I aftes var jeg til en helt utrolig flot og festlig koncert; det var Gunvor Sihms debutkoncert, som afsluttede hendes solistuddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Koncertsalen var næsten fyldt og på scenen var aftenens hovedperson i selskab med mange af Danmarks bedste musikere!

Rued Langgard og Prokofiev

Konservatoriets koncertsal.

Konservatoriets koncertsal før koncerten.

Aftenens første værk var “Écrasez l`infame”, som bogstaveligt talt betyder “knus det onde”, men det bruges også som et udtryk for djævleuddrivelse. Værket består af 5 korte satser. I stedet for at bruge de traditionelle termer som allegro, andante, adagio osv. til at angive tempoet, stemningen og stilen i musikken, så beskriver Rued Langgaard første sats som “Præcist og eftertrykkeligt”. De efterfølgende 4 satser hedder nøjagtig det samme – jeg synes det er udtryk for en formidabel humor!

Pianist Berit Johansen Tange og Gunvor Sihm.

Pianist Berit Johansen Tange og Gunvor Sihm.

Gunvor Sihm spillede “Écrasez l`infame” sammen med pianist Berit Johansen Tange – og de spillede fuldstændig sublimt. Musikken var fuld at kompleksitet og temperament. Man oplevede en helt ekstremt kraft, når Berit Johansen Tange lod hånden glide hurtigt hen over alle tangenterne, fra den ene side til den anden. Men det var også en musik, der var fuld af kontraster – det ene øjeblik var musikken så smuk, at det tangerede det romantiske – det næste øjeblik blev musikken forvandlet til en vild og voldsom kamp! Jeg elskede hvert ene sekund! Jeg har aldrig hørt noget musik, der var så spændende, så fængslende og så berusende!

Det næste værk var Prokofievs sonate nr. 1 og det var stadig med Berit Johansen Tange ved klaveret. Det er kun to dage siden, at jeg hørte Rune Tonsgaard Sørensen og Tanja Zapolski spillede dette værk i Hørsholm Musikforening. Men jeg er vild med Prokofiev og derfor var jeg glad for, at jeg fik muligheden for at høre dette skønne værk endnu en gang. Prokofiev begyndte at skrive dette værk i 1938, men afsluttede det første i 1946. Værket er fyldt med krigens hærgen – musikken er fuld af flyvende bomber, hvislende kugler og byer der synker i grus. Der er indadvendt gråd og en hjerteknugende, stum smerte. I slutningen af både første og tredje sats suser vinden henover gravene på kirkegården. Men musikken er så uendelig smuk og gribende … og de to musikere spillede helt fantastisk!

Nightingale String Quartet består af Gunvor Sihm, Josefine Dalsgaard, Marie Louise Broholt Jensen og Louisa Schwab.

Nightingale String Quartet består af Gunvor Sihm, Josefine Dalsgaard, Marie Louise Broholt Jensen og Louisa Schwab.

Gunvor Sihm har spillet i “Nightingale String Quartet” siden gruppen blev dannet i 2007. De har blandt andet indspillet tre CDere med strygekvartetter af Rued Langgaard, som alle har fået stor ros og anerkendelse fra både danske og udenlandske kritikere. For nyligt blev de udråbt til at være “Young artist of the year” af det britiske magasin Gramophone. Nightingale String Qurartet var naturligvis også med på scenen og naturligvis spillede de et værk af Rued Langgaard.

Rued Langgaards Strygekvartetter indspillet af Nightingale String Quartet vol. 3.

Rued Langgaards Strygekvartetter indspillet af Nightingale String Quartet vol. 3.

Nightingale String Quartet spillede Rued Langgaards strygekvartet nr. 3. Titlerne på de tre satser er meget personlige og de overskrider alle gængse normer – den første sats hedder fx “Poco Allegro Papinoso”, hvilket betyder “Rovbegærligt”. Man kan umuligt overse den indbyggede arrigskab – men jeg synes alligevel, at denne arrigskab får et elegant og spidsfindigt udtryk, som er ekstremt morsomt. Rued Langgaard mødte ingen anerkendelse i sit liv – i stedet blev han hånet og nedgjort. Det præger hans musik; i denne strygekvartet mærker man en indestængt bitterhed, vrede og sarkasme. Den veksler på uforudsigelig vis med en eksplosiv arrigskab. Vekselvirkningen mellem alle disse stærke følelser skaber en enormt kraftfuld og særpræget musik. Musikken var fantastisk og de fire unge musikere spillede helt fænomenalt. Det var virkelig en rigtig stor oplevelse!

