Årets største begivenhed i Tivolis koncertsal var en koncertopførelse af Bellinis belcantoopera Puritanerne, og man havde sat alle sejl til for at gøre forestillingen til en succes. Der var optakt allerede onsdag aften, hvor Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht holdt foredrag i koncertsalen og fortalte alt hvad man kunne ønske sig at vide på forhånd.

Introduktion med Henrik Engelbrecht

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Henrik Engelbrecht begyndte med en meget underholdende introduktion til operaens verden i første halvdel af 1800-tallet. Selv om operaen som genre er et par hundrede år ældre, så var det første i begyndelsen af 1800-tallet, at operahusene begyndte at tjene penge – og det var ikke på deres operaopsætninger. I stedet begyndte man at drive kasino i sale og sideværelser – så kom der endelig lidt penge i de slunkne pengekasser. Operahusene var sådan en slags underholdningsmekkaer, hvor det var helt normalt, at man tog sine egne tjenere med og spiste middag i sin loge under forestillingen. Samtidig drev de prostituerede rundt i gangene og tilbød deres tjenester. Men det skal ikke lyde som om, at operaen kun var et sted, hvor man fik tilfredsstillet de mest simple lyster – det var også her man kom for at møde hinanden og finde passende ægteskabsmuligheder til sine børn, og det voksende borgerskab benyttede også lejligheden til at drøfte forretninger.

Henrik Engelbrecht er en formidabel fortæller – da han fortalte om, hvordan man tog sit køkkenaffald med i operaen, for at kaste det efter sangerne eller i hovedet på dem der stod nede i parkettet, da grinede jeg så meget, at tårerne trillede ned af kinderne og jeg fik ondt i maven … Jeg er efterhånden temmelig øvet i at grine uden at forstyrre andre, så jeg tror ikke der var nogen som bemærkede det. Og heldigvis sad der er en dame lige bag mig, som grinede endnu mere end mig!

Dernæst fortalte Henrik Engelbrecht, hvordan et operahus fungerede den gang – han fortalte blandt andet, at Rossini skrev “Barberen i Sevilla” på blot 24 dage. I dag regner man med, at der går cirka 5 år fra man bestiller en ny opera til man er klar til uropførelsen. Men han redegjorde også for, hvorfor der var sådan en stor forskel og bagefter var der med garanti ingen af de tilstedeværende som ønskede at vende tilbage til datidens kunstneriske standard – eller mangel på samme!

Handlingen i Puritanerne

Det sidste punkt på dagsordenen var selvfølgelig handlingen. Selv om Henrik Engelbrecht er en mester til at præsentere de mest forvirrende, umulige, meningsløse og – til tider – utroværdige operahandlinger på en underholdende og pædagogisk måde, så var Puritanerne alligevel en udfordring. Nede i salen var det tydeligt at mærke, at der bredte sig en mærkelig mat forvirring blandt gæsterne; en af musikchefens forcer er, at han aldrig forsøger at benægte eller bortforklare disse handlingsproblemer – tværtimod: han er helt suveræn til at præsentere de mange ulogiske sammenhænge på en meget underholdende og humoristisk måde. Men denne gang havde han vist givet sig selv en opgave, der var næsten umulig: handlingen i Puritanerne er så utroværdig og usammenhængende, at den er næsten umulig at præsentere på en overskuelig måde.

Vincenzo Bellini - født i byen Catania på Sicilien i 1801 og død 1835.

Vincenzo Bellini – født i byen Catania på Sicilien i 1801 og død 1835.

Operaen foregår under den engelske borgerkrig; Karl d. 1 har forsøgt at regere som enevældig konge uden om parlamentet, hvilket har ført til åben krig mellem royalisterne på den ene side og Oliver Cromwell og hans hær af puritanere på den anden. Karl d. 1 bliver dømt for højforræderi og henrettet i 1649. Da Bellinis opera begynder er enkedronningen Henrietta på flugt fra puritanerne og den sikre død under bødlens økse.

Operaen foregår på en fæstning nær Plymouth, hvor Lord Gualtiero Valton er kommandant – han og hans soldater kæmper på Oliver Cromwell og puritanernes side.

