I følge programmet skulle Nordic Piano Quartet begynde med en strygekvartet af Haydn, den såkaldte Fuglekvartet. Men det var skiftet ud med Forårskvartetten af Mozart. Det har man selvfølgelig lov til at gøre. Jeg blev dog en smule skuffet, for jeg er nemlig i Haydn-humør for tiden.

De fire smukke, unge mennesker spillede med tempo og masser af energi. Det var friskt, ungt og sexet. Når man oplever, at klassisk musik bliver spillet på den måde, så kan man altså ikke beskylde klassisk musik for at være gammeldags, kedeligt eller støvet – tværtimod. Det var både smukt, elegant, iørefaldende og gribende. Jeg så kun én der sov. Det var en ældre herre – jeg er sikker på, at han bare var blevet træt og det kan jo ske.

Nordic Piano Quartet består af Heidrun Petersen, Mads Haugsted Hansen, Daniel Eklund og Live Johansson. Mozart fungerede som en slags opvarmning. Efter kvartetten af Mozart var publikum varmet op og klar til hovedretten, som var en fantastisk klaverkvintet af Sjostakovitj – i den anledning fik kvartetten selskab af Marie-Luise Bodendorff på klaver og i denne konstellation kalder de sig for Nordic Piano Quintet. 

Sjostakovitjs klaverkvintet er indspillet sammen med hans to klaverkoncerter, af London Philharmonic Orchestra og Martin Helmchen som gav koncert i Tivoli sidste år.

Sjostakovitjs klaverkvintet er indspillet, sammen med hans to klaverkoncerter, af London Philharmonic Orchestra og Martin Helmchen som gav koncert i Tivoli sidste år.

Jeg er vild med Sjostakovitjs klaverquintet – det er et af mine yndlingsværker. Efter nogle få takter på klaveret, sætter strygerne ind med en brusende og smægtende melankoli. Derefter følger en duet mellem klaver og bratsch – Daniel Eklund og Marie-Luise Bodendorff spillede så smukt, at jeg blev helt ekstatisk. Det er et meget dramatisk værk, som svinger mellem to modpoler; på den ene side er der en dyb og smertefuld melankoli; på den anden side er der en manisk og desperat ekstase. Det kommer tydeligst frem i den tredje sats, der nærmest er som et stormende raseri eller et musikalsk vanvid. Det var en helt suveræn præstation af alle de fem musikere og jeg var helt beruset bagefter.

Efter pausen sluttede aftenen med en klaverkvintet af Johannes Brahms. Jeg bliver ikke lige så grebet af Brahms, som jeg gør af de to andre. Hans musik er ikke lige så smukt og elegant som Mozarts. Det er heller ikke lige så dramatisk som Sjostakovitjs. Hvordan skal man så beskrive Brahms musik? Jeg tror det er mere subtilt. Det kræver mere opmærksomhed af publikum. Musikkens kompleksitet medfører, at den først rigtig folder sig ud, når man lærer den at kende og har hørt den flere gange – måske mange flere gange.

Nordic Piano Quintet spillede Brahms klaverkvintet med masser af energi – der var masser af højdepunkter og gang på gang blev man grebet af et iørefaldende tema eller en stærk stemning. Alligevel så var det Sjostakovitj som var aftenens bedste oplevelse. Jeg nød hvert eneste minut og ville faktisk gerne have hørt det hele en gang mere ….

5 stjerner

Nordic Piano Quintet i Tivolis koncertsal tirsdag d. 19. august 2014.

Nordic Piano Quintet i Tivolis koncertsal tirsdag d. 19. august 2014.