“Blackwater fyrskib” er ikke noget stort melodrama – hvis det ikke lige var for den hjertevarme tone som præger hele bogen, så kunne man beskrive “Blackwater fyrskib” som et isbjerg: umiddelbart kan denne roman virke lidt uanseelig, men der er meget under overfladens små krusninger.

Handlingen er ret enkel: den foregår i Irland i slutningen af 1990´erne, hvor den unge Declan er ved at dø af AIDS. Han kontakter sin søster Helen, som han ikke har haft kontakt med i flere år, fordi han ønsker at hun skal tage med ham til bedstemorens hus – et tidligere sommerpensionat, som ligger ved kysten. Deres mor Lily flytter også ind og Declans to venner – Paul og Larry – følger også med, for at passe ham. Disse seks personer tilbringer cirka en uge sammen i huset ved kysten, før Declan bliver så syg, at han må tilbage til hospitalet i Dublin – her slutter romanen. Mere sker der ikke!

De første 3-4 gange jeg læste denne roman, var jeg lidt skuffet – det var som om, at historien om Declan ikke blev rigtig forløst. Jeg var nødt til at læse den nogle gange før jeg forstod, at Declan IKKE er romanens hovedperson – han er blot en slags katalysator og den lim, som binder resten af bogen sammen.

Blackwater fyrskibI stedet handler bogen om disse seks personer, der mødes i huset ved havet og tilbringer en uge sammen; de er så forskellige, som man næsten kan forestille sig. Helen er skoleinspektør, gift og har to børn. Hun lever et trygt og typisk middelklasseliv. Så er der Helens og Declans mor Lily – hendes mand og deres far døde for mange år siden og siden har hun kun haft ganske lidt kontakt med børnene. Til gengæld er hun blevet en succesfuld forretningskvinde. Gamle mrs. Devereux bor i huset ved havet – det gamle sommerpensionat er medtaget, forfaldent, koldt, klamt og fugtigt. Mrs. Devereux bor alene med to katte og kæmper en daglig kamp for at håndtere både alderdommen og ensomheden i det gamle hus. Så er der Declans to venner, som begge er homoseksuelle: arkitekten Larry lever for sit arbejde og hans privatliv består af en uendelig række løse forhold. Paul er hans diametrale modsætning – han bor i Bruxelles og er gift med en franskmand, som han har kendt siden de begge var teenagere. Bogen handler om, hvordan disse mennesker møder hinanden og hvordan alle deres fordomme mod hinanden langsomt brydes ned. 

Men det er forholdet mellem de tre kvinder, som giver bogen dynamik og fremdrift. Helen har ikke været på talefod med sin mor og sin bedstemor i mange år. De sidste to mødes også kun når det ikke kan være anderledes og deres forhold er også præget af kulde og gensidig modvilje. Nu tvinges de tre kvinder til at være sammen – deres samvær er domineret af fjendtlighed, sarkasme og spydige bemærkninger. Det er måske lidt forudsigeligt, at deres samarbejde i forbindelse med Declans sygdom medfører en begyndende forsoning – men det gør ikke bogen banal eller irrelevant.

Forlaget skriver på bagsiden, at Declan “er døende”. Der er ingen tvivl om, at Declan er alvorligt syg. Men døende? Bogen udkom på engelsk i 1999. På daværende tidspunkt var kombinationsbehandlingen for længst indført og antallet af folk som døde af AIDS i den vestlige verden styrtdykkede. Hvis historien foregår i begyndelsen af 90erne, så har Declan vist ikke mange chancer for at overleve. Men hvis historien foregår i årene umiddelbart før udgivelsen i 1999, så er der faktisk en temmelig stor chance for at Declan overlever … romanen er fuldstændig åben omkring dette spørgsmål. Derfor synes jeg det er ærgerligt, at forlaget skriver Declan er døende. Det er der reelt set ikke belæg for i romanen.

Den irske forfatter Colm Tóibín født 1955.

Den irske forfatter Colm Tóibín, født 1955.

Og dog …. en dag fortæller Helen og Declans mor Lily, at der en gang var to fyrtårne ud for kysten ved bedstemorens gamle hus. Men det ene fyrtårn blev tager ud af drift: “ … Blackwater fyrskib. Jeg troede det altid ville være der,” sagde Lily. Hvis Declan er den centrale person i bogen, så er det jo nærliggende at konkludere, at historien om fyrskibet forudsiger hans skæbne. Men det samme gælder alle de andre personer i bogen og bedstemorens hus ved havet. Det samme gælder de gentagne henvisninger til Mike Redmonds og Keatings huse, som styrtede ud over klinten for mange år siden. Bogen er på flere måder præget af en meget stærk dødssymbolik – uden at det bliver kunstigt eller teatralsk, så udtrykker forfatteren denne oplevelse på en måde, som rammer lige i hjertet.

“Blackwater fyrskib” er ikke noget stort drama og spændingen er minimal. Det er blot en roman om en håndfuld helt almindelige mennesker som tilbringer en håndfuld dage sammen i et gammelt og forfaldent hus ved havet. Men tonen – man kan næsten sige, at tonen er Herman Bangsk. Colm Tóibín har den samme brilliante evne til at beskrive menneskers psykologiske skæbner og derfor er denne bog så gribende og genial.

Efter min mening er Colm Tóibín tidens største bøsseforfatter. Nogle ville nok nævne Michael Cunningham – men bortset fra “The Hours”, så har han kun skrevet en række middelmådige romaner. De har måske nok en vis charme, men det er bestemt ikke stor litteratur. Andre ville måske nævne Alan Hollinghurst, som modtog “Man Booker-prisen” i 2004 og temmelig sikkert sælger mange flere bøger end Colm Tóibín. Men der er sådan en kold distance i hans bøger, som dertil virker konstruerede og nærmest skabelonagtige. De har bare ikke den levende intensitet, som er styrken i Colm Tóibíns værker. Der er en ægte menneskelighed og en ægte hjertevarme i hans bøger. Jeg tror det er derfor, at jeg har læst C0lm Tóibíns værker igen og igen og igen!

“Blackwater fyrskib” udkom på forlaget “Tiderne skifter” i 2000.

Lige for tiden kan bogen købes på detstorebogudsalg.dk til kun 47,20.