Hvis Ryanair får lov til at indføre deres arbejdsforhold i Danmark, så er jeg bange for, at mange flere firmaer vil følge deres eksempel. Tænk på, hvad det vil betyde for de ansatte i disse virksomheder – husk også på, at mennesker som er arbejdsløse, har reelt set ikke lov til at sige nej tak til et job i en af disse virksomheder. Selv om de både risikerer at gå fallit og blive hjemløse på grund af den latterligt lave løn i Ryanair, så er det – i følge dansk lovgivning – ulovligt for disse mennesker at sige nej. Hvis de gør det alligevel, så risikerer de at miste dagpenge eller kontanthjælp. Der er ingen tvivl om, at disse mennesker kommer til at stå i en forfærdelig situation.

Men jeg synes det værste er det moralske aspekt – eller måske snarere manglen på samme!

Myten om finanskrisen

I 00erne gik det utrolig godt med den danske økonomi. Virksomhedsejere, topchefer, ledere og politikere fik massive lønstigninger – og det er vel fair nok, når det går godt. Men samtidig brugte de samme mennesker en stor mængde tid og energi på at kræve tilbageholdenhed af arbejderne i forbindelse med alle lønforhandlinger – gang på gang brugte man det argument, at overdrevne lønforhøjelser kunne føre til en overophedning af økonomien, hvilket kunne resultere i recession og økonomisk krise.  

I 2008 kom den såkaldte Finanskrise – den begyndte i USA og ramte Danmark hårdt i 2009. De danske eksperter diskutere stadig, hvordan man bør fordele ansvaret mellem den borgerlige regering, uansvarlige banker og grådige byggematadorer. Men der er i hvert fald ingen, som har forsøgt at give arbejderne skylden! Ikke destomindre, så er det nok arbejderklassen som har betalt den største pris – først og fremmest i form af arbejdsløshed.

Når jeg insisterer på at bruge udtrykket “den såkaldte Finanskrise”, så er det naturligvis ikke fordi jeg vil benægte Finanskrisens realitet. Det er dog min påstand, at temmelig mange mennesker har haft en personlig interesse i at puste forestillingen om Finanskrisen op til et niveau, som er fuldstændig uden hold i virkeligheden. Derfor har vi set et fænomenalt samarbejde mellem virksomhedsejere, erhvervsledere og politikere fra BÅDE den røde OG den blå blok, som er uden fortilfælde.

Løgnen om de arbejdsløse

Hvor mange gange har vi hørt de danske politikere tale om en historisk arbejdsløshed? Hvor mange gange har vi hørt Helle Thorning bruge præcis dén formulering? 

Lad os lige få fakta på plads: under den såkaldte Finanskrise toppede den danske arbejdsløshed på cirka 170.000. Da Poul Nyrup Rasmussen overtog statsministeriet efter Poul Schlüter i 1993 var flere end 697.000 danskere ramt af kortere eller længerevarende arbejdsløshed. Det er lidt svært at sammenligne disse tal, fordi man kan gøre arbejdsløsheden op på mange måder; men Danmarks Statistik bruger et begreb som hedder “fuldtidsledige” – det dækker over mennesker som er ramt af længerevarende arbejdsløshed. I 1993 var flere end 335.000 personer registret som fuldtidsarbejdsløse. Det seneste år i denne statisk er 2013, hvor tallet blot er 117.000(Se link). Når man sammenligner med 1993 – og det er dog ikke så forfærdelig mange år siden – så må man konkludere, at arbejdsløsheden under finanskrisen måske ikke har været så forfærdelig stor, som nogen har forsøgt at bilde os ind. 

Dernæst skal vi huske den strukturelle ledighed – et meget vigtigt begreb i denne sammenhæng. I en artikel definerer Børsen “den strukturelle ledighed” på denne måde: “Den strukturelle ledighed er den ledighed, der altid vil være i et samfund, fordi folk er imellem job, er blevet fyret eller er nyuddannede, og derfor først får arbejde efter en periode.

Normalt bruger man også et par andre faktorer – man definerer også den strukturelle ledighed, som ledige der ikke matcher virksomhedernes efterspurgte kompetencer eller – hvis de besidder disse kompetencer – ikke er i stand til at ansøge om jobbet, på grund den geografiske afstand mellem den lediges bopæl og virksomheds placering.

