Onsdag aften gav Trio Vitruvi koncert i Tivoli og der var temmelig mange mennesker i den gamle koncertsal. Jeg møder nogen gange folk som påstår, at publikum ikke gider at høre kammermusik. Det har jeg lidt svært ved at forstå og jeg tror faktisk ikke det passer. Absolut ikke!

Trio Vitruvi begyndte med at spille en klavertrio af Haydn; af en eller anden uforklarlig grund, så synes jeg, at Haydns smukke musik passer utrolig godt til det rå og blæsende sensommervejr, som vi har for tiden. Lige fra de allerførste toner kunne jeg mærke, hvordan musikken fyldte hele min krop med et blidt velvære. Det var smukt og opløftende!

Tivolis koncertsal

Tivolis koncertsal

Hvert år trykker Tivoli Festivallen et stort og veludstyret program som dækker (næsten) alle sæsonens koncerter. I følge dette program lød programmet på Haydn, Sjostakovitj og Brahms – i dén rækkefølge. Ved indgangen fik vi udleveret et revideret program, hvor rækkefølgen var ændret til Haydn, Brahms og Sjostakovitj. Men Trio Vitruvi spillede Haydn, Sjostakovitj og sluttede med Brahms … sikken noget rod! Og det er faktisk IKKE lige meget. Når man lytter til et eller andet – det gælder både musik og meget andet – så har konteksten eller forståelsesrammen stor indflydelse på oplevelsen. Jeg kendte ikke disse værker på forhånd … under første sats sad jeg og tænkte: det var da pokkers – jeg anede ikke, at Brahms kunne være så moderne og så avantgarde. Under anden sats blev jeg mistænksom og følte, at der var noget galt … og da vi nåede til tredje sats tænkte jeg, at det passer saftsusme ikke. Det der er i hvert fald IKKE Brahms – det er Sjostakovitj! Det ødelagde en stor del af oplevelsen for mig. Havde jeg fra starten vidst, at det var Sjostakovitj, så havde jeg lyttet ud fra nogle andre præmisser og nydt musikken på en helt anden måde. Øv!

Et skønt billede af en meget ung Sjostakovitj med kat og Harry Potter-briller!

Et skønt billede af en meget ung Sjostakovitj med kat og Harry Potter-briller!

Sjostakovitjs 2. klavertrio begynder med høje og skarpe og helt sølvklare cellotoner, som bliver trukket ud i det uendelige. Det bliver til en nærmest helt æterisk magi. Dernæst falder violinen ind og forstærker denne stemning. Det gik lige direkte i hjertet! Men lidt efter lidt stiger tempoet og intensiteten. Tredje sats spilles i et forrygende tempo, hvor man ikke kan lade være med at sidde og beundre musikernes præstation. I fjerde sats folder musikken sig ud i et stærkt og særdeles festligt tempo – jeg kunne næsten ikke sidde stille, mens de spillede. Jeg vil gætte på, at denne sats er inspireret af den jødiske musiktradition, som hedder klezmer – det er oprindeligt en betegnelse for dansemusik, som man brugte og stadig bruger til jødiske bryllupper.

Jeg er ekstremt vild med Sjostakovitj, men har aldrig hørt dette værk før. Jeg sad med øjne så store som the-kopper og lyttede med verdens største smil på ansigtet – fuldstændig fortryllet og hypnotiseret. Jeg har fundet en video på Youtube, hvor man kan høre hele værket. Videoen er ret flot, men musikerne spiller bestemt ikke lige så flot og fænomenalt som Trio Vitruvi(tryk her).

Johannes Brahms

Johannes Brahms

Efter pausen spillede de klavertrio nr. 1 af Johannes Brahms. Der er masser af kvaliteter i Brahms musik. Jeg hører ofte Brahms – også hjemme hos mig selv. Men når det kommer lige efter Sjostakovitj, så virker Brahms en kende tam og småborgerlig. Men det er smukt. I første sats blev jeg virkelig grebet af den smukke, sprøde cello. Tredje sats er en vuggende scherzo – det føles næsten som at ligge i bunden af en båd og kigge op i skyerne, mens en stille flod vugger båden op og ned med blide og rytmiske bevægelser. Det er dejligt afslappende og føles næsten som at få en omgang mental massage. Jeg er sikker på, at Brahms er sund for sjælen!

Trio Vitruvi spillede en enkelt sats fra Schuberts trio i s-dur, som ekstranummer. Det var endnu et værk som blev spillet med masser af saft og kraft, og sådan sluttede aftenen med, at jeg endnu en gang sad med et stort lyksaligt smil.

Jeg har været lidt i tvivl om, hvor mange stjerner jeg skulle give denne koncert. Rodet med rækkefølgen trækker altså ned, fordi det ødelægger noget af oplevelsen – så jeg er lige ved at lande på fire stjerner. Men så er der Sjostakovitj – det var et fænomenalt værk og det blev spillet fuldstændig suverænt af Trio Vitruvi, som består af Alexander McKenzie på klaver, Jacob La Cour på cello og Niklas Walentin på violin. Der burde virkelig være seks stjerner til komponisten + seks stjerner til musikerne, som spillede helt suverænt. Det giver tolv stjerner i alt og så mange kan man slet ikke dele ud. Man kan selvfølgelig heller ikke bedømme en hel koncert ud fra et enkelt værk – det ville ikke være fair. Derfor bliver det til fem stjerner!

5 stjerner

Trio Vitruvi