Lord Gualtiero Valton har besluttet, at hans datter Elvira skal giftes med Arturo som hun elsker – han tilhører godt nok fjendens parti, så det er ikke så underligt, at Elvira bliver både glad og overrasket over denne usædvanlige beslutning. Men så begynder de politiske forhold at spænde ben for det unge par: Lord Gualtiero kan ikke overvære det unge pars bryllup, da han skal føre en fange til London … en mystisk og tilsløret dame, der er anklaget for at være spion for royalisterne.

Royalisten Arturo opdager ved et tilfælde, at den ukendte dame er enkedronning Henrietta; nu står han pludselig i et dilemma mellem kærlighed, pligt og politisk overbevisning – han ved naturligvis, at hvis enkedronningen når frem til London og bliver fremstillet for Oliver Cromwells domstol, så bliver hun henrettet lige som kongen. Derfor vælger han, at hjælpe hende med at flygte…. og så står Elvira alene tilbage, forladt på sin bryllupsdag.

Nu skal vi have endnu en person på scenen – det er Riccardo, som egentlig troede, at han skulle giftes med Elvira. Det havde Elviras far, Lord Gualtiero Valton, nemlig lovet ham. I dag tænker vi ikke så meget over hvad dette betyder, men dengang tror jeg det havde en stor symbolværdi, at Lord Gualtiero Valton svigter sit ord og det planlagte fornuftsægteskab, for at tillade datterens kærlighedsægteskab i stedet for. Man kan jo godt forestille sig, at det har haft en temmelig provokerende virkning på en stor del af 1800-tallets operapublikum.

Danske Andrea Pellegrini optrådte som enkedronning Henrietta.

Danske Andrea Pellegrini optrådte som enkedronning Henrietta.

Den forsmåede Riccardo ser, da Arturo flygter med den fremmede dame – ved et uheld taber hun sit slør og Riccardo genkender enkedronning Henrietta. Griber han ind? Prøver han at stoppe dem? Nej, det hele passer faktisk temmelig godt i hans kram. Han opsøger Elvira og fortæller hende, at Arturo er flygtet med en fremmed dame – han fortæller ikke hvem det var. På den måde håber han, at genvinde hendes hånd. Men Elvira bliver straks fuldstændig rablende vanvittig, hvorefter der følger en af operahistoriens mange store vanvidsscener.

Der går tre måneder – så vender Arturo tilbage. Han sniger sig ind i fæstningen og opsøger i al hemmelighed Elvira for at fortælle hende, at han ikke har svigtet hende til fordel for en anden kvinde. Han fortæller Elvira, at han blot flygtede med enkedronningen for at redde hendes liv. Han bliver opdaget og fanget af soldaterne i fæstningen. Oliver Cromwells parlament har udstedt en befaling om at han skal straffes med døden, for hans rolle i enkedronnings flugt. Soldaterne er straks klar til at udføre denne befaling, da en trompetfanfare meddeler at Cromwells endelig har besejret royalisterne – for at fejre sejren giver Oliver Cromwell og puritanerne amnesti til alle fanger. Sådan redder Arturo livet – Elvira bliver så glad, at hun straks genvinder sin fornuft. Dernæst bliver Arturo så lykkelig, at han synger en masse høje C´er og som prikken over i´et et højt F.

En festlig koncertopførelse lørdag aften

Der var ikke udsolgt i Tivolis koncertsal, men det var dog tæt på og der var en temmelig opløftet stemning blandt publikum på de tætpakkede rækker. Det var også en rigtig veloplagt musikchef som præsenterede aftenens forestilling og guidede publikum gennem den spegede handling.

For mig var et af aftenens absolutte højdepunkter i begyndelsen af 2. akt, hvor Elviras onkel – sunget af Roberto Scandiuzzi – fortæller fæstningens indbyggere, at Elvira er blevet vanvittig. Det er en utrolig smuk og inderlig arie, sunget virkelig blidt og medfølende. DR KoncertKoret var lige så gribende, når de udtrykte indbyggernes medfølelse med den stakkels Elvira. Og Tivolis Symfoniorkester spillede formidabelt …..