I Danmark ligger den strukturelle ledighed temmelig stabilt omkring 100.000 …

Jeg tror de fleste kan huske, hvordan virksomhederne havde problemer med at skaffe kvalificerede medarbejdere i 2008 – på trods af, at der faktisk var lige omkring 90.000 arbejdsløse. Den gang talte man om, hvordan manglende på kvalificeret arbejdskraft skadede den danske økonomi og den økonomiske vækst. Hvis vi igen bruger begrebet “fuldtidsledige”, så skriver Danmarks Statistik, at dette tal var 50.000. Den gang skrev Nordjyske medier: “Men det er uholdbart, mener nationalbankdirektør Nils Bernstein. Ifølge direktøren skal minimum 50.000 flere danskere om i arbejdsløshedskøen, for at dansk økonomi kan komme i balance.

Umiddelbart vil mange måske tænke, at det lyder jo skørt …. men Nils Bernsteins hensigt er netop, at holde den strukturelle ledighed omkring 100.000 personer. Og hvorfor er det vigtigt? Lad os lige vende tilbage til Wikipedias opslag om den strukturelle ledighed: “En ledighed, der er højere end det strukturelle niveau, forventes nemlig at føre til lavere lønstigninger, hvilket igen vil øge beskæftigelsen og dermed sænke ledigheden, mens en ledighed under det strukturelle niveau omvendt vil medføre en højere lønstigningstakt og dermed skabe flere arbejdsløse. Når ledigheden netop er på sit strukturelle niveau, vil lønstigningstakten være stabil (alt andet lige), og arbejdsløsheden hverken have tendens til at stige eller falde yderligere.” Derfor giver det heller ikke mening, når man taler om, at ALLE skal i arbejde. Alle mennesker som ved en lille smule om økonomi og samfundsforhold ved, at det ville være en katastrofe for samfundet. Som Nils Bernsteins kommentar viser, så er en vis ledighed nødvendig for at holde økonomien og samfundsforholdene i en sund balance.

Nu skal man lige holde tungen lige i munden … hvad var det der skete den gang i 2008? Man havde en ledighed som var LANGT under det strukturelle niveau, hvilket burde føre til højere lønstigninger – i stedet skete det modsatte. I strid med alle økonomiske teorier lykkedes det den borgerlige regering og erhvervslivet at presse arbejderne til at acceptere meget lave lønstigninger – mens toppen af det danske samfund gav sig selv nogle enorme lønstigninger. De skovlede pengene i deres egne lommer og kørte i fuld fart mod den økonomiske krise. Arbejderne fik ingen økonomisk fordel af højkonjunkturen i 00erne, de fik blot nogle ubetydelige lønstigninger – til gengæld fik de lov til at betale regningen for festen, da Finanskrisen ramte i 2009. 

Men i vores sammenhæng er det den strukturelle ledighed som vigtig. Under Finanskrisen har vi haft en arbejdsløshed på 170.000 – men hvis vi trækker den strukturelle ledighed fra, så er det reelle tal faktisk kun på 70.000! Hvis vi taler om fuldtidsledige, så er tallet meget mindre.

I september 2014 udtalte Nordeas cheføkonom Helge Pedersen til DA´s nyhedsbrev Agenda: “Idéen om høj ledighed skyldes en påvirkning fra medierne, hvor man ofte har sammenlignet med 2008. Det er på alle måder forkert at lave den sammenligning, for 2008 var kendetegnet ved en overophedning, der drev ledigheden ned på et kunstigt lavt niveau. I en saglig diskussion, når man ser udviklingen over tid, så kan man ikke sige andet end, at vi har en lav ledighed i Danmark.

Hvorfor lyver de?

Alle politikerne taler uafbrudt om en historisk arbejdsløshed og erhvervslederne siger det samme – det kan man jo læse i medierne hver eneste dag og sådan har det været siden finanskrisen ramte i 2009. Så er spørgsmål naturligvis: hvorfor lyver de? Jeg synes svaret er ret indlysende: virksomhedsejerne, erhvervslederne og politikerne(fra både den røde og den blå blok) har formået at skabe en myte om Finanskrisen og den såkaldte “historiske arbejdsløshed”, fordi det tjener deres egen sag.

Toppen af det danske erhvervsliv har brugt denne myte til at trykke lønnen – hver eneste gang de har formået at reducere lønstigningerne med 25 øre – eller ligefrem at tvinge arbejderne til at gå ned i løn – så har de puttet pengene i deres egne lommer og samlet set har det givet cheferne nogle enorme lønstigninger!

