Jeg skal i retten på tirsdag – men bare rolig! Jeg skal blot vidne i en banal sag om tyveri. Jeg har aldrig været i en retssal før. Men jeg er temmelig sikker på, at en dansk retssal ikke har meget til fælles med en amerikansk retssal, som dem man kender fra fjernsynet. På den måde kan man jo godt sige, at det bliver en oplevelse – jeg kan dog forsikre alle om, at det er en oplevelse, som jeg gerne havde været foruden!

I vidneindkaldelsen skriver politiet: “Udebliver De uden lovlig grund, kan dette medføre ( … ) at de bliver afhentet af politiet …

Hvorfor skriver de sådan? Jeg synes det er tarveligt! Når de formulerer det på dén måde, så lyder det jo nærmest som en opfordring! Jeg er efterhånden blevet så gammel, at jeg synes de fleste politimænd er lidt for unge til mig. Men jo længere tid man har været single, jo mindre betyder den slags kriterier – og jeg har snart været single i 7 eller 8 år. Jeg kan ikke en gang huske, hvornår jeg sidst har kysset en anden mand. Jeg indrømmer, at jeg er totalt desperat!

Men hvis jeg sover for længe på tirsdag, så risikerer jeg at blive afhentet af politiet. Jeg risikerer, at der kommer en fremmed mand ind i mit soveværelse. Ikke bare én mand, men to mænd! Ikke bare to mænd, men to rigtige politimænd! Det er næsten for fristende ….

PS: efter ovenstående indlæg ville det bare være megapinligt, hvis jeg sover for længe på tirsdag. Nej, jeg plejer bestemt ikke at sove for længe. Men det er jo ikke nogen garanti for noget som helst. Der er jo noget som hedder hybris og nemesis:-/