Jeg var bestemt ikke en af de første på Facebook – tværtimod. Mark Zuckerberg oprettede Facebook i 2004. Jeg tror, at der gik 6-7 år, før jeg endelig oprettede en profil.

Fordele og ulemper på Facebook

Da jeg endelig oprettede en profil på Facebook, var det straks indlysende, hvorfor det sociale netværk var så populært. Det var dejlig nemt at holde kontakt med venner og bekendte på en praktisk, hurtig og uforpligtende måde. Når folk skriver en opdatering om deres liv, så kan man skrive en kommentar og hvis man ikke har lyst, så kan man bare lade være … det er helt almindeligt og ingen rynker på næsen af det. Det er også dejlig nemt at lave aftaler eller arrangere fester, byture, udflugter, osv. Det er også nemt at finde grupper på Facebook, hvor man kan møde andre mennesker som deler ens egne interesser – på den måde kan man få mange informationer om fx koncerter, foredrag, bøger og meget andet.

Jo, der er skam mange fordele ved Facebook. Men det gik hurtigt op for mig, at der er mindst lige så mange ulemper. Jeg interesserer mig meget for politik og samfundsforhold – der er formodentlig derfor, at jeg har en virkelig åndssvag tendens til at komme ud i tåbelige diskussioner, som ikke fører til noget som helst. Der bliver diskuteret mange vigtige emner på Facebook; men der er jo ingen rigtig dialog og ingen seriøs udveksling af synspunkter. Jeg bliver mere og mere overbevidst om, at det er umuligt at rykke ved andre folks holdninger på internettet. En seriøs debat forudsætter, at man er face to face ude i virkeligheden. På grund af denne overbevisning blev det mere og mere frustrerende, at jeg ikke kunne holde mig fra de tåbelige diskussioner på Facebook.

Helvede er de andre

Gennem årene voksede listen med facebookvenner stille og roligt – og det medførte nye problemer. På et tidspunkt fik jeg en meget stærk fornemmelse af, at uanset hvad jeg skrev, så var der altid nogen som blev fornærmede. Selv de mest banale statusopdateringer kunne altid gøre en eller anden sur. Pludselig havde man 500 venner på Facebook og de forventede … nej, de krævede alle sammen, at man skulle tænke præcis lige som dem, mene præcis det samme som dem og opføre sig præcis lige som dem i alle forhold. Men det er jo nogle forventninger, som ingen mennesker kan leve op til. Det betød, at hver og hver anden dag skulle man bruge flere timer på at forklare, uddybe eller undskyld de mest banale og trivielle synspunkter. Jeg fik en fornemmelse af, at der er temmelig mange mennesker på Facebook som forventer, at alle andre mennesker helst skal fungere som små kopier af dem selv – og de værste er dem som prædiker tolerance og plads til mangfoldighed ude i virkeligheden.

I skuespillet “Lukkede døre”, skriver Jean-Paul Sartre, at helvede er de andre. På et tidspunkt fik jeg den tanke, at hvis man har Jean-Paul Sartre i baghovedet, så er Facebook sådan en slags koncentreret helvede i moderne form – og den tanke har jeg desværre ikke været i stand til at glemme igen!

Farvel til Facebook

Det er selvfølgelig en utålelig situation, som kræver en eller anden form for handling. Og hvad gør man så? Der er så mange fordele ved at være på Facebook og derfor har man ikke lyst til at slette sin profil. Så er der kun én mulighed tilbage – man må forsøge at minimere ulemperne.