Politikerne har gennemført nogle store besparelse på kontanthjælp, ældrepleje, førtidspension og hele den offentlige sektor. Gang på gang har regeringen sagt, at disse besparelser var nødvendige for at komme igennem finanskrisen og atter få gang i hjulen. Men sandheden er, at regeringen har brugt pengene fra disse alle disse bespareler til at give skattelettelser til præcis de mennesker som IKKE er ramt af finanskrisen – nemlig den velstillede middelklasse og den rige overklasse, som samtidig har fået store lønstigninger under finanskrisen. Det er et ekspempel på, hvordan politikerne har udnyttet myten om finanskrisen! Uden denne myte, tror jeg, det havde været svært for politikerne at retfærdiggøre de store besparelser i den offentlige sektor, mens man samtidig giver skattelettelser til de velstillede. På dén måde har forestillingen om finanskrisen været et stærkt arbejdsredskab for politikerne.

Kort sagt: først tjener de rige fedt på det økonomiske opsving i 00erne. Bagefter tjener de endnu mere på Finanskrisen og endelig får den ene skattelettelse efter den anden. Mens arbejderne og de fattige på overførelseindkomst betaler ….

Men hvad får politikerne ud af det? Først og fremmest så skal man da huske, at de danske politikere hører jo selv til den bedrestillede middelklasse, som har fået stor glæde af disse skattelettelser. Men det vigtigste svar er MAGT!

Vi skal snart i gang med årets valgkamp. Jeg forudser, at den bliver som en gentagelse af de sidste 2-3 valgkampe. Der bliver en del mudderkastning mellem de mest fremtrædende kandidater, hvor det kommer til at handle mest om personlige forhold. Men det vigtigste emne i offentligheden bliver endnu en gang flygtninge, indvandring og integration. Men i virkeligheden er disse emner temmelig irrelevante – lige som de foregående år, så er der kun ét eneste emne som bestemmer resultatet af det kommende valg: den blok som kan love flertallet af vælgerne den største skattelettelse og sandsynliggøre at de kan indfri deres løfter, de vinder valget!

Men risikerer de ikke, at blive beskyldt for at være asociale? For at være usolidariske med de fattige og de svage i samfundet? Nej, nej, for så har de jo deres trumfkort – den såkaldt finanskrise og kampen mod den historisk høje arbejdsløshed. Ved hjælp af de to argumenter kan politikerne afvise alle den slags beskyldninger og fastholde at de udelukkende tænker på samfundets bedste. Politikerne har opbygget en irrationel angst for finanskrisen i en meget stor del af befolkningen, som de kan bruge igen og igen …. der er udelukkende tale om manipulation og indoktrinering. Når valgkampen begynder, så vil vi endnu en gang se, hvordan de bruger denne angst og hvordan de alle forsøger at udnytte de to trumfkort optimalt til at købe vælgernes stemmer med løfter om flere skattelettelser. 

Hvis det ikke var så trist … så måtte man jo indrømme, at det faktisk er ret genialt.

Ryanair som metafor

Ryanair – og deres virksomhedsmodel – er em helt utrolig fantastisk metafor for det samfund, som vi er ved at skabe i disse år. Lad mig lige henvise til en række avisoverskrifter fra de seneste år:

Politiken d. 30. april 2010: Vi er meget rigere end vi tror.

Ugebrevet 4A d. 28. juni 2010: Offentlige chefer forgyldes.

DR d. 30. juni 2010: Danskerne er blevet rigere. (82 mia i første kvartal – midt under krisen!)

Realkreditrådet d. 30. juni 2010: Danskerne er blevet rigere. (Nettoformuen er 747.00 pr. pers.)

Arbejderbevægelsens fællesråd d. 18. august 2010: Stor stigning i antallet af rige danskere.

DR Nyheder d. 17. november 2011: Cheferne løber med lønstigninger.

Børsen d. 20. december 2012: Danskerne har rekord mange penge i banken. (739 mia)

Nordea d. 4. april 2013: Danskernes forumer har vokseværk. (Nettoformuen er 808.000 pr. pers.)

Ekstra Bladet d. 27. september 2013: Så rige er de rigeste danskere.

Ekstrabladet d. 30. december 2013: Børsen siger farvel til 2013 med ny rekord.

Berlingske Business d. 7. februar 2014: Finanskrisen er overstået på Børsen – handlen sætter rekord.

Berlingske Business d. 25. september 2014: Danmarks allerrigeste er blevet markant rigere.

Berlingske Business d. 30. september 2014: Danskerne er blevet 30 mia. rigere. (På bare 3 mdr.)