Sarah Coburn optrådte som den unge Elvira.

Sarah Coburn optrådte som den unge Elvira.

Palle Knudsen var også rigtig god, som den forsmåede bejler Riccardo. Palle Knudsen synger altid godt og der er ingen tvivl om, at jeg er en af hans store fans. Men jeg havde lidt svært ved at forholde mig til Riccardo – det er ikke Palle Knudsens skyld. Det er på grund af partituret og handlingen, hvor hans rolle er lidt uafklaret. Han er såret, da Elvira svigter ham. Er det ondskab, når han afsløret for Elvira, at hendes Arturo er flygtet med en anden kvinde? Er det en hævnakt? Eller tænker han kun på at genvinde hendes kærlighed? Og endelig indgår han et forbund med Elvira onkel om at redde Arturo for Elviras skyld …. Måske er Riccardo den mest spændende figur i hele operaen, men der er ikke meget plads eller tid til at udvikle ham og undersøge hvem han er.

Andrea Pellegrini var fuldstændig suveræn som enkedronning Henrietta. Lørdag aften var hun klædt i en hindbærrød kjole, der faldt ned over hendes slanke krop med en rigdom af store folder. Hendes hår var sat op i en majestætisk knold og hun var rank som en dronning. Hun var simpelthen gudeskøn – jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hun lignede simpelthen den smukke Helena, dronning af Sparta.  Og så har hun en helt fantastisk varm og mørk mezzopranstemme. Jeg bemærkede dog, at hun havde TARVELIGT høje sko på. Lawrence Brownlee er ikke særlig høj. Når han skal stå ved siden af en rank og majestætisk kvinde som Andrea Pellegrini, der har taget kæmpestore plateausko på, så ser han selvfølgelig endnu mindre ud….. det så faktisk temmelig komisk ud. Og det var med garanti IKKE meningen…..! 

Sarah Coburn sang partiet som Elvira. Hun havde en meget stærk belcanto-stemme. Rollen var komponeret til en af datidens – og måske alle tiders – dygtigste belcantosangerinder Giulia Grisi. Uanset hvilken sangerinde som skal synge partiet i dag, så er det klart og indlysende, at det kræver nogle helt særlige talenter, at leve op til Giulia Grisis standard – men det er naturligvis absolut nødvendigt, da partiet er skrevet for at demonstrere hendes virtuose stemme. Sarah Coburn leverede de flotteste koloraturer og takkede med det ene jublende bifald efter det andet. Sikken en stemning og sikken en oplevelse.

Aftenens stjerne var naturligvis den amerikanske sanger Lawrence Brownlee, som efterhånden har optrådt i Tivolis koncertsal en del gange. Mange mennesker mener, at han er en af verdens absolut bedste tenorer – og når man særligt taler om belcantotenorer, så er der vist ikke megen mulighed for at finde nogen som er bedre, uanset hvor man leder. Han har en flot, mørk og fyldig stemme. Han tager uden det mindste problem en hel række høje C´er, som vi oplevede i Tivolis Kortsal lørdag aften – og når han så slutter af med et højt F, så har han besejret selv de bedste konkurrenter.

Når man er til opera eller til en klassisk koncert, så kan man jo godt komme til at sidde og tænke på, hvad man skal se i fjernsynet når man kommer hjem. Andre gange kommer man til at tænke på, hvad man skal lave dagen efter. Det kan også være at man har visse problemer eller oplevelser, som lige kræver en tanke ….. den slags var der slet ikke noget af lørdag aften. Det meste af tiden var jeg så tryllebundet, at jeg nærmest var helt i trance -når man glemmer sig selv på den måde og bliver så opslugt af musikken, at der ikke er den mest flygtige tanke tilbage, så kan det bare ikke bliver bedre!

5 stjerner

Den amerikanske stjernetenor Lawrence Brownlee sang partiet som Arturo.

Den amerikanske stjernetenor Lawrence Brownlee sang partiet som Arturo.