Jeg kommer til rigtig mange koncerter i disse dage – det er næsten alt for mange. Jeg trænger snart til en pause – men det er jo temmelig svært at holde sig hjemme, når årets Tivolifestival kører på fuld tryk og frister med spændende koncerter, fantastiske kunstnere og brilliante dirigenter hver eneste dag; fredag aften var det en koncert med pianisten Jens Elvekjær og den unge finske dirigent Santtu-Matias Rouvali som fristede.

Koncertens første værk var Franz Liszt “Ungarnsk fantasi nr. 2”, som begynder med et væld af mørke og sprøde strygere – den ene svulmende bølge efter den anden skyller ud over publikum. Musikken folder sig langsomt ud gennem flere etaper, indtil den endelig forvandler sig til en buldrende og festlig dans. Endelig når musikken sit fulde klimaks i et buldrende stormvejr, som er så sprudlende og fyldt med energi, at man slet ikke kan lade være med at juble og le af glæde og fornøjelse indvendigt.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Aftenens dirigent var den unge Santtu-Matias Rouvali, som jeg er ekstremt vild med. Det ene øjeblik står han på tåspidserne og vifter med hænderne oppe over hovedet. Det næste øjeblik går han helt ned i knæ og straks efter springer han op i vejret og tegner store cirkler i luften med dirigentstokken – pludselig står han og balancerer helt ud på kanten af podiet, mens han hænger halvvejs inde over orkestret og fægter med armene. Det er et fysisk mysterium, at han kan holde balancen ….. Santtu-Matias Rouvali er en eksplosion af energi, som han formår at kanalisere videre til orkestret. Han forvandler orkestret til en porche, der kan accelerere fra 0 til 100 km i timen på et halvt sekund. Men det betyder på ingen måde, at han har problemer med de langsomme eller de dæmpede satser – de får tilført lige så meget energi, som blot gør disse satser endnu mere dramatiske, følelsesfulde eller lyriske, alt efter hvad der passer i det aktuelle værk. Han er en fuldstændig fænomenal dirigent.

Pianisten Jens Elvekjær.

Pianisten Jens Elvekjær.

Det næste værk var Griegs klaverkoncert med Jens Elvekjær som solist. Den begynder med en buldrende trommehvirvel på paukerne, som slutter med et brag – samtidig lyder der et brag fra klaveret og så er koncerten i gang! Jens Elvekjær er en spændende og lidt gådefuld pianist. Når jeg oplever ham, så har jeg altid en meget stærk følelse af, at han ikke optræder – i stedet føles det som om, at han er fokuseret på at løse en stor og spændende opgave, som han er fuldstændig opslugt af. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne ham med en lidt nørdet matematikprofessor, som glemmer alt omkring sig, når han kaster sig over en kompliceret ligning. Alt dette er selvfølgelig kun gætværk – men det er på grund af disse indtryk, at jeg synes Jens Elvekjær er en rigtig fascinerende kunstner.

Efter pausen spillede Tivolis Symfoniorkester Dvoráks 8. symfoni – en vidunderlig smuk symfoni. Jeg fandt det absolutte højdepunkt i 3. sats, hvor det romantiske vingesus forvandles til en fejende flot vals. Endnu en gang er man lige ved at hoppe i sædet af begejstring ….. det var en fantastisk koncert med Santtu-Matias Rouvali, Jens Elvekjær og Tivolis Symfoniorkester, som sandelig ikke skal glemmes.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Nogle minutter efter koncerten var der en samtale på scenen mellem Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht, Jens Elvekjær og Santtu-Matias Rouvali, som lige havde nået at smide kjolen og springe i et par grå jeans og en gammel t-shirt. På den ene side så kan man godt hævde, at det blot er en sludder for en sladder. Det er jo begrænset hvad man kan nå på 7-8 minutter og solisterne er selvfølgelig også trætte efter aftenens koncert. På den anden side, så synes jeg det er farligt at undervurdere disse arrangementer; jeg synes det er spændende, at få mulighed for at opleve den store forskel på kunstneren og mennesket. Man kan selvfølgelig – med al rimelighed! – indvende, at de stadig optræder på scenen foran et publikum. Klart nok! Men bare i deres måde at tale på, deres holdning og deres gestik, så får man alligevel et tydeligt indtryk af den store forskel. Man kan godt sidde og tænke, at det føles slet ikke som de samme mennesker.

Og nogen gange falder der selvfølgelig også et par guldkorn af …. Henrik Engelbrecht prøvede at spørge om kunstnernes holdning til motiverne i den klassiske musik. “I don´t care much about pigs and birds and all that stuff,” svarede Santtu-Matias Rouvali kontant, hvilket straks fremkaldte stor morskab blandt publikum. Han er en lille charmetrold og publikum ELSKER ham. Hver eneste gang han åbnede munden kom der en øjeblikkelig reaktion fra publikum. “To me it is just music,” erklærede han selvsikkert. Man kan selvfølgelig godt nøjes med at grine af det. Jeg kan dog ikke lade være med at overveje om disse få ord i virkeligheden rummer en stor del af forklaringen på Santtu-Matias Rouvalis særprægede stil som dirigent og hans store succes blandt publikum! 

5 stjerner

Tivolis Symfoniorkester umiddelbart før aftenens koncert.

Tivolis Symfoniorkester umiddelbart før aftenens koncert.