Jeg begyndte med at slette alle de grupper, hvor jeg oftest rodede mig ud i dumme diskussioner. Det gjorde en stor forskel, nen det var slet ikke nok. Derefter slettede jeg alle de personer fra min venneliste, som jeg ikke kendte ude i virkeligheden og derefter slettede jeg dem, som jeg følte var mest konfliktsøgende. Der er ingen grund til at foregive, at man er venner, hvis man skændes hver anden dag. Så prøvede jeg at reducere min venneliste ved at slette alle de personer som aldrig skrev noget som helst på Facebook – jeg formodede, at de var ligeglade. Bagefter slettede jeg alle dem, som aldrig likede eller kommenterede mine opslag. På den måde fik jeg reduceret min venneliste med cirka 300 personer. Ud af de 300 personer var der kun TRE som skrev til mig, at de var kede af, at jeg havde slettet dem. Når man tænker over det, så er det egentlig lidt sørgeligt, for man må jo formode, at de resterende 297 personer er fuldstændig ligeglade … og så kan man jo overveje, hvad venskaber på Facebook egentlig er værd.

På Facebook er der en konkurrence om at have flest venner – det giver både status og prestige. Det er bestemt ikke noget man taler om, men på Facebook samler brugerne på venner, lige som nogle mænd samler på frimærker og visse kvinder samler på sko. Det handler ikke blot om at have flest venner, men der er også nogle navne giver mere status end andre. Når jeg begynder at slette folk fra min venneliste på den måde, som jeg netop har beskrevet, så har jeg selvfølgelig tabt denne konkurrence. Men det er måske et vink med en vognstang om, at jeg ikke er egnet til at begå mig på de sociale medier. 

I flere måneder kæmpede jeg for at slette så mange mennesker som overhovedet muligt. Generelt set var det ikke fordi jeg havde noget imod disse mennesker – det var udelukkende et forsøg på at reducere min venneliste mest muligt. Så var der omkring 150 personer tilbage på min venneliste. Det var mennesker som jeg ikke havde lyst til at slette, fordi jeg – af forskellige årsager – sætter meget pris på dem alle sammen. Men problemerne og frustrationerne fortsatte. Selv om man forsøger at holde sig fra brandfarlige emner som politik, religion, indvandring og samfundsudvikling, så er det ikke nogen garanti for, at man kan undgå konflikter. På Facebook risikerer man nemlig at blive stenet for selv de mest banale opdateringer.

Hvis man skriver, at man har været i Netto for at købe blomkål, så er der en temmelig stor chance for, at man er venner med et politisk korrekt menneske, som er nødt til at fortælle, at man er et dårligt menneske, fordi man har købt blomkål i marts måned, hvor der ikke er sæson for danske blomkål. Det betyder jo, at blomkålet er fragtet fra udlandet, hvilket er skadeligt for miljøet og samtidig undergravende for den danske økonomi.

Jeg elsker efterår og vinter. Der er så stille og fredeligt i vinterhalvåret – men det må man heller ikke skrive. Erfaringen har lært mig, at når jeg skriver, at jeg elsker efterår og vinter, så er der altid nogen som sviner mig til, fordi det er respektløst over for dem der lider af vinterdepression og hensynsløst over for de mange mennesker som skal køre i bil til og fra arbejde. Jeg kritiserer ikke de mange mennesker, som nyder solen og varmen om sommeren. Men jeg er altså et dårligt og egoistisk menneske, fordi jeg godt kan lide efterår og vinter?!

Jeg vil slutte dette afsnit med et helt konkret oplevelse fra Facebook: en af mine facebookvenner skrev en opdatering om, at hun elskede André Rieu. Jeg skrev en kommentar, der lød nogenlunde som følgende: “Kære Noura, jeg kan så godt lide dig! Men jeg kan saftsusme ikke lide André Rieu. Jeg synes han er en temmelig elendig musiker.” Min kommentar blev straks slettet og derefter holdt vedkommende fuldstændig op med at kommentere mine opslag. Jeg forstår det ikke. Må man ikke have forskellig smag i forhold til musik? Jeg synes da, at jeg havde formuleret mig både høfligt og diplomatisk, men det var åbenbart ikke godt nok. Endnu en gang må jeg bare konkludere, at jeg forstår simpelthen ikke de sociale spilleregler.

