen ville nok mene, at det er en smule svulstigt at indlede en koncert med en fanfare – på en måde har de selvfølgelig ret. Men jeg syntes, at det var superfedt og det gav en pragtfuld stemning i salen lige fra begyndelsen. 

Det første regulære værk på programmet var Kuhlaus ouverture til Elverhøj, som de fleste kender fra “Olsenbanden ser rødt” – midterdelen af denne ouverture er den danske kongesang “Kong Christian stod ved højen mast”. Omkring 10% af publikum rejste sig op – selv om jeg er tilhænger af monarkiet, så blev jeg dog siddende, lige som de fleste andre. Jeg rejser mig selvfølgelig altid når der er medlemmer af kongehuset tilstede, men i alle andre tilfælde synes jeg, at det virker en smule meningsløst. Okay – lad mig lige opsummere: først Mogens Andresens fanfare. Dernæst ouverturen til Elverhøj med “Kong Christian stod ved højen mast” …. på det tidspunkt begynder man jo at overveje, hvad i alverden de har gang i. Programmet var så storslået og pompøst, at det havde været passende til en kongelig gallafest i Det kongelige teater.

Toke Møldrup.

Toke Møldrup.

Næste værk var Kabalevskijs cellokoncert med Toke Møldrup som solist. Det er kun to dage siden jeg oplevede Toke Møldrup som solist ved Dvoráks cellokoncert. Men det var en helt anden Toke Møldrup, som publikum mødte denne aften – han virkede meget mere rolig og afslappet. Musikken var spændstig, livlig og dynamisk. Men den var også varm og inderlig … jeg følte det som om, at jeg smeltede allerede i første sats. Anden sats var en largo, som er et musisk udtryk der beskriver et langsomt og bredt tempo. Det var dyb, mørk og sværmerisk musik, som gik lige ind i alle nervebaner – og det blev kun endnu bedre midt i anden sats, da Toke Møldrup spillede en solo, der var lige så mørk og vemodig, som Chopins nocturner, når de spilles af de allerbedste pianister. Musikken ændrede karakter, da Toke Møldrup begyndte at knipse på strengene – pludselig blev musikken mere skarp og moderne. Og så steg tempoet igen – buen fløj over strengene i et muntert og legesygt tempo. Her slog værket over i et tema, som tydeligvis havde rødder i den russiske folklore. Der var også et militært element, som blev understreget af messingblæserne og lilletrommen. Tredje og sidste sats begynder med en forførende og hjertegribende intensitet – hurtigt stiger tempoet til en hvirvlende allegretto, der straks fik mig til at tænke på kosakker som svingede hinanden rundt i en akrobatisk dans omkring bålet på Kaukasus brede stepper.

Dette værk var en fænomenal oplevelse – det var ren magi og jeg var fuldstændig tryllebundet fra start til slut. Toke Møldrup spillede fuldstændig suverænt. Men det var ikke bare ham – det var også hele symfoniorkestret. De blev belønnet med et bragende bifald og der var tre fremkaldelser af Toke Møldrup.

Toke Møldrup i Tivolis koncertsal.

Toke Møldrup i Tivolis koncertsal.

Dernæst fulgte anden sats af Lars Erik Larssons “Divertimento for cello og strygere” – indledningen var så gribende smuk, at det næsten er helt ubeskriveligt. Musikken var som blide og vuggende tonebølger. Senere fulgte en ophidsende og ekstatisk solo, hvor Toke Møldrup arbejdede i et næsten afsindigt tempo. Sikken en præstation! Jeg har efterhånden hørt Toke Møldrup en del gange, men denne koncert er helt bestemt den bedste. Det var en af den slags meget sjældne og helt usædvanlige koncerter, hvor alt bare er ren magi. Endnu en gang takkede publikum med et bragende og begejstret bifald, samt tre fremkaldelser af Toke Møldrup.

Han kvitterede til gengæld med et ekstranummer – jeg hørte desværre ikke hvad det var. Men det var endnu et virtuost mesterværk, som blev spillet fuldstændig sublimt. Og endnu en gang var der jublende bifald fra publikum og to fremkaldelser. Det vil sige, at i løbet af denne koncert fik Toke Møldrup ikke mindre end 8 fremkaldelser i alt …. det er altså temmelig usædvanligt. Og det stoppede jo kun fordi lyset i salen blev tændt. Ellers er det svært at sige, hvor lang tid det var blevet ved!