Mig og Rued Langgard

Selv om Rued Langgaard døde i 1952, så fik hans opera “Antikrist” først premiere på Det Kongelige Teater i 2002. Det var første gang jeg oplevede et værk af Rued Langgaard. Det var formodentlig også første gang jeg hørte hans navn – det ville i hvert fald ikke forbavse mig! “Antikrist” er et dybt religiøst værk, som handler om, at vi lever i Sodoma og Gomorra – Antikrist hersker og vi er alle sammen besat af penge og liderlighed. Jesus Kristus er den eneste som kan frelse os …. det budskab er altså hård kost for en hardcore ateist som undertegnede! Derfor forlod jeg hastigt salen, da operaen var færdig og alle andre begyndte at klappe … det kunne jeg simpelthen ikke være med til.

Berit Johansen Tange har indspillet to CDere med klavermusik af Rued Langgaard.

Berit Johansen Tange har indspillet to CDere med klavermusik af Rued Langgaard.

Jeg kunne overhovedet ikke forstå, hvorfor Det Kongelige Teater havde sat sådan et værk op. Men det er mange år siden. Siden dengang har jeg læst en masse bøger af Ernesto Dalgas og Knud Hjortø – de arbejdede med den samme form for symbolisme, som Rued Langgard brugte, da han skrev librettoen til “Antikrist”. Jeg er bestemt ikke blevet mere modtagelig for det religiøse budskab. Men jeg har nok fået en større forståelse for denne bizarre stilgenre. Alligevel har jeg på intet tidspunkt følt noget behov for at beskæftige mig mere med Rued Langgaard!

Gunvor Sihm med den første af mange buketter.

Gunvor Sihm med den første af mange buketter.

Jeg kender ikke Gunvor Sihm – men jeg har da mødt hende en enkelt gang og vi er da også venner på Facebook. Her nævnte jeg en gang, at jeg var absolut ikke nogen stor fan af Rued Langgard – jeg var ikke en gang en lille fan. Når hun har været med til at indspille så meget af hans musik, så er man jo næsten nødt til at udtrykke sig lidt høfligt og diplomatisk. Alt andet ville være ufint. Hertil svarede Gunvor Sihm, at det ville hun sørme gerne lave om på. God fornøjelse, tænkte jeg!

Men efter denne koncert må jeg jo allerede melde mission accomplished! Jeg er ekstremt vild med de to værker af Rued Langgaard, som blev spillet fredag aften. Det er jo lige præcis sådan noget musik, som jeg elsker!

Som tidligere nævnt, så har Nightingales String Quartet indspillet tre CDere med Rued Langgaards strygekvartetter. Dertil har Berit Johansen Tange indspillet to CDere med hans klavermusik. Jeg har ikke råd til at købe dem alle sammen på en gang, men jeg vil købe de første snarest muligt. De kan alle sammen købes hos “Dacapo Records“.

Mozart og Bach

Gunvor Sihm har spillet i Copenhagen Phil siden 2011. Efter pausen blev scenen indtaget af en gruppe herfra, som skulle ledsage hende gennem resten af koncerten.

Gunvor Sihm, Frederik Øland og Copenhagen Phil.

Gunvor Sihm, Frederik Øland og Copenhagen Phil.

De begyndte med Mozarts violinkoncert nr. 3 – Mozarts musik er lysende og smukt og elegant. Men først og fremmest er der masser af violinsoloer, hvor Gunvor Sihm fik lov til at folde sig ud og vise alt hvad hun kunne. Der var helt stille i den gamle koncertsal, mens de smukkeste violintoner svingede sig ud i luften, som kunstfærdige arabesker. Værket sluttede med en dansende rondo, der samtidig fungerede som en glimrende optakt til aftenens sidste værk.

Gunvor Sihm i en smuk duet med kæresten Frederik Øland.

Gunvor Sihm i en smuk duet med kæresten Frederik Øland.

Det sidste værk var Bachs koncert for to violiner, hvor Gunvor Sihm fik selskab af sin kæreste og kollega fra Copenhagen Phil, Frederik Øland. Man kan slet ikke forestille sig en mere perfekt afslutning på en helt formidabel koncert – Bachs musik er så fuld af løssluppen munterhed, festlig stemning og livsglæde. Da værket sluttede eksplodere hele salen i bragende klapsalver. Sikken en flot og fantastisk aften! Så var der masser af blomster til aftenens hovedpersoner og derefter fulgte endnu flere klapsalver!

Endelig sluttede koncerten med et lille ekstranummer af en svensk komponist. Som sædvanlig hørte jeg ikke hvem det var.

Det var afslutningen på Gunvor Sihms debutkoncert – men det var bestemt ikke afslutningen på festen. Den fortsatte nemlig med en reception i Carl Nielsen-foyeren og derefter var der fest for familie, venner og bekendte et andet sted i nærheden. Der var en særdeles opløftet stemning da jeg forlod koncertsalen – derfor er jeg også temmelig sikker på, at der fulgte et brag af en fest bagefter!

Nu er det dagen derpå og festen er slut. Men jeg er helt sikker på, at der venter Gunvor Sihm en lang karriere som solist i alle de store og berømte koncertsale over hele verden!

6stjerner

Gunvor Sihm efter en flot koncert.

Gunvor Sihm efter en flot koncert.