Avisen.dk d. 30. september 2014: Danskerne er blevet rigere. (Danskerne ejer 465.000 pr. pers)

Berlingske Business d. 13. oktober 2014: Så meget er en gennemsnitlig dansk familie god for. (2,5 million)

Fagbladet 3F d. 20. november 2014: Kæmpe lønfest: De rige spurter fra 3F`erne.

DR Nyheder d. 25. december 2014: Ledernes løn stikker af fra medarbejdernes.

Fagbladet 3F d. 25. december 2014: Chefer scorer det dobbelte i løn.

Berlingske Business d. 6. januar 2015: Rekordstor fremgang for fondsbørsen i 2014.

Børsen Investor d. 19. februar 2015: C20 lukker i ny rekord.

DR Nyheder d. 7. april 2015: Eliteaktier runder indeks 1000 og sætter rekord.

Finans.dk d. 9. april 2015: Fjerde rekord i træk for C20.

Børsen Investor d. 10. april 2015: Aktiver: C20 i ny rekord.

Børsen Finans d. 12. april 2015: Børschef jubler over eksplosion i handlen.

Børsen Investor d. 7. maj 2015: Dansk aktiehandel sætter rekord.

I toppen af denne pyramide har man ejerne og topcheferne i Ryanair, som tjener styrtende med penge – og de flyver med garanti IKKE med Ryanair, når de rejser nogen steder! Man kan sige, at disse mennesker er kongerne og fyrsterne i denne metaforiske samfundsmodel.

Derunder har vi alle passagerne, som repræsenterer hele den velstillede middelklasse – til denne gruppe hører også en stor gruppe af studerende. Disse mennesker har råd til at rejse til alle afkroge af verden blot for at feste, slappe af, dase på stranden eller opleve en smule eventyr. Uanset hvordan man ser på det, så er det en stor luksus. Lige som fortidens grever og baroner, så har disse mennesker ingen skrupler ved at udnytte underklassen, hvis det blot giver dem selv endnu mere luksus – fx i form af moderne elektronik, mærketøj, dyre biler eller endnu flere ferierejser. Derfor er de fuldstændig ligeglade med løn og arbejdsforhold for medarbejderne i Ryanair.

I bunden af denne metafor over samfundsudviklingen, har vi kabinepersonalet og alle de almindelige arbejdere i Ryanair, som får en løn der er så lav, at de faktisk bliver nødt til at have to jobs, blot for at betale deres faste udgifter som husleje, forsikringer, transport osv. I England kaldes denne samfundsgruppe for “The Working Poor”, men det er også et velkendt fænomen i fx Tyskland. Trods to fuldtidsjobs, så har disse mennesker ikke råd til mærketøj. De har ikke råd til at rejse på ferie. Hvis de er heldige, så har de råd til at betale deres husleje – men det betyder til gengæld, at de aldrig har mulighed for at være sammen med deres familie. Hvis de er så heldige, at have sådan én!

Jeg vil gerne lige understrege, at jeg har ikke noget imod de velstillede, de rige eller de superrige. Jeg tror ikke på et samfund uden en eller anden form for klasseskel. Men der skal saftsusme være en vis balance i disse forhold … 

Det er ekstremt vigtigt at råbe op og gøre modstand, når udnyttelsen af den fattige underklasse bliver så hård og skruppeløs, at man kan sammenligne den med forholdene før den franske eller den russiske revolution. Jeg forstår ikke, hvordan man kan accepterer sådanne forhold i et samfund, hvor langt den største del af befolkningen bliver stadig rigere og rigere. Problemet er, at middelklassen og overklassen har råd til at sikre disse mennesker en anstændig eksistens blot ved at betale en rimelig pris for deres flybilletter – de har råd til det! Men de vælger helt bevidst, at de IKKE vil! Det er udtryk for en utrolig kynisme, som jeg ikke forstår!

Nogle er måske ikke klar over disse forhold. Mange har måske ikke rigtig tænkt over det. Derfor er det så utrolig vigtigt, at nogen råber op og forsøger at bremse denne udvikling. Der skal i hvert fald ikke være nogen tvivl om, at jeg støtter fagforeningernes kamp imod Ryanair. Med dette indlæg har jeg forsøgt at redegøre for, hvorfor jeg synes denne kamp er så utrolig vigtig og jeg håber, at det er lykkedes! 

Jeg støtter fagforeningernes kamp mod Ryan Air.

Jeg støtter fagforeningernes kamp mod Ryanair.