Efter nogle lange overvejelser måtte jeg erkende, at der var kun én seriøs løsning på mit problem med Facebook – jeg var nødt til at slette min profil. Der var ikke andre muligheder!

Jeg er en asocial taber

Jeg var selvfølgelig lidt bekymret, da jeg slette min profil på Facebook. Først og fremmest var jeg bekymret for de konsekvenser det ville have for mit sociale liv, som i forvejen er temmelig begrænset. Bortset fra en gammel faster som jeg taler i telefon med 2-3 gange om året, så har jeg ikke noget familie tilbage. Derudover har jeg en meget lille omgangskreds, som tæller omkring 8-10 personer. De fleste ser jeg mindre end én gang om året. Men jeg har da også et par venner – jeg tror, at jeg har en eller to venner. Måske tre – hvis man ikke er alt for skrap i forhold til definitionen på “venner”. Og det er 7 eller 8 år siden, at jeg har haft en kæreste … jeg er efterhånden ved at være temmelig kærestesyg. Min standard falder lige så hurtigt som desperationen stiger. Jeg er – næsten – klar til at kysse hvem som helst.

Hvorfor er alt dette relevant? Fordi jeg tror, at der er en sammenhæng mellem mine sociale forhold og mine problemer på Facebook. Det er lige som om, at den ene problemstilling kaster lys på den anden. Det nytter ikke noget, at give andre mennesker skylden for mine problemer. I stedet for er jeg bare nødt til at erkende, at jeg er dårlig til at håndtere sociale relationer. Det er jo også tydeligt, når jeg går til koncert. Jeg går som regel alene og når det er muligt, så sætter jeg mig i et hjørne, hvor der ikke sidder andre mennesker i nærheden.

Vi lever i et moderne samfund, hvor alle problemer SKAL løses! Selv de mindste problemer skal straks debateres i Aftenshowet eller “Go´morgen Danmark”. Der skal straks oprettes støttegrupper på internettet og der skal tilkaldes eksperter, som kan udarbejde en handlingsplan. Der er ingen problemer som er for små eller for banale. Efterhånden findes der ikke længere “personlige problemer” – alle problemer er samfundets problemer og man forventer, at det er andre menneskers ansvar at løse dem!

Jeg tror, at det er et skråplan! Forestillingen om et liv helt uden problemer er en illussion. Alle mennesker har problemer og der er nogle problemer, som man bare må lære at leve med. Jaja, jeg ved godt, at dét er en holdning som står i skarp kontrast til alle normer i vores moderne samfund. Men det nytter ikke noget, at leve i en falsk drømmeverden. Der er nogle problemer, som man bare må lære at leve med og så er der andre problemer, som man selv må lære at håndtere på en fornuftig måde – det er en obligatoriske del af det der med at blive voksen!

Jeg ville da ønske, at jeg havde en stor og dejlig familie. Jeg ville også ønske, at jeg havde en masse gode venner. Og allermest ville jeg ønske, at jeg havde en fantastisk kæreste. Men det har jeg ikke! Jeg bliver mere og mere bevidst om, at jeg bare fungerer rigtig dårligt sammen med andre mennesker. Men det giver mig nogle andre muligheder – jeg er nok sådan en nørd, som har det bedst, når jeg er alene med mine bøger og alt min musik. Hvis jeg kendte en masse mennesker, som jeg skulle være sammen med hele tiden, så ville jeg jo ikke have så meget tid til mine bøger.

Konklusionen er klar og tydelig: jeg tror, at jeg har lært noget om mig selv på Facebook. Men jeg er rigtig glad for, at jeg slettede min profil – nu er det cirka en måned siden, at jeg slettede min profil og jeg har ikke fortrudt det én eneste gang. Tværtimod. Jeg tænker på det hver evige eneste dag og glæder mig over, at jeg tog den rigtige beslutning. Jeg vil hellere hygge mig med mine bøger!