Hvis jeg husker ret, så er det omtrent et år siden, at Superbrugsen introducerede et udvalg af veganske produkter i deres sortiment. Det blev straks en stor succes og i løbet af ganske kort tid blev sortimentet udvidet. Superbrugsen på Nørrebrogade fungerede som forsøgsbutik, men på grund af den store succes er man også begyndt at føre et udvalg af veganske produkter i mange af koncernens andre butikker.

Superbrugsen på Nørrebrogade i København.

Superbrugsen på Nørrebrogade i København.

Det er selvfølgelig glædeligt, at det bliver nemmere at finde og købe veganske produkter – glædeligt for de dyr, som undgår at blive et produkt i de moderne landbrugsfabrikker; glædeligt for naturen, miljøet og klimaet, som lider under forbruget af animalske produkter; glædeligt for den personlige sundhed, da vegansk kost giver væsentlig mindre risiko for forhøjet kolesterol i blodet, hjertekarsygdomme, diabetes, flere kræftformer og mange andre sygdomme – der er rigtig mange fordele ved at leve vegansk.

Jeg må dog indrømme, at jeg ikke forstår denne succes – det er en stor og uforståelig gåde for mig. Jeg ved godt, at der bliver flere og flere veganere både i Danmark og i resten af verden. Det medfører naturligvis også en øget efterspørgsel. Jeg ville heller ikke undre mig, hvis det var alle mulige andre steder. Jeg forstår bare ikke, at det er blevet en succes i Superbrugsen på Nørrebrogade!

Hvis man går 10 skridt mod vest, så kommer man til Griffenfeldtsgade. Hvis man derefter går cirka 100 meter ned i denne gade, så kommer man til en lille, hyggelig og charmerende kælderbutik, som hedder Spidsroden. Alle deres varer er økologiske og de er enten veganske eller vegetariske. Her er alt fra frisk frugt og grønt, tofu, tempeh og div. køderstatningsprodukter, rengøringsprodukter, mel, gryn, pasta, ris, slik, kager og meget, meget mere.

En halvtom montre viser, at der er godt gang i salget af de veganske produkter.

En halvtom montre viser, at der er godt gang i salget af de veganske produkter.

Spidsroden har et udvalg af produkter, som er mange gange større end Superbrugsen. Men det vigtigste er priserne – jeg var ved at få hjertestop, da jeg så priserne i Superbrugsen. Priserne i Spidsroden er cirka 30-35% lavere – man kan altså spare 30-35%, hvis man gider at gå omkring 100 meter. Det er derfor jeg ikke forstår, at de veganske produkter er blevet sådan en succes i netop denne Superbrugs. Jeg kunne forstå det alle mulige andre steder. Men da ikke et sted, hvor man har Spidsroden så tæt på. I don´t get it!

Det er ikke fordi jeg vil opfordre til boykot af Superbrugsen – absolut ikke! Jeg håber, at der er rigtig mange kunder som køber disse produkter i deres andre butikker. Men når kommer til Superbrugsen på Nørrebrorgade, så er jeg bare nødt til at sige: lad være med at gøre som alle de andre. Gå ned i Spidsroden i stedet for, for det er her de kloge handler …

Afslutningsvis må jeg lige indrømme, at jeg er desværre ikke en af de faste kunder i Spidsroden. Det skyldes blandt andet, at jeg aldrig har boet i nærheden. Jeg har tidligere boet på Bispebjerg og så er der jo kun en lille cykeltur til Spidsroden. Men jeg har heller aldrig haft noget stort forbrug for køderstatningsprodukter og det er altså nemmere at købe frugt og grønt i de lokale butikker. Nu er jeg flyttet til Nordsjælland og derfor sker det naturligvis endnu sjældnere, at jeg kigger forbi.

Alligevel har Spidsroden nogle varer, som godt kan lokke mig til at tage turen en gang i mellem – jeg er vild med deres pålæg fra Viana. Og deres “Chicken filets” – også fra Viana og naturligvis lavet af tofu – spis Vianas Chicken Filets med friskpresset citron, persillesovs og nye kartofler …. jeg ELSKER det! Endelig har Spidsroden et stort og varieret udvalg af verdens bedste yoghurt, som også er lavet af tofu. Nogen synes måske det er lidt dyrt, men jeg synes det er alle pengene værd. Jeg elsker yoghurt fra Spidsroden!

Adressen er: Spidsroden, Prins Jørgens gade 14, 2200 København N.

Den økologiske og vegetariske butik Spidsroden ligger på hjørnet af Griffenfeldtsgade og Prins Jørgens gade på Nørrebro i Københaven.

Den økologiske og vegetariske butik Spidsroden ligger på hjørnet af Griffenfeldtsgade og Prins Jørgens gade på Nørrebro i Københaven.