Efter pausen spillede Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester Tjajkovskijs 4. symfoni. Det begynder ret voldsomt med messingblæserne – så falder tempoet, hvorefter der langsomt bygges op til et forrygende klimaks. En større del af publikum brød ud i spontane klapsalver allerede efter første sats. Det skete ikke en eneste gang mellem satserne i koncertens første del. Derfor er der ingen tvivl om, at alle i salen kendte “reglerne” – men disse klapsalver var et klar og tydeligt vidnesbyrd om publikums begejstring.

Dirigent Jules van Hessen.

Dirigent Jules van Hessen.

Anden sats er domineret af en sværmerisk romantik, som understreges af de lette toner fra fløjterne, som nærmest flyver ud over publikum. Her bliver følelserne virkelig presset til det yderste. Et af højdepunkterne i tredje sats, var et helt suverænt samspil mellem de lyse violiner og de dybe basser, som begge knipser på strengene – det var ekstremt smukt og gribende. Musikken fortsætter i et dæmpet og nærmest underspillet tempo …. indtil bækken, trommer, pauker og messingblæsere pludselig brager løs på samme tid, som om at de er blevet fuldstændig sindssyge. Det er man bestemt ikke forberedt på, hvis man ikke kender Tjajkovskijs 4. symfoni – og det gjorde jeg ikke! Hvis nogen skulle have tilladt sig at lukke øjnene og blunde et øjeblik, så bliver de i hvert fald vækket. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Tjajkovskij sandsynligvis har moret sig kosteligt, mens han skrev dette stykke. Først skriver han det her blide og dæmpede musik, som sikkert frister mange blandt det intetanende publikum til at døse en ganske lille smule – og så vækker han dem med et mægtigt chok. Gad vide om der føres statistik over, hvor mange publikummer der har fået et apoplektisk anfald under denne symfoni?

Efter endnu et stormende og bragende bifald fik vi et ekstranummer fra orkestret – jeg må indrømme, at jeg ikke var specielt begejstret. For det første var jeg ved at være træt – for det andet, så var jeg bange for, at dette ekstranummer ville ødelægge indtrykket af en af de flotteste koncerter jeg nogensinde har oplevet. Men det var selvfølgelig dumt af mig. Afslutningen var et ganske kort værk, der var lige så festligt og bombastisk som den indledende fanfare, og dermed blev det en helt perfekt og temmelig storslået afslutning på fuldstændig exceptionel koncertoplevelse! 

Denne koncert er en meget stærk kandidat til titlen som sæsonens bedste koncert i Tivolis koncertsal. Der var en usædvanlig flot og gennemtænkt struktur i hele programmet. Dernæst spillede Toke Møldrup bedre end nogensinde før. Og så er der Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester – sjældent har jeg oplevet et orkester der spillede så sublimt. Der er en særlig ros til violinerne, som gang på gang gjorde mig helt målløs. Det lød bestemt ikke som 15-20 violiner – nej, deres samspil var så suverænt, at det lød som én stor, magisk violin. I følge deres hjemmeside består Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester af cirka 65 musikere mellem 13 og 68 år. Det vil sige, at nogle af musikerne er så unge, at de stadig har temmelig meget at lære. Og nogle af de ældste musikere har måske ikke så mange kræfter som de har haft … men de spiller bare så godt, at man skulle tro hver eneste musiker var topprofessionel. Jeg er virkelig dybt imponeret! Det er svært at forstå, at Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester er et amatørorkester – det er mennesker som har et andet arbejde og de øver kun sammen en gang om ugen. De får heller ikke penge for at spille – tværtimod – de betaler kontingent for at være med. Men det kan man bestemt ikke høre på dem – deres koncert lørdag aften var en suveræn oplevelse og jeg glæder mig helt ekstremt meget til at høre dem en anden gang!

6stjerner

Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis Koncertsal.

Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis Koncertsal.